Myten om det statslige forsvar

I De Forenede Staters Uafhængighedserklæring fastslog Thomas Jefferson: Følgende sandheder skønner vi er selvindlysende: At alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder; at dertil hører liv, frihed og stræben efter lykke; at der til sikring af disse rettigheder indsættes regeringer blandt menneskene, som udleder deres retmæssige […]

I De Forenede Staters Uafhængighedserklæring fastslog Thomas Jefferson:

Følgende sandheder skønner vi er selvindlysende: At alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder; at dertil hører liv, frihed og stræben efter lykke; at der til sikring af disse rettigheder indsættes regeringer blandt menneskene, som udleder deres retmæssige magt af de regeredes samtykke; at, nårsomhelst en eller anden regeringsform viser sig hindrende for disse mål, er det folkets ret at ændre eller afskaffe den og indsætte en ny regering og opbygge den på sådanne grundsætninger og organisere dens bemyndigelser i den form, som det synes at være påkrævet som garanti for dets sikkerhed og dets lykke. Visselig påbyder visdommen, at de fra gammel tid bestående regeringer ikke skal ændres på ubetydelige og forbigående foranledninger; og i overensstemmelse dermed har enhver erfaring vist, at menneskene snarere er tilbøjelige til at udholde, så længe ulemperne er udholdelige, end at skaffe sig ret ved fjernelsen af hævdvundne former. Men når en lang række af misbrug og overgreb, som stedse forfølger det samme mål, viser den hensigt at underkaste dem absolut despoti, så er det deres ret og deres pligt at afsætte en sådan regering og beskikke nye vogtere af deres fremtidige sikkerhed.

I dag – over 200 år efter den amerikanske uafhængighedserklæring – er det på tide at spørge, om de statslige myndigheder nu også har udfyldt den rolle, de blev skabt til at udfylde, eller om erfaring eller teori har givet os grund til at overveje andre muligvis mere effektive metoder til at tage hånd om vores fremtidige sikkerhed.

Spørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde på grund af begivenhederne den 11. september 2001. Det er myndighedernes opgave at beskytte os mod terrorisme. Men hvad var det lige for en rolle, de amerikanske myndigheder spillede i forbindelse med angrebene på World Trade Center og Pentagon?

Den amerikanske stat bruger årligt 400 milliarder dollars på “forsvar” – en sum der svarer til de samlede udgifter for de efterfølgende 24 regeringer på listen over største forsvarsbudgetter. USA råder over et verdensomspændende netværk af spioner og meddelere. Alligevel lykkedes det ikke myndighederne at forhindre, at flyene blev kapret og brugt som missiler mod vigtige civile og militære mål.

Hvad der er endnu værre er, at de amerikanske myndigheder ikke bare lod ulykken ske, men oven i købet forøgede de chancerne for, at det ville ske. En interventionistisk udenrigspolitik (i form af økonomiske sanktioner, soldater udstationeret i over 100 lande, ubarmhjertige bombninger, understøttelse til despotiske regimer, at tage parti i uløselige stridigheder om land eller etniske konflikter og på andre måder at forsøge at få politisk og militær kontrol over klodens regioner) har givet udenlandske terrorister en grund til at gøre USA til deres hovedmål.

Og hvordan kunne det egentlig gå til, at en flok mænd kun bevæbnet med hobbyknive fik lov at anrette så stor skade? Det var naturligvis kun muligt, fordi myndighederne har forbudt luftfartsselskaberne og piloterne at beskytte deres ejendom med våben, hvilket efterlader ethvert passagerfly sårbart og ubeskyttet mod flykaprere. En pistol til 50 dollars kunne have udrettet, hvad det 400 milliarder dollars store forsvarsbudget ikke kunne.

Hvilken lektie lærte man så af disse fejl? I kølvandet på begivenhederne blev den amerikanske udenrigspolitik endnu mere aggressiv interventionistisk og truende. De amerikanske styrker væltede den afghanske regering, der angiveligt husede terroristernes bagmand Osama bin Laden. Tusinder af døde, uskyldige civile indgik i “krigens uundgåelige omkostninger”, men bin Laden er endnu ikke blevet fanget og straffet, selv om der er gået næsten to år. Og lige så snart en amerikansk godkendt regering var blevet installeret i Afghanistan, vendte den amerikanske regering sin opmærksomhed mod andre stater på listen over fjenderne, først og fremmest det olierige Irak. USA nægtede endda at udelukke muligheden for, at den ville bruge atomvåben mod fjendtlige regimer. Der er ingen tvivl om, at den førte politik har været med til at skabe endnu flere rekrutter til terroristerne, der med en ekstrem grad af voldelighed er villige til at betale USA tilbage.

Samtidig blev krisen, som myndighederne selv havde været med til at fremprovokere, brugt på hjemmefronten til yderligere at styrke myndighedernes magt på bekostning af folkets frihed og ejendom. De statslige udgifter – navnlig forsvarets – røg i vejret, og der blev skabt et nyt ministerium for “fædrelandets sikkerhed” (homeland security). Lufthavnssikkerheden blev overtaget af regeringen og myndighedernes bureaukrater, og der blev taget afgørende skridt mod en fuldstændig, elektronisk overvågning af borgerne.

Det er tydeligt, at den aktuelle situation skriger på en systematisk omvurdering af sikkerhedssituationen og de roller, som myndigheder, marked og samfund skal spille i den forbindelse.

***

To af de bredest accepterede påstande blandt nationaløkonomer og politiske filosoffer er disse:

1) Ethvert “monopol” er “dårligt” set fra forbrugernes side. Monopol forstås her i sin klassiske betydning som et eksklusivt privilegie, der gives til en enkelt udbyder af en vare eller en ydelse; altså at der ikke er fri adgang til markedet på et specifikt område. Med andre ord så må kun én udbyder, A, udbyde en bestemt vare, X. A’s monopol er “skidt” for forbrugeren, da beskyttelsen mod potentielle konkurrenter gør, at prisen på X vil være højere og kvaliteten lavere end ellers.

2) Udbuddet af sikkerhed må varetages af – og er den primære funktion for – de statslige myndigheder. Sikkerhed forstås her i den brede betydning, som den amerikanske uafhængighedserklæring indeholder, nemlig: som beskyttelse af liv, ejendom (frihed) og retten til at skabe egen lykke mod såvel indenlandsk vold (kriminalitet) som udenlandsk aggression (krig). I overensstemmelse med den generelt accepterede terminologi er staten her defineret som et geografisk monopol på lov og orden (lovgivende og udøvende magt).

At de to påstande er uforenelige har sjældent bekymret hverken økonomer eller filosoffer, og indtil videre har den typiske reaktion været at påstand 1 må vige, så påstand 2 er gældende.

Jeg og de andre forfattere til bogen “The Myth of National Defense” har dog udfordret dette almindeligt “anerkendte” synspunkt og leveret både empirisk og teoretisk støtte til den modsatte hypotese: at det er påstand 2, og ikke 1, der er falsk og burde afvises.

Ser vi på den empirisk-historiske dokumentation, så er tilhængerne af det anerkendte synspunkt i knibe. Det nyligt overståede 20. århundrede var kendetegnet ved så massive overtrædelser af individernes rettigheder, at der ikke findes noget sidestykke i hele menneskehedens historie. I sin bog “Death by Government” vurderer Rudolph Rummel antallet af statsforskyldte dødsfald til 170 millioner. De historiske beviser synes at indikere, at i stedet for at beskytte livet, friheden og retten til at forme egen lykke, så er de statslige myndigheder den største trussel mod menneskets sikkerhed.

Tilhængerne af det alment anerkendte synspunkt kan ikke – i deres villighed til at gå på kompromis med den første påstand om det “onde” monopol, så den anden påstand om staternes nødvendighed kan opretholdes – fuldstændigt ignorere disse tilsyneladende overvældende tegn på det modsatte. Hvis de ønsker at redde påstanden fra den fuldstændige forkastelse, må de omformulere påstand 2. Erfaringen viser os, at nogle stater er aggressorer, ikke beskyttere. Så hvis ikke anden påstand helt skal afvises, så er nærmere præcisering nødvendig: det er kun muligt at påstå, at visse stater beskytter. Derfor har der – i stedet for at skyde skylden for den bedrøvelige sikkerhedsstatistik på staten som sådan – været adskillige forsøg på at forklare disse forhold som funktioner af særlige typer af stater. Adskillige forskere i statsforhold, herunder førnævnte Rummel, har forsøgt at forklare det med forskellige statistiske metoder, at det er fraværet af demokratiske regeringer, der forklarer det 20. århundredes “anomalier”. Ganske vist går demokratier i krig mod ikke-demokratiske regimer, men åbenbart ikke mod hinanden. Deraf følger det – og denne tese er gået hen og blevet en del af den amerikanske, neokonservative folklore – at når først den wilsonske drøm om at gøre “verden sikker for demokratiet” er opnået, så vil den evige fred og sikkerhed være opnået.

Ligeledes har økonomer som James Buchanan og tilhængere af såkaldt “konstitutionel økonomi” foreslået, at de statslige myndigheders ringe resultater med at tilbyde såvel indenlandsk som udenlandsk sikkerhed kan forbedres systematisk ved hjælp af forfatningsmæssige reformer, der har til hensigt at begrænse myndighedernes magt.

Begge disse hypoteser kan forkastes ved nærmere undersøgelser. Hvad angår hypotesen om demokratiernes fredelige natur, så har flere, fx militærhistorikerne J.F.C. Fuller og M. Howard, hæftet sig ved, at den bygger på en ret selektiv eller måske endda fejlagtig læsning af historien. Lad mig her blot nævne to sådanne fejllæsninger: For det første, hvordan kan den hypotese redegøre for et åbenlyst modeksempel som Sydstaternes Uafhængighedskrig (den Amerikanske Borgerkrig) med dens på det tidspunkt enestående brutalitet? Svaret: ved at udelukke den, ignorere den eller underspille dens betydning. For det andet, så understøtter tilhængere af hypotesen om det fredelige demokrati den ofte ved at gruppere traditionelle monarkier og moderne diktaturer sammen som autokratiske og ikke-demokratiske, og dermed i opposition til det, de klassificerer som ægte “demokratier”. Men rent historisk bør det (hvis der overhovedet skal laves en gruppering) være demokratier og diktaturer, der skal grupperes sammen.

Traditionelle monarkier ligner kun overfladisk diktaturer. Derimod er diktatur en regulær overbygning på massedemokratiet. Lenin, Stalin, Hitler og Mao var udpræget demokratiske herskere sammenlignet med de tidligere kejsere af Rusland, Tyskland, Østrig og Kina. Såvel Lenin, Stalin, Hitler og Mao (og stort set alle af deres mindre og knap så kendte efterfølgere) udbredte åbenhjertigt deres had til hvad som helst, der var monarkisk eller aristokratisk. De var klar over, at deres magt skyldtes demokratisk massepolitik, og de benyttede sig af demokratiske metoder (valg, afstemninger, massemøder, massemediepropaganda etc.) i deres styreform.

Og hvad angår forslaget om at begrænse staten ved hjælp af forfatningsreformer, så må det betragtes som nytteløst og ineffektivt, hvis og såfremt at tolkningen og håndhævelsen af sådanne begrænsninger lægges i hænderne på en af de statslige myndigheder selv, som for eksempel en statslig højesteret. (Uddybes nedenfor).

Mere overbevisende er en tredje hypotese fremført af økonomen Ludwig von Mises, der må betragtes som en kombination af de to ovenstående. Mises hævder, at hvis staten skal kunne udfylde dens primære rolle som udbyder af sikkerhed, må den opfylde to kriterier: den skal være demokratisk organiseret, og den må principielt tillade ubegrænset løsrivelse.

“Når som helst indbyggerne i specifikt territorium, uanset det er en enkelt landsby, et helt distrikt eller en række distrikter, bekendtgør via en frit gennemført folkeafstemning, at de ikke længere ønsker at være en del af den stat, de på det pågældende tidspunkt hører under, skal deres ønsker respekteres og efterleves. Dette er den eneste mulige og effektive måde at undgå revolutioner og internationale krige på.” (Ludwig von Mises, “Liberalism”, s. 109)

Et klart plus ved denne hypotese er, at den kan redegøre for begivenhederne i forbindelse med Sydstaternes Uafhængighedskrig. Dengang, altså indtil 1861, tog man det normalt for givet, at der eksisterede en ret til at løsrive sig fra USA, og at de Forenede Stater blot var en frivillig sammenslutning af uafhængige stater; men da ønsket om en ubegrænset ret til udtrædelse ikke længere blev respekteret, forvandlede staten sig fra en beskytter til angriber. Mises hypotese fortjener rigeligt med opmærksomhed, og løsrivelsesrettens rolle som et middel til at begrænse eller undslippe statens hærgen bør understreges.

Men når det kommer til stykket, så forandrer Mises’ forklaring – ved at påkræve at staten skal tillade ubegrænset løsrivelse fra dens myndighed – staten til at være et frivilligt fællesskab med skatter, der kun beløber sig til frivilligt afgivne medlemskontingenter. Med den ubetingede ret til at træde ud helt ned til den enkelte husholdnings niveau, så er myndighederne ikke længere en “stat”, men en klub. Derfor må Mises’ tese strengt taget betragtes som en afvisning af påstand 2, fremfor blot en revidering af den.

Ethvert forsøg på at forklare de statslige myndigheders ringe evner som sikkerhedsudbydere som et iboende træk i statens natur, må starte med en præcis definition af staten. Den definition, der bruges her, er helt ukontroversiel. Den ligger tæt op ad den, som blev foreslået af Thomas Hobbes og benyttet frem til i dag af talløse filosofer og økonomer.

Kort fortalt så argumenterede Hobbes for, at i naturtilstanden ville menneskene konstant fare i totterne på hinanden. Homo homini lupus est. Hvert individ ville bruge for få midler på sin egen sikkerhed, hvis han blev overladt til at klare sig selv. En permanent krigstilstand ville derfor blive resultatet. Løsningen på denne antageligt ulidelige situation er – ifølge Hobbes og hans tilhængere – den institution, vi kalder staten (myndighederne). For at opnå samarbejde/fred mellem sig, har to individer, A og B, brug for en tredje uafhængig part, S, som den øverste dommer og fredsmægler. Men denne tredjepart, S, er ikke bare endnu et individ, og den ydelse S leverer, altså sikkerhed, er ikke bare endnu en “privat” ydelse. Tværtimod er S en regent, og som sådan giver det ham to unikke muligheder. På den ene side kan S insistere på, at hans undersåtter, A og B, ikke søger beskyttelse hos andre end ham selv; dvs. at S har et geografisk monopol på beskyttelse og domfældelse (myndighed). På den anden side kan S ensidigt fastsætte (uden fuld enighed), hvor meget A g B skal bruge på deres egen sikkerhed; dvs. at S har magten til at pålægge skatter for at sikre den “kollektive” fred.

Ifølge denne definition er staten et påtvunget geografisk monopol på beskyttelse og myndighedsudøvelse udstyret med retten til at beskatte uden fuld enighed. Uanset om sådan en myndighed er demokratisk, monarkistisk eller diktatorisk, så må ethvert forsøg på begrænse dens magt og sikre individets liv, frihed og ejendom anses for illusorisk. Under monopolistiske forhold må prisen på retfærdighed og beskyttelse stige og kvaliteten falde. Skattefinansieret beskyttelse er en selvmodsigelse; det er en eksproprierende ejendomsbeskyttelse og kan kun føre til flere skatter og mindre beskyttelse.

Selvom en stat faktisk begrænsede sine aktiviteter til udelukkende at beskytte livet, friheden og ejendom, så ville der stadig opstå spørgsmålet om, hvor meget beskyttelse der skal leveres. Myndighedernes svar vil altid være det samme, da de motiveres af det samme som alle andre, nemlig af egeninteresser og disnytten ved indsatsen, men samtidig ejer den unikke mulighed for at beskatte uden fuld enighed: Myndighedernes svar vil være at maksimere udgifterne til beskyttelse – og så godt som hele et lands velstand kan bruges på beskyttelsesudgifter – og samtidig at minimere produktionen af beskyttelsen.

Dertil kommer at et monopol på myndighedsudøvelsen vil føre til et fald i kvaliteten af retfærdighed og beskyttelse. Hvis man kun kan gå til staten for at få retfærdighed eller beskyttelse, så vil retfærdigheden og beskyttelsen blive forvrænget til fordel for myndighederne – forfatninger og højesteretter til trods. Når det kommer til stykket, så er forfatningen og højesteretten statens forfatning og ret, og de begrænsninger, de end måtte ligge på myndighedsudøvelsen, bestemmes altså af selvsamme myndighedsinstitution. Lige sådan vil definitionerne på liv, frihed og ejendom gradvist ændres, og rammerne for myndighedsudøvelsen vil udvides til statens fordel.

Den første, der gennemførte en systematisk gennemgang af myndighedernes ringe evner som sikkerhedsudbyder som skitseret ovenfor, var Gustave de Molinari (1818-1912). Han var en fremtrædende, belgisk-født fransk økonom, elev af Jean-Baptiste Say og Vilfredo Paretos læremester og i adskillige år redaktør på tidsskriftet “Journal des Économistes”, den franske nationaløkonomsforenings videnskabelige tidsskrift. De Molinaris centrale påstand blev fremlagt i artiklen “De la Production de la Securité” i februar 1849. Argumentet fortjener at blive citeret her på grund af dets konsistente natur og dets tilsyneladende visionære fremsyn:

“Hvis der findes bare en veletableret sandhed inden for nationaløkonomien, så er det denne: For alle ydelser, der er med til tilfredsstille forbrugernes håndgribelige eller uhåndgribelige behov, så gælder det altid, at det er i forbrugernes interesse, at konkurrencen er fri, da den frie konkurrence har det uundgåelige og permanente resultat, at den skaber den størst mulige nedgang i priserne. Og dette: At forbrugernes interesser i en vare altid bør gå forud for producenternes.”

Følger man disse principper, så når man til denne konklusion:

“Produktionen af sikkerhed burde af hensyn til forbrugerne af denne uhåndgribelige vare være underlagt den frie konkurrence. Deraf følger det: At ingen myndigheder skal have retten til at forhindre andre myndigheder i at konkurrere med dem, eller tvinge forbrugerne til udelukkende at gå til dem, når de efterspørger ydelsen… Enten er dette en logisk sandhed, eller også er de principper, den økonomiske videnskab bygger på, fejlagtige.” (Gustave de Molinari, “Production of Security”, s.3-4)

Derefter forudsagde de Molinari, hvad der ville ske, hvis sikkerhedsudbuddet blev monopoliseret:

“Hvis forbrugeren derimod ikke er fri til at købe sikkerhed, hvor han ønsker det, så vil vi se en stor branche, der handler efter eget skøn og via dårlig ledelse. Retfærdighed vil blive langsomt og dyrt, politiet besværligt, den individuelle frihed vil ikke længere blive respekteret, prisen vil blive sat skamløst i vejret og blive fordelt ulige, alt efter hvilken magt og indflydelse denne eller hin forbrugergruppe har.” (Molinari, “Production of Security”, s. 13-14)

Selv om implikationerne af disse argumenter er ret radikale og banebrydende, så er principperne bag ganske simple i sit udgangspunkt. Indenfor økonomien søger jeg og de andre forfattere bag bogen “The Myth of National Defense” en konsistent brug af teorien om markedet – og ikke en arbitrær udelukkelse af dens brug på hele områder – sådan at den også gælder for de varer og ydelser, der har med sikkerhed og forsvar at gøre.
Inden for politik er det eneste, vi vil have, en brugbar udgave af det princip Jefferson præsenterede i Uafhængighedserklæringen, nemlig at folket har en ret og pligt til at vælte den stat, der ikke kan sikre deres frihed, og dermed finde alternative måder at sikre den fremtidige beskyttelse på. I begge henseender repræsenterer disse ideer en relativt uudforsket brug af den klassiske liberale teori. Og alligevel så afhænger selve friheden – i en tid, hvor statens sikkerhedssystemer vokser – måske af, hvor villige vi er til at udnytte disse principper fuldt ud.

Oversat af Thomas Stærmose, 2004
Artiklen er et uddrag af Hans-Hermann Hoppes forord til bogen “The Myth of National Defense: Essays on the Theory and History of Security Production” (Mises Institute, 2003). Den kan købes hos amazon.com eller læses i sin helhed på mises.org

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password