Hvorfor er de intellektuelle imod kapitalismen?

Hvorfor er de intellektuelle imod kapitalismen? Det er overraskende, at de intellektuelle er sådan imod kapitalismen. Andre grupper med en sammenlignelig socioøkonomisk status viser ikke samme grad af opposition af de samme dimensioner. Statistisk set er de intellektuelle altså en anormalitet. Ikke alle intellektuelle er venstreorienterede. Som hos andre grupper, er deres meninger spredt hen […]

Hvorfor er de intellektuelle imod kapitalismen?

Det er overraskende, at de intellektuelle er sådan imod kapitalismen. Andre grupper med en sammenlignelig socioøkonomisk status viser ikke samme grad af opposition af de samme dimensioner. Statistisk set er de intellektuelle altså en anormalitet.

Ikke alle intellektuelle er venstreorienterede. Som hos andre grupper, er deres meninger spredt hen ad en kurve. Men i deres tilfælde er kurven flyttet og vredet mod det politiske venstre.

Med intellektuelle mener jeg ikke alle intelligente mennesker eller mennesker med et vist uddannelsesniveau, men dem, som i deres profession har at gøre med ideer, som udtrykt i ord, danner den ordstrøm, som andre modtager. Disse ordsmede omfatter digtere, romanforfattere, litteraturanmeldere, avis- og magasinjournalister og mange professorer. De omfatter ikke dem, som primært skaber og videregiver kvantitativt eller matematisk formulerede informationer (nummersmedene) eller dem, der arbejder i de visuelle medier, det vil for eksempel sige malere, billedhuggere og kameramænd. I modsætning til ordsmedene er mennesker indenfor disse erhverv ikke uforholdsmæssigt imod kapitalisme. Ordsmedene er koncentreret indenfor visse erhvervsmæssige steder : akademi, medierne og statsligt bureaukrati.

De ordsmedende intellektuelle klarer sig godt i det kapitalistiske samfund; der har de stor frihed til at formulere, træffe og formidle nye ideer, og til at studere og diskutere dem. Deres faglige færdigheder er efterspurgte og deres indtægt meget over gennemsnittet. Hvorfor er de så uforholdsmæssigt imod kapitalisme? Faktisk antyder nogle data, at jo mere velstående og succesrig den intellektuelle er, jo mere er der chance for, at han vil være imod kapitalisme. Denne modstand mod kapitalisme kommer hovedsageligt “fra venstre”, men ikke udelukkende. Yeats, Eliot og Pound opponerede mod markedssamfundet fra højre.

De ordsmedende intellektuelles modstand mod kapitalismen er et faktum af social vigtighed. De former vore ideer og billeder af samfundet; de fremfører de politiske alternativer, som bureaukratierne overvejer. Fra afhandlinger til slogans, giver de os sætninger til at udtrykke os med. Deres modstand er af betydning, specielt i et samfund, som i stigende grad afhænger af den klare formulering og udbredelsen af informationer.

Vi kan kendetegne to typer af forklaringer på den relativt store del af de intellektuelle, som er imod kapitalismen. Den ene type konstaterer en faktor, der er enestående for de antikapitalistiske intellektuelle. Den anden type forklaring identificerer en faktor, som henvender sig til alle intellektuelle, en kraft, der driver dem hen imod antikapitalistiske meninger. Hvorvidt den skubber den enkelte intellektuelle over i antikapitalisme, vil afhænge af de andre kræfter, som virker på ham. Alt i alt dog, siden den gør antikapitalisme mere sandsynlig for hver intellektuel, vil sådan en faktor skabe en større del af antikapitalistiske intellektuelle. Vor forklaring vil være af denne anden type. Vi vil identificere en faktor, som hælder de intellektuelle mod antikapitalistiske holdninger, men som ikke garanterer det i noget specielt tilfælde.

De intellektuelles værdi

Nu forventer de intellektuelle at være de højest værdsatte mennesker i et samfund, dem med mest prestige og magt, dem med de største belønninger. De intellektuelle føler sig berettiget til dette. Men, i det store hele ærer et kapitalistisk samfund ikke sine intellektuelle. Ludwig von Mises forklarer de intellektuelles særlige fortørnelse, i modsætning til arbejdernes, ved at sige, at de blander sig socialt med succesrige kapitalister og således har dem som en fremtrædende gruppe at sammenligne sig med, og de bliver ydmyget af deres ringere status. Men selv de intellektuelle, som ikke blander sig socialt, er på lignende måde fortørnede, selvom blot det at blande sig ikke er nok – sports- og danseinstruktørerne, som sørger for de rige og gør affærer med dem, er ikke bemærkelsesværdigt antikapitalistiske.

Hvorfor føler moderne intellektuelle sig så berettiget til de højeste belønninger, som deres samfund har at byde på, og fortørnet når de ikke modtager dem? De intellektuelle føler, at de er de mest værdifulde mennesker, dem med den største fortjenstfuldhed, og at samfundet burde belønne mennesker i overensstemmelse med deres værdi og fortjenstfuldhed. Men et kapitalistisk samfund opfylder ikke princippet om fordeling “til enhver, alt efter hans fortjenstfuldhed eller værdi.” Bortset fra de gaver, arvegods og hasardspilsgevinster, som optræder i et frit samfund, fordeler markedet til dem, der tilfredsstiller de andres opfattede markeds-udtrykte efterspørgsler, og hvor meget det så fordeler, afhænger af hvor meget der er efterspurgt, og hvor stort det alternative udbud er. Ikke-succesrige forretningsmænd og arbejdere har ikke den samme uvilje mod det kapitalistiske system, som de ordsmedende intellektuelle har. Kun fornemmelsen af den ikke-anerkendte overlegenhed, af svigtet berettigelse, skaber denne uvilje.

Hvorfor mener de ordsmedende intellektuelle, at de er de mest værdifulde, og hvorfor mener de, at fordeling burde være i overensstemmelse med værdi? Læg mærke til, at dette sidstnævnte princip ikke er en nødvendighed. Andre fordelingsmønstre har været fremsat, inklusive jævn fordeling, fordeling alt efter moralsk fortjenstfuldhed og fordeling alt efter behov. Faktisk behøver der ikke at være noget fordelingsmønster, som et samfund søger at tilstræbe, selv et samfund interesseret i retfærdighed. En fordelings retfærdighed kan findes hos dets opståen af en retfærdig proces af frivillig udveksling af frivilligt erhvervet ejendom og tjenester. Lige meget hvilket udfald denne proces skaber, vil det være retfærdigt, men der er ikke noget specielt mønster, som udfaldet skal tilpasses. Hvorfor ser ordsmedene så dem selv som de mest værdifulde, og accepterer princippet om fordeling i overensstemmelse med værdi?

Fra begyndelsen af nedskrevne tanker har de intellektuelle fortalt os, at deres aktivitet er den mest værdifulde. Platon satte den rationelle evne over mod og begær og mente, at filosofer skulle regere. Aristoteles mente, at intellektuelt grubleri var den fornemste aktivitet. Det er ikke overraskende, at overlevende tekster udtrykker denne fornemme vurdering af intellektuel aktivitet. De mennesker, der formulerede vurderinger, der skrev dem ned med grunde til at støtte dem, var intellektuelle når alt kommer til alt. De lovpriste sig selv. Dem, der værdsatte andre ting mere end det at tænke ting igennem ord, hvad enten det var jagt, magt, eller uafbrudt sanselig nydelse, bekymrede sig ikke om at efterlade varige skrevne dokumenter. Kun den intellektuelle udarbejdede en teori om, hvem der var bedst.

De intellektuelles skolegang

Hvilken faktor frembragte følelser af overlegen værdi fra de intellektuelles side? Jeg ønsker at fokusere på især en institution: skoler. Idet bogkundskab blev vigtigere i stadig større udstrækning, udbredte skolegang sig. Skolegang, det vil sige uddannelse af unge mennesker i læsning og bogkundskab sammen i klasser. Udover familien blev skolerne den største institution til at forme unge menneskers holdninger, og næsten alle, der senere blev intellektuelle, tog skolevejen. Der var de succesrige. De blev bedømt i forhold til andre og anset for overlegne. De blev lovprist og belønnet og de blev lærernes yndlinge. Hvordan kunne de undlade at se sig selv som overlegne? Dagligt oplevede de forskelle mht. færdighed i begreber/tanker og mht. det at være hurtig i opfattelsen. Skolerne sagde til dem, og viste dem, at de var bedre.

Skolerne udviste og underviste dermed også i princippet om belønning i overensstemmelse med (intellektuel) fortjenstfuldhed. Til de intellektuelt fortjenstfulde gik lovprisningen, lærernes smil, og de højeste karakterer. Under denne “valuta”, som skolerne havde at byde på, udgjorde de klogeste overklassen. Selvom det ikke var en del af den officielle læseplan, lærte de intellektuelle i skolerne lektioner vedrørende deres egen større værdi sammenlignet med andre, og hvordan denne større værdi berettigede dem til større belønninger.

Det bredere markedssamfund lærte imidlertid en anden lektion. Der gik de største belønninger ikke til de verbalt kvikkeste. Der var de intellektuelle færdigheder ikke de mest værdsatte. Oplært i den lektion, at de var mest værdifulde, de mest fortjenstfulde til belønning, de mest berettigede til belønning, hvordan kunne de intellektuelle i det store hele undlade at blive fortørnet over det kapitalistiske samfund, som berøvede dem de retfærdige fortjenester, som deres overlegenhed “berettigede” dem til? Er det overraskende, at det, de skolede intellektuelle følte for det kapitalistiske samfund, var en dyb og mørk uvilje, som skønt dækket med diverse alment passende grunde, fortsatte, selv når disse særlige grunde viste sig at være mangelfulde?

Ved at sige, at de intellektuelle føler sig berettiget til de højeste belønninger, som det fremherskende samfund kan give (rigdom, status, osv.), mener jeg ikke, at de intellektuelle anser disse belønninger for at være de fornemste ting. Måske sætter de mere pris på den intellektuelle aktivitets indre belønninger, eller tidernes agtelse. Ikke desto mindre føler de sig også berettiget til den højeste værdsættelse fra det fremherskende samfund, berettiget til det meste og det bedste, som samfundet har at byde på, hvor ubetydeligt det end måtte være. Det er ikke min hensigt specielt at lægge vægt på belønningerne, der finder vej ned i de intellektuelles lommer, eller endog få dem personligt. Idet de identificerer sig selv som intellektuelle, kan de blive fortørnet over, at intellektuel aktivitet ikke er mest værdsat og belønnet.

Den intellektuelle vil gerne have hele samfundet til at være en skole i større målestok, til at være som omgivelserne, hvor han klarede sig så godt og var så godt værdsat. Ved at indføje belønningsstandarter, der er forskellige fra det bredere samfund, garanterer skolerne, at nogle vil opleve nedadgående bevægelighed senere. Dem i toppen af skolens hierarki vil føle sig berettiget til en topstilling, ikke kun i det mikrosamfund, men også i det bredere, et samfund, hvis system de vil være fortørnet over, når det vil undlade at behandle dem svarende til deres selvforeskrevne fornødenheder og berettigelser. Skolesystemet skaber dermed antikapitalistiske følelser blandt intellektuelle. Eller snarere, det skaber antikapitalistiske følelser blandt verbalt intellektuelle. Hvorfor udvikler nummersmedene ikke de samme holdninger, som disse ordsmede? Jeg formoder, at disse kvantitativt begavede børn, selvom de får gode karakterer i de relevante prøver, ikke får den samme ansigt-til-ansigt opmærksomhed og billigelse af lærerne, som de verbalt begavede børn får. Det er de verbale færdigheder, der bringer disse personlige belønninger fra læreren, og det er tilsyneladende disse belønninger, der specielt skaber følelsen af berettigelse.

Central planlægning i klasseværelset

Der er en videre pointe, som vil blive tilføjet. De (fremtidige) ordsmedende intellektuelle er succesrige indenfor skolernes formelle, officielle system, hvori de relevante belønninger bliver fordelt af lærerens centrale autoritet. Skolerne indeholder endnu et uformelt socialt system inden i klasseværelser, gange og skolegårde, hvori belønninger ikke bliver fordelt af en central ledelse, men spontant efter skolekammeraternes lyst og lune. Her klarer de intellektuelle sig mindre godt.

Det er derfor ikke overraskende, at fordelingen af gods og belønninger via en centralt organiseret fordelingsmekanisme senere falder de intellektuelle ind, som værende mere behørig, end markedspladsens “anarki og kaos”. Thi fordelingen i et centralt planlagt socialistisk samfund står i kontrast til fordelingen i et kapitalistisk samfund, som lærerens fordeling står i kontrast til skolegårdens og gangens fordeling.

Vor forklaring postulerer ikke, at de (fremtidige) intellektuelle udgør et flertal lig med skolens akademiske overklasse. Denne gruppe kan måske for det meste udgøres af dem med solide, (men ikke overvældende), boglige færdigheder, sammen med social gunst, stærk motivation til at behage, venlighed, en vinders optræden, og en evne til at spille efter, (og se ud til at følge), reglerne. Sådanne elever vil også blive højt agtet af læreren, og de vil klare sig ekstremt godt i det bredere samfund også. (Og de vil også klare sig godt inden for skolens uformelle sociale system. Så de vil ikke specielt acceptere skolens formelle systems normer.)
Vor forklaring antager, at (fremtidens) intellektuelle er uforholdsmæssigt repræsenteret i den del af skolernes (officielle) overklasse, der vil opleve relativ nedadgående bevægelighed. Eller snarere, i gruppen, der forudsiger en forfaldende fremtid for sig selv. Uviljen vil opstå før bevægelsen ind i den videre verden, og oplevelsen af en aktuel aftagelse i status, nemlig på det tidspunkt, hvor den kloge elev indser, at han (sandsynligvis) vil klare sig mindre godt i det bredere samfund, end i hans nuværende skolesituation. Denne utilsigtede konsekvens, som skolesystemet skaber, de intellektuelles antikapitalistiske uvilje bliver, selvfølgelig, forstærket, når elever læser, eller bliver undervist af intellektuelle, som overbringer dem disse meget antikapitalistiske holdninger.

Der er ingen tvivl om, at nogle ordsmedende intellektuelle var kværulantiske og spørgende elever, og blev derfor afvist af deres lærere. Lærte de også lektien om, at den bedste burde få de højeste belønninger og tro, til trods for deres lærere, at de selv var bedst, og således begynde med en tidlig fortørnelse mod skolesystemets fordeling? Vi har, ved dette og ved andre problemer, som diskuteres her, tydeligvis brug for data omkring de fremtidige ordsmedende intellektuelles skoleerfaringer, for at forfine og teste vore hypoteser.

Fastslået som en generel pointe, er det svært at rejse tvivl om, at normerne inden i skolerne vil påvirke menneskers normative overbevisninger, efter de går ud af skolen. Skolerne er, når alt kommer til alt, det største ikke-familiemæssige samfund, som børnene lærer at virke i, og derfor udgør skoling deres forberedelse til det større ikke-familiemæssige samfund. Det er ikke overraskende, at dem, der er succesrige under et skolesystems normer, burde fortørnes over et samfund, der tilslutter sig andre normer, som ikke bevilliger dem den samme succes. Ej heller, når disse er de eneste, der fortsætter med at skabe et samfunds “self-image”, dets evaluering af sig selv, er det overraskende, når samfundets verbalt indstillede del vender sig imod det. Hvis du designede et samfund, ville du ikke søge at designe det sådan, så ordsmedene, med al deres indflydelse, ville være skolet til uvilje mod samfundets normer.

Vor forklaring på de intellektuelles uforholdsmæssige antikapitalisme er baseret på en meget plausibel sociologisk generalisering.
I et samfund, hvor et ekstra-familiemæssigt system eller institution, altså det første, som unge mennesker kommer ind i, fordeler belønninger, vil dem, der klarer sig allerbedst derinde, have en tilbøjelighed til at internere denne institutions normer og forvente, at det bredere samfund vil virke i overensstemmelse med disse normer; de vil føle sig berettiget til fordelingsandele i overensstemmelse med disse normer eller, (i det mindste), til en relativ position lig med en, som disse normer ville give. Desuden vil dem, som udgør overklassen indenfor denne første ikke-familiemæssige institutions hierarki, dem, der så oplever, (eller forudser at opleve), bevægelse til en lavere relativ position i det bredere samfund, have en tilbøjelighed til at modsætte sig det bredere sociale system og føle uvilje mod dets normer, pga. deres følelse af frustreret berettigelse.
Læg mærke til, at dette ikke er en deterministisk lov. Ikke alle dem, der oplever nedadgående social bevægelighed vil vende sig mod systemet. Sådan en nedadgående bevægelighed er dog en faktor, som har en tendens til at skabe følger af denne retning, og vil så vise sig i afvigende proportioner, sammenlagt. Vi kan skelne mellem forskellige måder, en overklasse kan bevæge sig ned på: Den kan få mindre end en anden gruppe, eller (mens ingen anden gruppe bevæger sig over den) kan den stå lige med gruppen, det mislykkes for den at få mere end dem, der tidligere var anset for lavere. Det er den første type af nedadgående bevægelighed, der specielt føler nag og føler sig krænket. Den anden type er meget mere tolerabel. Mange intellektuelle foretrækker lighed (siger de), mens kun et lille antal kræver et aristokrati af intellektuelle. Vor hypotese taler om den første type af nedadgående bevægelighed som værende specielt skabende for fortørnelse og uvilje.

Skolesystemet tildeler og belønner kun visse færdigheder, som er relevante for senere succes. Det er jo en specialiseret institution, så derfor vil dens belønningssystem adskille sig fra det bredere samfunds. Dette garanterer, at nogle vil opleve nedadgående social bevægelse og dens medfølgende konsekvenser, når de bevæger sig ud i det bredere samfund. Tidligere sagde jeg, at de intellektuelle gerne vil have samfundet til at være skoler i stor målestok. Nu ser vi, at fortørnelsen, der er en følge af en frustreret følelse af berettigelse, stammer fra, at skolerne (som det første specialiserede ikke-familiemæssigt sociale system), ikke er samfundet i lille målestok. Vores forklaring ser nu ud til at forudsige den (uforholdsmæssige) fortørnelse hos de skolede intellektuelle, imod deres samfund, hvad end samfundets natur er, både kapitalistisk og kommunistisk. (De intellektuelle er uforholdsmæssigt imod kapitalisme, når sammenlignet med andre grupper af lignende socioøkonomisk status indeni det kapitalistiske samfund. Det er et andet spørgsmål, om de er uforholdsmæssigt imod det, når sammenlignet med graden af de intellektuelles opposition i andre samfund mod de samfund.)

Så er det klart, at data om de intellektuelles meninger om pamperne indenfor kommunistiske lande ville være relevante; vil disse intellektuelle føle uvilje mod det system?

Vores hypotese har brug for at blive forfinet, så den ikke henvender sig til (eller henvender sig lige stærkt) til ethvert samfund. Må skolesystemerne i hvert samfund nødvendigvis skabe anti-samfund uvilje hos de intellektuelle, der ikke får samfundets højeste belønninger? Formodentlig ikke. Et kapitalistsamfund er ejendommeligt ved, at det ser ud til at annoncere, at det kun er åbent over for og interesseret i talent, individuelt initiativ og personlig fortjenstfuldhed. Det at vokse op i en arvet kaste eller i et feudalt samfund skaber ikke nogen forventning om, at belønning vil, eller burde være, i overensstemmelse med personlig værdi.
Til trods for den skabte forventning belønner kapitalistsamfundet kun mennesker, for så vidt de tjener de andres markedsudtrykte ønsker; det belønner i overensstemmelse med økonomisk indsats, ikke i overensstemmelse med personlig værdi. Dog kommer det tæt nok på at belønne mennesker i overensstemmelse med værdi – værdi og indsats vil meget ofte være blandet sammen – for således at nære forventningen skabt af skolerne. Det bredere samfunds moralske holdning er tæt nok på skolernes, så nærheden skaber fortørnelse. Kapitalistiske samfund belønner individuelle bedrifter, eller de annoncerer at gøre det, og således efterlader de den intellektuelle, der anser sig selv for værende dygtigst, særdeles bitter.

En anden faktor spiller en rolle, tror jeg. Skoler vil have en tilbøjelighed til at skabe sådanne antikapitalistiske synspunkter, jo mere de bliver besøgt af mange forskellige mennesker. Når næsten alle af dem, der vil være økonomisk succesrige, besøger separate skoler, vil de intellektuelle ikke have erhvervet sig attituden af at være dem overlegne. Men selvom mange børn fra overklassen besøger separate skoler, vil et åbent samfund have andre skoler, som også inkluderer mange, der vil blive økonomisk succesrige som iværksættere, og de intellektuelle vil senere fortørnede huske, hvor akademisk overlegne de var i forhold til deres ligemænd, der gjorde fremskridt, og blev rigere og fik mere magt. Samfundets åbenhed har en anden konsekvens også. Eleverne, de fremtidige ordsmede og andre, vil ikke kunne vide, hvordan de vil klare sig i fremtiden. De kan håbe på alt muligt. Et samfund, der er lukket for fremskridt, ødelægger disse håb tidligt. I et åbent kapitalistisk samfund bliver eleverne ikke tidligt underkastet grænser for deres fremskridt og social mobilitet, samfundet ser ud til at annoncere, at de dygtigste og værdifulde vil stige helt mod toppen, deres skoler har allerede givet de akademisk mest begavede beskeden om, at de er de mest værdifulde og at de fortjener de største belønninger, og senere vil lige præcis de elever med den højeste opmuntring og håb se andre af deres ligemænd, om hvilke de vidste og så, at de var mindre fortjenstfulde, stige højere end dem selv, og tage de første belønninger, som de selv følte sig berettiget til. Er det underligt, at de bærer en uvilje mod det samfund?

Nogle videre hypoteser

Vi har forfinet hypotesen noget. Det er ikke bare formelle skoler, men formel skoling i en specificeret social kontekst, der skaber antikapitalistisk uvilje hos de (ordsmedende) intellektuelle. Der er ingen tvivl om, at hypotesen kræver videre forfinelse. Men nok nu. Det er tid til at give hypotesen til sociale forskere, til at tage den væk fra lænestols spekulationer i studiet, og give det til dem, der vil fordybe sig i mere bestemte fakta og data. Dog kan vi pege på nogle områder, hvor vor hypotese kunne give konsekvenser og forudsigelser, som ville kunne testes. For det første kan man forudse, at jo mere elitestyret et lands skolesystem er, jo større chance er der for, at landets intellektuelle vil være venstreorienterede. (Tænk på Frankrig.) For det andet ville de intellektuelle, der var “de sent blomstrende” i skolen, ikke have udviklet samme følelse af berettigelse til de højeste belønninger; derfor vil en lavere procentdel af de sent blomstrende intellektuelle være antikapitalistiske, end af de tidligt blomstrende. For det tredje begrænsede vi vores hypotese til de samfund, (i modsætning til det indiske kastesystem), hvor den succesrige student med sandsynlighed kunne forvente videre sammenlignelig succes i det bredere samfund. I det vestlige samfund har kvinder med sandsynlighed tidligere ikke haft sådanne forventninger, så vi ville ikke forvente de kvindelige studenter, der udgjorde en del af overklassen, men som senere gennemgik nedadgående bevægelighed, at vise samme antikapitalistiske uvilje, som mandlige intellektuelle. Vi kunne så forudse, at jo mere et samfund er kendt for at bevæge sig hen mod ligestilling i jobmuligheder hos kvinder og mænd, jo mere vil samfundets kvindelige intellektuelle udvise den samme uforholdsmæssige antikapitalisme, som samfundets mandlige intellektuelle viser.
Nogle læsere kunne tvivle på denne forklaring på antikapitalisme hos de intellektuelle. Hvordan det så end er, tror jeg, at et vigtigt fænomen er blevet identificeret. Den sociologiske generalisering, som vi har fremstillet, er intuitivt tvingende; sådan noget må være sandt. En eller anden vigtig effekt må altså skabes i den del af skolens overklasse, som oplever nedadgående social bevægelighed, en eller anden modstand mod det bredere samfund må skabes. Hvis denne effekt ikke er de intellektuelles uforholdsmæssige opposition, hvad er det så? Vi startede med et forvirrende fænomen, som havde brug for en forklaring. Vi har fundet, tror jeg, en forklarende faktor, der (engang den er gjort rede for), er så åbenlys, at vi må tro, at den forklarer et rigtigt fænomen.

Oversat af Daniel Boss Nielsen.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password