Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse

[Redaktionel note: Denne artikel har i en let redigeret form været bragt i Berlingske Tidende] Vi er vant til at få at vide, at Danmark ikke har nogen råstoffer, og at vi derfor må bero på vor viden for at overleve i den internationale konkurrence. Følgelig, påstås det, skal staten bekoste al den uddannelse, vi […]

[Redaktionel note: Denne artikel har i en let redigeret form været bragt i Berlingske Tidende]

Vi er vant til at få at vide, at Danmark ikke har nogen råstoffer, og at vi derfor må bero på vor viden for at overleve i den internationale konkurrence. Følgelig, påstås det, skal staten bekoste al den uddannelse, vi orker – og mere til. Som følge heraf spildes hvert år enorme summer på ”uddannelse”, ”efteruddannelse”, ”opkvalificering” og ”certificering”. Det er imidlertid en økonomisk jernlov, at hvis man tilvejebringer et gode til en pris under omkostningen ved at producere godet, vil der blive efterspurgt for meget af det.

Danskerne er således blevet et overuddannet og overakademiseret folk. Dette har resulteret i rigide faggrænser, spild og offentligt bureaukrati og frem for alt en lav social mobilitet. Ved at overtage hele uddannelsesvæsenet står staten over for et fundamentalt problem: Den har ingen parametre at støtte sig til, når den skal fastlægge, hvilke uddannelser, hvilket indhold og hvilken længde af uddannelser, der skal tilvejebringes.

Derfor tilbringer danske unge alt for lang tid i uddannelsesvæsenet, og danske uddannelser er generelt for lange. I USA er det eksempelvis ikke ualmindeligt, at man bliver ansat, selvom man blot har en bacheloruddannelse – hvilket er temmelig sjældent i Danmark.

Visse uddannelser har en officiel arbejdsløshed på over en fjerdedel af de færdige kandidater, hvilket er en tydelig indikator for spild. Andre uddannelser mangler i høj grad studerende. Som eksempel uddannes der alt for mange arkitekter, mens der i mange år har været uddannet alt for få læger (det sidste er man ved at rette op på). Hvis studerende selv skulle betale for deres uddannelser, ville de i højere grad fravælge dyre uddannelser med ringe erhvervsfrekvens, og derved kunne en del af det nuværende spild elimineres.

Ved økonomisk at understøtte studerende med gratis uddannelser og SU er det officielt meningen, at selv fattige og underprivilegerede grupper skal kunne tage en uddannelse. Men undersøgelse på undersøgelse viser, at det stadig for langt hovedpartens vedkommende er børn af socialgruppe 1 og 2, som tager en lang videregående uddannelse samt at danske studerende er blandt de unge, som tilbringer mest (uproduktiv) tid i uddannelsesvæsenet. Dette er udtryk for en enorm omfordeling fra fattige grupper til (potentielt) rige grupper. Hvorfor finder SID-familierne sig i det?

Hvad der er endnu værre er den stædige insisteren på at akademisere ethvert fag. Selv sygeplejerskeuddannelsen er eksempelvis i dag blevet inficeret med videnskabsteori. Uddannelsen til pædagogbureaukrat (skolelærer) forpestes af talrige, intetsigende nonsensbøger med modsatrettede pile mellem tekstbokse. Hvorfor skal uddannelsen til børnehavepædagog vare tre år og ikke tre uger?

Disse tendenser til overakademisering understøttes af fagforeninger, som derved medvirker til at destruere den sociale mobilitet. Årsagen er, at de for at opretholde et højt lønniveau ønsker at opbygge rigide faggrænser og bevare de respektive fags eksklusivitet gennem statslige krav om certificering. Resultatet er en uforholdsmæssig dyr servicesektor uden nytænkning (for nytænkning lærer man jo ikke i uddannelsesvæsenet).

Desværre er den offentlige sektor ikke interesserede i at dæmme op for fagforeningernes krav om overuddannelse. Tværtimod anvendes ”uddannelse” i mange tilfælde som en udspekuleret art ansvarsforflygtigelse. Hvis en offentlig myndighed gribes i en tvivlsom praksis, skydes skylden alt for ofte på ”manglende efteruddannelse”. Således belønnes offentligt ansatte, som gribes i dovenskab eller uduelighed, med rare kurser og efteruddannelse osv. med store frokostborde. I stedet skulle de fyres, og forfremmelser burde i højere grad ske på baggrund af den ansattes evner til sparsommelighed og nytænkning.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password