Guld og økonomisk frihed

[Redaktionel note: Alan Greenspan argumenterer i dette essay bla. for et såkaldt fractional reserve system i bankvæsenet. Det kan diskuteres, som dette bør være lovligt i et libertariansk samfund. Se eksempelvis debatten under artiklen ”Guldfeber!” samt trådene ”Myten om guld I, II og III” i debatforummet.] Et forhold, som kan forene statstilhængere af alle farver, […]

[Redaktionel note: Alan Greenspan argumenterer i dette essay bla. for et såkaldt fractional reserve system i bankvæsenet. Det kan diskuteres, som dette bør være lovligt i et libertariansk samfund. Se eksempelvis debatten under artiklen ”Guldfeber!” samt trådene ”Myten om guld I, II og III” i debatforummet.]

Et forhold, som kan forene statstilhængere af alle farver, er en næsten hysterisk antagonisme over for guldstandarden. Det lader til, at de forstår – måske mere klart og subtilt end mange tilhængere af laissez faire – at guld og økonomisk frihed er uadskillelige, at guldstandarden er et af laissez faires instrumenter, og at den ene kræver den anden.

For at forstå kilden til deres antagonisme er det nødvendigt at forstå guldets specifikke rolle i et frit samfund.

Penge er den fælles målestok for alle økonomiske transaktioner. Det er dette gode, der tjener til at fungere som et betalingsmiddel, som er universelt accepteret af alle deltagere i en økonomi som betaling for deres goder og services og kan derfor blive anvendt som standard for markedsværdi og som et middel til lagring af velstand, dvs. til opsparing.

Eksistensen af en sådan råvare er en forudsætning for arbejdsdelingen i økonomien. Hvis mennesket ikke havde en sådan råvare af objektiv værdi, som var generelt accepteret som penge, ville de være tvunget til primitiv byttehandel eller til at leve på selvforsynende landbrug og gå glip af de uvurderlige fordele ved specialisering. Hvis mennesket ikke havde noget middel til lagring af velstand, dvs. til opsparing, ville hverken langsigtet planlægning eller handel være mulig.

Det er ikke vilkårligt bestemt, hvilket betalingsmiddel der er acceptabelt for deltagerne i en økonomi. For det første bør midlet være varigt. I et fattigt, primitivt samfund kunne hvede være tilstrækkeligt varigt til at tjene som betalingsmiddel, idet alle handler ville forekomme i forbindelse med eller umiddelbart efter høsten, hvilket ikke ville efterlade noget værdioverskud at opbevare. Men hvor overvejelser om lagring af værdi er vigtige, som de er i rigere, mere civiliserede samfund, må betalingsmidlet være et varigt gode, sædvanligvis et metal. Et metal er generelt valgt, fordi det er homogent og deleligt: enhver enhed er den samme som alle andre, og den kan blive blandet og formet i et hvilket som helst kvantum. Ædelsten er for eksempel hverken homogene eller delelige. Endnu vigtigere; den valgte råvare må være et luksusgode. Menneskets efterspørgsel efter luksusgoder er uendelig, hvorfor de altid vil være efterspurgt og acceptable. Hvede er et luksusgode i hungrende civilisationer, men ikke i et blomstrende samfund. Cigaretter vil normalt ikke kunne anvendes som betalingsmidler, men det gjorde de i efterkrigstidens Europa, hvor de blev betragtet som en luksus. Begrebet ”luksusgode” indebærer knaphed og en høj enhedsværdi. Ved at have en høj enhedsværdi er de nemme at transportere; en ounce guld er eksempelvis det samme værd som et halvt ton jern.

I de tidlige stadier af en pengeøkonomi kan adskillige betalingsmidler blive anvendt, idet en lang række af råvarer kunne opfylde ovenstående betingelser. Men en af råvarerne vil gradvist erstatte de øvrige ved at være mere acceptabel. Præferencerne for, hvilket gode man vil holde som lagring af værdi, vil skifte til den mest accepterede råvare, hvilket igen vil gøre den endnu mere acceptabel. Skiftet er fremadskridende, indtil denne råvare bliver det eneste betalingsmiddel. Anvendelsen af et enkelt betalingsmiddel er meget fordelagtigt af de samme årsager som gør en pengeøkonomi overlegen i forhold til en bytteøkonomi; det gør handel mulig i langt videre forstand.

Hvorvidt det enkelte betalingsmiddel er guld, sølv, muslingeskaller, kvæg eller tobak afhænger af en given økonomis kontekst og udvikling. Faktisk har alle disse goder været anvendt som betalingsmidler på forskellige tidspunkter. Selv i vort århundrede [essayet er fra 1966, DBK] har to store råvarer, guld og sølv, været anvendt som betalingsmiddel, hvor guld blev den primært anvendte. Guld har en fordel frem for alle øvrige betalingsmidler, idet det har visse fysiske og funktionelle egenskaber samt fordi det er et relativt knapt gode. Siden begyndelsen af Første Verdenskrig har det stort set været den eneste målestok for betalingsmidler. Hvis alle goder og services skulle betales i guld, ville store betalinger være besværlige at gennemføre, og dette ville medvirke til at begrænse udbredelsen af samfundets arbejdsdeling og specialisering. Derfor er den logiske forlængelse af skabelsen af et betalingsmiddel udviklingen af et banksystem og kreditinstrumenter (banknoter og indskud), som agerer substitutter for, men er indløselige i, guld.

Et frit banksystem baseret på guld er i stand til at udvide kreditten og derfor til at skabe banknoter (valuta) og indskud, som svarer til produktionskravene i økonomien. Individuelle ejere af guld har pga. betalingen af renter incitament til at indskyde deres guld i en bank (mod hvilke de kan udskrive checks). Men idet det sjældent er tilfældet, at alle kunder ønsker at trække deres guld ud på samme tid, behøver banken kun at beholde en andel af dens totale indskud i guld som reserver. Dette sætter banken i stand til at låne flere penge ud end værdien af det indskudte guld (hvilket betyder, at banken holder fordringer i guld frem for sikkerhed i guld for sine indskud). Men de samlede lån, banken kan foretage, er ikke arbitrært; den er nødt til at sammenholde lånenes størrelse med reserverne og investeringernes status.

Når banker låner penge ud til at finansiere produktive og profitable foretagender, bliver lånene hurtigt tilbagebetalt, og bankkreditten vil fortsat være til rådighed. Men hvis virksomhederne, hvis aktiviteter banken har finansieret, er mindre profitable og langsomme til at tilbagebetale, vil bankerne hurtigt opleve, at deres udestående lån er for store i forhold til deres guldreserver, og den vil begynde at skære ned på ny långivning – som regel ved at kræve højere renter. Dette medvirker til at begrænse finansieringen af nye projekter og kræver, at de eksisterende låntagere forbedrer deres rentabilitet, inden de kan opnå yderligere kredit. Derfor står guldstandarden i et frit banksystem som garant for økonomiens stabile og bæredygtige vækst. Når guld af alle eller de fleste lande er accepteret som betalingsmiddel, vil en helt fri og ureguleret international guldstandard tjene til at understøtte en global arbejdsdeling og den bredest mulige internationale handel. Selv når enhederne for betalinger i de enkelte lande (dollaren, pundet, francen etc.) er forskellig fra land til land, vil landene fungere som ét, når disse betalingsenheder er defineret i bestemte vægte af guld, og når der ikke er nogen hindringer for kapitalbevægelser. Kredit, renten og priser er tilbøjelige til at følge samme mønster i alle lande. Hvis banker i et land eksempelvis er tilbøjelige til at udvide kreditten for meget, vil renten i det pågældende land falde, hvilket vil give guldejere incitament til i stedet at indskyde deres guld i lande med banker, som betaler højere renter. Dette vil øjeblikkeligt medføre en mangel på bankreserver i det ekspansive (”easy money”) land, hvilket medfører strammere kreditbetingelser og en tilbagevenden til kompetitivt højere renter igen.

Et fuldstændigt frit banksystem og helt konsistent guldstandard har endnu ikke eksisteret. Men før Første Verdenskrig var banksystemet i USA (og i det meste af verden) baseret på guld, og selvom stater fra tid til anden intervenerede, var banksektoren mere fri end kontrolleret. Somme tider havde banker som et resultat af for stor kreditekspansion udlånt til den øvre grænse af deres guldreserver, hvorfor renten steg drastisk, ny kredit var afskåret, og økonomien gik ind i en streng, men kort recession. (Sammenlignet med depressionerne i 1920 og 1933 var de i særdeleshed milde.) Det var begrænsede guldreserver, der stoppede den ubalancerede ekspansion af forretningsaktivitet, før de kunne udvikle sig til katastrofer, som man har set det efter Første Verdenskrig. Justeringsperioderne var korte, og økonomierne reetablerede hurtigt en sund basis for en videre udvikling.

Men helbredelsesprocessen var forvekslet med sygdommen: hvis en knaphed på bankreserver var årsagen til forringede vilkår for forretningslivet – argumenterede økonomiske interventionister – hvorfor så ikke finde en måde, hvorpå man kunne tilvejebringe reserver til bankerne, så de aldrig løb tør! Hvis banker kan fortsætte med at låne penge i det uendelige – blev det hævdet – behøvede man aldrig mere at få en recession. Herefter blev The Federal Reserve [den amerikanske centralbank, DBK] etableret i 1913. Banken bestod af 12 regionale føderale reservebanker, som nominelt ejedes af private banker, men den blev de facto understøttet, sponsoreret og kontrolleret af staten. Kreditekspansionen fra disse banker har i praksis (men ikke i juridisk forstand) sikkerhed i den føderale stats beskatningsmagt. Teknisk set forblev vi på en guldstandard; individer havde stadig friheden til at eje guld, og guld fortsatte med at blive anvendt som bankreserver. Men nu kunne man udover guld anvende kredit, som var skabt af de føderale reservebanker (paper reserves), som lovligt betalingsmiddel [legal tender, DBK] til at betale indskydere.

Da økonomien i 1927 undergik en mild kontraktion, skabte The Federal Reserve flere papirreserver i håbet om at kunne imødegå en mulig mangel på bankkredit. Mere katastrofalt var dog The Federal Reserves forsøg på at hjælpe Storbritannien, som var ved at miste guldreserver til os, fordi Bank of England nægtede at lade renten stige, som markedet dikterede (det var politisk utiltalende). Myndighedernes ræsonnement var, som følger: Hvis The Federal Reserve pumpede store mængder papirreserver ud i de amerikanske banker, ville renten i USA falde til et niveau, som var sammenligneligt med niveauet i Storbritannien.; Dette ville medvirke til at stoppe drænet på Storbritanniens guldreserver og forhindre den politiske ydmygelse, det ville være at skulle hæve renten. Det lykkedes for ”The Fed”; gulddrænet blev stoppet, men verdens økonomier blev næsten ødelagt i processen. Den overskydende kredit, som The Fed pumpede ud i økonomien, flød ind i aktiemarkedet og igangsatte et fantastisk, spekulativt boom. Senere forsøgte de ansatte i The Fed at suge denne kredit op igen, og det lykkedes for dem at stoppe boomet. Men det var for sent; I 1929 var de spekulative ubalancer blevet så overvældende, at forsøget fremskyndede en drastisk kontraktion og en deraf følgende demoralisering af moralen i forretningslivet. Som et resultat kollapsede den amerikanske økonomi. Storbritannien gik det endnu værre, og i stedet for at imødegå virkningerne af dets tidligere fejltagelser, forlod Storbritannien helt guldstandarden i 1931 og vred de sidste rester af tillid i stykker samt medvirkede til at skabe en verdensomspændende serie af bankkollapser. Verdensøkonomien faldt ned i den store depression i 1930’erne.

Med en tidligere generations udgangspunkt argumenterede statstilhængere for, at det hovedsageligt var guldstandarden, som var skyld i kreditkrisen, som ledte til den store depression. Hvis guldstandarden ikke havde eksisteret – argumenterede de – ville Storbritanniens afvisning om at betale deres guldforpligtelser i 1931 ikke have resulteret i bankkriser overalt i verden. (Det er ironisk, at vi siden 1913 ikke havde været på en guldstandard, men på noget, som kunne kaldes en ”blandet guldstandard”.) Men oppositionen imod guldstandarden – fra et stigende antal velfærdsstatstilhængere – var foranlediget af en meget skarpsindig indsigt; Realiseringen af guldstandarden var uforenelig med kronisk underskudsbudgettering (velfærdsstatens særkende). Renset for dens akademiske jargon er velfærdsstaten intet andet end en mekanisme, ved hvilken staten konfiskerer de produktive medlemmer af samfundets resurser for at understøtte et bredt velfærdsprogram. En væsentlig del af konfiskationen er foranstaltet gennem beskatning. Men tilhængerne af velfærdsstaten var hurtige til at indse, at hvis de ønskede at beholde og styrke den politiske magt, skulle beskatningsgraden nødvendigvis være begrænset, og de blev nødt til at ty til programmer finansieret gennem massiv underskudsbudgettering – dvs., at de blev nødt til at låne penge ved i stort omfang at udstede statsobligationer for at finansiere velfærdsudgifterne.

Under en guldstandard er mængden af kredit, som en økonomi kan understøtte, afgjort af økonomiens materielle (tangible) aktiver, idet ethvert kreditderivat i sidste ende er en fordring på et materielt gode. Men statsobligationer har ikke sikkerhed i fysiske goder – kun gennem statens løfte om at betale gennem fremtidig beskatning – og kan kun vanskeligt blive absorberet af de finansielle markeder. En stor mængde af nye statsobligationer kan alene blive solgt til offentligheden ved en stadigt stigende rente. Derfor er statslig underskudsbudgettering under en guldstandard kraftigt begrænset. Afviklingen af guldstandarden gjorde det muligt for velfærdsstatstilhængerne at anvende banksystemet til en ubegrænset udvidelse af kreditten. De har skabt papirreserver i form af statsobligationer, som – gennem en kompleks serie af trin – er blevet accepteret af banker i stedet for materielle aktiver og behandlet, som om de var faktiske indskud – dvs. ækvivalent til, hvad der tidligere var indskud i guld. Ejeren af en statsobligation eller et bankindskud skabt af papirreserver tror, at han har en retmæssig fordring med sikkerhed i et materielt aktiv. Men det er et faktum, at der nu er flere fordringer end aktiver. Loven om udbud og efterspørgsel kan ikke omgås. Som udbuddet af penge (af fordringer) stiger relativt til udbuddet af materielle aktiver, vil priserne på et tidspunkt stige. Derfor vil fortjenesten, som er tjent af produktive medlemmer af samfundet miste værdi målt i varer. Når økonomiens bogføring ajourføres, viser det sig, at dette tab svarer til mængden af varer, som er blevet efterspurgt af staten til velfærdsprogrammer og til andre formål med det provenu, som salget af statsobligationer gennem kreditekspansionen har afstedkommet.

Under fraværet af en guldstandard er der ingen mulighed for at beskytte opsparingen fra konfiskationen gennem inflation. Der er ikke nogen sikker opbevaring af værdi. Hvis der var, ville staten blive nødt til at kriminalisere dets anvendelse, som det blev gjort med guld [af Franklin D. Roosevelt, DBK]. Hvis alle eksempelvis besluttede sig for at konvertere deres bankindskud til sølv eller kobber eller et andet gode og derefter afviste at modtage betalinger i checks som betaling for goder, ville bankindskud miste deres købekraft, og statsligt skabt kredit ville blive værdiløse som fordringer på goder. Velfærdsstatens finansielle politik fordrer, at velfærdsejere ikke har nogen mulighed for at beskytte sig selv.

Dette er den beskidte hemmelighed bag velfærdsstatstilhængernes tirader imod guld. Underskudsbudgettering er ganske enkelt organiseret konfiskation af velstand. Guld står i vejen for denne lumske proces. Guldet står som beskytter af ejendomsretten. Hvis man forstår dette, er det ikke noget problem at forstå statstilhængernes antagonisme imod guldstandarden.

Oversat af David B. Karsbøl, 2003
Courtesy www.321gold.com

Dette essay blev oprindelig bragt i Ayn Rands ”Capitalism: The Unknown Ideal]

Læs også Guldfeber! og Free Banking i historien.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password