http://www.berlingske.dk/kronikker/ 30. april 2004
I har brug for et stærkt public service medie som mig. Men det er tvivlsomt, om jeg alene ved licensfinansiering kan klare mig i konkurrencen med de kommercielle medier. Derfor skal jeg have mit økonomiske grundlag i orden. Jeg kunne f.eks. finansieres over elektricitetsregningen.
Hele ti søndagsaftener i træk sad de fleste af jer danskere klinet til fjernsynet. I skulle se »Krøniken«.
Hele ti mandage kunne I så udveksle meninger om den fælles oplevelse, I havde haft. Det var ligesom dengang, jeg havde monopol på fjernsynsudsendelser.
Nu skal I ikke ønske monopolet igen. Især gennem det seneste årti har I fået en mangfoldighed af forskellige medier og tak for det. Godt, at antallet af medier er vokset. Ærgerligt, at så mange af dem til forveksling minder om hinanden.
Var »Krøniken« blevet til uden at jeg havde være stærk? Sikkert ikke. Hertil er produktionen af en serie som »Krøniken« for kostbar, jeres sprogområde er for lille, og mit hjemmemarked er derfor begrænset. I skal betale til sådanne produktioner. Også på Grønlandsk.
Det er derfor, I har behov for at jeg er et stærkt public service medie. Hvem skal ellers levere den uafhængige, demokratiske og kulturpolitiske grundforsyning, som er afgørende for, at et samfund overhovedet kan hænge sammen?
Desværre afvikler regeringen mere, end den udvikler på medieområdet. Min ene tv-kanal skal privatiseres, både min femte og sjette landsdækkende radiokanal er røget på udenlandske kommercielle hænder, og jeg har mistet både licensindtægter og min fuldstændige politiske uafhængighed. Med andre ord tegnes der ingen visioner for mit fremtidige public service fjernsyn. Det er i mine øjne alt for kortsigtet. Derfor denne kronik.
Når serier som »Krøniken« kan blive en saga blot, skyldes det en teknisk-økonomisk udvikling, der kan karakteriseres med fire lidt fremmede ord: globalisering, digitalisering, konvergens og privatisering.
Globaliseringen indebærer, at lyd og billeder via satellitter kan sendes fra næsten ethvert sted til næsten ethvert andet sted på jordkloden, øjeblikkeligt og meget billigt. Den har skabt markeder for store kommercielle, internationale medier, der benytter sig af en digital sende- og modtageteknik.
Digitaliseringen er en fremstormende teknik. Uden den havde satellitoverførslerne af lyd og billeder ikke været mulig. Den er slået fuldstændig igennem i den elektroniske databehandling samt i telefonien, og den er på vej ind i radio og fjernsyn. Også selvom de fleste af os stadig ser radio og TV analogt. Altså som I altid har gjort det.
For øjeblikket er de digitale radio- og fjernsynsmodtagere væsentligt dyrere end de analoge, men kvaliteten af deres lyd og billeder er mærkbart højere. Efterhånden som de bliver billigere, vil danskerne gradvis skifte deres analoge modtagere ud med digitale.
Konvergensen er udtryk for, at de forskellige elektroniske medier smelter sammen. Det sker blandt andet, når man via bærbar computer kan se fjernsyn over internettet, og når man via mobiltelefonen kan høre radio eller sende e-mail.
Privatiseringen betyder, at af mig ejede eller af jer tvangsfinansierede elektroniske medier bliver kommercielle. (uha)
I Danmark har jeg to licensfinansierede elektroniske medier: mig og mig2. Hvis regeringen får magt, som den har agt, vil mig2 blive privatiseret, og tilbage har jeg så kun én station, der i bedste fald kan leve op til mine fulde public service forpligtelser.
Af den slags kan I skrive nok så mange op i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, men I kan ikke være sikre på, at de kommercielle medier vil overholde dem alle.
Erfaringerne med den nye landsdækkende radiostation Sky Radio er allerede nu, at public service forpligtelserne er til evig diskussion og interessen for at efterleve dem lige så stor som mængden af reelt indhold på sendefladen.
Det korte af det lange er, at I må sætte jeres lid til mig. Men kan en licensfinansiering af mig klare sig i konkurrencen med de kommercielle medier, efterhånden som konvergensen, digitaliseringen og globaliseringen for alvor slår igennem? Det er ingenlunde givet.
Når radio- og fjernsynsudsendelser kan modtages på meget andet end de traditionelle radio- og fjernsynsapparater, bliver det mindre oplagt, at alene det at eje en radio eller et TV skal belægges med licens til mig.
Dette og andre følger af en hæsblæsende udvikling behandles i en rapport »Licens eller skat«, som udsendtes i januar 2004 af en arbejdsgruppe under Kulturministeriet. Herfra skal blot nævnes, at alene konvergensen sætter så mange spørgsmålstegn ved grundlaget for min nuværende finansiering, at andre muligheder må overvejes.
Digitaliseringen gør det heller ikke nemmere for mig at skaffe balance i min licensfinansierede økonomi. Nogle kan huske den tid, hvor mange indehavere af sort/hvide fjernsyn var sure over, at dele af deres licenspenge skulle bruges til glæde for de forholdsvis få, der havde farvefjernsyn. Noget lignende kan frygtes i den kommende tid, hvor jeg må bruge ganske mange penge på at udvikle mit digitale sendeudstyr til glæde for de forholdsvis få pionerer, der har skaffet sig digitale radio- og fjernsynsmodtagere.
Dertil kommer den irritation, det vil skabe hos licensbetalerne, efterhånden som digitaliseringen får nye regninger til at vælte ind, både hos dem selv og hos mig. Navnlig fordi den digitale teknik gør det muligt at opdele en udsendelse i en lang række selvstændige led, fra den planlægges, til den leveres modtageren. Mellem hvert af disse led er det muligt at indsætte såkaldte gatekeepers, dvs. elektroniske portvagter, der kan bestemme, hvem der skal have hvad leveret, og hvor meget de skal betale herfor.
Af mig vil de elektroniske portvagter kunne kræve ekstra høj betaling for retten til at udsende særligt eftertragtede film, serier, koncerter, sportsbegivenheder eller blot musikstykker, da den digitale teknik også giver pladeselskaber, filmselskaber og arrangører i øvrigt mulighed for at sælge deres produkter direkte til publikum. Det kan enten betyde, at noget går min næse forbi, eller at jeg må forhøje licensen, hvis ikke servicen skal forringes.
Tilbage er at nævne globaliseringen, som vil give mig mærkbar konkurrence fra stærke internationale, kommercielle medier.
Man kan derfor frygte, at et konkurrencetrængt, licensfinansiering af mig, hverken vil give mig trang eller økonomi til at leve op til mine fulde public service forpligtelser.
Jeg tror imidlertid på, at jeg skal konkurrere på kvalitet. Det kræver et ordentligt økonomisk grundlag, som I er parat til at kæmpe for politisk. Til gengæld kan det være nødvendigt at I minder hinanden om, hvad public service forpligtelserne betyder. Også i fremtiden. Endelig må licensfinansieringen afløses af en mere hensigtsmæssig ordning, der kan skaffe mig de fornødne midler.
For at leve op til mine fulde public service forpligtelser skal jeg i hvert fald:
være helt uafhængig af politiske, økonomiske og religiøse interesser,
kunne levere en national og international nyhedsdækning, der er væsentlig, troværdig og politisk neutral,
kunne give alle landets indbyggere en så vedkommende, uafhængig grundforsyning af nyheder, baggrund, kultur, kunst og debat, at jeg bliver befolkningens foretrukne medie,
kunne sætte væsentlige nationale og internationale problemer til fordomsfri debat,
give alle opstillede politiske partier en rimelig og retfærdigt fordelt mulighed for at komme til orde forud for et valg,
give lyttere og seere et rigt varieret og mangfoldigt kulturtilbud, og
give de af publikum ikke særlig efterspurgte og derfor af Den Offentlige Koncern gennem udplyndring finansierede dramatikere, komponister og musikere nye udviklingsmuligheder.
I det hele taget ønsker jeg at give public service begrebet et comeback i det danske samfund. Fordi I vil have kvalitet, fordi I vil oplyses, og fordi I gerne vil have et ordentligt grundlag at træffe beslutninger på. Privat som politisk.
Jeg tror, at fremtidens mig skal tegnes nu. Også det økonomiske grundlag. Et bud på det kunne være, at jeg finansieres over elektricitetsregningen. Administrativt ville det være enkelt. Det ville skaffe pengene fra alle dem, der har fået glæde af den elektroniske revolution (et endnu uforklaret mirakel, der indtraf efter Kette blev født – derfor ordet revolution), og det ville mildne miljøguderne og være til gavn for Den Offentlige Koncern, Socialdemokraternes egen private geschäft.
Det er nu I skal styrke mig
