En sorgens dag

Statens indtægter hidrørte i slutningen af 1800-tallet fortrinsvis fra afgifter og skatter på landbruget. Venstre, som repræsenterede landbruget, fik i 1901 flertal i Folketinget, og selvom Højre (godsejerne) stadig havde flertal i Landstinget, lykkedes det for Venstre at lægge noget af landbrugets skattebyrde over på de indtil da relativt privilegerede byer. Desværre indebar skattereformen – […]

Statens indtægter hidrørte i slutningen af 1800-tallet fortrinsvis fra afgifter og skatter på landbruget. Venstre, som repræsenterede landbruget, fik i 1901 flertal i Folketinget, og selvom Højre (godsejerne) stadig havde flertal i Landstinget, lykkedes det for Venstre at lægge noget af landbrugets skattebyrde over på de indtil da relativt privilegerede byer. Desværre indebar skattereformen – Lov nr. 104 af 15. maj, 1903 – som vedtoges med virkning fra 1904, at der blev indført en progressiv indkomstskat. Personer, som årligt tjente 2.000 kr. eller derunder skulle betale 1,3 pct. i indkomstskat. Skattesatsen steg med indkomsten til 2,5 pct. for personer med en årlig indkomst over 100.000 kr. Desuden indførtes en årlig formueskat på 0,6 promille.

Et frådende monster
Disse satser virkede måske harmløse for datidens bønder og arbejdere, men med tiden skulle det vise sig, hvilket frådende monster, man havde næret ved sin barm og endeligt sluppet løs med de løbende udvidelser af den almindelige valgret. Ved Grundlovens vedtagelse i 1849 havde tjenestemænd, kvinder og tyende ingen stemmeret og ej heller straffede eller personer med gæld. Valgret til Landstinget havde kun personer, som ikke oppebar diæter – der stilledes mao. krav til en vis formue for at kunne blive valgt hertil. Med grundlovsrevisionerne i 1915 og 1953 udvidedes valgretten, så stort set alle i dag kan gøre deres indflydelse gældende igennem simple flertalsafgørelser af, hvordan statens voldsmonopol skal anvendes.

Disse to forhold – indførelsen af indkomstskatten og udvidelsen af valgretten – skabte muligheden for, at man kunne stemme om anvendelsen af andres ejendom. Hvor mange penge skal konfiskeres? Hos hvem? Hvem skal pengene tilgodese? Enhver kunne have forudset, at dette ville lede til evigt stigende skatter, stigende offentlige udgifter og regulering af alle mulige og umulige forhold. Den fattigste halvdel af befolkningen er gennem flertalsafgørelserne ubegrænsede domæne blevet udstyret med et dødsensfarligt værktøj, som man skulle være i besiddelse af pletfri og sober moral for ikke at anvende til egen fordel. Med tiden er skattetrykket da også steget fra under 10 pct. for 100 år siden til langt over 50 pct. i dag.

Tidligere havde tjenestemænd som sagt ikke stemmeret. Og da en væsentlig andel af de statsligt ansatte havde tjenestemandsansættelser, betød det, at den lovgivende magt stadig var i de ydende og produktive klassers hænder. Denne bestemmelse blev som sagt afskaffet, og selvom tjenestemandsansættelser i dag er sjældne, er det nu ikke overraskende flere hundredetusinde offentligt ansatte og personer på overførselsindkomster, som lever af skatter pålagt andres arbejde.

Gennem tiden har vi reelt skabt et enormt og uproduktivt bureaukrati, som lever af beskatningen af de produktive individer i den private sektor. Det er forstemmende at se, hvordan dette institutionaliserede slaveri – miskendt og hyldet som demokrati – gennem studehandler og simple flertalsafgørelser på en og samme tid groft træder individuelle rettigheder under fode og samtidig hysterisk hylder den ene mere fantastiske rettighed efter den anden som ukrænkelige.

Den private ejendomsret har muliggjort og medført en eksplosiv vækst i den kapitalistiske kapitalakkumulation i den vestlige verden, og i dag er det derfor blevet nemmere end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien at forsørge sig selv. Den kapitalistiske arbejdsdeling og opbyggelsen af kapitalapparat er den direkte årsag til, at varer i dag er billigere end nogensinde, og at lønmodtageres produktivitet er langt større end nogensinde før. Målt i reale varer er en gennemsnitlig industriarbejders timeløn i dag langt større end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. På trods af dette faktum findes der i dag langt flere mennesker end nogensinde, som ikke forsørger sig selv. Omkring en million danske mennesker i den arbejdsdygtige alder lever af offentlige overførselsindkomster uden at arbejde. Der er i dag ansat omkring en million mennesker i den offentlige sektor, som måske nok passer et ”arbejde”, men hvis produktivitet, der kan stilles et meget stort spørgsmålstegn ved.

Værdiernes deroute
Igennem de 100 år, der er gået siden indkomstskattens indførelse er vitale sociale værdier og indsigter blevet destrueret. Indkomstskattens indførelse er ganske enkelt det største civilisatoriske tilbageskridt, som nogensinde er foretaget i Danmark. For 100 år siden var det i stort set alles øjne en pligt at være selvhjulpen og selvforsørgende – selv arbejderbevægelsen understøttede denne forestilling med sloganet ”kræv din ret – gør din pligt”. Det kan godt være, at arbejderbevægelsen for 100 år siden krævede visse positive rettigheder, som libertarianere på det bestemteste må afvise, men det altoverskyggende flertal blandt organiserede arbejdere var indstillet på, at de i hvert fald også skulle yde noget for at kunne gøre disse krav gældende.

Selv indtil langt op i 1960’erne ansås det for at være uværdigt at modtage offentlige ydelser, hvis man var i stand til at forsørge sig selv – selv hvis man var berettiget til disse ydelser. Den statslige og politiske godhedsindustri har for at kunne udvide deres virkeområde og beføjelser kæmpet en lang og sej kamp for at komme denne forestilling til livs, og de har sejret ad helvede til. Den naturlige og helt rimelige stigmatisering af mennesker på offentlige overførselsindkomster, som fandtes for 100 år siden, er i dag væk.

De sociale værdier, som tidligere gik i arv fra forældre til børn – at man skulle sørge for at kunne klare sig selv, man skulle leve mådeholdent, sørge for ikke at stifte større gæld end nødvendigt, få et arbejde og passe det ordentligt – er i dag i betydelig grad eroderet af fremkomsten af det altomfavnende ”sikkerhedsnet”, som statens velfærdsydelser udspænder for den enkelt. I realiteten fungerer de som et klæbrigt edderkoppespind – jo mere man vader rundt i det, jo mere sidder man fast.

Så stor en indflydelse har indkomstskatten og den systematiske krænkelse af den private ejendomsret samt honorering af uproduktiv eller kontraproduktiv adfærd haft, at vi i dag har fået en regering, som kalder sig borgerlig, men som ansætter flere og flere i den offentlige sektor, og som ikke gør det fjerneste forsøg på at trænge overførselsindkomsterne tilbage. Hundreder af tusinde af individer nærer i dag den fatale forestilling, at deres selvopfundne behov giver dem et legitimt krav på andre menneskers indkomst. Det totale fravær af en fornuftig opposition til Folketingets partier understreger den værdimæssige deroute, som Danmark har gennemlevet det sidste århundrede – og specielt de sidste 30 år.

Indkomstskatten er systematisk destruktion
Indkomstskatten er destruktiv af natur. Den straffer produktiv adfærd, og den belønner uproduktiv. De individer, som rammes hårdest af indkomstskatten er de personer, som oppebærer en stor indkomst – dvs. de individer, som har vist at de i højere grad end alle andre formår at tilfredsstille individuelle behov på markedet. Det er disse mennesker, som via deres opsparing er kilden til kapitalakkumulation og derved kilden til fremgang for fattigere og svagere grupper, hvis reallønninger stiger med kapitalakkumulationen.

En bums i Sydhavnen er for det første mindre tilbøjelig til at investere sine penge end en højt lønnet og arbejdsom leder i Nordsjælland. En bums vil hellere købe øl og give omgange til vennerne eller køre i taxa i stedet for at tage cyklen. Dertil kommer, at den arbejdsomme leder med stor indkomst med stor sandsynlighed har større forstand på, hvor han skal placere sine penge for at få et stort afkast og derfor også tilgodeser samfundets interesser i størst udstrækning. Det gør faktisk en forskel, om man placerer sine penge i Brøndby IF eller i Microsoft.

Den anden side af sagen – de statslige overførselsindkomster er også destruktive. De fastholder klienterne i afhængighed og stigmatiserer dem i arbejdsgiveres øjne, hvorfor deres chancer for at finde et arbejde forværres med tiden. De fleste vil sikker i dag anse sloganet ”lediggang er roden til alt ondt” som reaktionært eller ligefrem ekstremistisk. Men det er ganske enkelt lettere at opretholde eksempelvis et alkoholmisbrug, når der ikke er nogen arbejdsgiver, som bekymrer sig om ens arbejdskraft, og når checken automatisk er at finde i postkassen måned efter måned. Det er også lettere at begynde at kede sig og hænge rundt omkring på gadehjørner sammen med ligesindede og provokere eller ligefrem øve vold mod almindelige mennesker, hvis man ikke har noget arbejde. Individer, som har en 37-timers arbejdsuge har ganske enkelt ikke tid eller overskud til den slags.

Løsningen
Det er bydende nødvendigt, at denne deroute vendes hurtigst muligt. Dette samfund mangler fremtrædende individer – politikere, forfattere, intellektuelle osv. – som kan sige, hvad der behøver at blive sagt. Indkomstskatten bør som minimum afskaffes sammen med de mange statslige overførselsindkomster. Uanede produktive resurser ligger i dag ubenyttede hen.

Vi går hvert år glip af værdien af over en million individers arbejdskraft i Danmark. Disse kræfter må i spil igen, og det kan kun ske ved at gøre det mere attraktivt at spare op, at investere, at turde satse, at være arbejdsom og ved at være innovativ. Tilsvarende må det ikke kunne svare sig at rende rundt derhjemme eller på gaden uden at skabe værdier for andre mennesker. Hvis disse ubenyttede resurser hæver den årlige danske produktion med bare 5 pct. årligt, vil det have en kolossal betydning over en bare 20-årig periode. Formueskatten blev afskaffet under den forhenværende regering, og selvom der stadig findes skatter, som har karakter af formueskatter, må det være den nuværende regerings største og klareste mål at afskaffe indkomstskatten – den mest destruktive af alle skatter.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password