Reaktioner på Pierre Bourdieu og Robert Nozicks død

Redaktionel note: følgende artikel er tidligere bragt som kronik i Berlingske Tidende, og indleder Liberators trilogi om Robert Nozick. I de nærmeste dage vil vi bringe Ole Birk Olesens oversættelse af ”Historien om en slave”, der er et uddrag fra ”Anarchy, State and Utopia” samt Daniel Boss Nielsens oversættelse af ”Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?”, […]

Redaktionel note: følgende artikel er tidligere bragt som kronik i Berlingske Tidende, og indleder Liberators trilogi om Robert Nozick. I de nærmeste dage vil vi bringe Ole Birk Olesens oversættelse af ”Historien om en slave”, der er et uddrag fra ”Anarchy, State and Utopia” samt Daniel Boss Nielsens oversættelse af ”Why Do Intellectuals Oppose Capitalism?”, der er et uddrag fra Nozicks klassiske essay fra 1986 af samme navn.

God fornøjelse.

I slutningen af januar (2002 red.) døde to samfundstænkere – en venstreorienteret franskmand og en højreorienteret liberal amerikaner. Den ene var Pierre Bourdieu, som døde 71 år gammel efter en akademisk karriere som en af Frankrigs førende sociologer. Han var samtidig en markant modstander af globalisering, markedsøkonomi og kapitalisme.

Den anden var Robert Nozick, som døde 63 år gammel efter at have virket som professor i filosofi på Harvard University. Han var også en af de mest betydningsfulde amerikanske liberale tænkere i anden halvdel af det 20. århundrede. Hans indflydelse strakte sig langt ind i politiske kredse i blandt andet USA, England og Danmark.

Omtalen i Danmark af Pierre Bourdieus bortgang var bemærkelsesværdig i sin omfang. I Dagbladet Information affødte begivenheden hele tre nekrologer, en kronik, fem læserbreve og otte baggrundsartikler. En af dem, der deltog i denne lit de parade var sociologen Henrik Dahl, der skrev under den ubeskedne overskrift “Han havde ret”.

Andre skribenter på avisen begræd, at verden havde tabt en stor samfundskritiker, hvis politiske engagement udmøntede sig i en “intensiveret kamp og mobilisering mod nyliberalismens globale sejrsgang” (Bourdieu var medstifter af antiglobaliseringsbevægelse ATTAC og bifaldt bevægelsens militaristiske metoder).

I Politiken skrev Jes Stein Pedersen en hyldest til den afdøde sociolog under hvis meritter åbenbart hører afsløringen af “at den moderne franske kapitalisme ikke kun er leveringsdygtig i højteknologi, men også producerer ensomhed, afmagt og desillusion. Samt hundredtusinder af mennesker, der ender som udstødte, fordi de mangler kvalifikationer.”

Også i de borgerlige aviser blev Bourdieus død flittigt omtalt. I Weekendavisen skrev Anne Knudsen en halv side om Bourdieus sociologiske forskning. I Morgenavisen Jyllandsposten kunne man læse, at verden havde mistet “en indædt kritiker af ultraliberalismen og af finansmarkedernes utæmmede magt.” Også Berlingske Tidende markerede den franske sociolog og debattørs død. Som avislæser stod man tilbage med det indtryk, at alle rigtige meningers intellektuelle fader var død.

Meddelelsen om Robert Nozicks død blev ikke modtaget med helt samme interesse og sorg, som Pierre Bourdieus. Kun Berlingske Tidende fandt spalteplads til at oversætte en kort og nøgtern nekrolog fra The New York Times på udlandssiderne. Resten af dagbladene markerede ikke hans bortgang.

Nozick var en markant anderledes tænker end Bourdieu. For Nozick er den private ejendomsret ukrænkelig. Staten har ingen ret til at regulere forhold mellem voksne mennesker. Og omfordeling er lig med tyveri.

Forskellen i interessen for de to personer her hjemme er tankevækkende af en række årsager. For det første illustrerer dækningen af de to dødsfald, at Danmark er præget af en overvejende venstreorienteret journaliststand. Det kan meget vel være, at der på lederplads gives udtryk for borgerlige holdninger, men når det kommer til den enkelte journalist, så er det åbenbart Pierre Bourdieu og ikke Robert Nozick, der ligger på natbordet.

For det andet synes det at være gået fuldstændig henover hovedet på de danske medier, at Robert Nozicks store værk “Anarchy, State and Utopia” fra 1974 er en af de betydningsfulde inspirationskilder til Anders Fogh Rasmussens “Fra Socialstat til Minimalstat”. Alene det faktum burde vel have tjent Nozick en omtale i de danske aviser.

I sin bog bruger Fogh Rasmussen den klassiske skelnen mellem konsekvensliberalisme og rettighedsliberalisme. Konsekvensliberale ønsker markedsøkonomi og håndhævelse af den private ejendomsret, fordi det er det samfundssystem, som skaber mest mulig velstand – dvs. de fokuserer på, hvilken velfærdseffekt forskellige institutioner og systemer har.

Rettighedsliberale er liberale, fordi de mener, der eksisterer grundlæggende frihedsrettigheder, som er ukrænkelige uanset hvad. Selv hvis man forestillede sig, at et socialistisk system kunne skabe mere velstand end et liberalt system, så ville den rettighedsliberale fastholde de naturlige rettigheders ukrænkelighed.

Nozick var rettighedsliberal og Fogh Rasmussen erklærer sig enig med ham. Han går dog ikke så langt som Nozick i sin afvisning af social omfordeling i samfundet. I modsætning til Nozick, argumenterer han for, at der kan forekomme tilfælde, hvor staten kan gennemføre en tvangsmæssig overførsel af indkomst til grupper, der er ude af stand til at klare sig selv.

At en af de markante liberale tænkere, som har øvet indflydelse på vores siddende statsminister, kan dø upåagtet, må være dokumentation for, at det er de færreste journalister og debattører, der virkelig har læst Anders Fogh Rasmussens bog. Og det siger igen noget om den overfladiskhed og intellektuelle dovenskab, der hersker i de danske medier. For det er et paradoks, at ikke engang journalister har gidet at sætte sig ind i substansen i sidste års mest omdiskuterede bog.

Nozicks tanker var i øvrigt ikke blot en inspiration for danske politikere – han havde også stor indflydelse på Ronald Reagan og det republikanske parti i USA samt Margaret Thatcher og de konservative i England op gennem 1980erne. Nozick var således en personlighed med enorm indflydelse på den politiske retning – liberalismen – som har domineret vestlig politik i løbet af de sidste 20 år.

For det tredje er tavsheden omkring Robert Nozicks død udtryk for et manglende intellektuelt såvel som globalt udsyn i den danske debat. Der synes ikke at være nysgerrighed til at kigge i den anden lejr eller til den anden side af Atlanten. Det er et arrogant snæversyn, der er kendetegnende for intellektuelle i Danmark – ingen på universiteterne, forlagene eller aviserne læser Nozick og andre moderne liberale tænkere. Hvis man kender dem, så regner man dem for at være vulgære højreideologer og bruger derfor hellere sin tid på at genlæse Bourdieu.

I sin bog beskriver Anders Fogh Rasmussen præcist dette snæversyn: “Navne som Ludwig von Mises, Friedrich von Hayek, Ayn Rand og Robert Nozick er ikke hverdagskost i historietimerne. En del af forklaringen er, at det akademiske og kulturelle miljø i Danmark har været så domineret af den kollektivistiske tænkning, at den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og uddannelse i nyere liberal filosofi er blevet undertrykt eller nedprioriteret.”

For det fjerde viser den manglende interesse for Robert Nozick til gengæld, at begrebet ”danske borgerlige intellektuelle” somme tider kan virke som et paradoks. Der kan i hvert fald ikke være mange borgerlige intellektuelle, hvis man dømmer ud fra omtalen af henholdsvis Bourdieu og Nozick.

Denne mangel på borgerlige tænkere i Danmark betyder desværre, at debatten og fortolkningen af nyhedsstrømmen bliver domineret af venstreorienterede intellektuelle som Jes Stein Pedersen og Henrik Dahl. Og det er et problem for det borgerlige projekt. Disse mennesker er i stand til at sætte en dagsorden, der mistænkeliggør borgerlig politik og fremstiller borgerlige politikere og debattører som ubarmhjertige fundamentalister, der ødelægger miljøet, dræber mennesker i den 3. verden og forringer hverdagen for tusindvis af danskere.

Endelig er forskellen i mediernes interesse for de to personer tankevækkende, fordi Pierre Bourdieu – i modsætning til hvad Henrik Dahl påstår – simpelthen ikke havde ret. Murens fald, der symbolsk markerede socialismens umulighed, hev tæppet væk under mange venstreorienteredes verdensbillede, herunder Pierre Bourdieus.

Pierre Bourdieus kritik af den liberale markedsøkonomi var misvisende og fejlagtig. På den baggrund kan man sige, at han blot var en vildfaren intellektuel, der troede på de forkerte idealer.

Derimod endte Robert Nozick med at få ret. Han kæmpede fra starten af 1970erne for frihed og kapitalisme, og mod velfærdsstatens ekspansion. Nozick skrev sin bog på et tidspunkt, hvor de fleste mennesker i den akademiske verden stod på Sovjetunionens side i den kolde krig – eller i hvert fald forholdt sig meget kritisk til den vestlige side.

Alligevel fremkaldte hans død sidst i januar altså kun få eller ingen ord i de danske aviser – den venstreorienterede Pierre Bourdieu blev til gengæld hyldet og hans død begrædt.

Bourdieu havde stor indflydelse på de humanistiske og samfundsvidenskabelige studiemiljøer på universiteterne. Derfor høster han selvfølgelig også flere anerkendende ord blandt “sine” tidligere studerende, som nu sidder rundt omkring på avisredaktionerne.

Nozick havde sin indflydelsessfære i det politiske system hos de mest toneangivende borgerlige politikere. Og den storhed, der ligger i en sådan hyldest, er vel i sidste ende et langt flottere farvel end noget nogen kunne have skrevet i de danske aviser.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password