Du er jo født med en guldske i munden…

Når man, som jeg, er typen der aldrig kan holde kæft og altid siger sin mening, så hænder det ret ofte at man ender i diskussion med folk. Især når ens synspunkter ikke altid lige er i overensstemmelse med den brede opinion i dagens Danmark. Det er der jo ikke noget galt i. Det er […]

Når man, som jeg, er typen der aldrig kan holde kæft og altid siger sin mening, så hænder det ret ofte at man ender i diskussion med folk. Især når ens synspunkter ikke altid lige er i overensstemmelse med den brede opinion i dagens Danmark.

Det er der jo ikke noget galt i. Det er godt at diskutere: nogle gange får man overbevist folk, eller måske bare til at se sagen man diskuterer på en mere nuanceret måde, mens man andre gange kan bruge diskussionen til at klargøre sine egne synspunkter eller bare udveksle dem med en anden person.

Der er dog en ting jeg har bidt mærke i. Noget jeg tit oplever som argument, enten imod mig selv, eller andre med lignende holdninger. Det har oftest intet med den diskuterede emne at gøre, men bruges faktisk mest for at undgå at forholde sig til de ægte argumenter der bliver fremlagt.

Dette argument kan antage forskellige former, men det optræder som regel på denne måde: “Du er jo født med en guldske i munden”.

Som sagt er dette naturligvis ikke et rigtigt argument, med mindre der er en person i en diskussion der hævder at komme fra ringere kår end han/hun egentlig gør. Men jeg har aldrig oplevet dette argument blive fremlagt i den sammenhæng.

Næ, det kommer når man f.eks. diskuterer handicappedes forhold, afskaffelse af skatter, bistandshjælp, ulandshjælp eller anden “hjælp” der er fremskaffet ved tvang. Hvis man tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved denne tvang og hvorvidt den slags “hjælp” overhovedet er den bedste måde at gribe problemerne an på, så kan det umuligt være fordi man har tænkt over tingene. Nej, der er kun en mulighed: man mangler empati!

Og denne mangel på empati, er selvfølgelig ikke forårsaget af at man blev tabt på gulvet da man var baby, eller at ens mor og far var drankere, eller lignende (der kan bruges som “gyldig undskyldning” i de venstreorienteredes øjne hvis man er teenager og stikker en mand ned på gaden eller røver en kiosk.), men derimod af noget der er utilgiveligt: man er vokset op under gode, trygge kår!

For den typiske venstreorienterede er det nemlig sådan at al adfærd er klassebestemt. Det er sådan set ikke anderledes end det vi hører fra nazister, når de forklare folks adfærd med at de er “perkere” eller jøder. Det er præcis den samme, partikularistiske adfærd man ser hos både nationalsocialister og kommunister/socialister. Hos den ene flok er det racetilhørsforholdene der gælder: “Stol ikke på jødepressen”, “Lyt ikke til de muslimske løgne”. Mens det hos den anden fløj er klassetilhørsforholdene der gælder: ” Stol ikke på den kapitalistiske presse”, “Lyt ikke til kapitalens løgne”.

Det er en indgroet del af det kollektivistiske verdenssyn. Man ser ikke jøder, indvandrere, danskere, kapitalister eller arbejdere som individer, men derimod som klasser enten bestemt af race eller forholdet til kapital og produktionsmidler. Man går ud fra at hele “klasser” af mennesker deler de samme mål hér i tilværelsen, alt sammen baseret på om de er kapitalister eller arbejdere eller hvad man nu kan finde på af tåbelige pekuliarismer.

Er det rigtigt?

Man kan så spørge sig selv: passer det? Er det rigtigt at de dér libertarianere alle sammen er nogle rige svin der er vokset op i Nordsjælland?

Til det er svaret: nogle er andre er ikke. Selv er jeg vokset op i en arbejderfamilie, med venstreorienterede værdier og ikke særligt mange penge. Og hvad så? Hvad betyder det for mine meninger? Det burde jo give dem en helt anden vægt, end hvis de samme meninger kom fra en der havde levet det man kalder “et privilegeret liv”, ikke sandt?

For hvis ikke det giver mine udtalelser mere vægt at jeg kommer fra en pænt fattig familie, hvorfor så påpege at den person der kommer fra en rig baggrunds meninger ikke er brugbare pga. vedkommendes opvækst?

Fra ovenstående burde en hver kunne se at den slags argumentation intet er værd. Har man den mindste smule fornuft, så bør man selvfølgelig forholde sig til hvad et individ siger, og ikke om hans far ejede B & W eller arbejdede der som skibsmaler.

Men der er mere i det end bare tåbeligheden ved argumentet der generer mig. Libertarianisme handler om frihed. Friheden til at skabe sig sit eget liv, nyde frugten af sit eget arbejde i en verden fri for tvang.

Ved at sige at dem der vil dette nødvendigvis må være “født med en guldske i munden”, så siger man jo også at dem der arbejder som kassedamer, kulminearbejdere, på værftet eller hvad ved jeg, ingen interesse har i frihed og selvstændighed. Nej, en rigtig arbejder går selvfølgelig ind for tvang, ufrihed og slaveri, det er klart.

Man går ud fra at “arbejderen” ikke kan stå på egne ben, ikke kan skabe sig sit eget liv, ikke kan tage vare på sig selv, men nødvendigvis må gå ind for at alle skal tvinges til at være “solidariske”. Individualisme og selvstændighed, det hører åbenbart til de højere klasser i den venstreorienterede livsopfattelse. Det er nærmest som man mener at “arbejderen” er for dum eller svag til at kunne klare sig selv og derfor pr. definition må gå ind for at nasse på andre mennesker ved at anlægge sig et mere eller mindre socialistisk livssyn.

Frihed er for alle

Det de venstreorienterede glemmer er at alle drager fordel af frihed. Hvis vi levede i et frit samfund, ville massearbejdsløshed være en saga blot. Bevares, der ville være periodisk arbejdsløshed for dem der var så uheldige at være ansat hos et firma der går konkurs og lignende. Men det ville være muligt for alle at finde et arbejde i en verden uden mindsteløn og tåbelige overenskomster. Det kan være at der er nogen der tænker “jamen mindsteløn er da en fordel for arbejderen?”, men det er jo kun en fordel for den der har arbejde. For dem der ikke er råd til at ansætte pga. de høje lønkrav er det straks en anden sag.

I et frit samfund ville det også være billigere at leve. For det første ville der ikke være nogen fordyrende skatter, moms og lignende, og desuden så ville der være en højere produktion, da alle de penge der i dag bruges til det uproduktive statsapparat, i et frit samfund kunne bruges på produktion. En højere produktion betyder lavere priser, og det vil sige at vi alle sammen ville være rigere i et frit samfund, rig som fattig.

Frihed ville også gøre at arbejderen havde lov til at beholde hele sin indkomst, og dermed kunne forbedre sine egne kår ved egen hjælp. I stedet for, som det er i dag, hvor social mobilitet nærmest ikke eksisterer, og det høje skattetryk gør det nærmest umuligt for en lavt lønnet at ændre sine forhold. Selv hvis man vælger at tage flere jobs ( der jo så er B-indkomst og derfor er højere beskattet) er det meget svært at blive rigere i Danmark.

I et frit samfund ville enhver kunne være sin egen herre og selv kunne tage ansvar for sit liv, sin familie og sin ejendom. At man kan se disse dyder som noget der kun er for de rige er for mig et tegn på at slavesindet er slået fuldstændigt igennem. Man er kommet dertil hvor man ikke kan forestille sig at man kan være imod tvang med mindre man er direktørsøn eller hovedaktionær i et eller andet multinationalt selskab.

Personligt har jeg nok mere tillid til individet. Jeg er sikker på at hvis man tager sutten fra barnet, så skal det nok hurtigt finde ud af at det ikke har brug for den længere. På samme måde er jeg sikker på at også mange arbejdere kan komme til at se at frihed ikke har noget med klasse at gøre, men derimod er en fordel for alle mennesker.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password