Bistand skaber ingen vækst

[Redaktionel note: artiklen er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad]
Lørdag 9. oktober var der i Kristeligt Dagblad en længere artikel om dansk ulandsbistand, hvor bistands- og integrationsminister Bertel Haarder (V) blandt andet gav et interessant bud på, hvorfor det – trods alt – går fremad med velfærden i Øst-, Sydøst, og Vestasien, men også mindre godt i Afrika og Latinamerika.
Det går fremad i Asien som følge af økonomisk vækst – og ikke p.g.a. Danmarks eller andre landes bistand. Det får imidlertid ikke BH til at ville nedprioritere bistanden, men blot at kanalisere den derhen, hvor der ingen vækst er – primært Afrika.
Imidlertid burde BH stille sig selv spørgsmålet, om bistand overhovedet er et gode, hvis målet er at skabe vækst og dermed velfærd: Andetsteds i artiklen taler BH nemlig varmt for at afskaffe en form for dansk bistand, nemlig landbrugsstøtten. Dén er skadelig, siger Bertel Haarder. Det er den, fordi den forvrænger det globale landbrugsmarked og gør det vanskeligere for ulandene at producere. Landbrugs- og eksportstøtte betyder, at vi i Nord producerer mere og gør fødevarer billigere, og at det derfor bliver vanskeligere for producenterne i Syd at blive en del af dette marked.
Men hvad med alle de gratis værdier, der dumpes over Afrika i form af bistand – herunder fødevarer, men også boliger, veje og vandforsyning? Hvilken effekt har de så på muligheden for at skabe markedsøkonomi i Afrika? Svaret er nøjagtig den samme effekt som enhver anden dumpning. Desto flere gratis værdier desto mindre tilskyndelse til at producere noget som helst.
Der er dog én afgørende forskel på støtten til de danske landmænd og så den danske ulandsbistand. Støtten til landmænd belønner mennesker, der producerer noget, mens ulandsbistanden går til ikke-producenter, dvs. forbrugere.
Ulandsbistand og markedsøkonomi er udtryk for to modsatrettede principper. I en markedsøkonomi belønnes den, der handler og producerer. I en bistandsøkonomi belønner man dem, der forbruger på bekostning af dem, der producerer. Den danske stat beskatter producenter (d.v.s. lønmodtagere og virksomheder) og giver til dem, der ikke producerer, i form af vores nationale overførselsindkomster, men også i form af ulandsbistand. Resultatet er det modsatte af økonomisk vækst – nemlig forbrug.
Den bedste hjælp, man kan give Afrika, er at opfordre dem til at efterligne de asiatiske lande og skabe gode vilkår for erhvervslivet ved at beskytte frihedsrettighederne og herunder den private ejendomsret.
Problemet er imidlertid, at bistanden til Afrika ikke alene ved sin forvrængning af incitamentsstrukturer forvrænger mulighederne for at skabe markedsøkonomi, men at bistanden også virker korrumperende på landenes magthavere.
Ingen af de nuværende afrikanske præsidentklienter vil have fordel af at sige farvel til bistand og velkommen til markedsøkonomi. Og spørgsmålet er om ikke den samme korrumperende faktor gør sig gældende i Danmark.