Stakkels Keynes

Der er næppe nogen tvivl om, at John Maynard Keynes (1883 – 1946) ville rotere i sin grav, hvis han havde kunnet følge med i den seneste tids skriverier om forliset af den europæiske stabilitetspagt. Keynes var det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonom – så stor indflydelse fik han, at han sågar har lagt navn […]

Der er næppe nogen tvivl om, at John Maynard Keynes (1883 – 1946) ville rotere i sin grav, hvis han havde kunnet følge med i den seneste tids skriverier om forliset af den europæiske stabilitetspagt. Keynes var det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonom – så stor indflydelse fik han, at han sågar har lagt navn til en hel isme: keynesianismen. Ulempen ved at få en isme opkaldt efter sig er tilsyneladende, at man herefter bliver taget som gidsel i det politiske spil. Det er i hvert fald, hvad der sket med stakkels Keynes.

Keynes talte blandt andet for, at man skulle bruge statsbudgettet til at udjævne konjunkturerne. I dårlige tider skulle regeringen sætte skub i forbruget og dermed i økonomien ved at bruge flere penge, end man opkrævede i skatter. Mange økonomer, heriblandt undertegnede, er i dag skeptiske overfor, om sådanne konjunkturudligninger overhovedet har den ønskede effekt, men det er en anden historie.

Keynes var altså tilhænger af en aktiv konjunkturpolitik, men han ville uden tvivl have protesteret, hvis han havde set, hvordan politikere i hele verden igennem årtier brugte hans teorier som en undskyldning for permanente underskud på statsbudgetterne – også i opgangstider. Med andre ord er Keynesianismen blevet misbrugt af politikerne til at uddele populære velfærdsgoder uden i samme omfang at opdrive upopulære skatter. Regningen lader man så ligge til efter valget, hvor man måske alligevel ikke er i regering. Hvorfor rydde op nu, når man kan få nogle andre til at gøre det senere? Og man behøver ikke at fremstå som uansvarlig. Man kan jo bare henvise til, at tiderne er lidt sløje, og at man derfor fører en ekspansiv finanspolitik. Næh, det ville tværtimod være uansvarligt ikke at bruge flere penge, end man tjente. Stakkels Keynes ville have været forfærdet over denne pervertering af hans teorier. Resultatet af den ivrige statslige gældsætning bliver blandt andet, at staten lægger beslag på meget af den ledige opsparing i samfundet, og dermed bliver der mindre til investeringer i det private erhvervsliv. Fremtidens skattegrundlag forvitrer.

Formålet med stabilitetspagten var at introducere et mindstemål af ansvarlig adfærd blandt Euro-landenes regeringer. Som en betingelse for deltagelse i den fælles valuta blev den øvre grænse for Euro-landenes årlige underskud på statsbudgettet sat til tre procent af BNP.

Det er ikke overraskende, at Tysklands og Frankrigs regeringer nu kryber udenom denne regel og dermed lægge stabilitetspagten i graven. Det er til gengæld helt ubegribelige er, at det er lykkedes dem at fremstille reglen som urimelig. Det skulle angiveligt være uansvarligt at leve op til tre procents kravet under en lavkonjunktur. Argumentet er, at man under en lavkonjunktur netop ikke skal spare men tværtimod føre ekspansiv finanspolitik for at stimulere forbruget.

Sandheden er, at et underskud på tre procent af BNP burde være mere end rigelig ekspansivt. Det kan sammenlignes med, at en familie med en husstandsindtægt på 500.000 kr. hvert år havde et overforbrug på 30.000 kr. Hvad ville bankrådgiveren sige til dét?

Tysklands og Frankrigs uduelige regeringer har gjort deres lande til økonomiske ringvrag. Deres primære problem er håbløst ufleksible arbejdsmarkeder. Der er brug for mere fleksible lønninger, og det skal det gøres lettere at fyre medarbejdere. Problemerne kan ikke løses med en ekspansiv finanspolitik. Keynes ville græmme sig.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password