Guldfeber!

Handel med naturalier i forhistorisk tid må uden mellemkomsten af et alment accepteret betalingsmiddel have været præget af ineffektivitet. For at kunne gennemføre en handel, mellem to personer, A og B, måtte det kræves, at mindst følgende tre betingelser var opfyldt: 1) A og B skal være interesserede i hinandens varer. 2) Værdien for A […]

Handel med naturalier i forhistorisk tid må uden mellemkomsten af et alment accepteret betalingsmiddel have været præget af ineffektivitet. For at kunne gennemføre en handel, mellem to personer, A og B, måtte det kræves, at mindst følgende tre betingelser var opfyldt:
1) A og B skal være interesserede i hinandens varer.
2) Værdien for A af sine egne varer skal være mindre end A’s opfattelse af værdien af B’s varer et vice versa.
3) A’s og B’s varer skulle være delelige, således at begge kan blive tilgodeset i handlen.

Hvis det ikke var muligt for to personer at finde sådanne modparter for en handel, måtte man ty til at finde andre personer, som var villige til at bytte, således at man efterfølgende kunne bytte den rette vare eller den rette mængde med vedkommende. Murray N. Rothbard (1990) karakteriserer situationen, hvor det lykkes at finde en egnet handelspartner, som The Coincidence of Wants, og det er klart, at sådanne tilfælde har været sjældne, hvorfor søgeomkostningerne i et sådant system har været særdeles høje.

Introduktionen af et alment accepteret betalingsmiddel kan løse dette problem ved at omgå problemstillingen med The Coincidence of Wants og minimere søgeomkostningerne for de implicerede parter. Et sådant betalingsmiddel må besidde visse karakteristika. Det skal først og fremmest være let deleligt, bestandigt holdbart, transporterbart, og dets værdi skal være alment kendt og accepteret, hvorfor det ikke skal kunne lade sig gøre at producere det omkostningsløst.

En række økonomiske goder har gennem tidernes løb i forskellige samfund fungeret som betalingsmidler; salt, kvæg, cigaretter, konkylieskaller, tobaksblade, dyreskind, korn osv. Men den frie markedsproces har i stort set alle tilfælde og i stort set alle geografiske områder konvergeret mod anvendelsen af et bestemt betalingsmiddel; nemlig guld eller sølv eller begge dele (bimeltalstandard).

Som følge af gulds sjældne forekomster og nemme delelighed har den største anvendelse af guld været som betalingsmiddel. I vidt forskellige dele af verden har guld i kulturer helt uafhængige af hinanden konvergeret mod at blive det foretrukne betalingsmiddel, fordi det var nemt at opbevare, fordi det var holdbart over tid, og fordi dets værdi gennem tusinder af år har været almindeligt kendt og accepteret. Specielt denne sidste egenskab giver guldet dets værdi – ikke bare i investeringsøjemed, men også til smykkefabrikation, hvor dets fysiske egenskaber kombineret med deres almindeligt kendte værdi har gjort det bredt anvendt. Produktionen af smykker af ædelmetal var således en bekvem mulighed for at give ejeren af velstand kontrol over denne på en let og sikker måde, idet det var lettere at bære en guldbroche end 17 pund salt.

Fremkomsten af private møntudstedere
Den succesfulde anvendelse af guld og sølv som betalingsmidler fordrede en let overskuelig skala for vægtenheder, når transaktioner skulle gennemføres. Som følge heraf opstod møntprægning. Først varetog primært guldsmede o.l. funktionen som møntudstedere, idet de alligevel havde sikkerhedsomkostninger ved opbevaring af ædle metaller, men efterhånden udviklede de private møntudstedere sig til at være en integreret del af det finansielle system. Møntenheden pund sterling var således defineret som et pund sølv af sterling renhed (92,5 pct.). Møntenheden ”dollar” stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor en greve, Schlicht, i Joachimsthal i det 16. århundrede var kendt for at udstede særligt troværdige mønter (de nordiske landes ”dalere” stammer også herfra).

Da guld og sølv i store mængder er besværlige at håndtere og overføre, udviklede der sig snart private banker, der udstedte banknoter, som havde indløselighed i guld eller sølv. Sådanne banker gjorde også handel mere sikker, idet guldet eller sølvet ikke behøvede at forlade bankens gemmer. En check kunne skrives til en privatperson, som efterfølgende kunne gå i banken og få overført beløbet til sin egen konto. Konkurrerende private møntudstedere har eksisteret i omkring 60 lande (specielt Skotland er kendt for dette, men også i USA, Australien, Canada, Irland, Frankrig, Schweiz, Kina og Sverige har private møntudstedere eksisteret). I alle disse tilfælde har der eksisteret indløselighed i guld eller sølv.

Private møntudstedere fandt det uheldigvis profitabelt at udstede flere banknoter, end det var muligt at indløse i guld, hvis alle banknoteholdere på en gang krævede det. Derved tjente møntudstedende banker en såkaldt møntningsgevinst – eller seignorage. Ved at anvende de ekstra banknoter til at betale for dagligdags fornødenheder konfiskerede de private banker velstand fra resten af samfundet (eller i hvert fald den del af samfundet, som benyttede den pågældende banks banknoter) gennem inflation, fordi den ekstra mængde banknoter i konkurrencen måtte byde priserne op. I nogle tilfælde havde private, skotske møntudstedere udstedt så stor en pengemængde, at de reelt opererede med reserveratioer på helt ned til 1 pct., hvilket svarede til, at de havde konfiskeret en værdi, som stort set svarede til den samlede pengemængdes værdi. Teknisk set var de private møntudstedere derfor insolvente, og deres adfærd måtte karakteriseres som entydigt kriminel, ligesom vore dages banksystem, som tilsvarende opererer med fractional reserve banking.

Nationalisering af møntudstedelsen
I de fleste lande har statsmagten fra tid til anden – og specielt i forbindelse med krige – haft problemer med at finansiere sine udgifter. Den private seignorage har i disse tider i politiske beslutningstageres øjne været en stor fristelse, hvorfor møntudstedelsen i de fleste tilfælde er blevet direkte nationaliseret eller indirekte overtaget ved at overdrage et monopol på møntudstedelse til en privat bank mod til gengæld at få del i møntningsgevinsten. Dette er i realiteten, hvad der skete med den amerikanske møntforsyning ved oprettelsen af The Federal Reserve Bank. Det er eksempelvis de færreste, der er klar over, at The Fed er en privatejet institution.

Private møntudstedere fik aldrig en juridisk blåstempling af deres kriminelle praksis, fordi staten i langt de fleste tilfælde nåede at monopolisere deres funktion, og fordi statsmagterne ikke havde nogen interesse i at undergrave den profitable praksis. Ifølge Rothbard (1994) blev den teoretiske pendant til denne praksis – i form af Fractional Reserve Banking – dog tilladt i en række britiske domme Carr vs. Carr (1811), Devaynes vs. Noble (1816) og Foley vs. Hill and Others (1848). Disse domme blev overført til det amerikanske retssystem, som derved legaliserede Fractional Reserve Banking, dvs. den bankpraksis, som tillader banker at operere med reserveratioer under 1 – eller i realiteten låne flere penge ud, end de har!

Igennem de 18. og 19. århundreder blev derved langt det meste monetære guld og sølv overført til centralbankerne, hvorfor det effektivt kom under statslig kontrol. I de fleste lande blev guld- eller sølvindløseligheden bevaret, men centralbankerne udstedte pga. staternes finansieringsbehov langt flere penge, end de kunne dække med deres guldbeholdninger, hvis hele offentligheden krævede pengene indløst.

Indførelsen af den klassiske guldstandard
I takt med 1800-tallets industrialisering og den voksende internationale handel udviklede sig en praksis, hvor guldindløselige pengesedler i stigende grad strømmede over landegrænser og blev accepteret som betalingsmiddel. Den klassiske guldstandard fra ca. 1870 til 1914 udgjorde kulminationen på denne proces. I denne periode oplevede verden en relativt stor finansiel stabilitet, fordi alle lande havde samme ’monetære anker’, hvorfor valutakursrisiko udelukkende forekom som et resultat af, at enkelte lande fra tid til anden havde udstedt for mange penge for at dække statens udgifter og derfor så sig nødsaget til at devaluere den pågældende valuta.

På trods af, at de fleste stater i begyndelsen af 1800-tallet havde overtaget møntudstedelsen, ansås guld (eller sølv) stadig for at være det gældende eller egentlige betalingsmiddel. USA er måske det tydeligste eksempel på dette forhold. Indtil 1963 bar alle dollarsedler inskriptionen: “will pay to the bearer on demand x dollars”. Altså var sedler ikke penge i sig selv – de var udelukkende indløselige i dollars, hvilket var en fastsat vægt af guld. Går man længere tilbage, findes dette koncept eksemplificeret ved pengesedlernes inskription indtil 1934:
”Redeemable in gold on demand at the United States Treasury, or in gold or lawful money at any Federal Reserve Bank” [min understregning]. Pengesedler var altså ikke i sig selv, hvad der kaldes lawful money indtil 1934.

Papirsedler med blæk på var ikke i sig selv værdifulde – det var indløseligheden, som gav pengesedler værdi, og ikke den udstedende myndighed. Befolkningens holdning til penge var således af afgørende betydning for opretholdelsen af guldindløseligheden. En anden faktor bag denne har givetvis været, at opretholdelsen af guldindløselighed fungerede som, hvad Bordo og Rockoff (1996) kalder ”good housekeeping seal of approval”. Ifølge denne tese fungerede tilknytningen til guldstandarden som et internationalt anerkendt tegn på, at de respektive medlemslande førte en ”sund og langsigtet finansiel politik”, hvorfor de kunne få adgang til kapitalmarkederne i ’kernelandene’ i guldstandarden. Bordo og Rockoff beskriver ligeledes, at et sådant stempel generelt gav adgang til at optage lån til lavere renter fsva. lånemarkedet i London.

Ifølge Triffin (1997) var der gennem den klassiske guldstandards historie en mere og mere udbredt tendens til at udstede flere penge, end man kunne indløses i guld. I de tre ’kernelande’ (USA, Storbritannien og Frankrig) fordelte den uindløselige kreditekspansion sig, som følger igennem guldstandardens glansperiode:

1816-1848: 30 pct.
1849-1872: 64 pct.
1873-1892: 67 pct.
1893-1913: 83 pct.

Seddelpresserne kørte altså hurtigere og hurtigere, og i 1913, ved starten af Første Verdenskrig var de rødglødende. Indløseligheden ”måtte opgives”.

Guldfodens endeligt
Vi må konkludere, at guldets rolle som troværdigt monetært anker allerede under den såkaldte klassiske guldstandard med tiden blev faretruende løsrevet fra de økonomiske realiteter, fordi centralbankerne umådeholdent udstedte penge for at dække de statslige udgifter. At de af centralbankerne udstedte penge skulle være indløselige i guld havde derfor rimeligvis en vis stabiliserende effekt, fordi den disciplinerede centralbankernes pengeudstedelse, men denne effekt aftog med tiden og i takt med den uindløselige kreditekspansion, og den blev fuldkomment ignoreret i krigstid, hvor indløseligheden blev suspenderet for at kunne finansiere krigsudgifter. Hvor indløseligheden imidlertid tidligere blev genindført efter krige, vanskeliggjorde de store krigsudgifter til Første Verdenskrig samt den i forvejen pressede reserveratio i centralbankerne en sådan tilbagevenden.

Resultatet blev i stedet, at verdenshandlen for første gang i verdenshistorien blev afregnet i ’flydende’ og i de fleste tilfælde uindløselige (fiat) valutaer. På trods af den store kreditekspansion samt ønsket om en fortsat stor kreditekspansion ønskede briterne en tilbagevenden til pundets værdi fra før Første Verdenskrig. Dette kunne udelukkende lade sig gøre, hvis de fleste andre lande samtidig bandt deres valutaer til guldet til en kunstigt høj værdi, hvilket aftaltes ved Genoa Konferencen i 1922. Herefter indførtes i 1926 den såkaldte ”gold exchange standard” (GES), under hvilken den britiske pengemængde alene blev indløselig i guldbarrer, hvor den tidligere havde været indløselig i både guldmønter og guldbarrer (det britiske pund var også indløseligt i dollars, som indtil 1931 var indløseligt i guld).

Da de fleste øvrige, europæiske lande under GES forpligtede sig til at indløse deres møntenheder i pund, var centralbankerne derfor ikke længere i samme grad udsat for den klassiske guldstandards disciplinerende effekt, idet offentligheden nu havde væsentligt vanskeligere ved at kræve indløsning, hvis centralbankerne udstedte for mange penge. Dertil kom, at det for at opretholde stabiliteten under GES ligeledes var nødvendigt for de deltagende lande at koordinere deres respektive kreditekspansioner til samme tempo, hvilket briterne fik overtalt dem (inkl. USA) til. Guldet, subsidiært dollaren, subsidiært pundet, blev herefter det monetære anker for GES, men grundet den urealistisk høje kurs på pundet var systemet fra starten ustabilt, og den britiske kreditekspansion umuliggjorde i 1931 en fortsættelse, fordi den franske centralbank ikke ønskede at ligge inde med for store pund-noterede fordringer. USA var først trådt sent ind i Første Verdenskrig og havde dermed ikke haft lige så store udgifter som de europæiske lande. Den finansielle ustabilitet samt udgifterne til Roosevelts New Deal gjorde det imidlertid umuligt at opretholde indløseligheden i 1931, hvor det simpelthen blev forbudt private, amerikanske borgere at besidde guld (dette forbud blev først ophævet i 1974).

Demonetariseringen af guld
Guldindløseligheden afskaffedes i 1930’ernes monetære kaos, og guldets rolle var nu hos centralbankerne blevet reduceret til en reservevaluta på lige fod med alle andre landes valutaer. Vedtagelsen af Bretton Woods-samarbejdet i 1946 forsøgte at imødegå problemerne med mellemkrigstidens flydende valutaer ved at binde dollaren til guld ved en pris på 1/35 ounce guld. I praksis blev Bretton Woods-samarbejdet dog blot en genoplivning af GES med dollaren som hovedvalutaen, hvor denne plads tidligere måtte deles med pundet. Guldets disciplinerende effekt var dog aftaget, fordi nu kun udenlandske centralbanker kunne kræve indløsning af deres dollars.

Den amerikanske M2-pengemængde blev ekspanderet med over 6 pct. årligt i perioden under Bretton Woods-samarbejdet. Dollars hobede sig op i Europa, og den franske centralbank var igen den medvirkende faktor til systemets sammenbrud, da de i slutningen af 1960’erne krævede flere og flere dollars indløst i guld. I 1971 så præsident Nixon sig nødsaget til at suspendere guldindløseligheden, og lukkede derved det såkaldte ”guldvindue”. I realiteten har dette formentlig været verdenshistoriens største tyveri.

Guld som reservevaluta
Siden 1971 er guldets rolle i det internationale, finansielle system blevet svækket yderligere. Ved styrkelsen af det monetære samarbejde i IMF efter den amerikanske suspension af guldindløseligheden i 1971 havde guld stadig en relativt central rolle i det finansielle system.

I dag er ingen landes valutaer indløselige i guld, og centralbankernes guldbeholdninger tjener officielt nøjagtigt samme formål som fiat valutaer. I alt væsentligt anses guld tilsyneladende som sidestillet med fiat valutaer. Guldets andel af centralbankernes reservebeholdninger er i dag lavere end nogensinde før. Det betyder omvendt, at fiat valutaerne, hvis værdi i højere grad beror på tro, i dag spiller en meget større rolle end tidligere. Bla. på denne baggrund argumenterer økonomer, som bekender sig til den østrigske økonomiske skole, for, at vores finansielle system i dag er blevet langt mere skrøbeligt end tidligere, fordi betalingsmidlernes værdi nu i højere grad end nogensinde netop beror på tro frem for den stabilitet, som en indløselighed medførte. Med andre ord kan en valutas værdi langt hurtigere skifte dramatisk, hvis den ikke er indløselig, end hvis den er indløselig. I teorien kan man fremføre det samme argument imod en guldstandard. Hvis man imidlertid anlægger en pragmatisk synsvinkel, kan man fremføre, at langt størstedelen af verdens fiat valutaer over 100 år har mistet mellem 80 og 100 pct. af deres købekraft. Det samme gør sig ikke gældende for guld, som har haft en forbløffende konstant købekraft i flere tusinde år.

Ved suspensionen af guldindløseligheden i 1971 var det en generel tro blandt monetære økonomer, at guldet gradvist ville miste sin rolle i det monetære system, og at dets værdi ville falde fra 35 dollars per ounce til omkring 10 dollars, hvilket ansås for at være den sande ’ikke-monetære’ guldpris. I stedet steg guldprisen fra 1971-1980 i et spektakulært bull market, som har fascineret gold bugs lige siden samt fastslået guldets universelle værdi i den brede offentligheds øjne. Guldet steg fra 35 dollars per ounce i 1971 til 850 dollars per ounce i 1980. I dag koster en ounce guld omkring 375 dollars.

Det ultimative fiat helvede
I IMF-regi forsøgte amerikanske repræsentanter at afløse guldet som anker i det monetære system med Special Drawing Rights (SDR), som skulle fungere som fælles fiat money reserver – dvs. papirpenge, som i realiteten kan skabes ud af den blå luft eller ved at ændre nogle nuller til ettaller i en computer. I det hele taget har IMF konsekvent arbejdet på at reducere guldets rolle i det monetære system siden 1971. Det er måske mest illustrativt at fremhæve, hvad de selv skriver på deres hjemmeside om guldets rolle:

”Before the Second Amendment of the Articles of Agreement in April 1978, the role of gold in the international monetary system was central and pervasive. The Second Amendment contained a number of provisions that, in combination, were intended to achieve a gradual reduction of the role of gold in the international monetary system and in the IMF. However, gold is still an important asset in the reserve holdings of a number of countries, and the IMF remains one of the largest official holders of gold in the world.”

I realiteten er et historisk stabilt monetært regime (guldstandarden) blevet afløst af det ultimative fiat helvede, hvor centralbanker verden over i hæsblæsende tempo udsteder penge, som forringer den i forvejen eksisterende valutas købekraft. Ved manipulationer med renten, så den kommer under sit naturlige leje har centralbankerne skabt grobund for en fortløbende ufatteligt skadelig konjunkturcykel, som vi har set effekterne af på de amerikanske aktiemarkeder specielt siden 1998.

Hvad værre er: tilsyneladende er der ingen hverken mainstream økonomer, centralbankøkonomer, eller universitetsøkonomer, der råber vagt i gevær. Mens den amerikanske aktiemarkedsboble bristede, og den amerikanske centralbank forsøger at skabe en ny boble på ejendomsmarkedet, er det eneste, disse økonomer foretager sig, at råbe på en lavere rente, på flere billige penge. Men ligeså vel, som at man ikke kan slukke et bål ved at hælde benzin på det, kan man heller ikke afbøde de skadelige virkninger af en ekspansiv pengepolitik ved at udstede flere penge.

Guldet fungerer i dag som et barometer for verdens finansielle systems sundhedstilstand. Det er ikke noget tilfælde, at det på to år er steget næsten 50 pct.

Se også Inflation og Free Banking i historien.

Kilder:

Rothbard, Murray N. (1990): What Has Government Done To Our Money?

Rothbard, Murray N. (1994): The Case Against The Fed

Bordo, Michael D. & Rockoff, Hugh (1996), The Gold Standard as a “Good Housekeeping Seal of Approval” i Journal of Economic History, vol. 56, no. 2, Juni 1996

Triffin, Robert (1997), Myth and realities of the so-called gold standard i The Gold Standard in Theory and History af Eichengreen, Barry & Flandreau, Marc (red.) (1997)

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password