At yde efter evne og nyde efter behov

”Jo, ser de – der skete noget bestemt på den fabrik, hvor jeg arbejdede i tyve år. Det var, da den gamle ejer døde og hans arvinger overtog virksomheden. Der var tre – to sønner og en datter, og de kom med en ny plan for fabrikkens drift. De lod os stemme om den, og […]

”Jo, ser de – der skete noget bestemt på den fabrik, hvor jeg arbejdede i tyve år. Det var, da den gamle ejer døde og hans arvinger overtog virksomheden. Der var tre – to sønner og en datter, og de kom med en ny plan for fabrikkens drift. De lod os stemme om den, og alle – næsten alle – stemte for den. Vi vidste ikke besked. Vi syntes, den var god. Nej, det er heller ikke sandt. Vi troede, at de ventedes af os, at vi skulle finde den god. Planen gik ud på, at alle i fabrikken skulle arbejde efter deres evner, men lønnes efter deres trang. (…) Vi stemte for denne plan på et stort møde, hvor vi alle sammen var til stede, seks tusind – alle som arbejdede på fabrikken. Arvingerne holdt lange taler om planen, og det var ikke særlig klart, men ingen stillede spørgsmål. Ingen af os vidste, hvordan planen ville virke, men vi troede alle sammen, at de andre vidste det. Og hvis nogen nærede tvivl, så havde han dårlig samvittighed over det og holdt sin mund – for arvingerne fremstillede det sådan, at det lød, som om enhver, der var modstander af planen, var en morder og en samfundsfjende. De sagde til os, at denne plan betød gennemførelsen af høje idealer. Men hvordan skulle vi vide bedre? Havde vi ikke hørt om det hele livet – af vore forældre og lærere og præster og i alle aviserne og i alle film og offentlige taler? Havde vi ikke altid fået at vide, at dette var ret og retfærdigt? Der er måske en god undskyldning for det, vi gjorde ved dette møde. Vi stemte i hvert fald for planen – og det vi fik, havde vi selv været ude om. Jeg kan fortælle Dem, at det på en vis måde har mærket os for livet – de af os, der oplevede denne plans fire år på Twentieth Century-fabrikken. Hvordan er det, man tænker sig helvede? Som det rene, nøgne, uforfalskede onde, ikke sandt? Se, det var det, vi nu blev vidne til og hjalp med til at skabe – og jeg tror, at hver af os er fordømt siden den tid, og måske vil vi aldrig få tilgivelse …

Ved De, hvordan denne plan virkede, og hvad den gjorde ved menneskene? Prøv på at hælde vand i en beholder, hvor der er et afløbsrør i bunden, der tømmer den hurtigere, end man hælder vand i, og forestil Dem, at hver spand vand, man hælder i, udvider afløbsrøret, og at jo hårdere man arbejder, des mere kræves der af én, og man står og hælder spande i, fyrre timer om ugen, derefter otteogfyrre, derefter seksoghalvtreds – til sin nabos aftensmad – for at hans kone kan blive opereret – til hans barns mæslinger – til hans mors rullestol – til hans onkels skjorte – til hans nevøs skolegang – til den nyfødte inde ved siden af – til det ufødte barn – til alle omkring én – de andre har ret til at få alt, fra bleer til gebisser – og man selv skal arbejde fra solopgang til solnedgang, måned efter måned, år efter år, uden andet udbytte end sin sved, uden andet at se på end de andres fornøjelse, hele sit liv, uden hvile, uden håb, uden formål … Fra enhver efter hans evne, til enhver efter hans trang …

Vi var alle sammen én stor familie, sagde de til os, vi var alle sammen fælles om dette. Men man står ikke ti timer om dagen med et svejseapparat – sammen – og man bliver ikke syg af det – sammen. Hvis evner drejer det sig om, og hvis trang skal først stilles? Når alting er én gryde, kan man ikke lade nogen mand afgøre, hvad hans egen trang er, vel? Hvis man gjorde det, kunne han jo bare påstå, at han trængte til en lystyacht – og hvis man ikke har andet at rette sig efter end hans følelser, kan han måske endda bevise det. Hvorfor ikke? Hvis det ikke er rimeligt, at jeg ejer en bil, før jeg har arbejdet mig til invalid med at tjene til en bil til hver eneste dagdriver og nøgne vilde i verden – hvorfor kan han så ikke også forlange en lystyacht af mig, hvis jeg endnu har den evne, at jeg ikke er brudt sammen? Ikke det? Kan han ikke? Hvorfor kan han så forlange, at jeg skal undvære fløde i min kaffe, til han har fået tapetseret om i sin dagligstue? … Nå, men kort sagt … man vedtog, at ingen havde ret til at afgøre sin egen trang eller evne. Vi stemte om det. Ja, vi stemte om det på et offentligt møde to gange om året. Hvordan kunne det ellers gøres? Kan De forestille Dem, hvad der ville ske på et sådant møde? Vi behøvede kun at deltage i ét møde for at opdage, at vi var blevet tiggere – rådne, klynkende, ynkelige tiggere hver og én, fordi ingen mand kunne kræve sin løn som sin retmæssige fortjeneste; han havde ingen rettigheder og ingen indtægt, hans arbejde tilhørte ham ikke, men tilhørte ’familien’, og den skyldte ham intet til gengæld, og det eneste krav, han havde på de andre, var hans ’trang’ – og derfor måtte han offentligt tigge om at få sin trang stillet, ligesom en anden nassekarl, opregne alle sine vanskeligheder og elendigheder, lige til sine lappede bukser og sin kones migræne, i håb om at ’familien’ ville kaste almisser til ham. Han måtte tale om sin ynkelighed, fordi det var ynkelighed og ikke arbejde, der var blevet rigets mønt – og det udviklede sig derfor til en kappestrid mellem seks tusind socialhjælpsnydere, der hver for sig hævdede, at hans trang var værre end hans broders. Hvordan skulle det ellers kunne gøres? Har De lyst til at gætte på, hvilken slags mænd der tav stille og skammede sig, og hvem der rendte af med de store penge?

Men det var ikke det hele. Der var noget andet, som vi opdagede ved det samme møde. Fabrikkens produktion var faldet med fyrre procent i dette første halve år, og man skønnede derfor, at der var nogen, der ikke havde ydet arbejde ’efter deres evne’. Hvem? Hvordan skulle man afgøre det? Det stemte ’familien’ også om. Der blev stemt om, hvilke mænd der var de bedste, og disse mænd blev dømt til at arbejde over hver aften i de næste seks måneder. Overarbejde uden løn – fordi man ikke blev betalt efter tid og heller ikke efter arbejde, men kun efter trang.

Behøver jeg at fortælle Dem, hvad der skete efter dette – og hvilken slags væsner vi alle sammen begyndte at forvandles til – vi som engang havde være mennesker? Vi begyndte at skjule enhver evne, vi ejede, at sætte tempoet ned og våge pinligt over, at vi aldrig arbejdede hurtigere og bedre end manden ved siden af. Hvad andet kunne vi gør, når vi vidste, at hvis vi gjorde vort bedste for ’familien’, fik vi ikke tak eller belønning, men straf? Vi vidste, at for hver eneste fusker og upålidelig fyr, der ødelagde et parti motorer og kostede fabrikken store tab – enten på grund af slaphed, fordi han kunne tillade sig at være slap, eller ganske simpelt på grund af uduelighed – var det os, der skulle betale med vore nætter og vore søndage. Så vi gjorde vort bedste for ikke at du til noget.

Der var en fyr, som gik i gang fuld af begejstring for det høje ideal, en velbegavet fyr uden eksamen, men med en glimrende forstand. I det første år beregnede han en arbejdsproces, der sparede os tusinder af mandetimer. Han forærede resultatet af sine beregninger til ’familien’, forlangte ikke noget for det og kunne jo heller ikke forlange noget, men det sagde han ikke noget til. Det var for idealet, sagde han. Men da han så en dag ifølge flertalsvedtagelse blev karakteriseret som en af de dygtigste og dømt til natarbejde, fordi vi ikke havde fået nok ud af ham, så lukkede han sin mund og sin hjerne. De kan regne med, at han ikke kom med gode ideer det andet år!

Hvad var det, man altid sagde til os om den onde konkurrence i profitsystemet, hvor folk skulle kappes om at gøre arbejdet bedre end kollegerne? Nå, så det var ondt? Næh, så skulle man bare have set, hvordan det var, da vi alle sammen var nødt til at konkurrere om, hvem der kunne gøre arbejdet så dårligt som muligt. Der findes ingen sikrere måde at ødelægge en mand på end at tvinge ham ind i en situation, hvor han må sigte efter ikke at gøre sit bedste, hvor han skal kæmpe for at gøre et dårligt stykke arbejde, dag efter dag. Det vil gøre en ende på ham hurtigere end spiritus eller arbejdsløshed eller en tilværelse som landevejsrøver ville gøre. Men der var intet andet at gøre for os end at lade, som om vi var uduelige. Den eneste anklage, vi frygtede, var at blive mistænkt for duelighed. At være dygtig var ligesom at hænge på en gældspost, man aldrig kan betale af. Og hvad var der at arbejde for? Man vidste, at man ville få sit grundbeløb under alle omstændigheder, hvad enten man arbejdede eller ej – ’bolig- og levnedsmiddeltildeling’ hed det – og ud over dette grundbeløb havde man ikke chance for noget som helst, uanset hvor megen umage man gjorde sig. Man kunne ikke regne med at få råd til et sæt nyt tøj næste år – måske fik man ’tøjtilskud’, måske ikke, alt efter om der var nogen, der brækkede benet eller skulle opereres eller skulle have flere børn. Og hvis der ikke var penge nok til nyt tøj til alle, så kunne man jo heller ikke få noget.

Der var en mand, der havde arbejdet hårdt hele livet, fordi han altid havde ønsket, at hans søn skulle studere. Nå, drengen fik sin studentereksamen i planens andet år – men ’familien’ ville ikke give faderen penge til universitetsstudiet. Man sagde, at hans søn ikke kunne komme på universitetet, før vi havde penge nok til at sende alle sønner på universitetet – og at vi først skulle sende alles børn gennem gymnasiet, og at vi ikke engang havde råd til dette. Faderen døde året efter, i et slagsmål på et værtshus, uden nogen særlig anledning – den slags slagsmål var begyndt at blive stedse hyppigere.

Så var der en gammel fyr, enkemand uden børn, der havde én eneste hobby: grammofonplader. Jeg tror, det var den eneste glæde, han havde i hele sit liv. I gamle dage sprang han tit måltider over for at kunne købe en ny klassisk plade. Nuvel, ham gav de ingen penge til at købe grammofonplader for – ’personlig luksus’, kaldte man det. Men ved samme møde fik Millie Bush, datter af en eller anden arbejder, en lille tarvelig, grim tøs på otte år, bevilget en indretning af guld til sine udstående tænder – dette var en ’lægelig nødvendighed’, fordi fabrikspsykologen havde sagt, at den stakkels pige ville få mindreværdskomplekser, hvis hendes tænder ikke blev rettet. Den gamle fyr, der elskede musik, slog sig på flasken i stedet for. Han blev så fordrukken, at man aldrig så ham helt normal. Men der var åbenbart én ting, han ikke kunne glemme. En aften, da han kom vaklende hen ad gaden, fik han øje på Millie Bush, langede ud med en knytnæve og slog alle tænderne ud af munden på hende. Hver og én.

Vi slog os naturligvis alle sammen på flasken, nogle mere, andre mindre. Spørg ikke, hvordan vi fik pengene til det. Når alle anstændige forlystelser er forbudt, findes der altid måder, på hvilke man kan komme til de uanstændige. Man laver ikke bræk i købmandsforretninger om natten eller hugger i sine kammeraters lommer, for at købe symfoniplader eller fiskegrej, men hvis det er for at drikke sig stangdrukken og glemme – så gør man det. Fiskegrej? Jagtbøsser? Fotografiapparater? Hobbyer? Der var ikke noget, der hed ’tildeling til forlystelser’ for nogen som helst. Forlystelser var det første, man afskaffede. Venter man ikke, at en mand skal skamme sig over at protestere, når han bliver bedt om at opgive noget, hvis det er noget, han har glæde af? Selv vor ’tobakstildeling’ blev skåret ned, så vi kun fik to pakker cigaretter om måneden – og man sagde til os, at det var, fordi pengene skulle gå til fondet for spædbørnsmælk. Spædbørn var den eneste del af produktionen, der ikke faldt, men steg og blev ved med at stige – formodentlig fordi folk ikke havde andet at gøre, og fordi de ikke behøvede at spekulere på forsørgelsen – barnet var ikke deres problem, men ’familiens’. Ja, den bedste chance, man havde for at få lønforhøjelse og at kunne trække vejret lettere et stykke tid, var virkelig at få ’spædbørnstildeling’. Enten det – eller en alvorlig sygdom.

Vi var ikke længe om at se, hvordan det hele kom til at gå. Enhver, der prøvede på at være hæderlig, måtte nægte sig selv alt. Han mistede smagen for enhver fornøjelse, han afskyede at ryge for fem cent tobak eller tygge en smule tyggegummi, fordi han tænkte på, om der mon ikke var andre, der havde mere brug for denne femcent. Han skammede sig over hver en mundfuld mad, han spiste, ved tanken om, hvis slidsomme natlige overarbejdstimer der mon havde betalt for det – i bevidstheden om, at hans mad ikke var hans retmæssige ejendom, og i et fortvivlet ønske om hellere at blive snydt end at snyde. En sådan mand giftede sig ikke, han hjalp ikke sine forældre derhjemme, for han ville ikke lægge nogen ekstra byrde på ’familien’. Dertil kom, at hvis han endnu havde nogen form for ansvarsfølelse, kunne han ikke gifte sig eller sætte børn i verden, når han intet kunne planlægge, intet kunne love, intet kunne regne med. Men de ustabile og ansvarsløse havde store dage. De avlede børn, de besvangrede piger, de slæbte alle mulige uduelige pårørende til fra hele landet, hver eneste ugift søster, der var gravid, for de fik nemlig ’svageligheds- og invalidetilskud’, de led af flere sygdomme, end nogen doktor kunne nå at erklære for pjækkeri, de ødelagde deres tøj, deres møbler, deres huse – for hvad fanden: ’Familien’ betalte jo! De fandt på flere måder at komme i ’trang’ på, end alle vi andre kunne fantasere os til – de opøvede en særlig færdighed i det, og det var den eneste evne, de udnyttede.

Gud hjælpe os alle! Kan De nu se, hvad vi fik at se? Vi så, at vi havde fået en lov, vi skulle leve efter, en moralsk lov, som man sagde, men en lov, der straffede dem, der overholdt den – fordi de overholdt den. Jo mere man prøvede på at rette sig efter den, des mere måtte man lide; jo mere man overtrådte den og krøb uden om den, des større belønning fik man. Ens hæderlighed var som et værktøj, der overlades til den uhæderlige nabos forgodtbefindende. De hæderlige betalte, de uhæderlige skrabede til sig. De ærlige tabte, de uærlige vandt. Hvor længe kunne mennesker bevare deres hæderlighed under en sådan morallov? Vi var en flok rigtig hæderlige mennesker, da vi startede. Der var ikke mange fupmagere mellem os. Vi kunne vort fag, og vi var stolte af det. Vi arbejdede for den bedste fabrik i landet, hvor gamle Starnes ikke havde engageret andre end de bedste arbejdere, der kunne opdrives. Men inden et år under den nye plan var gået, var der ikke en hæderlig mand tilbage blandt os. Dette var det onde, den slags helvedes ondskab, som præsterne har for skik at skræmme folk med, men som man aldrig havde troet, man skulle få at se. Det var ikke dette: at planen opmuntrede nogle få slyngler, men at den forvandlede anstændige mænd til slyngler, og at det var dens eneste og uundgåelige resultat – og det kaldte man for et moralsk ideal!

Hvad er det, man sagde, vi arbejdede for? For kærligheden til vore brødre? Hvilke brødre? De vagabonder, driverter og nassekarle, vi så overalt omkring os? Og om de svindlede eller bare var uduelige eller udygtige – hvilken forskel gjorde det for os? Hvis vi var bundet for livet til deres udueligheds niveau, hvad enten den så var hyklet eller virkelig, hvor længe kunne vi så være interesseret i at fortsætte? Vi havde ingen måde, på hvilken vi kunne kende deres duelighed eller evne, vi havde ingen mulighed for at kontrollere deres trang – det eneste, vi vidste, var, at vi var lastdyr, der kæmpede blindt i en virkelighed, som var halvvejs hospital, halvvejs slagteri – en virksomhed, der ikke var indrettet efter andet end evneløshed, ulykker og sygdom – og vi var dyr, der var anbragt her for at forsørge enhver, der kom og sagde, at han var i trang.

Kærlighed til vore brødre? Nej, her lærte vi for første gang i vort liv at hade vore brødre. Vi begyndte at hade dem for hvert måltid, de satte til livs, for hver en lille fornøjelse, de havde, for den enes skjorte, for den andens kones hat, for en skovtur med deres familie, for en gang tapetsering af deres hus – det blev taget fra os, det blev betalt med vore afsavn, vor fattigdom, vor sult. Vi begyndte at udspionere hinanden og håbede alle sammen at gribe de andre i løgn med hensyn til deres trang, for at deres ’tildeling’ kunne blive skåret ned ved næste møde. Vi begyndte at holde stikkere, der indberettede om folk og rapporterede, når nogen havde smuglet en kalkun ud til sin familie en søndag – hvilket han som regel havde betalt for med gevinst i hasardspil. Vi begyndte at blande os i hinandens liv. Vi stiftede splid i andres familier for at få folks slægtninge smidt ud. Når vi så en mand begynde at gå med en pige, gjorde vi livet surt for ham. Vi ødelagde mange forlovelser. Vi ønskede ikke, at nogen skulle gifte sig – vi ønskede ikke at få flere pårørende at forsørge.

I gamle dage plejede vi at fejre, når nogen fik et barn. Vi plejede at skillinge sammen og hjælpe ham med hospitalsregningen, hvis han sad lidt hårdt i det i øjeblikket. Men hvis der nu kom et barn, talte vi ikke til forældrene i ugevis. For os var de nyfødte blevet det samme, som græshopper var for farmerne. I gamle dage plejede vi at hjælpe en mand, hvis der var alvorlig sygdom i hans familie. Men nu – nå, jeg skal bare fortælle Dem om en enkelt sag. Det var moderen til en mand, der havde arbejdet sammen med os i femten år. Hun var en rar gammel dame, fornøjelig og klog, hun var på fornavn med os alle sammen, og vi kunne alle sammen lide hende. Så gled hun en dag på kældertrappen og faldt og brækkede hoften. Vi vidste, hvad det betød i hendes alder. Fabrikslægen sagde, at hun måtte på hospital i byen og underkastes en kostbar behandling, der ville vare meget længe. Den gamle dame døde natten før, hun skulle være kørt til byen. Man fandt aldrig ud af, hvad dødsårsagen var. Nej, jeg ved ikke, om hun blev myrdet. Det var der ingen, der sagde. Ingen ville tale om det. Det eneste, jeg ved, er, at jeg – og det er det, jeg ikke kan glemme! – også jeg havde grebet mig selv i at ønske, at hun ville dø. Dette – måtte Gud tilgive os! – var det broderskab, den tryghed, den overflod, som det var tanken, at planen skulle have bragt os!

Var der nogen grund til, at nogen nogen sinde skulle have forkyndt denne vanvittige rædsel? Var der nogen, som fik gevinst af det? Ja, det var der. Nemlig Starnes’ arvinger. Jeg håber, at De ikke vil minde mig om, at de havde ofret en formue og overdraget fabrikken til os som en gave. Vi lod og også narre af dette nummer. Ja, de opgav fabrikken. Men profit er noget, der afhænger af, hvad man er ude efter. Og det, som Starnes’ arvinger var ude efter, kunne ikke købes for alverdens penge. Dertil er penge noget alt for rent og uskyldigt.

Eric Starnes, den yngste – han var en gople, der ikke duede til at stræbe efter noget som helst. Han lod sig vælge som direktør for vores reklameafdeling, der intet foretog sig, udover at han havde et personale til ingenting at bestille, så han ikke behøvede at komme på kontoret. Den løn, han fik – nå, jeg bør ikke kalde det for ’løn’, for ingen af os blev jo lønnet – altså den almisse, der blev vedtaget til ham, var relativt beskeden, cirka ti gange det, jeg fik, men det var alligevel ikke alverden. Eric brød sig ikke meget om penge – han ville ikke have vidst, hvad han skulle gøre med dem. Han tilbragte tiden med at drive rundt på fabrikken og vise os, hvor kammeratlig og demokratisk han var. Han ønskede øjensynlig at blive afholdt. Det middel, han benyttede hertil, var, at han bestandig mindede os om, at han havde foræret os fabrikken. Vi kunne ikke døje ham.

Gerald Starnes var produktionschef. Vi fik aldrig nøje at vide, hvor stor hans løn – jeg mener almisse – var. Der skulle en stab af revisorer til at finde ud af det, og en stab af teknikere til at finde ud af, på hvilke skjulte måder pengene enten direkte eller indirekte fandt vej til hans kontor. Det hed sig, at ingen af dem var til ham personlig – det var alt sammen kun til firmaudgifter. Gerald havde tre biler, fire sekretærer, fem telefoner, og han holdt tit selskaber med champagne og kaviar – selskaber, som ingen skattebetalende industrifyrste i landet ville have haft råd til at holde. Han brugte flere penge på ét år, end hans far havde tjent de sidste to år af sit liv. Vi så en stabel, der vejede hundrede pund – den blev nemlig vejet! – af tidsskrifter og ugeblade på Geralds kontor, fulde af artikler om vor fabrik og den vidunderlige plan og med store billeder af Gerald Starnes, der blev betegnet som en stor korsfarer for samfundets sag. Gerald yndede at komme på værkstederne om aftenen i selskabsdress og med brillant-manchetknapper så store som en femcent, og at smide sin cigaraske til alle sider. Det er altid ubehageligt, når en tarvelig person ikke har andet at prale af end sine penge – men han indrømmer dog åbent, at pengene er hans, og man kan lade være med at se på ham, og i reglen ænser man ham ikke. Men når en slyngel som Gerald Starnes stiller sig op og ustandselig bræger op om, at han ikke interesserer sig for materiel velstand, at han kun tjener ’familien’, at al hans overflod ikke er til ham selv, men for vor skyld og til det fælles bedste, fordi det er nødvendigt at bevare selskabets prestige og den fornemme plans anseelse i offentligheden – så lærer man at hade denne mand, som man aldrig har hadet noget menneske.

Men hans søster Ivy var værre endnu. Hun interesserede sig i virkeligheden ikke for materiel velstand. De almisser, hun fik, var ikke større end vores, og hun gik rundt i udtrådte, lavhælede sko og billige bluser – bare for at vise, hvor uegennyttig hun var. Hun var ’fordelingschef’. Det var hende, som havde ansvaret for vor ’trang’. Det var hende, der holdt os i struben. Ganske vist hed det sig, at fordelingen skulle ske ved afstemning – ved folkets røst. Men når folket er seks tusind råbende stemmer, der prøver på at beslutte uden nogen målestok eller plan eller fornuft; når der ingen regler er for spillet, og enhver kan kræve alt, men ikke har ret til noget, og når alle har magt over alle andres liv end sit eget – så viser det sig, som det gjorde, at folkets stemme er Ivy Starnes. Da det andet år var gået, opgav vi illusionen om ’familiemøderne’ – for at øge ’produktionseffektiviteten’ og at spare tid, for ét møde plejede at tage ti dage – og alle trangsdokumenter og ansøgninger blev ganske simpelt sendt til miss Starnes’ kontor. Nej, ikke sendt. De skulle oplæses for hende af hver enkelt ansøger. Derefter udarbejdede hun en fordelingsliste, som hun læste op til godkendelse ved afstemning på et møde, der varede tre kvarter. Vi godkendte listen. Der var afsat ti minutter på dagsordenen til diskussion og protester. Vi kom ikke med protester. Vi var efterhånden blevet klogere. Ingen kan dele en virksomheds indtægter blandt tusinder af mennesker uden en eller anden slags målestok, ved hvis hjælp man kan måle folks værdi. Hendes målestok var kryberi og slesken. Uegennyttig? I hendes fars tid ville ikke alle hans penge have givet ham mulighed for at tale til sin usleste arbejdsmand og slippe godt fra det – på den måde, hun talte til vore dygtigste specialarbejdere og deres koner på. Hun havde kolde livløse fiskeøjne. Og hvis De nogen sinde ønsker at se den rene ondskab, skulle De have set, hvordan hendes øjne funklede, når hun så på en mand, der én gang havde svaret hende igen, og som netop havde hørt sit navn på listen over dem, der intet fik udover grundbeløbet. Og når man så det, så man det sande motiv hos enhver, der nogen sinde har forkyndt slagordet: ’Fra enhver efter hans evne, til enhver efter hans trang’.

Dette var hele hemmeligheden ved det. I begyndelsen undrede jeg mig ustandselig over, at det kunne være muligt, at dannede mænd, oplyste mænd, berømte mænd, kunne gøre sig skyldige i en misforståelse af denne størrelse og forkynde noget så afskyeligt, som om det var ret og retfærdigt – når fem minutters eftertanke burde have sagt dem, hvad der ville ske, hvis nogen prøvede på at praktisere det, de prækede. Nu ved jeg, at de ikke gjorde det ved nogen form for fejltagelse. Fejltagelser at dette format begås aldrig uskyldigt. Når mennesker falder for et eller andet nederdrægtigt vanvid, når de ikke har nogen mulighed for at få det til at virke og ingen tænkelig grund til at forklare deres valg – så er det, fordi de har en grund, som de ikke ønsker at sige. Og vi var heller ikke så uskyldige, da vi stemte for denne plan på det første møde. Vi gjorde det ikke, bare fordi vi troede, at det savlende bavl, de spyede fra sig, var hæderligt. Vi havde en anden grund, men omsvøbene hjalp os til at skjule den for vore kolleger og for os selv. Alt øregejlet gav os en mulighed for at proklamere noget som en dyd, som vi ellers ville have skammet os over at indrømme. Der var ikke én af dem, der stemte ja, som ikke mente, at han ved et arrangement af denne art kunne nasse sig ind på de folks fortjeneste, der var dygtigere end han selv. Der var ikke én, hvor velhavende og fiks han end var, der ikke tænkte, at der var andre, som var mere velhavende og fikse, og at denne plan ville give ham selv andel i de dygtigeres indtægt og hjerne. Men mens han tænkte på, at han ville høste ufortjent gevinst fra dem, der var bedre end ham selv, glemte han at tænke på alle dem, der var mindre dygtige end han, og som ville styrte til og nasse på ham, ganske som han selv håbede at nasse på dem, der var dygtigere end han. Den arbejder, der kunne lide tanken om, at hans trang gav ham ret til en luksusbil magen til hans chefs, glemte, at hver eneste vagabond og tigger i verden ville komme og hyle op om, at deres trang gav dem ret til et køleskab magen til hans. Dette var vort sande motiv, da vi stemte – det var sandheden i det hele – men vi kunne ikke lide at tænke det, så jo mindre vi kunne lide det, des højere råbte vi op om vor kærlighed til almenvellet.

Nå, men vi fik, hvad vi havde bedt om. Da vi så, hvad det var, vi havde bedt om, var det for sent. Vi var fanget i en fælde, uden noget sted at gå hen. De bedste folk iblandt os forlod fabrikken i løbet af den første uge, i hvilken planen var i kraft. Vi mistede vore bedste ingeniører, inspektører, formænd, og bedst uddannede arbejdere. En mand med selvrespekt lader sig ikke forvandle til malkeko for nogen. En del dygtige folk prøvede på at blive ved, men de kunne ikke holde det ud ret længe. Vi mistede flere og flere folk – de flygtede fra fabrikken som fra en pesthule – indtil vi ikke havde andet tilbage end de trængende, men ingen af de dygtige.

Og de få af os, der endnu duede til noget, men alligevel blev ved, var kun dem, der havde været der for længe. I gamle dage var der aldrig nogen, der sagde op ved Twentieth Century – og uvist af hvilken grund kunne vi ikke få os selv til at tro, at løbet var kørt. Efter nogen tids forløb kunne vi ikke rejse derfra, fordi ingen andre arbejdsgivere ville have os – hvilket jeg ikke kan bebrejde dem. Ingen ville have noget som helst med os at skaffe, intet respektabelt menneske eller firma. Alle de små forretninger, vi handlede i, gav sig til at flytte fra Starnesville, så hurtigt de kunne – indtil der ikke var andet tilbage end beværtninger, spillebuler og svindlere, der solgte os elendige varer til store priser. De almisser, vi fik, blev stedse mindre, men vore leveomkostninger steg. Listen over fabrikkens trængende blev stadig længere, men listen over dens kunder blev kortere. Der blev mindre og mindre indtægt at dele mellem flere og flere mennesker. I gamle dage hed det sig, at Twentieth Century Motors’ varemærke var lige så godt som karatstemplet på guld. Jeg ved ikke, hvad Starnes-arvingerne tænkte, hvis de overhovedet tænkte noget, men jeg formoder, at de som alle samfundsreformatorer og vilde tænkte, at dette varemærke var et magisk stempel, der virkede ved en slags dunkel tryllekraft, og at det ville sikre dem rigdom, lige som det havde gjort deres fader rig. Nuvel, da vore kunder begyndte at se, at vi aldrig leverede en ordre i rette tid og aldrig producerede en motor, som der ikke var et eller andet i vejen med – så begyndte det magiske stempel at få den modsatte virkning: folk ville end ikke modtage en motor som en gave, hvis den var stemplet Twentieth Century. Og det kom dertil, at vore eneste kunder var folk, der aldrig betalte og aldrig havde til hensigt at betale deres regninger. Men Gerald Starnes, der var forblindet af al reklamen om sit navn, blev formærmet og gik rundt med en mine af moralsk overlegenhed og forlangte, at forretningsfolk skulle placere ordrer hos os, ikke fordi vore motorer var gode, men fordi vi havde så hårdt brug for ordrerne – fordi vi trængte til dem.

På dette tidspunkt kunne selv den værste tåbe se, hvad generationer af professorer havde hævdet, at de ikke kunne se. Hvad ville vor trang nytte et elektricitetsværk, når dets generatorer gik i stå på grund af vore dårlige motorer? Hvad ville denne trang nytte en mand, der lå på operationsbordet, når det elektriske lys gik ud? Hvad ville den nytte passagererne i en flyvemaskine, når dens motor standsede i luften? Og hvis de købte vore produkter, ikke på grund af deres kvalitet, men fordi vi var i trang, hvad ville da være det rette, det gode, det moralske, som ejeren af dette elektricitetsværk, lægen på dette hospital og fabrikanten af denne flyvemaskine kunne gøre?

Ikke desto mindre var dette den morallov, som professorerne og lederne og tænkerne havde ønsket at indsætte over hele jorden. Når dette var dens konsekvenser i en lille by, hvor vi alle sammen kendte hinanden, kan De så forestille Dem, hvordan det ville virke i verdensomspændende målestok? Bryder De Dem om at forestille Dem, hvordan det ville være, hvis De skulle leve og arbejde, når De var bundet til alle katastrofer og alt pjækkeri i verden? At arbejde – og når som helst mennesker svigtede noget sted, var det Dem, der skulle rette det op. At arbejde – uden mulighed for at komme frem i verden, mens ens mad og tøj og hjem og fornøjelser var afhængige af enhver svindel, enhver hungersnød, enhver pest hvor som helst på jorden. At arbejde – på en blank check, der ejedes af hvert eneste menneske, af mennesker som De aldrig ville få at se, hvis trang De aldrig ville vide noget om, hvis dygtighed eller dovenskab eller sløvhed eller uhæderlighed De ikke havde nogen måde at lære at kende på og ingen ret til at anfægte – blot at arbejde, arbejde, arbejde – og overlade til verdens Ivy’er og Gerald’er at afgøre, hvis mave der skulle fortære éns livs indsats, drømme og dage. Og dette var så den morallov, man skulle acceptere? Dette – et moralsk ideal?

Nuvel, vi prøvede det – og vi blev belært. Vores pinsel varede fire år, fra vort første møde til vort sidste, og det endte på den eneste måde, det kunne ende på: Med fallit. Ved vort sidste møde prøvede Ivy Starnes frækt at tilsløre sandheden. Hun holdt en kort, ubehagelig, arrogant lille tale, i hvilken hun sagde, at planen var slået fejl, fordi resten af landet ikke havde accepteret den, at et enkelt lille samfund ikke kunne få succes med sådanne planer i en egoistisk, profitbegærlig verden – og at planen var et ædelt ideal, men at den menneskelige natur ikke var god nok til den. En yngre mand – den samme, der var blevet straffet, fordi han gav os en nyttig idé det første år – rejste sig, mens vi alle sad tavse, og gik lige hen til Ivy Starnes på forhøjningen. Han sagde intet. Han spyttede hende i ansigtet. Sådan endte den ædle plan og Twentieth Century.”

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password