At stresse for kapitalen

Krævementaliteten er stadigt stigende blandt mange samfundsgrupper. I takt med, at de offentlige ydelser stiger, stiger kravene også. Fra tid til anden forarges og rystes man, når man løber ind i apatiske jævnaldrende, som med den største naturlighed fremsætter krav om dette og hint. Krævementaliteten benyttes som et udtryk for en holdning blandt modtagere af […]

Krævementaliteten er stadigt stigende blandt mange samfundsgrupper. I takt med, at de offentlige ydelser stiger, stiger kravene også. Fra tid til anden forarges og rystes man, når man løber ind i apatiske jævnaldrende, som med den største naturlighed fremsætter krav om dette og hint.

Krævementaliteten benyttes som et udtryk for en holdning blandt modtagere af sociale ydelser om, at de har en naturgiven ret til at modtage hjælp fra andre mennesker, at hjælpen skal ydes uden modydelse og at hjælpen ingen betydning har i relation til modtagerens pligter og rettigheder.

På McDonalds
Søndag kl. 16. McDonalds på Hovedbanegården. Jeg selv og mange andre venter på at blive betjent af de travle medarbejdere.

Foran mig står to unge mænd på min egen alder. Festligt dekorerede med piercinger, lapper på tøjet og sort makeup. De ser forventningsfulde til, mens deres mad pakkes i poser. Lidt utålmodigt skuler de mod ekspedienterne. Pludselig udbryder den ene ”sikke de stresser for kapitalen”. Den anden giver ham ret, og inden længe har det udviklet sig til en længere udredning om arbejderproletariatet, der undertrykkes af de store internationale, multinationale selskaber. Om udbytning af den lille mand, der må arbejde for føden. Om det urimelige i, at man tvinges til at arbejde. Om det umenneskelige i at have et stressende arbejde og om vores fælles forpligtelser til at sørge for hinanden.

Min første indskydelse er at trække på smilebåndet af dem, hvilket de fejlagtigt opfatter som en tilkendegivelse af enighed og sympati med deres synspunkter. Men så melder irritationen sig. En indædt irritation over at være vidne til to arbejdsduelige unge menneskers totale fralæggelse af deres ganske naturlige ansvar for sig selv. Ikke nok med at de to tager afstand fra værdien i at forsørge sig selv, de ynker nærmest dem, der har taget et arbejde, og betragter dem som en svag gruppe.

Sådan er det bare ikke. De, der vælger at tage et arbejde, påtager sig deres ganske naturlige forpligtelse til egenforsørgelse. At ringeagte arbejde er udtryk for en tabermentalitet.

Når sandheden skal frem er medarbejderne på McDonalds heldige. Heldige fordi de har et godt betalt job, der sætter dem i stand til at forsørge sig selv og sine. Heldige, fordi de (endnu) bor i et land, som tillader mennesker at opretholde en vis indkomst via det frie marked. Heldige, fordi det gør dem i stand til at agere som uafhængige, stærke individer. Uafhængige fordi de ikke er afhængige af statslige ydelser, og stærke fordi de er frie og selv råder over den del af deres liv, som staten endnu ikke har overtaget.

I nogle samfundsgrupper herhjemme har der bredt sig en holdning om, at det nærmest er asocialt og stræber-agtigt at have sig et arbejde. Hvorfor udstille sin egen vilje og sit eget gå-på-mod ved at klare sig selv, når man kan klare sig med mindre? Hvorfor gøre en indsats, når man kan lade det offentlige klare ærterne?

Som liberale har vi en vigtig rolle i at fremme det private initiativ og lysten til at klare sig selv og tage ansvar for sit eget liv. Netop derfor blev jeg særligt irriteret på de to, jeg mødte i McDonalds. Deres holdning er et udtryk for en totalt manglende forståelse for at frihed og ansvar hænger sammen, at der følger pligter med rettigheder. Inden jeg så mig om, var de væk. Tilbage var kun visheden om, at der stadig er meget for os liberale at arbejde med.

De umættelige munde
De krævende bliver fantasifuldt ved med at kræve mere. For de flestes vedkommende betragtes det som ganske naturligt, at deres ydelser skal satsreguleres, således at de får del i samfundets vækst. For nyligt fremsatte en gruppe af bistandsklienter krav om ferie, og i forrige uge blev jeg under en paneldebat i Ribe mødt af en holdning om, at skattelettelser generelt vender den tunge ende ned ad, idet de ikke kommer dem til gode, der ikke betaler skat! Sådan forbløffes man gang på gang over den iver og kreativitet, hvormed der kræves ind.

Sagen er imidlertid den, at den selvsamme iver betyder, at de bidragende må yde et Sisyfos-arbejde uden udsigt til lettelser, med mindre der gribes ind over for selve mentaliteten.

Der er et generelt behov for et opgør med sociale ydelser. De, der bliver ramt af en social begivenhed, er de nærmeste til at afbøde eventuelle uheldige virkninger. Mange på dette site vil endvidere mene, at de skadeslidte selv – og eventuelt deres familier – er de eneste, der naturligt bør blive involveret, idet staten ikke bør have en rolle at spille. Derudover kan forskellige tredjepersoner tænkes at ville bidrage på frivillig basis.

Det centrale spørgsmål i forhold til opgøret med krævementaliteten er en diskussion af sammenhængen mellem frihed og ansvar. De krævende overser nemlig, at de midt i deres kræveri, fuldstændig fralægger sig deres ansvar for sig selv og sine. Som ydende må man derfor spørge sig selv om, hvordan man skal forholde sig til de krævende og deres fralæggelse af deres ansvar.

Det er klart, at de krævende ikke kan miste deres grundlæggende frihedsrettigheder. Deres personlige frihed, deres ret til liv og privat ejendom, skal der ikke rykkes ved. Det er umistelige rettigheder. Man kunne imidlertid overveje, hvordan det stiller sig med andre rettigheder – for eksempel retten til at deltage i demokratiske valg (hvis man går ind for den slags, red.).

Tidligere kunne borgere, som ikke havde arbejde, og derfor ikke bidrog til samfundet, ikke stemme ved demokratiske valg. Dette indebar, at deres medbestemmelse blev indskrænket. De kunne ikke være med til at bestemme. Til gengæld havde de stadig deres grundlæggende frihedsrettigheder, som naturligvis fortsat ikke kunne krænkes.

Der synes at være fornuft bag dette standpunkt. Respekten for den private ejendomsret har for bare 100 år siden været så stor, at det ansås for at være en selvfølge, at man ikke kunne bestemme, hvordan andre menneskers penge gennem staten skulle anvendes, hvis man ikke selv bidrog til den pulje af penge, som der blev stemt om. Efterhånden som de krævendes grupper vokser, og deres krav bliver dristigere og mere skruppelløse, bliver deres indflydelse stadigt større. En stadig skævvridning. Er de krævendes mentalitet så primitiv, at det ikke længere nytter at diskutere? Er vi over point-of-no-return?

Det er ikke urimeligt, at de der betaler musikken også bestemmer, hvad der skal spilles, når blot de krævendes basale rettigheder ikke krænkes derved. I dag er det de krævende der bestemmer, men de ydende, der betaler. Det skal vi væk fra.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password