Cannabis og det galoperende idioti

Lovgivningen på cannabis området er baseret på et løst videnskabeligt grundlag, og lovgiveres viden om cannabis, er ofte præget fordomme. Men lovgivningen er ikke blot baseret på et løst videnskabeligt grundlag, den er også inkonsistent og hamrende usympatisk. Fordom: Cannabis fører til brug af hårdere stoffer. Cannabis fører til brug af hårdere stoffer. Statistisk set […]

Lovgivningen på cannabis området er baseret på et løst videnskabeligt grundlag, og lovgiveres viden om cannabis, er ofte præget fordomme.
Men lovgivningen er ikke blot baseret på et løst videnskabeligt grundlag, den er også inkonsistent og hamrende usympatisk.

Fordom: Cannabis fører til brug af hårdere stoffer.
Cannabis fører til brug af hårdere stoffer. Statistisk set er der i den vestlige verden også en sammenhæng mellem brug af cigaretter, alkohol, cannabis og andre stoffer. Denne sammenhæng har man illustreret ved trappetrinsmodellen. Den er afbilledet således, at brug af cigaretter ser ud til at føre til brug af alkohol, som fører til brug af opløsningsmidler, som fører til brug af cannabis, medicin, amfetamin, opiater/kokain og opiater.

Fakta
Umiddelbart er det en besnærende og overskuelig model, da den viser, at brugere af cannabis rent statistisk har en større sandsynlighed for at blive heroinmisbrugere senere, men modellen kunne også foranledige en til at tro, at bruger man et højt placeret stof, så har man opgivet brugen af andre, lavere placerede stoffer. Sådan forholder det sig imidlertid ikke; stofmisbrugere begrænser ikke deres brug af stoffer til et enkelt stof. En person, som er meget fremskreden i sit stofmisbrug, vil altid være blandingsmisbruger, og derfor bruge cannabis.
Så med det statistiske argument i hånden kan man argumentere mod det ofte forekommende argument mod legalisering af cannabis; at brug af cannabis kan føre til brug af heroin. Dette, og trappetrinsmodellen, er en grov forenkling af misbrugssammenhængen.
Der er ingen sammenhæng mellem et sporadisk og eksperimenterende brug af cannabis og senere heroin misbrug. Der kommer først sammenhæng, når cannabisbrugen er et decideret misbrug, men så findes sammenhængen blandt årsagerne til misbrugen af cannabis og heroin; altså i høj grad blandt sociale og psykiske problemer.
Sammenhængen mellem cannabis, som man kan betegne som et mere almindeligt stof, og sjældnere brugte hårdere stoffer, kan illustreres ved dette eksempel: Motorcykelkørsel er forholdsvist sjældent i forhold til andre typer transport, og spørger man blandt motorcyklister, hvad deres første køretøj var, vil de fleste nok svare, at det er en cykel, et meget almindeligt transportmiddel. Det er nærmest umuligt at forestille sig en motorcyklist, som ikke har kørt på cykel først, men det er ikke motorcyklistens cykelkørsel, som er skyld i, at han kører på motorcykel. – Og sideløbende med at være motorcyklist er han nok også almindelig cyklist. På samme måde er det meget svært at finde en misbruger af hårdere stoffer, som ikke har brugt cannabis, og som ikke til stadighed bruger det, men det er ikke hans brug af cannabis, som har ført til hans brug af hårdere stoffer.
Rent faktisk kan cannabis betragtes som et terminus stof, et stof hvor stof brugen ofte stopper ved det stof. Altså modsætningen til trappetrinsmodellen.

Fordom: Man får hashpsykose af at ryge hash.
Man får hashpsykose af at ryge hash.
Sundshedstyrelsens rapport, ”Focal Point – narkotikasituationen i Danmark” bekræfter denne holdning. Ser man på personer med stofrelaterede bidiagnoser på psykiatriske hospitaler i perioden 1995 til 2001, er der en klar overvægt at cannabis brugere.

Fakta
Hvor billedet i forbindelse med cannabis’ sammenhæng med brug af hårdere stoffer var mere nuanceret end som så, så er billedet omkring cannabis og psyken også mere nuanceret.
I Danmark og USA er der ikke i nyere tid (1982 –1992) brugt diagnosen ”hashpsykose”, hvor man i Sverige inden for perioden 1982 – 1992 har diagnosticeret 70 tilfælde i den 10 års periode. Udfra en svensk synsvinkel, kunne man antage, at dette skyldes, at man i Danmark og USA ikke er opmærksom på tilstanden, som man er i Sverige. Men omvendt kan man sige, at tilstanden i Sverige blot er social konstrueret. Altså kan man sige, at der i Sverige er konstrueret en anden ”rigtighed” end i Danmark og USA.
En anden observation, der er vigtig at bemærke, er, at mennesker med psykiske lidelser i mange tilfælde selvmedicinerer sig for at dulme deres symptomer. De symptomer som bliver tilskrevet cannabis, kan derfor være den psykiske lidelse, der springer frem igen ved ophørt brug af cannabis.
Slutteligt omkring cannabis og psyken ser man, at unge mennesker med skizofreni har en tendens til at bruge cannabis. Lægen Peter Ege citerer fra en sygdomshistorie, hvor en ung kvinde bliver indlagt med hørehallucinationer, tankeforstyrrelser, følelsesmæssige udbrud, paranoide forestillinger, depression og negativisme. I første omgang lyder diagnosen ”hashpsykose”, men tre år senere, bliver den ændret til skizofreni. Det er således ikke hendes brug af cannabis, der har forårsaget hendes lidelse, men den har forværret den. Ydermere tager hun ikke den medicin, hun får ordineret, men forsætter sit brug af cannabis.
Nogen mener faktisk at cannabis ikke er skadeligt for psyken overhovedet. I bogen Marijuana Myths, Marijuana facts står der følgende: “There is no convincing scientific evidence that marijuana causes psychological damage or mental illness in either teenagers or adults.”

Fordom: Man bliver sløv af at ryge cannabis
En anden almindelig opfattelse af at cannabis brugere bliver sløve og umotiverede

Fakta
Denne påstand kan til en hvis grad anerkendes, men i forhold til den almindelige opfattelse er der en del forbehold. I forbindelse med cannabis har man talt om amotivationssyndromet. Amotivationssyndromet er ligesom ”hashpsykosen” forbundet med kontrovers. Meningerne er delte, og resultaterne peger i forskellige retninger.
Amotivationssyndromets symptomer er midlertidige også gældende for andre sløvende stoffer, som f.eks. alkohol og sovemedicin. Man ikke kan benægte en klinisk sammenhæng mellem syndromet, og brug af cannabis, men at sammenhængen ikke er specifik i forbindelse til cannabis, men ses også i sammenhæng med ovenstående stoffer. Peter Ege udtrykker det således: ”Det [amotivationssyndromet] er således en følge af et kronisk misbrug af sløvende rusmidler.” Og han forsætter: ”Det kan imidlertid også være en følge af manglende social stimulation; dårlig opvækst, fattigdom, manglende social netværk, håbløshed, inaktivitet, mv. Og oftest finder man både sociale og stofmæssige faktorer i et godt sammenfiltret kompleks.”
Psykologerne Zimmer og Morgans syn på amotivationssyndromet er mildt sagt anderledes, men taler bestemt legaliseringsagen : ”For twenty-five years, researchers have serached for at marijuana-induced amotivational syndrome and have failed to find it.”

Afhængighed
Cannabis er ikke et stof uden et stort afhængighedspotentiale, og det er ikke mere vanedannende end alkohol og nikotin.
”Det er praktisk talt umuligt, at få dyr til at selvadministrere cannabis, selv når de har udviklet tolerance og påføres abstinenssymptomer. Det er i skarp modsætning til en række andre rusmidler, først og fremmest kokain og morfin, som de fleste dyr selvadministrerer med stor iver.” Med dette mener Peter Ege ligesom Zimmer og Morgan at cannabis ikke har noget stort afhængighedspotentiale.
Zimmer og Morgan skriver da også: ”Marihuana does not cause physical dependence”
Ved cannabis er afhængigheden nærmere betinget af sociale og miljømæssige faktorer end farmakologisk afhængighed. Man kan påstå, at det er vanedannende, men ikke afhængigheds skabende. To ting som der bør skelnes i mellem.

Fordom: Man får slemme abstinenser ved brug af cannabis.
Når man ryger cannabis, får man slemme abstinenser, så slemme at man bare må ryge noget mere.

Fakta
De symptomer, man kan aflæse og fortolke som abstinenssymptomer, skal tages med forbehold, da cannabis som tidligere berørt ofte bruges som et stof i et blandet stofbrug. De symptomer, man kan aflæse, kan derfor ikke med sikkerhed tilskrives cannabis.
De symptomer, som man oplever i den vestlige verden, er søvnløshed, irritabilitet, rastløshed og lette depressioner. Således minder abstinenssymptomerne for cannabis meget om dem, man oplever ved alkohol. Symptomerne opstår efter 4-6 timer, men når deres top efter 8 timer. Symptomerne aftager efter et par uger. Dog kan der godt opleves lidt i nogle måneder.
Det bør også bemærkes, at abstinenssymptomerne kun er med ringe effekt, og i kort tid kan dulmes ved indtagelse af andre stoffer. Dette skal ses som et utryk for ringe krydstolerance mellem cannabis og andre stoffer.
Endeligt er det, som anført ovenfor, heller ikke ualmindeligt, at nogle mennesker bruger cannabis til selvmedicinering af psykiske lidelser. Derfor skal man igen være forbeholden overfor abstinenssymptomerne, da de blot kan være et udtryk for de psykiske lidelser.

Lovgivningens galoperende idioti

Begrundet i selvejerskabet burde det selvfølgeligt være frit for enhver at bruge de rusmidler de lyster, men udover det, er der også andre aspekter som er værd at overveje.

Når jeg diskuterer legalisering af cannabis (og andre stoffer for den sags skyld), møder jeg blandt modstandere nogen gange folk, der har venner, familie eller lignende, hvis brug af cannabis er gået fælt galt. Dette er selvfølgeligt enormt tragisk, men jeg mener at de glemmer at stille sig selv et fundamentalt spørgsmål i denne forbindelse: Hvordan har lovgivningen som den er nu, nogensinde hjulpet dem de kender, hvis stofbrug at gået galt? – Eller hvordan har lovgivningen nogensinde hjulpet stofmisbrugere? Lovgivningen ikke hjulpet én, den har forværret deres situation. Dette vil jeg komme tilbage til senere.

Mange mennesker har prøvet at ryge cannabis, og endnu flere mennesker kender nogen som ryger eller har røget. Mange igen, behøver ikke at fortage mange opkald til et par bekendte for at kunne få fat i noget. Med andre ord; lovgivningen er slået totalt fejl. Det er ikke blot muligt at få fat i cannabis, det er enormt let. I 30 år har man forsøgt gennem forbud og tvang at afholde folk fra at ryge cannabis. Det har bare ikke virket. Lovgivningen har været så ineffektiv, at mange endda tror at det er lovligt at bruge cannabis, blot ikke at sælge det videre. Så selv den signalværdi, som man kan forvente lovgivningen måtte have, har den på det punkt, slet ikke haft.
Og i deres galoperende idioti, nægter at regeringen at det i øjnene. De kigger ikke andre veje, nej lov er lov, og lov skal overholdes, og virker pisset ikke, så lad os gudhjælpemig få mere af det. Her tænker jeg på deres oplæg ”Kampen mod narko”. Det virker sikkert heller ikke, men for pokker, så sender de da i det mindste et signal om, at dette vil de ikke tolerere!

Jeg har i artiklen ikke forsøgt at bortforklare at cannabis er skadeligt. Det er der ikke nogen tvivl. Det er blot ikke så slemt som mange folk antager. – På det ene punkt har lovgivningen haft en effekt.
Med skadevirkningerne betragtning er lovgivningen ikke blot idiotisk, den er også enormt inkonsistent. Sygdomme relateret til fedme og rygning er meget udbredt blandt danskere, langt mere udbredt end ”hashpsykoser”. Fede rygere er en trussel mod folkesundheden! Hvorfor laver de ikke “Kampen mod fede rygere”? Burde de også ikke sige: “Det skal forbydes at spise fed mad! Fede rygere, rygere og fede mennesker i almindelighed skal beskyttes mod dem selv! – Vi ved det virker, se bare på narkolovgivningen!”

Hele ideen om overhovedet at lovgive for at beskytte folk mod sig, er kun relevant fordi man har et system, hvor andre betaler for de fejl man selv begår. Det kan til en hvis grad ses som uretfærdigt, at A skal betale for at B har brugt sit liv forkert, men lovgiverne begår en væsentlig fejl i den forbindelse. De søger at hindre symptomerne, i stedet for at se på selve sygdommen; velfærdsstatens pyramidespil, den tvangsmæssige overførsel af værdier borgerne i mellem.
Hvis man selv stod ansvar for sin krop, var man langt mere tilbøjelig til at passe på den, men meddet syge system der er skabt i dag, ligger ansvaret ikke hos den enkelte men hos staten.

Det har ofte været fremført her på Liberator, men jeg mener det er så centralt, så jeg fremfører det igen. Man straffer og kriminaliserer folk som kun skader sig selv, som ikke har forbrudt sig mod andre.
Så at sige bliver stofmisbrugere straffet flere gange: Første gang fordi det er nedtur at være stofmisbruger, det er ”straf” nok i sig selv, og dernæst af lovgivningen. – Og det er immervæk da usympatisk. Lovgivningen er sparket til manden som ligger ned.
I 1972 konkluderede Præsident Nixons Shafer Kommission da også, at skaderne ved arrestation var markant større end skaderne ved at bruge marihuana. Rapporten foreslog, at man fjernede alle straffe for besiddelse af cannabis til personligt brug og og ”casual distribution of small amounts of marihuana for no remuneration, or insignificant remuneration involving profit.”

Lovgivningen virker på mig også kontraproduktiv. Ikke i den forstand at den får flere til at ryge hash, det tror jeg ikke den gør. Men på den måde at politikere med lovgivning søger at stiller borgerne bedre. Det ved libertarianere godt at lovgivning ikke gør, men for andre burde det med narkolovgivningen stå lysende klart. Narkolovgivningen stiller ikke nogen bedre. Den stiller de svageste brugere, misbrugerne, endnu dårligere. På dén måde er den kontraproduktiv.

Kilder

Böllinger, Lorenz (Ed.), (1997): Cannabis Science. Peter Lang GmbH.

Ege, Peter (1992): Hash, en bog for nøglepersoner. Sundhedsstyrelsen

Zimmer, Lynn og Morgan, John P. (1997): Marijuana Myths Marijuana Facts – a review of the scientific evidence. The Lindesmith Center.

Kampen mod narko
http://www.im.dk//imagesupload/dokument/Kampen_mod_narko.pdf

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password