Min sundhed – jeres ansvar

Vi lever i et af de rigeste samfund i verden. Alligevel bliver børn – ifølge mængden af historier i dagpressen – mere og mere fede. Det virker paradoksalt. Man skulle tro at rigdom gav overskud til sundhed. Og at sammenhængene mellem kost, motion og sundhed var velkendte og for en højt uddannet befolkning – lette […]

Vi lever i et af de rigeste samfund i verden. Alligevel bliver børn – ifølge mængden af historier i dagpressen – mere og mere fede. Det virker paradoksalt. Man skulle tro at rigdom gav overskud til sundhed. Og at sammenhængene mellem kost, motion og sundhed var velkendte og for en højt uddannet befolkning – lette at forstå.

Men måske er det ikke manglen på kampagner, forbud, tilskud og regulering, der er problemet. Tværtimod måske er det netop mængden af disse og budskabet bag dem der øger den personlige ligegyldighed.

Måske er årsagen til en mere usund livstil at vi er begyndt at indse at de forkerte beslutninger vi træffer her i livet ikke kun er vores eget problem, men at vi i større eller mindre omfang kan regne med at andre bidrager når regningen for uansvarlig adfærd herunder manglen på børneopdragelse skal betales.

Måske er forældre blevet mere ligeglade med deres børns sundhed fordi de – korrekt – har indset at ansvaret i dag opfattes som delt mellem dem selv og så de sociale myndigheder – herunder uddannelsesvæsnet. Skolen skal jo ikke bare være en uddannelsesanstalt men en dannelses- og opdragelsesanstalt.

Det implicitte budskab i kampagner, tilskudsordninger, nationale sundhedsdebatter og diskussioner om skolens ansvar er at det er en fælles opgave at tage vare på hverandres sundhed og at min sundhed derfor ikke bare mit ansvar men i sidste instans vores alle sammens.

Resultatet af det delte og offentliggjorte ansvar er tydeligvis ikke mere sundhed eller livskvalitet. Tværtimod. Jo mere ansvaret for velfærd splittes op desto mindre bliver der gjort. For når alle er ansvarlige kan ingen stilles til ansvar. Sociale myndigheders stigende involvering og øget ansvarsdeling skaber derfor blot mere ligegyldighed og mere uansvarlighed.

Et konkret eksempel på dette kan ses ved iagttagelse af gruppen nydanskere, indvandrer-forældre og deres børn. Jo mere behandlervæsnet omklamrer denne gruppe desto mere går familierne og de normer der holder dem sammen i stykker. Men de gamle normer erstattes desværre ikke af bedre og/eller danske normer, men blot af de sociale myndigheders egen normløshed. Tæt og kronisk kontakt til sociale myndigheder betyder ikke at indvandrere og nydanskere lærer sproget, at de får job eller at de bliver integrerede. Med mindre der med integration menes at blive en del af behandlervæsnet.

Modellen hvor mangel på ansvarlighed udløser offentlige ressourcer kaldes for en velfærdsmodel. I virkeligheden er der tale om en fattigdomsmodel for velfærden i samfundet bliver langsomt afviklet i det omfang at personlig uansvarlighed og krav om støtte belønnes med flere kroner fra staten.

At gøre alles sundhed til enhvers ansvar– er derfor ikke et gode men et onde.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password