D. 19 september kunne man I Information læse at Pia Kjærsgaard mener at der bør oprettes et centralt DNA-register som Politiet skal have adgang til. I sædvanlig populistisk stil, sker dette på baggrund af et par meget omtalte mord og voldtægtssager der har været svære for Politiet at opklare.
Pia Kjærsgaard foreslår at alle borgere bør registreres i dette register. Der er altså ikke tale om et register for voldelige forbrydere , psykopater og voldtægtsmænd, men derimod om overvågning af ganske almindelige, lovlydige mennesker, der for en sikkerheds skyld skal registreres ud fra devisen “men ved jo aldrig hvad folk kan finde på”.
I Pia Kjærsgaards sind er hvert eneste menneske en potentiel morder, en mistænkelig personage, der skal kontrolleres, registreres, overvåges, alt sammen for vores fælles bedste naturligvis.
I artiklen udtaler lic. jur. Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet sig også, og hans udtalelser er næsten mere absurde end Pia Kjærsgaards . Han mener at der ikke er nogen grund til at frygte et sådant register, og siger videre: “…det er langt mere absurd, når man tænker på, hvor meget vi allerede bliver overvåget, f.eks. i stormagasiner eller på tankstationer. Det afgørende her er ikke om det er følsomme oplysninger, men om der bliver passet godt på oplysningerne”.
At Vestergaard har en universitetsuddannelse kan måske være en overraskelse i sig selv når man læser en sådan udtalelse, men at han oven I købet betragtes som en af landets førende eksperter i retssikkerhed er totalt uforståeligt.
For det første kan man ikke sammenligne obligatorisk deltagelse i et DNA-register med at blive filmet i et stormagasin. Vestergaard forstår tydeligvis ikke at et stormagasin er privat område, og hvis man ikke kan lide at blive filmet så kan man bare forlade stormagasinet. Det er med andre ord op til en selv om man vil lade sig filme eller ej. Anderledes forholder det sig altså med DNA-registeret, der jo ikke skal være en frivillig sag.
Endvidere så kan Vestergaards bemærkninger om at der bliver “passet godt på oplysningerne” kun vække en stor hånlatter fra et hvert fornuftigt tænkende menneske. Der kan umuligt garanteres for hvorledes disse oplysninger udnyttes.
Ikke alene er det ikke til at sige hvilke informationer der kan trækkes ud af DNA i fremtiden (bøssegenet, alkoholiker-genet, hvad-ved-jeg-genet?), men det er heller ikke muligt at forudsige hvem der er vores regering om 20 år, og hvorvidt de vil vælge at bruge disse oplysninger på en uhensigtsmæssig måde. Når først registeret er der, så er der ikke noget vi borgere kan gøre, hvis der pludselig findes en anden anvendelse for disse oplysninger, end den der oprindeligt var formålet.
Skulle man mene at jeg lider af paranoia, og at man sagtens kan stole på myndighederne, så vil jeg henlede opmærksomhede på en udtalelse fra Formanden for Folketingets Retsudvalg, SF´eren Anne Baastrup taget fra DR’s hjemmeside. Hun foreslår nemlig at man begynder at opbygge dette DNA-register allerede nu, ved hjælp af det lager af blodprøver der ligger ude på Kennedy Instituttet.
Hver gang der fødes et barn, så tages der en blodprøve som så opbevares på dette institut. Prøven er afgivet i god tro, under påskud af at den skal bruges i medicinsk øjemed, for barnets egen skyld. Noget som en hver forælder selvfølgelig går med til, for hvem vil ikke gerne gøre det bedste for sit eget barn?
Anne Baastrups foreslår altså at Politiet skal begynde at oprette DNA-profiler ud fra dette lager af blodprøver, og forråder dermed borgernes tillid. Bestemt et eksempel på hvorledes man bestemt ikke kan stole på at ens oplysninger ikke misbruges af myndighederne, og noget der viser at Vestergaard tager fejl, hvis han tror at man kan sikre borgerne imod den slags misbrug .
Dette forslag er bare endnu et anslag imod borgernes rettigheder fra politikernes side. Som vi har set det med Terrorpakken, osv. , så er det ikke noget der skal tages let på. Sammen med love der gør det muligt at bruge anonyme vidner, ransage folks ejendom i al hemmelighed, telefonaflytning, sniffer-programmer og så videre, udgør tiltag som dette hastige skridt imod et overvågningssamfund som Orwell ikke kunne have forestillet sig bedre (eller rettere værre).
Jeg finder det stærkt foruroligende at man overhovedet vil diskutere mulighederne for at registrere alle mennesker i landet , det være sig med DNA, fingeraftryk eller hvad ved jeg. I sidste ende er der ingen der “vogter vogterne” og derfor er det nødvendigt at kæmpe imod love der giver myndighederne mere magt, end den de allerede har i forvejen. Staten er ikke en størrelse vi på nogen måde blindt kan stole på, selv om Pia K, Baastrup, Vestergaard med flere, får det til at lyde som om den kun vil os det bedste.
Skulle dette gå hen og blive vedtaget, så kan jeg kun opfordre alle til at modsætte sig registration. Jeg vil I hvert fald allerede nu love at hvis de vil have min DNA, så må de tage den med magt.
Artikel fra DRs hjemmeside
Artikel fra Information

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.