Mange ældre mænd begår selvmord. Hvad der ligger i mange, er en sag for journalister, men ikke desto mindre oplyses det dog at ældre udgør 80 pct. af selvmorderne. Det kan jo overraske når vi har sådan et vidunderligt offentligt tvangsfinansieret og ved lov vedtaget ældreplejesystem. Tilmed skatter og velfærd, der burde give alle tid til at besøge deres gamle. Måske har ingen bare incitament til det. Den socialistiske stat har overflødiggjort mennesket, som nu må betragtes som en belastning for selv samme. Stands befolkningsvæksten, hvordan skal vi finde arbejde til dem? Nej, vent fød flere skatteydere, åh nej, det giver flere elever i vores vildt dyre og ineffektive volksschule. Hvad gør vi? Hvad gør vi? Nu kommet politiet…vi må væk!
Politiet afsætter 3000 mand til at beskytte brylluppet mellem en bistandsklient og en indvandrer. Flot, så ved vi også hvem, politiet tilhører. Godt vi har et skattefinansieret politi til den slags vigtige, vigtige sager. Hvad med at parret giftede sig i det stille i stedet. Og så må gommen se at få sig et ordentlig arbejde, eller erhverve sig som selvstændig.
Banedanmark, tidligere banestyrelsen, tidligere Danmark Kommunist Parti, lukker for togtrafikken i tre dage over øresundsbroen og indsætter 60 ekstrabusser i stedet. Så kan folk også vænne sig til at tage bussen i stedet, for så kan de nemlig sparre 60 kroner på en returbillet ift. toget. Hvis de vel og mærke ikke tager en DSB-bus, men i stedet en Malmøbus. Selskabet Malmøbussen inviterer dermed til en lov mod den slags unfair konkurrence overfor DSB. Den farlige, farlige konkurrence. Jeg ser frem til at den næste regerings trafikminister, med Combus som forbillede, vil foretage en ”investering” i DSBs øresundstrafik for at rette op på problemet. Når Malmøbussen er ved at gå fallit under presset fra de statslige ”investeringer” i DSB, kan man subsidiere selskabet og foretage en statslige overtagelse. Alternativt kan Malmøbussens licens til at drive trafikselskab inddrages. Stands den farlige konkurrence… og højredrejningen.
Der er mere og mere vold i trafikken og der er meget vold i hjem i de lavere indkomstlag. Det skyldes den sociale arv, siges det om sidstnævnte, og det kan jo chokere. Jeg forstod ellers på Anders Lund Madsen, at han var glad, men ikke overrasket, når en narkoman var høflig, mens han var ked af det, men ikke overrasket, når en velhaver var uhøflig. En kørerlærer fortæller om, at han sågar har mødt skydevåben i trafikken. Det må have været fra velhavere. Og når mænd slår deres koner pga. den sociale arv, må det være fordi, de føler at de klarer sig for godt på egen hånd. Hæv skatterne, øg overførslerne, og så kan de konservative sikkert hjælpe med bagefter at øge straffen for hustruvold og nedsætte grænsen for hvornår myndighederne må trænge ind i din bolig.
Ikke for megen kritik af de konservative herfra. Bendt Bendtsen, tidligere i pressen dømt for ikke at være den mest spidse blyant i penalhuset, har udtalt noget af det klogeste. Han afviser at det vil skabe vækst at flytte statslige virksomheder til Fyn. ” Det hele kommer altså ikke bare flyvende som stegte duer ind i munden på dem.” Meget klogt, men han skyndte sig også at supplere med det mere hjernedøde ” Det drejer sig om, at ting som infrastruktur og børnepasning er i orden, så mennesker gerne vil bosætte sig og skabe virksomhed i deres område, siger ministeren.” Det er vist ikke noget, man skal bede det offentlige om. De konservative mener vist stadig, der skal være offentligt monopol på den slags. Ligesom socialdemokraterne ønsker de vist desværre stadig at køre danskerne som indsatte i en arbejdslejr.
I ”indland” kan man også læse om den danske provins Irak, hvor Nationens sønner nær var blevet sprængt i luften under en patrulje. Kun køretøjet kom noget til, men det var jo held, og vi skal nok forvente at se flere og flere af Nationens sønner blive sendt til hovedlandet i kister. Ærgerligt for sønnerne at ham Nationen har andre prioriteter. Nationen må vise flaget og sikre ”demokrati”. Betal din skat og se tavs ned i jorden, når din søn skal aftjene værnepligt (Ved ikke lige, hvor den pligt kom fra), hvor han vil få tilbuddet ingen kan afslå: Se verden. Bare rolig, din nabo betaler. Og han kommer muligvis til at betale mere endnu.
”Danmark” (nej, han står ikke i telefonbogen) påtænker nemlig at udvide ”indsatsen” (der må være tale om en ”investering”) i den danske provins Irak. Bare rolig, siger en af Forsvarets presseofficerer. Det er kun geografisk indsatsen udvides. Der kommer ikke flere folk derned. Måske er der forhandlet en mere rolig opgave på plads for Nationens sønner, og godt for det. Men i forbindelse med Forsvarsministerens afgang, bør indsatsen i Irak underlægges trafikministeriet, så der kan laves ”investeringer”.
Det kan på den anden side nemlig være skidt, at der ikke bliver flere jobs i Irak. For i Holeby afskediges 300 af 470 medarbejdere på MAN B&W Diesel. Produktionen centraliseres i Frederikshavn. Det er tydeligt at den tekniske udvikling er nået for vidt. Herfra går det kun ned ad bakke. Hidtil i historien har udviklingen været et gode og vores velstand er steget og steget. Men herfra går det kun ned ad bakke, og snart har ingen job og vi kontrolleres alle af Microsoft Trusted Computing, som vi bliver tvunget til at købe.
Indtil de frygtelige tider indtræder må vi chokeres af nyheder som, at der om to år er kunstigt græs i Parken, og at Farum Kommune overtrådte styrelsesloven som fast praksis, ligesom Folketinget overtræder grundloven som fast praksis, for grundloven er skrevet med henblik på at overtræde folks suverænitet som fast praksis. Og den praksis er danskerne ved at tage til sig. Flere og flere bliver psykopatiske, oplyses det fra Rigshospitalet. Jeg tror det gerne. Det gælder også undertegnede.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.