Boganmeldelses:Hans-Hermann Hoppe: Democracy The God That Failed

Murray Rothbards elev og professor ved Las Vegas University, Hans-Hermann Hoppe udgav I 2001 den meget omdiskuterede bog “Democracy The God That Failed”. Før jeg fik fat i bogen, havde jeg hørt en del om den, både godt og dårligt – men alle der nævnte bogen havde stærke følelser omkring den, og det tog jeg […]

Murray Rothbards elev og professor ved Las Vegas University, Hans-Hermann Hoppe udgav I 2001 den meget omdiskuterede bog “Democracy The God That Failed”.

Før jeg fik fat i bogen, havde jeg hørt en del om den, både godt og dårligt – men alle der nævnte bogen havde stærke følelser omkring den, og det tog jeg som et godt tegn på at det om ikke andet ville blive en interessant bog at læse.

Jeg blev bestemt ikke skuffet. “Democracy?” er en utroligt interessant bog. Professor Hoppe er knivskarp, og selv om jeg ikke nødvendigvis altid er enig med manden – endda til tider meget uenig – så var det spændende læsning, og jeg slap stort ikke bogen fra start til slut.

“Democracy?” er skrevet i selvstændige afsnit – dvs. hvert kapitel kan læses selvstændigt, og derfor forekommer der en del gentagelser, men bortset fra dét er den velskrevet og ret nemt læst. Sproget er ikke specielt kompliceret. Som sin mentor, Murray N. Rothbard, forstår Hoppe at skrive så de fleste kan forstå det.

Hoppe er anarkist, og bogen handler om et alternativ til demokratiet, et anarkistisk, tvangsfrit samfund baseret på ejendomsretten; det som omtales “naturlig orden” af Hoppe. Et udtryk der sikkert vil få det til at gibbe i mange venstredrejede typer og noget der er meget typisk for Hoppe: politisk korrekthed er ikke hans stærke side for at sige det mildt.

Hoppe forestiller sig mange små samfund, frivilligt baseret, hvor folk lever som de vil, og det lyder jo næsten lidt flippet og udsyret. Med fuldkommen privat ejendomsret har alle ret til at købe et stykke jord – alene eller sammen med ligesindede – og danne det samfund, de selv ønsker. Man kunne forestille sig Deutsche Bank Stadt AG, Maerskville, Christiania, Stalinstrup, Morten Korchs Lyst, og specielt Hoppeland.

For selvom Hoppe er anarkist, er han også ekstremt konservativ, og han er fuldt ud bevidst om, at en af de vigtigste af ejendomsrettens egenskaber er, at den giver én ret til at diskriminere, dvs. holde de uønskede elementer ude af det lille, frivilligt baserede samfund. Han skriver:

“As soon as mature members of society habitually express acceptance or even advocate egalitarian sentiments, whether in the form of democracy (majority rule) or of communism, it becomes essential that other members, and in particular the natural social elites, be prepared to act decisively and , in the case of nonconformity, exclude and ultimately expel these members from society.”

Et andet sted fortsætter han:

“Libertarians, in their attempt to establish a free natural social order, must strive to regain from the state the right to exclusion inherent in private property. Yet even before they accomplish this and in order to render such an achievement even possible, libertarians cannot soon enough begin to reassert and exercise, to the extent that the situation permits them to do so, their right to exclusion in everyday life.
Libertarians must distinguish themselves from others by practicing (as well as advocating) the most extreme form of intolerence and discrimination against egalitarians, democrats, communists, socialists, multiculturalists, environmentalists, ille manners, misconduct, incompetence, rudeness, vulgarity and obscenity.”

Tak for kaffe, vil nogen nok sige, og selv er jeg da både enig og uenig med Hoppe, for jeg er bestemt tilhænger af retten til diskrimination. Libertarianisme er ikke egalitær, og enhver har ret til at holde folk ude fra deres ejendom, uden at de behøver at have en “god grund” i andres øjne. Men Hoppe er, efter min mening, lidt forblændet af sin egen konservatisme. Det lader til, at han mener, at alene den konservative livsstil kan sørge for, at et libertariansk samfund kan overleve.

Hér er jeg selv af den mening, at det smukke ved libertarianismen er, at den ikke foreskriver en særlig måde at leve på – udover at man ikke må udøve aggression imod andre. Der er mange måder at tjene til livets ophold på, og mange forskellige lyster,og livsopfattelser, og jeg kan ikke se, hvorfor et samfund der accepterer homoseksualitet og “obskøniteter” ikke skulle kunne klare sig fint. Jeg er straks mere tilbøjelig til at give Hoppe ret, når det kommer til hans stærke uvilje imod demokrater osv., da disse jo pr. definition udgør en reel trussel imod et frit samfund.

Hoppe skelner hårdt imellem dem, der lever en konservativ livsstil og de udflippede, som han er meget imod, og hér mener jeg at han begår en fejl, da de fleste mennesker jeg kender både vil passe lidt ind i den ene kategori og lidt ind i den anden. Det er jo f.eks. muligt at folk der er pæne og gifte måske begår utroskab på et tidspunkt i deres liv, eller springer ud som bøsser. Det gør dem efter min mening ikke til dårligere mennesker, men er derimod bare menneskeligt: vi er ikke perfekte, og vi er ikke ens. Heldigvis ville Hoppe aldrig drømme om at tvinge mig til at bo i hans samfund, og hurra for det.

Staten mod familien

Derudover skal det også tilføjes, at Hoppe mener, at familien er ekstremt vigtig i et anarkistisk samfund, da der jo ikke er nogen velfærdsstat til at redde én ud af en uheldig situation, hvorfor man derfor er mere afhængig af sin slægtsmedlemmer. Desuden ser han familien som den mindste, autonome enhed, og af den grund mener han, at dens rolle for udbredelsen af anarkiet er af største vigtighed.

Velfærdsstaten mener Hoppe derimod har interesse i at splitte familien ad, og at den derfor promoverer adfærd, der undergraver de traditionelle familieværdier:

“Every form of government welfare – the compulsory wealth or income transfer from “haves” to “havenots” lowers the value of a person’s membership in an extended family-household system as a social system of mutual cooperation and help and assistance. Marriage loses value. For parents the value and importance of a “good” upbringing (education) of their own children is reduced. Correspondingly, for children less value will be attached and less respect paid to their own parents. Owing to the high concentration of welfare recipients, in the big cities, family disintegration is already well advanced. In appealing to gender and generation (age) as a source of political support and promoting and enacting sex (gender) and family legislation, invariably the authority of heads of families and households and the “natural” intergenerational hierarchy within families is weakened and the value of a multigenerational family as the basic unit of human society diminished. Indeed as should be clear, as soon as the governments law and legislation supercedes family law and legislation the value and importance of the institution of the family can only be systematically eroded. For what is a family if it cannot even find and provide for its own internal law and order! At the same time, as should be clear as well but has not been sufficiently noted, from the point of view of the governments rulers, their ability to interfere in internal family matters must be regarded as the prize and pinnacle of their own power. To exploit tribal or racial resentments or class envy to one’s personal advantage is one thing. It is quite another accomplishment to use the quarrels arising within families to break up the entire – generallu harmonious – system of autonomous families: to uproot individuals from their families to isolate and atomize them, thereby increasing the states power over them. Accordingly, as the governments family policy is implemented, divorce, singledom, single parenting, and illegitimacy, incidents of parent, spouse and child-neglect or abuse, and the variety and frequency of “nontraditional” lifestyles (homosexuality, lesbianism, communism, occultism) increase as well”

Det er den slags tankevækkende strofer, der gør bogen værd at læse. Hoppe formår at sætte ord på nogle af de ikke-økonomiske men i høj grad relevante omkostninger ved velfærdsstaten. Mao.: hvilken betydning har staten og dens evindelige indblanding og omfordeling for udviklingen og arven af sociale værdier i samfundet?

Er det et tilfælde, at skilsmisser i dag er mere udbredt end nogensinde før? Er det prisværdigt at oprette automatiske sociale overførsler til enlige mødre, når al erfaring viser, at det med tiden fører til opsplittelsen af familier (USA a case in point!)? Er det et tilfælde, at mennesker i dag er langt mere kollektivistiske i deres tankegang og derfor finder sig i at blive påtvunget en bestemt levevis, at blive afvæbnet, at betale astronomiske skatter og at skulle efterleve den ene idiotiske lov efter den anden? Hoppe giver svaret.

Monarki vs. demokrati

Udover hans vision for det anarkistiske samfund, indeholder “Democracy?” også andre ting. En af dem er en sønderlemmende kritik af demokratiet, som jeg ikke vil gå nærmere ind på hér (det er der allerede en del om på Liberator.dk), og en anden er en meget provokerende teori om monarkiet.

Hans-Hermann Hoppe mener nemlig at et rigtigt gammeldaws monarki, altså ikke noget konstitutionelt pjat, men RIGTIGT monarki, er langt bedre til at sikre individuel selvbestemmelse og privat ejendomsret. Ja, du læste rigtigt.

Denne idé er meget langt fra det, vi alle har hørt hele vores liv i det offentlige uddannelsessystem, i medierne osv., men jeg må sige, at Hoppe argumenterer godt for sagen. Hans argumenter er bl.a., at et monarki historisk set har haft et langt mindre statsapparat, samt at monarken betragter landet som sin egen, private ejendom, og derfor har større interesse i at sørge for at folk er rige og har det nogenlunde, for han skal jo give det videre til sit afkom på et tidspunkt.

Man kan sammenligne denne tankegang med en normal virksomhed over for en statslig. I en privat virksomhed bekymrer ejeren eller ejerne sig om virksomhedens kapitalværdi – dvs. værdien af samtlige (tilbagediskonterede), forventede overskud fra virksomheden. Hvis en virksomhedsejer misligholder virksomhedens maskiner, ikke uddanner arbejderne ordentligt eller anvender tvivlsomme forretningsmetoder, vil han mærke det den dag, han skal videresælge virksomheden eller videregive den til sine børn. Omvendt har bureaukrater ingen interesse i at vedligeholde offentlige virksomheder ordentligt, fordi de ikke kan drage nytte af en høj kapitalværdi den dag, de skal pensioneres etc.

Derfor fungerer monarkiet radikalt anderledes end den demokratiske stat. I den demokratiske stat sidder politikere i korte perioder og fokuserer konstant på genvalg. Derfor gælder det om for politikere og bureaukrater at få maksimalt personligt udbytte af staten i den tid, hvor de har kontrollen med den. Hvor tit er det lige, at man hører om et ministerium der ikke fik brugt hele sit budget? Ikke så tit, vel?

Derudover mener han også at en anden fordel ved monarki er, at befolkningen ved, hvem der styrer landet, mens det i et demokrati er langt nemmere at bilde folk ind, at det er “dem selv der styrer landet”. Dette er med til at polarisere samfundet mere i et monarki, og folk vil derfor være mere motiverede for at kæmpe imod tyranniske monarker.

Man bør observere, at Hoppe ikke argumenterer for monarki som den bedste styreform, men blot mener, at det er bedre end demokratiet. Den overlegne måde at leve på, er naturligvis den naturlige sociale orden: anarkiet.

Jeg kan ikke komme ind på alle detaljer I hans teori om monarkiet, men jeg vil dog sige, at før jeg havde læst bogen og kun hørt om teorien var jeg ret skeptisk, men efter at have læst hans argumenter er jeg mere tilbøjelig til, at mene at han har ret.

Fri indvandring, nej tak

Et sted jeg derimod ikke er tilbøjelig til at give Professor Hoppe ret er, når det kommer til indvandring. Jeg er selv tilhænger af fri indvandring – dvs. at jeg mener, at folk der kan betale for et sted at bo, eller kan få andre til at betale frivilligt for sig skal være velkomne til at rejse ind i landet.

Hoppe er sådan set ikke uenig, bortset fra, at han kun mener at dette er muligt i et frit, anarkistisk samfund, hvor der ikke findes offentlig ejendom, men kun eksisterer private områder, hvor folk så selv kan vælge om de vil slippe andre ind.

At indvandring er et problem i en velfærdsstat er jeg enig i, men derfra og til at støtte restriktioner fra statens side er noget jeg ikke kan følge. Jeg vil mene, at hvis der er nogle der inviterede nogle albanere til at komme og bo hos sig, eller til at komme og arbejde for sig, så er det ikke noget staten skal blande sig i, heller ikke i en velfærdsstat.

I modsætning til Hoppe mener jeg ikke, at det er rigtigt at vende sig imod indvandringen, men derimod bør man vende sig imod overførselsindkomsterne, da det er dem der problemet. Denne del af Hoppes bog er faktisk den eneste del, hvor jeg ikke rigtigt mener, at hans argumentation holder. Ja, jeg kan faktisk ikke engang helt forstå hvordan han kommer frem til denne konklusion.

DDR

Langt sjovere er det at læse om Hoppes (som jo oprindeligt er tysker) bud på hvad man kunne have gjort i det tidligere DDR i forbindelse med revolutionen i 1989.

I stedet for at have ladet sig genforene med Vesttyskland, foreslår Hoppe, at man – når man havde udleveret den ejendom der kan spores tilbage til de originale ejere – kunne have givet resten af det til de arbejdere der drev de statsejede virksomheder. Det kunne resultere i, at man delte en fabrik ud på aktier til arbejderne, lidt i stil med det syndikalistiske princip. Men i modsætning til dette, skulle det være muligt at sælge sine aktier i fabrikken. Bestemt en både interessant og radikal løsning, og bestemt bedre end det, der rent faktisk skete.

Endvidere skulle man have sat skatten radikalt ned, for så havde man lokket vesttyskere til øst, i stedet for omvendt. Dette ville have tvunget Vesttyskland til at sætte deres skat ned for at holde på deres arbejdsstyrke og havde således ligeledes have resulteret i mere frihed i vest.

Efter at have gennemgået en række trin, hvor det tidligere DDR bl.a. havde afskaffet regler for minimumsløn, import- og eksportrestriktioner, samt afskaffet al beskatning og offentlig ejendom, ville den østtyske regering således havde været i stand til at nedlægge sig selv, og indføre anarkiet.

Det var som bekendt ikke lige sådan det gik, men det er interessant at forestille sig, hvorledes det kunne være gået, hvis visionerne havde været i orden.

“Democracy?” er en af de bedste og mest spændende bøger, jeg længe har læst, og man bør ikke lade sig skræmme væk, selv om man ikke er så konservativ af sind som den gode Hoppe.

Det lykkes ham at få en til at tænke i nye baner, med sine anderledes og provokerende teorier, og alene det er vel grund nok til at man bør samle denne bog op.

Læs også denne anmeldelse og discussion af bogen samt denne sammenligning af David D. Friedmans anarki og Hoppes tanker om samme.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password