Løsrivelse, frihed og lokalisme

Borgerkrige Borgerkrige er ofte, hvad der må kaldes et decideret civilisationssammenbrud. Hvis de værdier, som vi elsker og søger at fremme ved den vestlige kultur og det åbne samfund, i tilstrækkeligt lang tid sættes under pres eller ligefrem lægges for had, risikerer man, at samfundet vil komme til at lide under et decideret civilisationssammenbrud i […]

Borgerkrige
Borgerkrige er ofte, hvad der må kaldes et decideret civilisationssammenbrud. Hvis de værdier, som vi elsker og søger at fremme ved den vestlige kultur og det åbne samfund, i tilstrækkeligt lang tid sættes under pres eller ligefrem lægges for had, risikerer man, at samfundet vil komme til at lide under et decideret civilisationssammenbrud i form af en borgerkrig.

I en borgerkrig afløses den mellemmenneskelige tillid, tolerancen, respekten og glæden ved andre individer af primitive, kollektivistiske og irrationelle impulser. Vareforsyningen bliver begrænset i en borgerkrig, og andre individer må – hvor de førhen sås som kilder til velstand, god service og gensidig nyttigt samarbejde – ses som fjender og konkurrenter om de samme knappe goder. Arbejdsdelingen bryder sammen, og alting bliver knappere og dyrere. Den private ejendomsret eroderes hastigt i et sådant miljø. Fra at være konstruktiv, fremtidsorienteret og opbyggelig kan en befolkning på kort tid forvandles til destruktiv, kortsynet og moralsk degenereret.

Historien taler sit tydelige sprog. Borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, Rwanda, Angola, Tjetjenien, Spanien og Afghanistan er eksempler på, hvordan man på få år kan skabe et helvede på jord. Disse er eksempler på åben borgerkrig. Tyskland 1933-1945 og Sovjetunionen 1917-1989 er eksempler på samfund i permanent og ’lukket’ borgerkrig. Denne artikel handler om de faktorer og processer, der er fjender af den vestlige kultur, åbenheden, tolerancen og den private ejendomsret og som derfor kan lede til borgerkrige.

Hvordan starter en borgerkrig?
Borgerkrige er karakteriseret ved, at de drejer som om magten til at regere over et bestemt geografisk område, samt at de stridende parter stammer fra netop dette område. Ofte er en centralregering målet for kampene, fordi den udgør det magtapparat, som gør det muligt at udbrede parternes politiske overbevisning, at tilgodese bestemte etniske eller ideologiske grupper eller fremme en religiøs dagsorden. Måske er den mest åbenlyse fordel ved at erobre centralregeringen i et land, at man samtidig erobrer den brede mulighed for beskatning. En borgerkrig kan derfor blot være udløst af kyniske ønsker om at kunne udbytte resten af sine landsmænd gennem skatter.

Det er symptomatiske for konflikter, som er opstået i totalitære lande med mange og forskelligartede etniske grupper, at disse bliver længere, blodigere og mere ustabile, jo stærkere centralmagten i stridens samfund er. Årsagen er, at stridens objekt – statsmagten – for det første netop udgør så stor en gulerod i forhold til omkostningerne (blod, død og ødelæggelse) samt for det andet udgør en stor og vedblivende omkostning for den tabende part, fordi denne år efter år skal leve med at betale skatter, som ikke kommer den selv til gode, dens børn skal undervises i skoler med fremmedsprog og med historisk sejrherre-revisionisme osv.

Sammenfattende kan man sige, at jo større en centralregerings magt er i et samfund, jo større er også incitamentet for skruppelløse grupper af individer til at tilkæmpe sig den og bruge den til egen fordel og på bekostning af grupper, som adskiller sig fra sejrherrerne. Og tilsvarende; jo større vægt et samfund lægger på lokalsamfundet, jo større bedre og friere fungerer det, og jo mere vil civilsamfundet blomstre.

Hvordan staten fungerer
Staten er defineret ved et voldsmonopol, hvis indtægter stammer fra aggression mod produktive individer. At staten er et voldsmonopol, skal ikke forstås i normativ forstand – det er udelukkende et de facto monopol, som staten og dens tilhængere søger at understøtte for at kunne gennemtvinge deres dagsorden. Da staten derfor ved sin blotte eksistens krænker den private ejendomsret, er den illegitim. Per natur er staten blot en gruppe af individer, som kalder sig ”staten”, og som opkræver beskyttelsespenge for at undlade at sætte folk i fængsel eller at skyde dem. Staten har historisk set udviklet sig på præcis samme måde som mafiaen. Mafiaer aftaler indbyrdes, hvilke områder de kan opkræve beskyttelsespenge fra. Derved kartelliserer de deres opkrævning for at undgå uproduktiv rivalisering.

Som i de fleste tilfælde med anvendelse af tvang, er der her tale om et nulsumsspil (eller endda et negativsumspil), hvor den ene mafias opkrævning af penge har indflydelse på muligheden for en anden mafias muligheder for at opkræve penge af det samme individ, men hvor mafiaernes aktiviteter er grundlæggende kontraproduktive for samfundet som helhed. Hvis mafiaorganisationer ikke indgår en deling af deres områder og undgår dobbelt opkrævning af beskyttelsespenge, risikerer de, at produktive individer opgiver deres foretagender og bliver uproduktive, så mafiaernes revenue bliver mindre end de ellers ville være.

På samme måde har stater organiseret sig. Det ville være uproduktivt at have ”flydende” landegrænser, så konkurrerende statsmagter på skift kunne udbytte deres borgere. Individer, som betaler beskyttelsespenge til mafiaen eller staten, forventer, at der ikke efterfølgende kommer en anden stat eller mafia og opkræver penge. Individer ville enten flygte fra områder med dobbeltbeskatning eller spille voldsmonopolerne ud mod hinanden og favorisere det voldsmonopol, som tilbyder de mest gunstige vilkår – dvs. de laveste beskyttelsespenge eller skatter. En sådan konkurrence mellem voldsmonopoler ville være meget skadelig for deres indtjeningsmuligheder, hvorfor den søges elimineret gennem karteldannelser.

Karteldannelser
Mens landegrænser i sig selv er et eksempel på kartelliseringen, findes der andre betydelige eksempler herpå. Karteldannelser sker på mange fronter for at eliminere den konkurrence, som er livsvigtig for den løbende udvikling af civilisationens bærende institutioner. Dannelsen af den ”over-statslige” institution, EU, er en af de farligste karteldannelser, fordi der herunder virker stærke kræfter for at kartellisere staternes ”ydelser” ved såkaldte standardiseringer af miljø-, arbejds- og sociale ”rettigheder” samt ikke mindst skatteniveauet og -opkrævningen. Herved bliver det betydeligt mere vanskeligt for individer at tilpasse deres liv, så beskyttelsespengene minimeres, hvorfor den negative effekt på medlemsstaterne formindskes, og deres incitament til at tilvejebringe en god og sund service (eller helt at skride ad helvede til) forsvinder.

Europas – ja faktisk hele verdens historie – har været præget af en betydelig centralisering siden monarkiernes og fyrstendømmernes opløsning og dannelsen af de moderne nationalstater for omkring 100-150 år siden. På dette tidspunkt bestod Europa af talrige, små fyrstendømmer, monarkier (og visse republikker), som var udsat for en intens konkurrence fra hinanden. Hvis de undertrykkede deres respektive befolkninger, ville denne blot forsvinde – og med denne beskatningsgrundlaget. Omkostningerne ved at flytte til et andet samfund, som havde nogenlunde den samme kultur, sprog og traditioner og med mere frihed, var på dette tidspunkt af den europæiske historie relativt små, hvilket tvang de forskellige politiske institutioner til at opføre sig ordentligt over for deres borgere.

Stater og frihed
1700-tallet og 1800-tallets småstater bevarede og forstærkede i udtalt grad borgernes frihed, fordi de stod i et modsætningsforhold til hinanden. Den såkaldte ’fejderet’ gav enhver fyrste mange gode grunde til at behandle sine borgere ordentligt og holde igen med skatteudskrivningen. Fejderetten betød, at en fyrste, som så, at hans nabofyrste trådte sine undersåtters rettigheder under fode, kunne indgå aftaler med naboens undersåtter om at afsætte nabo-fyrsten og blive deres nye overhoved – mod at han til gengæld i højere grad ville beskytte og håndhæve undersåtternes rettigheder.

Et eksempel på småstaternes frihedsbevarende funktion er det tyske mundheld, ”Stadtluft macht frei”, som hentyder til, at livegne/fæstebønder i de mindre frie, tyske områder blev anset for at være frie borgere og løst fra deres forpligtelser over for tidligere herremænd, når de havde boet i en af de frie bystater i ét år og én dag. Friheden i byerne og den deraf følgende akkumulation af kapitalapparat og højere reallønninger lagde et voldsomt pres på herremændenes fæste, som var uproduktivt og ufrit, fordi fæstebønderne flygtede til byerne.

Oplysningstidens rationalisme og udbredelsen af ideen om den individuelle selvbestemmelse og den private ejendomsret medførte, at de enevældige monarkier kom under pres. Specielt den europæiske befolkning stod på daværende tidspunkt over for et valg; valget mellem den kollektivistiske totalstat (i både dens demokratiske eller diktatoriske form) eller det libertarianske samfund – enten som en meget lille ikke-intervenerende stat eller som et anarkokapitalistisk samfund.

Befolkningen valgte desværre forkert. Men den positive indflydelse fra de libertarianske elementer fra oplysningstiden og den klassiske liberalismes epoke har virket og virker den dag i dag, og det er anvendelsen af disse principper, som er skyld i, at Vesteuropa og USA i dag er de rigeste, mest tolerante og (måske?) fredeligste samfund i verden.

Europas historiske, libertarianske kræfter
Der har i Europa eksisteret ganske betydelige kræfter, som arbejdede for indførelsen eller bevarelsen af et libertariansk samfund. Manchester-skolen (specielt Richard Cobden og John Bright) i Storbritannien havde held til at fremføre de libertarianske synspunkter om fred, frihandel og frihed i lang tid, fordi England har haft en lang og glorværdig tradition for individuel selvbestemmelse. Men også i Holland, som havde stor gavn af den internationale handel, trivedes tilsvarende idealer.

Selvom det i dag for længst er glemt og nærmest virker utroligt, har de tyske fyrstendømmer og bystater – bla. hansestæderne – ligeledes haft en ganske betydelig libertariansk bevægelse, som af deres samtid også blev kaldt ”Manchester-skolen” – pga. påvirkningen fra Storbritannien. Eugen Richter samt den britiske emigrant, John Prince-Smith er de kendteste, tyske libertarianere, som for den sidstnævntes vedkommende færdedes i det berlinske intellektuelle miljø sammen med den kendte anarkistiske individualist, Max Stirner. Historikeren, Ralph Raico har skrevet om den tyske liberalisme i bogen Partei der Freiheit: Studien zur Geschichte des deutschen Liberalismus, hvori han også beskriver anarkokapitalistiske tendenser i den berlinske avis, Berliner Abendpost.

Tankevækkende resultater af centralisering
Brede dele af det tyske samfund nærede i midten af 1800-tallet, hvad man i dag ville karakterisere som ultraliberale idealer. De private tyske militser – Landwehr – var i det store hele så liberale, at Bismarck – med rette! – anså dem for at være ”revolutionære” og dermed skadelige for den kollektivistiske socialstat, som han indførte ved den dramatiske centralisering af de tyske fyrstendømmer og oprettelsen af den tyske centralmagt. Bismarcks usympatiske centralisering af de tyske fyrstendømmer i 1860’erne og 1870’erne formåede dog ikke at indlemme alle dele af den tysksprogede nation. Hansestæderne Lübeck og Danzig blev eksempelvis begge først indlemmet af nazisterne i 1933.

Det er tankevækkende, at Hitler hadede små stater (specielt Schweiz), og han ville under ingen omstændigheder kunne have gennemført sit forehavende, hvis ikke Bismarck havde ’ryddet vejen’ for ham. Den store centralisering af de tyske samfund var en gulerod for næsen af totalitære, socialistiske grupperinger, og det er således ikke underligt, at der kun gik omkring 60 år fra centraliseringen af nogle af de højest civiliserede samfund i den vestlige verden til indførelsen af det mest barbariske og uciviliserede regime i verdenshistorien.

Det samme gælder for centraliseringen af de talrige, autonome, italienske småstater, som Garibaldi samlede – også i 1860’erne og 1870’erne. Italien var ligesom de tyske småstater ophav for en rig kultur. Her blomstrede filosofien, kunsten, friheden og økonomien, og landet var målet for endeløse dannelsesrejser for europæiske kunstnere og intellektuelle. Men også her så man efter centraliseringen fremkomsten af totalitære, socialistiske bevægelser, som ønskede at indtage centralregeringen og ensrette samfundet efter kollektivistiske idealer. Her tog kulturdestruktionen også hastigt fat. I dette tilfælde tog det kun omkring 50 år at få indført Mussolinis fascistiske styre.

Centraliseringen af det danske samfund
I Danmark har vi aldrig haft en intellektuel, libertariansk tradition. Og alligevel har vi – ligesom tyskerne – faktisk været meget tæt på at have et libertariansk samfund. For bare 150 år siden kunne man i danske afkroge langt fra København leve et helt liv stort set uden at komme i kontakt med statsmagten. Skatterne var ekstremt lave – også sammenlignet med de amerikanske, daværende skatter. Det var helt naturligt, at borgere havde ret til at bevæbne sig og forsvare eget liv og ejendom. Man kunne starte en virksomhed og gøre, hvad man ville – så længe man ikke skadede andre.

Den moderne, danske tradition for at sætte liberalisme og ’danskhed’ op som særlige modsætninger er således historisk forkert. Danmark har historisk set været et meget liberalt samfund – og er det på mange måder stadig, hvilket også er årsagen til, at vi konsekvent placerer os blandt de mest økonomisk frie samfund i verden i diverse undersøgelser. Den danske velfærdsstats mest betydningsfulde kerneydelser er ikke mere end omkring 35-40 år gamle.

I Danmark har vi det sidste halvandet århundrede efter den første grundlovs vedtagelse oplevet en betydelig centralisering, som har vanskeliggjort den konkurrence, som tidligere eksisterede mellem landets regioner. Denne centralisering forsøgtes i øvrigt gennemført med en tvungen fælles grundlov for Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvilket førte til de to slesvigske krige. Hertugdømmerne var blevet lovet en selvstændig grundlov, men Christian den ottende (og efterfølgende Frederik den syvende) forsøgte at tvinge en grundlov ned over hovedet på dem, som skulle være fælles for enhedsstaten Danmark. I 1848 løsrev hertugdømmerne sig fra den danske enhedsstat og dannede en forbundsstat med hovedsæde i Kiel. Som bekendt tabte Danmark – fortjent! – disse krige og måtte afstå hertugdømmerne. Desværre var en afledt effekt af krigene, at Bismarcks tyske militarisme og enhedsstatsfilosofi blev styrket, og at de tyske libertarianske kræfter, som ønskede at bibeholde småstaterne blev svækket.

Løsrivelsens dynamik
Hvis et statsmagt overhovedet kan have nogen som helst form for legitimitet, må legitimiteten stamme fra dens undersåtter villighed. En statsmagt er til for dens undersåtters skyld – ikke omvendt. Men hvis dette er tilfældet, må det kræve, at undersåtter skal have fordel af statsmagten og se flere fordele ved dens eksistens end ulemper. En region af en stat, hvis befolkning mener, at de bedre vil kunne klare sig uden at være en del af staten, må således have ret til at løsrive sig og danne deres egen statsmagt for at bevare legitimiteten i et stat.

En stat, som erobrer territorier og hersker mod (dele af) befolkningens vilje, kan ikke på nogen måde siges at være legitim. Derfor må det være en ret for alle regioner af en stat at løsrive sig. Desuden vil en sådan løsrivelsesret virke overordentligt disciplinerende på politikere og bureaukraters evindelige ekspanderlyst. Ved ethvert politisk træk skal disse ved en løsrivelsesret overveje, om planlagte tiltag vil føre til udbytningen af én region til fordel for en anden, og om dette derfor vil lede til løsrivelse og svækkelse af den politiske enhed, som politikerne og bureaukraterne er sat til at regere.

Hvis en million individer har ret til at løsrive sig, har tusind det også, og hvis tusind har det, har ti det også, og så har et individ også ret til det. Løsrivelse in extremum er derfor i fuld overensstemmelse med libertarianske principper, og libertarianere bør derfor – som udgangspunkt – helhjertet støtte og opmuntre løsrivelsesbevægelser og -principper overalt i verden.

Genindførelse af fejderetten
De personer, som ønsker at fremstille den såkaldte neoliberalisme som en grænseoverskridende, nihilistisk og global bevægelse har både ret og uret. Mens libertarianere bestemt går ind for fri handel og uregulerede kapitalbevægelser, ligger der også i libertarianismen en erkendelse af, at små politiske enheder fungerer bedre end store (og at ingen fungerer bedre end små).

Derfor er det helt i overensstemmelse med det libertarianske værdisæt at kæmpe for opsplitningen af Danmark i mindre politiske enheder med udtalt selvstyre og derved effektivt styrke konkurrencen om og respekten for individuel selvbestemmelse og effektiv offentlig (ingen) service.

Kapitalismen er fredens ideologi, og det ville således også være i overensstemmelse med libertarianske principper at genindføre en moderne pendant til den tidligere fejderet i form af eksempelvis de nuværende kommunale enheder på privatejet og -handlet aktieform. I stedet for uproduktive krige ville private udviklings- og serviceselskaber kunne overtage driften og lovgivningsmagten i en kommune ved at købe sig ind i dette geografisk afgrænsede område. Sådanne overtagelser ville være 100 pct. fredelige, og – ligeså vigtigt – de ville være gennemført med henblik på at tilvejebringe en bedre service end det tidligere ejerskabs.
Fortjenesten ved at eje en kommune, ville være de skatter, som man kunne påføre indbyggerne. Hvis et udviklingsselskab påføre indbyggerne i en kommune for høje skatter, vil indbyggerne forlade kommunen til fordel for andre kommuner med et bedre pris/kvalitetsforhold, og udviklingsselskabets kapitalværdi vil lide skade, hvorfor sandsynligheden for fjendtlig (men fredelig – i form af ikke-voldelig) overtagelse fra andre, dygtigere udviklingsselskaber vil øges.

Hvordan sådanne konkurrerende, private kommuner i praksis vil fungere, må være stof for en fremtidig, selvstændig artikel. Her er vil jeg nøjes med slutteligt at konstatere, at meget frihedsorienterede individer vil have mulighed for at slutte sig sammen og købe flertallet af aktierne i en kommune for derefter at uddele kommunens værdier pro rata til aktionærerne og herved reelt afskaffe kommunens lovgivende magt.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password