EP-valget – den rette strategi?

Hvis ikke det var for alvoren i, at de danske politikere, som på søndag vælges til Europaparlamentet rent faktisk får en indflydelse på, hvordan statens magt over os bliver brugt, så ville kandidaterne – og hele valget – da være lige til at grine af (hvilket man selvfølgelig ikke skal undlade at gøre, alvoren til […]

Hvis ikke det var for alvoren i, at de danske politikere, som på søndag vælges til Europaparlamentet rent faktisk får en indflydelse på, hvordan statens magt over os bliver brugt, så ville kandidaterne – og hele valget – da være lige til at grine af (hvilket man selvfølgelig ikke skal undlade at gøre, alvoren til trods). For det er nemlig den største lære: Hvad end man gør, så kommer der et valg på søndag – og de, der bliver valgt, kommer til at få magt over os.

Så der er ingen grund til ikke at udnytte lejligheden til at have lidt spas.

Men hvad bør man som god liberal gøre? Skal man stemme eller ej? Skal man stemme blank eller på den mindst tåbelige af kandidaterne? Eller noget helt tredje?

Det vigtigste er at slå fast én gang for alle, at man ikke på nogen måde kan påvirke resultatet af søndagens valg ved at stemme på sin foretrukne kandidat – eller ved at lade være. Skulle man føle, at man på søndag sidder med guds velsignelse i sine hænder, og at man har evnen til at sætte krydset det sted, der vil påvirke udfaldet – vil jeg anbefale, at man udfylder en lottokupon i stedet. Skulle man ikke vide hvor at gøre af pengene, kan de altid sendes til Flash c/o Liberator.

For vi andre dødelige, er der imidlertid en vifte af andre muligheder for at få en – omstændighederne til trods – hyggelig søndag.

Sofaen
Som Brokkemand Bob har fremført som kommentar til Davids glimrende artikel Velkommen til det socialdemokratiske tusindårsrige, så er sofaen i hans øjne den eneste mulighed. Og det er da sandt, at såfremt man på søndag har noget fornuftigt at tage sig til, skal man da bestemt ikke undlade at holde sig væk fra stemmeurnerne.

På den anden side er et decideret no-show også rimelig røv-kedeligt. I hvert fald, hvis man planlægger at sidde med vennerne senere på aftenen og se valg-aften. Det er som at sidde med drengene og se fodboldkamp, men være den eneste der ikke gider satse en tier på slut-stillingen.

Modargumentet er selvfølgelig, at man jo sagtens kan være tilhænger af en så lav stemmeprocent som muligt – og at man planlægger at sidde og heppe på netop dét (og i sin brandert forsøge at forklare vennerne, at man mener, at et forholdsmæssigt antal stole i parlamentet burde stå tomme den næste periode, og at man derfor kunne spare et tilsvarende antal politikerlønninger). I så fald giver det god mening, at blive i sofaen på søndag.

Det virkelig tragiske ved sofa-stemmen er imidlertid, at den af politikere og medier ikke vil blive betragtet som en ytring mod politisk styring og et råb om frihed. Men derimod som udtryk for, at Staten nok har brugt for få skattepenge på EU-”oplysning”, eller endnu værre: at EU åbenbart ikke er ”vedkommende” nok (læs: ikke bestemmer nok over almindelige danskeres hverdag, og derfor nok hellere bør gives nogle videre beføjelser på områder, som vi virkelig går op i).

Den blanke / ugyldige
Nært associeret med sofa-stemmen ligger den blanke stemme, der kan afleveres med stort set de samme bevæggrunde, som sofa-stemmen – om end det i sagens natur selvfølgelig er vanskeligt at slå græsplænen eller lege med børnene samtidig med at den afgives.

På selve valg-aftenen kan den blanke stemme imidlertid vise sig næsten endnu mere kedelig end sofa-stemmen, eftersom de blanke stemmer ofte overhovedet ikke opgøres, mens showet kører. Man er henvist til at lede gennem de bagerste sektioner på morgendagens avis for at finde ud af, hvor mange yderligere stole, der burde stå tomme / hvor mange politikerlønninger, der kunne spares, hvis de blanke stemmer blev taget alvorligt.

Tilmed opgøres de blanke stemmer ofte sammen med de ugyldige, hvilket dermed ikke bare sætter én i bås med de meget glemsomme (”hvad f.. var det nu egentlig, jeg skulle i det her prøverum…”) men også med de decideret dumme (”Nyrup fik tre krydser – ét for hvert af mine børn…”). På den anden side tillader det jo lidt ekstra skæg, idet man i så fald lige så godt kan bruge lejligheden til at give den valgtilforordnede et par borgerlige ord med på vejen: ”Danmark ud af EU” er selvfølgelig en klassiker – men nok en så gammel traver, at den end ikke vil blive bemærket. ”Norge ud af EU” vil være en afveksling – men ellers kunne sjove vittigheder (kan dog ikke komme i tanke om nogen) eller reklamer (”tjek liberator.dk”) være oplagte muligheder.

Nitten ved at stemme blankt eller ugyldigt er selvfølgelig, at stemmen er med til at forhøje stemmeprocenten (logisk nok, i øvrigt), hvilket igen bliver brugt til at legitimisere hele skidtet. Når det er sagt, så kan man dog håbe på, at hvis der virkelig kom et bemærkelsesværdigt antal blanke og ugyldige stemmer (ved sidste valg var der godt 50.000, svarende til det samlede antal stemmer på både Kristelig Folkeparti og Fremskridtspartiet), så ville det måske få nogen til at tænke sig om… I det mindste kan man glæde sig over, at antallet af blanke stemmer sjældent bruges lige så skamløst som stemmeprocenten til at retfærdiggøre øget skattefinansieret EU-”oplysning”.

Det mindste af 142 onder
At vælge det mindste af to onder plejer at være en god strategi for livet – og én jeg personligt plejer at anvende ved folketings- og kommunalvalg (for at få en sjovere valgaften, jf. ovenfor), så hvorfor ikke til EP-valget? (hvor strategien i så fald skulle være det mindste af 142 onder, for så mange håbefulde politikere slås rent faktisk om de 14 danske pladser).

Den umiddelbare forklaring på, at strategien ikke finder anvendelse denne gang, er, at der simpelthen ikke er nogen kandidater, der er bare tilnærmelsesvis ikke-onde. Ser vi på parti-niveau, så er de eneste partier, der blot udtrykker den mindste skepsis overfor det nuværende europæiske integrationsniveau enten en flok røde aber (Junibevægelsen og Folkebevægelsen) eller decideret xenofobiske (Dansk Folkeparti). Jeg ved godt, der er flere andre, der taler imod yderligere politisk integration i EU – men det gjorde de også ved sidste valg, og siden da er vi blevet mere integrerede, uden at det har fået dem til at plædere for en tilbagevenden til tilstanden før sidste valg… Så hvad lid kan man fæste til det?

Dette skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at stemme på den mindst tåbelige kandidat (eller parti), såfremt de finder det underholdende, og/eller det giver dem en hyggeligere valgaften i venners lag eller familiens skød (husk på, det betyder alligevel ikke en skid for resultatet). De skal selvfølgelig blot være opmærksomme på, at de ikke dermed får sendt et signal til ”deres” parti om at se at få fundet nogle mere fornuftige EU-holdninger (og kandidater) frem, men belønner den hidtidige indsats…

Den værste af alle onder
Den stik modsatte valg-strategi kan selvfølgelig også anvendes

Flere af EP-kandidaterne er nuværende folketingspolitikere, som – hvis de opnår valg – opgiver deres sæde i folketinget. Med andre ord kan man med sin stemme på søndag gøre sit til, at man slipper for at høre på deres latterlige oratoriske udskejelser så hyppigt som hidtil. Når man tænker på den smerte det personligt volder mig at lytte til fx Gitte Seeberg udtale sig, er det bestemt ikke en mulighed man skal underkende. Hvem ville ikke også gerne slippe for Anders Samuelsen, hvis man fik muligheden? Det samme kunne siges, om fx Poul Nyrup, som godt nok har været stille af sig på det sidste – men som man jo altid kan frygte det værste fra. Ikke dårligt at få ham ned til Bruxelles. Så ved man da, hvor man har ham!

Strategien kan i øvrigt anvendes såvel indenfor ”egne” rækker (hvem vil man gerne af med i de borgerlige partiers folketingsgrupper, hvis de skal trækkes i den rigtige retning?), som på Folketinget som helhed (et farvel til Margrethe Auken skal man ikke kimse af).

Bagsiden af denne valg-strategi er selvfølgelig, at skulle den lykkes, så kommer der jo blot en ny tåbe og overtager den tomme stol. Samtidig giver det de valgte kandidater det fejlagtige indtryk, at de er populære – ja, ligefrem elskede – i deres gamle fædreland. Og det kunne give dem den vildfarelse, at det ville være en god idé at vende tilbage til den nationale politiske scene hurtigst muligt!

Heldigvis gælder valget for 5 år, til hvilken tid de høje skattefrie EU-diæter nok skal have fået de fleste kandidater på bedre tanker…

Men det smerter sgu bare så meget at sætte sit kryds ved Nyrup.

Personligt tror jeg, det bliver en lille vittighed til den valgtilforordnede. Men på den anden side: Det ville det jo også være at stemme på Nyrup.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password