I fredags (2.4.2004) kunne man ,i den noget underlødige gratisavis Urban, læse resultatet af en meningsmåling som avisen selv havde fået foretaget blandt lidt over 2600 adspurgte. Emnet var narko, et emne som Urban tit og ofte har taget op, med stor “succes”. For ikke så længe siden lykkedes det dem f.eks. at få det populære bøssestof “poppers” eller amyl-nitrit, forbudt ved at skrive tåbelige artikler om hvorledes man kunne blive psykotisk af dette stof.
I den sammenhæng morede jeg mig kosteligt over et interview med en unavngiven, ung, homoseksuel mand, der fortalte om hvorledes han, efter at have sniffet en halv flaske amyl-nitrit ( en kraftig overdosis, da det normale er lige et enkelt “snus” eller to ), fik det utroligt dårligt og blev angst. Det ville måske ikke have været så morsomt, hvis ikke det var fordi at fjolset fortalte at han havde gjort præcist det samme et stykke tid senere, og havde fået det endnu dårligere! Artiklen sluttede af med at han bønfaldt politikerne om at forbyde dette stof, så han ikke kom til at tage det igen. Idiotien havde åbenbart ikke overvejet at han ganske simpelt kunne lade være med at tage det. Amyl-nitrit, der i årevis er blevet solgt som hjertemedicin, er hverken skadeligt, eller vanedannende, men alligevel blev det forbudt kort tid senere ved et hasteindgreb.
Så stor indflydelse kan en gratisavis åbenbart have på de populister der sidder på Christiansborg. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde; tidligere har Urban taget salget af de nye stoffer “Foxy Methoxy” og “2C-I” op, og de er begge blevet forbudt, på trods af at ingen ved om de er skadelige eller ej. Der er simpelthen ikke nogen nævneværdig forskning omkring disse stoffer.
Nu forsøger Urban sig så med en meningsmåling der viser at befolkningen giver “opbakning til hårdere narkokurs”, som der stod i overskriften. Konkret drejer det sig om den nye politik som regeringen, med støtte fra socialdemokraterne, kristendemokraterne og DF, ønsker at forfølge overfor både narkohandlere og narkobrugere. I det aktuelle lovforslag ønsker man at handel med narko minimum skal føre til en fængselsdom, og at besiddelse af narko, også selv om det er til eget forbrug og kun er en lille mængde, altid skal straffes med bøde.
Udover det ganske indlysende, at handel og besiddelse af narkotika ikke er rigtige forbrydelser, på samme måde som f.eks. vold, mord, voldtægt og tyveri er det. Og det altid er skammeligt når politikere forsøger at bestemme hvad mennesker skal bruge deres egen krop til, så er det også et ganske upraktisk forslag, der ikke løser nogle problemer overhovedet. Dette ved politikerne udmærket godt, hvilket kan læses af Helge Adam Møllers udtalelse: “Vi sender nu et signal til de unge og deres forældre, at myndighederne ser alvorligt på salg og forbrug af forbudte stoffer” – Hvis nogen skulle være i tvivl, så skal man altid huske at når politikere taler om at “sende et signal”, så betyder det at de godt ved at det ikke hjælper, men de gør det alligevel.
Men ikke alene vil denne lov ikke have nogen positiv effekt, den vil oven i købet have en negativ effekt:
For det første, så vil det klart kræve en politiindsats at håndhæve den. Man skal tjekke folk for om de nu også har noget narko på sig, og der skal udskrives rapporter og bøder, osv. I betragtning af at Politiet i forvejen ikke er i stand til at beskytte borgerne, og det nu er blevet så grelt at Det Kriminalpræventive Råd de opfordrer folk til at blande sig i voldelige konflikter på gaden ( se http://www.dit-ansvar.dk ), på trods af at det kan betyde at de ender op på hospitalet, er det ikke ligefrem betryggende at der skal tages mandskab fra til den slags pseudokriminalitet.
For det andet, så ved vi alle at narkotika er ekstremt dyrt, fordi det er ulovligt og det er forbundet med stor risiko at handle med det. Et af resultaterne af hårdere straffe, og en hårdere indsats overfor narko i det hele taget, kunne være at narkotika blev endnu dyrere, og narkomanerne så ville begå endnu flere indbrud for at skaffe penge til deres vane. Indbrud der ville ramme os andre. Indbrud som Politiet ikke ville have tid til at tage sig af, fordi de havde for travlt med at skrive bøder ud til folk som de havde stoppet på gaden med 0.5 g. hash i lommen.
For det tredje, så ville den øgede indsats for at håndhæve den nye lov også betyde at flere narkomaner på gaden ville få konfiskeret deres narkotika. Når det sker, så går narkomanen ikke bare hjem og ærgrer sig. Nej, han går ud og begår ny kriminalitet, der igen går ud over ganske almindelige borgere, der så igen ikke kan få hjælp af Politiet der har for travlt med at konfiskere stoffer fra narkomaner på gaden.
For det fjerde, så finder jeg det ikke betryggende at man bare kan visitere folk på gaden fordi man har en mistanke om de har narko i lommen. Jeg går ind for retssikkerhed, også for narkomaner, og flere tilfældige personransagninger vil højst sandsynligt blive resultatet, når besiddelse af selv en minutiøs mængde narkotika pludselig bliver nok til at udløse en bøde ( ellers kan man jo ikke efterforske sagerne, vel?). Staten tager sig friheder nok i forvejen., Det sidste vi behøver er at de får endnu en undskyldning for at forgribe sig på folk.
For det femte, det hjælper ikke! Fat det så! Efter 35 år med konstante stramninger, er narkoforbruget ikke faldende. Måske man skulle overveje om hårdere lovgivning er en løsning? Kun en idiot vil holde fast i at en hårdere kurs får folk til at lade være med at tage stoffer, efter alle disse års fiaskoer. Det er tydeligt at politikerne ignorerer virkeligheden, fordi de ikke ved hvad de skal stille op, og de føler at de er nødt til at “gøre noget”. Og så er det åbenbart ligegyldigt hvor dumt det er.(og så har jeg ikke engang nævnt hvor meget det vil koste at inddrive de bøder, og sætte alle de ekstra mennesker i fængsel. )
Hvad har de tænkt sig at gøre når de finder ud af at den hårdere kurs, heller ikke virker? Det er ikke til at sige, men ud fra erfaringerne at dømme, så gør de vel hvad Urban befaler dem at gøre, lige som de plejer. Jeg kunne forestille mig at næste skridt ville være at gøre det at være påvirket af narkotika ulovligt. Det er det allerede i Sverige, hvor Politiet kan stoppe dig på gaden, og ved mistanke hive dig ind på stationen, og med tvang tage en blodprøve på dig for at finde ud af om du har indtaget forbudte substanser. Hvis du arresteres to gange og de finder at du er påvirket, så kan de, igen med tvang, sende dig på afvænning på en af statens klinikker.
Hvis en eller anden politiker skulle læse dette og synes svenskerne har fat i noget, kan jeg i øvrigt sige : DET VIRKER HELLER IKKE! – Der er masser af narkotika i Sverige.
I Urbans meningsmåling er der som sagt “opbakning til hårdere narkokurs”, men jeg tvivler på at Urban har spurgt folk om de synes det er en god idé at tage Politi fra andre opgaver til at visitere folk for at finde en lille klump hash, eller om de er villige til at betale prisen for den nye lovgivning ved at have større risiko for at blive udsat for kriminalitet begået af narkomaner, osv. Så ville resultatet nok have set anderledes ud end det gjorde i undersøgelsen, hvor 58% af de adspurgte støttede forslaget.
Desværre er det uden tvivl ikke det sidste stupide lovforslag vi kommer til at se i “kampen mod narko”. Med den mængde stupide politikere og sensationsjournalister vi har hér i landet, og den negative, synergetiske effekt de har på hinanden, er jeg endog ret sikker på at det kun kan blive værre endnu.