Tidligere på ugen præsenterede regeringen deres nye anti-narko udspil, som de med vanlig elegance, har kaldt for “Kampen mod narko”. Allerede inden jeg havde læst det, var min mistanke vakt, på grund af navnet. “Kampen mod narko” minder jo umiskendeligt om “War On Drugs”, der blev sat I gang af Reagan-administrationen, og fortsætter den dag i dag. (når de amerikanske myndigheder altså ikke har travlt med War On Terror, eller hvad de nu ellers fører krig mod)
Jeg skal ikke kunne sige om regeringen har været inspireret af amerikanerne i valg af navn, men de burde nok have valgt at kalde det noget andet, for jeg får i hvert fald uheldige associationer når hører navnet “Kampen mod narko”. For mit indre der ser jeg billeder af tusindvis af mennesker, der sidder I fængsel for handel og besiddelse af narkotika, mennesker der ikke har skadet andre, men kun har gjort sig skyldige I at foretage frivillig handel og omgang med forbudte substanser.
Jeg kommer også til at tænke på hvorledes de amerikanske myndigheder har gjort “War On Drugs” til en indtægtskilde for den amerikanske stat. Det er nemlig sådan, at i USA der kan myndighederne beslaglægge folks ejendom, hvis de mistænker dem for at handle med narko, og så er det de anklagede der skal bevise at deres ejendom ikke er købt for penge der er tjent ved salg af stoffer. Dét er noget der skæpper godt i statskassen.
“War On Drugs” burde hedde “War On People”, da der ikke er grænser for hvor meget lidelse det har betydet for mange borgere I USA. Og nu skal vi altså have vores egen udgave af denne krig, hér I Danmark.
Det var de tanker der rørte sig i mit hoved, da jeg satte mig hen til min computer for at læse den PDF-fil jeg havde downloadet.
Det første der sprang mig i øjnene, var at der ikke var nogen skelnen imellem brugere og misbrugere af narkotika. Det er åbenbart ikke gået op for politikerne at der er folk der ryger hash engang imellem, eller bruger stoffer hver anden nytårsaften uden at de af den grund havner i et misbrug. Nej, alle er misbrugere i “Kampen mod narko”.
Alt er altså ved det gamle, som vi har set det i stort set al dansk narkopolitik nogensinde. Dét er da også noget regeringen gør noget ud af, for den holder fast i at det har været en succes at følge den hårde narkopolitik, hvor man ikke tillader nogen som helst brug af stoffer i ikke-videnskabelig eller ikke-medicinsk sammenhæng. I særdeleshed nævner udspillet at der ikke kan blive tale om at legalisere det meget udbredte stof, cannabis. Næ, så hellere holde fast i at gøre en stor del af befolkningen til kriminelle, på trods af at der ikke er nogen grund til at betragte cannabis som et særligt farligt rusmiddel.
Som en af grundene til at holde fast i denne oldnordiske holdning til narkotika, nævner regeringen de ca. 250 årlige narkorelaterede dødsfald. Men der nævnes intet om at disse dødsfald måske kunne have været undgået, hvis disse narkomaner havde haft adgang til billige, rene stoffer, og ikke havde været nødt til at leve på gaden i deres evige jagt efter penge til deres vane. Det er jo et faktum at noget af det mest usunde ved at være narkoman, er den livsstil der følger med, når man skal skaffe 2000 kr. om dagen.
Samtidig gør regeringen også opmærksom på at ingen anden regering har løst narkoproblemet, og at man derfor ikke skal forvente mirakler. Ja, så burde de måske overveje om det var andre ting der skulle til? Men i stedet vælger man altså den slagne vej, der jo har vist sig ikke at føre til andet end kæmpe udgifter for borgerne, og dårlige livsbetingelser for narkomanerne. Den holdning regeringen lægger for dagen, vil jeg mene fører til at alle taber.
Efter at have læst “forudsætningerne”, var jeg ikke ligefrem opløftet. Det såkaldt liberale parti, Venstre, havde I hvert fald ikke lagt op til at folk skulle tage ansvaret for sig I indledningen. Men det blev værre endnu, for snart kom jeg til de “initiativer” der skulle hjælpe de “stakkels misbrugere”.
Først kom denne hér:
Forbedring af politiets efterforskningsmuligheder
i rockermiljøet.
Forbedring? Hvad mener de? Det er det første initiativ, og så vil de allerede have FLERE muligheder for at snage I borgernes private sager? Er det ikke nok med at aflytninger, anonyme vidner og hvad ved jeg? Eller er det bare ren taktik? Man ved jo fra tidligere, at bare der siges “rocker”, så er der ingen grænser for hvilke rettighedsovetrædelser man kan gennemføre.
Så kom denne hér:
Forhøjelse af strafferammen i straffelovens § 191 om grov narkotikakriminalitet.
Højere straffe? Det er virkelig også en god idé. Bevares, de dér narkohandlere er farlige. Man kan jo risikere at de indgår en frivillig handelsaftale med et andet menneske. Det går virkeligt ikke!
Jeg burde vide bedre, men det forbavser mig til stadighed, at Anders Fogh og andre Venstre politikere, der foregiver at være liberale, kan mene at det kan være en forbrydelse. Der er jo ingen ofre ved en narkohandel. Hvem er det de vil beskytte?
Udspillet fortsætter:
At det altid mindst skal udløse bødestraf, når personer gribes med ulovlige euforiserende stoffer.
Ja, så kender man myndighederne igen. Hér har man selvfølgelig øjnet en chance for at tjene en masse penge til statskassen, i stil med fartbøderne. Man ved at det ikke hjælper, så man kan lige så godt tjene en skilling på det. Usmageligt er hvad det er.
At overdragelse og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af euforiserende stoffer i festmiljøet, og især hvor unge færdes
(diskoteker, restaurationer og fester på uddannelsesinstitutioner mv.), i alle tilfælde bør medføre frihedsstraf.
Mere i samme skuffe. Man vil åbenbart fylde fængslerne op, ikke alene med de store fisk, men også med de ganske små, der måske bare sælger lidt hash til deres kammerater. Endnu en gang vil jeg spørge: er det virkeligt nødvendigt at sætte disse mennesker bag tremmer? Er de virkelig så stor en trussel imod samfundet at de ikke kan gå fri? Jeg forestiller mig i hvert fald, at dette hér forslag vil komme til at overbebyrde myndighederne I den grad ( så er det jo godt at de kan betale det med pengene fra alle bøderne).
Endvidere foreslås der at man tvinger restaurationer til at skilte med at narko er forbudt ( som om det vil hjælpe ), at alle dørmænd skal på særlige kurser (sikkert på restauratørernes regning), hårdere tiltag overfor Christiania, samt en ny lovbestemmelse der skal regulere “forholdene ved brug af restaurationslokaler ved visse private fester”.
Den sidste er nok værd at bide mærke i. For sådan som jeg tolker denne uklare formulering, så er vi ude i noget med at Politiet skal have lettere ved at kunne trænge ind til en privat forsamling hvis de mener at der foregår brug af ulovlige stoffer derinde. Og den slags vil jo altid bygge på et skøn fra Politifolkenes side, så reelt kunne det betyde at der ikke var nogen grænser for hvornår de kunne gå trænge ind til en privat fest.
Ud over disse tiltag, er der lange redegørelser for lægebehandling, hvorfor man mener at metadon er bedre end heroin, hvorledes man kan begrænse narko I fængslerne, osv.
I alt 120 punkter bliver det til!
Havde jeg forfattet dette udspil, så havde det kun haft et punkt:
Legalisér det hele.
Lad folk selv tage sig af deres eget liv, lad dem selv bestemme over deres egen krop. Jeg garanterer for at det vil føre til at færre kommer til skade i det lange løb. Bevares, jeg vil ikke anbefale nogen at tage stoffer. Det er farlige sager, og mange er kommet galt afsted, har mistet livet, har mistet deres familie, er endt på galeanstalten, eller hvad ved jeg.
Men det er bare ikke et spørgsmål om hvorvidt folk skal tage stoffer eller ej. Det må de sådan set selv om. Det handler om hvorvidt individer selv ejer deres krop og sind, eller om vi blot er statens ejendom, der skal tjene politikernes formål. Jeg ved godt selv hvad min holdning er.
Dette udspil viser endnu engang, at al snak om “ansvar” er løgn og humbug fra politikernes side. Når de taler om frihed, så er det frihed til at gøre som de siger. Når de taler om ansvar, så mener de i virkeligheden at staten skal agere barnepige for borgerne så de ikke gør noget “galt”. (det er jo for deres eget bedste). De er intet andet end en flok magtsyge nassere, der lider af den vrangforestilling at folk ikke kan tage vare på sig selv.
“Kampen mod narko”, er langt fra så vidtgående som “War On Drugs” (heldigvis). Men den er endnu et anslag (i en lang række af slagsen) imod de individuelle rettigheder.
“I was not born to be forced. I will breathe after my own fashion”
– Henry David Thoreau.
Læs hele “Kampen mod narko” som PDF-fil
Kampen mod narko
