Goethe om national storhed

[Oversætters note: De fleste mennesker forbinder tysk kultur med pølser, nazisme, motorveje, grundighed og disciplin. Men der har været flere og helt andre nuancer, som karakteriserede det tysksindede og pluralistiske imperium før Bismarks katastrofale centralisering og militarisering. På Goethes tid var de tyske samfund karakteriseret af en beundringsværdig og udbredt klassisk liberalistisk tidsånd. Der fandtes […]

[Oversætters note: De fleste mennesker forbinder tysk kultur med pølser, nazisme, motorveje, grundighed og disciplin. Men der har været flere og helt andre nuancer, som karakteriserede det tysksindede og pluralistiske imperium før Bismarks katastrofale centralisering og militarisering. På Goethes tid var de tyske samfund karakteriseret af en beundringsværdig og udbredt klassisk liberalistisk tidsånd. Der fandtes vægtige fortaler for frihed, fred og private ejendomsret som Eugen Richter, John Prince Smith og Max Stirner. Historikeren Ralph Raico mener oven i købet at have kunnet spore anarko-kapitalistiske tendenser i Berliner Abendpost. Goethes tanker i det følgende er et vigtigt bidrag til en forståelse af statshistorie. Staten var ikke altid stor. Der fandtes noget andet og bedre før velfærdsstaten. DBK]

Dette år markerer Johann Wolfgang von Goethes 250-års fødselsdag – den største af alle tyske forfattere og poeter og en af giganterne i verdenslitteraturen. I sin politiske overbevisning var han også en ægte klassisk liberal. Han argumenterede for, at fri handel og kulturel udveksling var nøglerne til ægte national og international integration. Han argumenterede og kæmpede imod statens ekspansion, centralisering og forening, fordi dette i hans øjne kun kunne hindre vækst og ægte kulturel udvikling.

Født i 1749 i den frie, imperiale by Frankfurt am Main i en øvre middelklasse-familie studerede Goethe jura i Leipzig og Strassburg. Imidlertid skiftede han karriere efter fuldbyrdelsen af sine studier og sit doktorat og efter i en kort periode at have fungeret som advokat. Han begyndte en karriere, som kun kan blive karakteriseret som en spektakulær succes. Som poet, skuespil- og novelleforfatter, lyriker, artist og arkitektur-, kunst-, litteratur- og musikkritiker, og som naturvidenskabsmand studerede han anatomi, botanik, morfologi og optik. Goethe definerer indtil denne dag – i det mindste for tyskerne – meningen med genialitet og frembragte et samlet værk på over 60 bind.

I 1775 besøgte Goethe på invitation af grev Carl-August von Saxe-Weimar Weimar og slog sig ned og boede der til sin død i 1832 – kun afbrudt af regelmæssige og lange rejser overalt i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Det var med sikkerhed disse rejser, der var med til at forme hans liberale politiske position.

Fra 1648 og indtil de napoleoniske krige bestod Tyskland af omkring 234 lande, 51 frie byer og omkring 1.500 uafhængige ridderlige godser. Af denne mangfoldighed af politiske enheder blev kun Østrig betragtet som en stormagt, og kun Prøjsen, Bayern, Sachsen og Hannover kunne blive betragtet som større politiske magtfaktorer. Saxe-Weimar var en de mindste og fattigste lande og omfattede kun nogle få dusin landsbyer og mindre byer.

Som et resultat af Wienerkongressen i 1815, som fulgte Napoleons nederlag blev antallet af uafhængige politiske territorier reduceret til 39. Som følge af familierelationer til det herskende russiske dynasti, blev Saxe-Weimars størrelse øget med en tredjedel (til omtrentlig samme størrelse som Rhode Island) og blev til Storgrevskabet af Saxe-Weimar-Eisenach. Stadig som en af Tysklands mindste, fattigste og politisk mindst indflydelsesrige lande.

Dets hovedstad, Weimar, var en lille by med mindre end 6.000 indbyggere, da Goethe flyttede dertil, og selv ved hans død i 1832 var den kun vokset til 10.000. Goethe var kommet til Weimar som Carl-Augusts yndling, og han fortsatte i denne rolle som Carl-Augusts tætteste personlige rådgiver indtil grevens død i 1828. Carl-August og Goethe red, gik på jagt og festede sammen, og året efter sin ankomst i Weimar blev Goethe udnævnt af Carl-August til medlem af sit fire medlemmer store gehejmeråd, hvorfor Goethe blev den næsthøjest betalte offentlige tjener (med et ret beskedent honorar på 1.200 taler om året).

På Carl-Augusts foranledning blev Goethe adlet af kejser Joseph II. Som medlem af gehejmerådet var det lejlighedsvis Goethes pligt at tilse den 600 mand stærke hær (han reducerede dens størrelse til 293), konstruktionen af veje, miner, landets finanser (han satte skatterne ned), driften af det royale teater og tilse det nærved liggende universitet i Jena, som på det tidspunkt blandt dets fakultet talte Hegel, Fichte, Schelling, Schiller, Humboldt og brødrene Schlegel.

Idet Goethe allerede var anerkendt i hele Tyskland, da han slog sig ned i Weimar, voksede hans popularitet markant i de følgende år. Om det så var på rejser eller i Weimar søgte næsten alle hans venskab; fra Johann Gottfried Herder, Alexander og Wilhelm von Humboldt, Madame de Stael, Friedrich von Schiller, Felix Mendelssohn, Ludwig van Beethoven, Freiherr vom Stein og kejserinde Maria Ludovica af Østrig til Napoleon. Faktisk var Goethe og Weimar i det sidste årti af hans liv blevet synonymt med tysk kultur, og Weimar blev endemål for veritable pilgrimsrejser blandt medlemmerne af det tyske Bildundsbürgertum (det uddannede bourgeosie).

Det var i denne sidste fase af sit liv, at Goethe i en konversation med en af sine beundrere, Johann Peter Eckermann, fremsatte de følgende bemærkninger om sammenhængen mellem politisk partikularisme (Kleinstaaterei) og kultur. På det tidspunkt disse bemærkninger blev fremsat – den 23. oktober, 1828 – var Tyskland som resultat af den franske revolution og den efterfølgende napoleoniske æra i stigende grad blevet influeret af demokratiske og nationalistiske følelser. De fleste af tyskerne var blevet demokrater og tilhængere af en forenet tysk nationsstat.

Som liberal stod Goethe klogt og med bemærkelsesværdig forudviden i stålsat opposition til transformationen af den liberale kultur. I hans øjne var masse-demokrati uforeneligt med frihed. “Lovgivere og revolutionære, som lover lighed og frihed på samme tid”, skrev han i sin “Maximen und Reflexionen”, “er enten psykopater eller charlataner”. Og politisk centralisering, forklarede Goethe i sine konversationer med Eckermann, ville lede til destruktionen af al kultur:

“Jeg frygter ikke, at Tyskland ikke skal blive forenet; vore fremragende gader og fremtidige jernbaner vil gøre deres eget. Tyskland er forenet i sin patriotisme og opposition til eksterne fjender. Hun er forenet, fordi den tyske taler [daler eller dollar, DBK] og groschen [også en møntenhed, DBK] har den samme værdi overalt i hele imperiet, og fordi min kuffert kan passere gennem alle seksogtredive stater uden at blive åbnet. Hun er forenet, fordi rejsedokumenter fra Weimar er accepteret alle steder på samme måde som gør sig gældende for hendes store naboer. Mht. de tyske stater er der ikke længere tale om hjemlige og udenlandske lande. Endvidere er Tyskland forenet på områderne vægt, mål, handel og migration og på hundreder andre måder, som jeg hverken kan eller vil nævne.

Man tager fejl, hvis man mener, at Tysklands enhed skulle komme til udtryk i én enkelt stor hovedstad, og at denne hovedstad skulle komme masserne til gode på samme måde, som den ville være til benefice for nogle enkelte individers udvikling.

Staten er blevet sammenlignet med en levende krop og dennes mange dele, og en stats hovedstad er derfor blevet sammenlignet med hjertet, som understøtter kroppens enkeltdeles liv og velfærd. Hvis enkeltdelene dog er meget langt væk fra hjertet, vil de livgivende strømninger blive svagere og svagere. En eftertænksom franskmand, Daupin tror jeg, har på et kort afbildet kulturens tilstand i Frankrig, hvor et højere eller lavere kulturelt stadium af oplysning i de enkelte regioner indikeres med lysere eller mørkere farver. Her finder vi, specielt i de sydlige provinser langt fra hovedstaden, visse departementer farvet fuldstændigt sorte, hvilket indikerer fuldstændigt kulturelt mørke. Ville dette være tilfældet, hvis det smukke Frankrig havde ti centre i stedet for kun et enkelt, hvorfra lyset og livet skinnede?

Hvad der gør Tyskland storslået, er hendes beundringsværdige populære kultur, som har gennemtrængt alle dele af imperiet på lige vis. Og er det ikke alle de prinselige residenser, hvorfra denne kultur springer, og som er dens bærere og kuratorer? Antag eksempelvis, at kun to hovedstæder, Wien og Berlin, havde eksisteret i Tyskland i hundredvis af år. Hvad ville der så være sket med den tyske kultur og udbredte fremskridt, som går hånd i hånd med kultur?

Tyskland har tyve universiteter spredt ud over hele imperiet, mere end hundrede offentlige biblioteker og et tilsvarende antal kunstsamlinger og naturmuseer; for ethvert prinsedømme ønskede at tiltrække sådan skønhed og velfærd. Gymnasier og tekniske og industrielle skoler eksisterer i overflod; specielt gælder, at der stort set ikke findes en tysk landsby uden sin egen skole. Hvordan er det i denne henseende i Frankrig!

Se ydermere på antallet af tyske teatre, som overstiger halvfjerds, og som ikke kan blive undervurderet som bærere og fremmende for højere uddannelse. Den værdsættelse af musik og sang og deres fremførelse er ingen steder så udbredt som i Tyskland, og det tæller bestemt også.
Tænk så på sådanne byer som Dresden, München, Stuttgart, Kassel, Braunschweig, Hannover og tilsvarende byer; tænk på den energi, som disse byer repræsenterer; tænk på den effekt de har på deres tilstødende provinser og spørg dig selv, om alt dette ville eksistere, hvis sådanne byer ikke havde været residenser for prinser i lang tid.

Frankfurt, Bremen, Hamburg, Lübeck og andre er store og fremragende, og deres indflydelse på fremgangen i Tyskland er uvurderlig. Alligevel; ville de være det samme, som de er, hvis de tabte deres uafhængighed og blev indlemmet som provinsielle byer i et stort tysk imperium? Jeg har mine tvivl.”

Uagtet tyskere har værdsat Goethe højt som national helt, fulgte de ikke hans råd ved slutningen af den kolde krig. De fleste mennesker i Europa har heller ikke taget sig af hans advarsler imod politisk centralisering. Relevante i dag, som da de blev skrevet, kræver Goethes indsigter om de sociale og politiske grundpiller for vor kultur stadig vor opmærksomhed.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i oktober 1999 i “>The Free Market, vol. 17, nr. 10.

Oversat af David B. Karsbøl, 2004.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password