En stat er et territorielt monopol på tvang, en entitet som må engagere sig i kontinuerlige, institutionaliserede krænkelser af ejendomsrettigheder og udbytningen af private ejere gennem ekspropriation, beskatning og regulering.
Men hvordan opstår stater? Der er to teorier om staters oprindelse. Et synspunkt, som er associeret med navne som Franz Oppenheimer, Alexander Ruestow og Albert J. Nock, hævder, at stater opstod som den militære erobring af en gruppe imod en anden gruppe. Dette er teorien om statens eksogene oprindelse. Men dette synspunkt er blevet kritiseret indgående af historiske såvel som teoretiske grunde af etnografer og antropologer som Wilhelm Muehlmann. Specielt gælder, at kritikere anser synspunktet om, at de allerførste stater var resultatet af nomadiske hyrder, som gjorde sig til herrer for stationære bønder, som falsk. Denne anskuelse lider af det forhold, at erobring i sig selv forudsætter en statslignende organisation blandt erobrerne. Derfor kræver den eksogene oprindelse af stater en mere fundamental teori om statens endogene oprindelse.
En sådan teori er blevet fremsat af Bertrand de Jouvenel. Ifølge dette synspunkt er stater et resultat af naturlige eliter: det naturlige udkomme af frivillige transaktioner mellem private ejere er ikke-egalitær, hierarkisk og elitistisk. I ethvert samfund har nogle få individer modtaget en status som elite gennem talent. Som følge af overlegne erhvervelser af velstand, visdom eller modighed er disse individer kommet til at besidde en naturlig autoritet, og deres meninger og bedømmelser har opnået en særlig respekt. Endvidere, pga. selektiv pardannelse [oversat fra ’mating’, DBK], giftermål og lovene for civil og genetisk arv, er disse naturlige autoriteters positioner tilbøjelige til at blive nedarvet inden for nogle få, noble familier. Det er til disse familiers overhoveder, hvis ry gennem lang tid er blevet etableret som ærgerrige, forudseende og eksemplarisk, mænd henvender sig med deres konflikter og klager over hinanden. Disse ledere fra den naturlige elite virker som dommere og fredsmæglere – ofte gratis ud fra en fornemmelse for, at disse ydelser forventedes af en person af autoritet eller ud fra overvejelsen om, at retfærdighed som et ”offentligt gode” bør blive produceret privat.
Det lille, men afgørende skridt, i transitionen til en stat består i præcist at monopolisere funktionen som dommer og fredsmægler. Dette skete, så snart et enkelt medlem af den frivilligt udpegede elite var i stand til at insistere på – trods modstand fra andre medlemmer af eliten – at alle konflikter inden for et specificeret territorium skulle afgøres af ham. Stridende parter kunne ikke længere selv vælge deres dommer eller fredsmægler.
Monarkiets oprindelse
Når først staten forstås som udkommet af tidligere hierarkisk strukturerede, naturlige eliter, bliver det klart, hvorfor menneskeheden – for så vidt den overhovedet var udsat for stater – har været under monarkisk (i stedet for demokratisk) regering i det meste af historien. Der har selvfølgelig været undtagelser: det athenske demokrati, Rom indtil 31 f.kr., republikkerne i Venedig, Firence og Genova under renæssancen, de schweiziske kantoner siden 1291, De Forenede Provinser (Holland) fra 1648 til 1673 og England under Cromwell. Men disse var sjældne tilfælde, og ingen af dem kommer i nærheden af moderne en-mand-en-stemme-demokratiske systemer. I stedet var de højst elitære. I Athen var det eksempelvis ikke mere end 5 pct. af befolkningen, der stemte og var valgbare. Det var ikke før efter den Første Verdenskrig, at menneskeheden rigtigt forlod den monarkiske alder.
Magten bliver monopoliseret
Fra det øjeblik, da et enkelt medlem af den naturlige elite succesfuldt monopoliserede funktionen som dommer og fredsmægler, blev lov og lovhåndhævelse mere omkostningsfuldt. I stedet for at blive tilbudt gratis eller i bytte for frivillige betalinger, blev det finansieret ved en obligatorisk skat. På samme tid faldt kvaliteten af lov. I stedet for at opretholde de gamle ejendomslove og anvende et universelt og uforanderligt princip for retfærdighed, ville en monopolistisk dommer, som ikke behøvede at frygte bortfaldet af klienter, pervertere den eksisterende lov til sin egen fordel.
Hvordan var dette lille, men afgørende skridt til at monopolisere lov og orden muligt at foretage for konge, når det førte til en lavere kvalitet af retfærdighed? Andre medlemmer af den naturlige elite ville bestemt modsætte sig et sådant forsøg. Men dette er årsagen til, at de eventuelle konger allierede sig med ”folket” eller ”den almindelige mand”. Ved at appellere til den altid populære følelse af misundelse lovede konger bedre og billigere retfærdighed i bytte for og på bekostning af beskatning af kongens ligeværdige (dvs. konkurrenter). Dertil kommer, at konger fik hjælp fra klassen af intellektuelle.
Intellektuelles rolle
Efterspørgslen efter intellektuelle ydelser kunne forventet at vokse med stigende levestandarder. Dog var de fleste mennesker mere bekymret om mere jordnære og verdslige affærer og havde kun et lille behov for intellektuelle anstrengelser. Bortset fra kirken var de eneste med et behov for de intellektuelles ydelser medlemmer af den naturlige elite – som lærere for deres børn, personlige rådgivere, sekretærer og bibliotekarer. Ansættelse som intellektuel var usikker og lønnen typisk lav. Mens medlemmerne af den naturlige elite derudover sjældent selv var intellektuelle (dvs. personer, som brugte al deres tid på videnskabelige foreteelser), men i stedet var mere optaget af deres jordiske virksomheder, var de typisk mindst lige så intelligente som deres intellektuelle ansatte. Så anerkendelsen af ”deres” intellektuelles præstationer var kun beskeden.
Det er derfor næppe overraskende, at intellektuelle, som led under en ret inflateret selvopfattelse, harmedes over disse forhold. Hvor uretfærdigt, at de – den naturlige elite – som blev undervist af dem [de intellektuelle, DBK] i virkeligheden var deres overhoveder og førte det komfortabelt liv, når de – de intellektuelle – måtte leve et relativt fattigt og afhængigt liv. Det er heller ikke underligt, at intellektuelle så let skiftede side til kongens fordel, da han forsøgte at etablere sig selv som retfærdighedens monopolist. I bytte for deres ideologiske legitimering af monarkisk lov kunne kongen ikke blot tilbyde dem bedre ansættelse med højere status, men som kongelige hof-intellektuelle kunne de endelig betale den naturlige elite tilbage for dens mangel på respekt.
Stadig var forbedringen af den intellektuelle klasses position kun moderat. Under den monarkiske regering var der en klar skelnen mellem den regerende (kongen) og de regerede, og de regerede vidste, at de aldrig ville blive regent. Derfor var der en anseelig modstand ikke bare fra den naturlige elite, men også fra almindelige folk imod forøgelser af kongens magt. Det var derfor ekstremt svært for kongen at hæve skatterne, og ansættelsesmulighederne for de intellektuelle forblev meget begrænsede. Hertil kom, at kongen – så snart han var sikker på sin magt – ikke behandlede de intellektuelle bedre end de naturlige eliter. Og idet kongen kontrollerede større territorier end naturlige eliter nogensinde gjorde, var det endnu farligere at komme ham på tværs, hvilket gjorde de intellektuelles position endnu mere usikker.
En inspektion af biografier fra ledende intellektuelle – fra Shakespeare til Goethe, fra Descartes til Locke, fra Marx til Spencer – viser i grove træk det samme mønster: indtil et godt stykke inde i det 19. århundrede var de intellektuelle arbejde sponsoreret af private donorer, medlemmer af den naturlige elite, prinser eller konger. Kom de på tværs af deres sponsorer, skiftede de hyppigt ansættelse, og geografisk var de meget mobile. Idet dette ofte betød finansiel usikkerhed, bidrog det ikke bare til en unik kosmopolitanisme blandt intellektuelle (som antydet af deres kundskaber i talrige sprog), men også til en ualmindelig intellektuel uafhængighed. Hvis en donor eller sponsor ikke længere understøttede dem, eksisterede der mange andre, som gladelig ville træde til. Intellektualitet, det kulturelle liv og de intellektuelles uafhængighed blomstrede i særdeleshed dér, hvor kongen eller den centrale regering var relativt svag – dvs. dér, hvor den naturlige elite var forblevet relativt stærk.
Demokratiets fremkomst
En fundamental ændring i forholdet mellem stater, naturlige eliter og intellektuelle fremstod alene med transitionen fra monarkisk til demokratisk regering. Den var den højere pris på retfærdighed og kongers, monopolitiske dommere og fredsmægleres perversioner af gamle love, som motiverede den historiske opposition imod monarkiet. Men der eksisterede stadig en misforståelse af årsagerne til dette fænomen. Der fandtes personer, som korrekt indså, at problemet bestod i monopolet, ikke i eliter og adelstanden. Dog var disse i klart undertal i forhold til dem, som fejlagtigt beskyldte regentens elitære karakter for problemet, og som advokerede for bevarelsen af monopolet på lov og lovhåndhævelse og udskiftningen af konge og det iøjnefaldende kongelige pomp med ”folket” og ”den menige mands” formodede hæderlighed.
Ironisk nok blev monarkismen ødelagt af de selv samme sociale kræfter, som konger først havde stimuleret og hvervet, da de begyndte at udelukke konkurrerende naturlige autoriteter fra at agere dommere: Den menige mands misundelse imod deres herrer og de intellektuelles længsel efter at indtage de pladser i samfundet, som de påstod, at de fortjente. Da kongens forsikringer om bedre og billigere retfærdighed viste sig at være tomme, vendte de intellektuelle de egalitære følelser, som kongen tidligere havde forsøgt at vinde, imod monarkiets herskere selv. Følgelig forekom det logisk, at også konger skulle afskaffes, og at de egalitære politikker, som monarker havde taget i anvendelse, skulle bringes til deres slutmål: Den menige mands monopolitiske kontrol med den dømmende magt. For de intellektuelle betød det dem selv, folkets talsmænd.
Som elementær økonomisk teori kunne forudsige, blev forholdene forværret med transitionen fra monarki til demokratisk styre med en-mand-en-stemme og med substitutionen af folket for kongen. Prisen på retfærdighed steg astronomisk, mens kvaliteten af lovgivning konstant forværredes. For hvad dette system kunne destilleres til, var privat regeringseje – et privat monopol – som erstattedes af et system af statslig regering – et offentligt ejet monopol.
En ”tragedy of the commons” var skabt. Alle, ikke blot kongen, var nu berettiget til at prøve at tilrage sig alle andres ejendom. Konsekvensen var mere statslig udbytning (skatter), forringelsen af lovgivning til det punkt, hvor et system af universelle og uforanderlige principper for retfærdighed forsvandt og var erstattet af ideen om lov som lovgivning (dvs. lavet, frem for fundet og for evigt given lov); og en stigning i den sociale tidspræferencerate (øget nutidsorientering (dvs. kortsynethed, DBK)).
En konge ejede et territorium og kunne viderebringe det til sin søn, og derfor var han tilbøjelig til at forsøge at bevare dets værdi. En demokratisk hersker var og er en midlertidig administrator, hvorfor han forsøger at maksimere en nutidige regerings indkomster på bekostning af kapitalværdien, hvilket leder til tab.
Her er nogle af konsekvenserne: Gennem den monarkiske alder før Første Verdenskrig var de statslige udgifter sjældent højere end 5 pct. af BNP. Siden da er de typisk vokset til omkring 50 pct. Før Første Verdenskrig, var den offentlige ansættelse typisk mindre end 3 pct. af den totale arbejdsstyrke. Siden hen er den vokset til mellem 15 og 20 pct. [i Danmark var det i 2002 hele 32 pct., DBK]. Den monarkiske alder var karakteriseret ved indløselige penge (guld) og købekraften øgedes gradvist. I kontrast hertil er den demokratiske tidsalder papirpengenes, og deres købekraft er permanent faldet.
Konger gældsatte sig dybere og dybere, men i fredstid reducerede de i det mindste typisk deres gæld. Gennem den demokratiske æra er statsgælden steget i krigstid og i fred, så den i dag er nået utrolige højder. Realrenten var gennem den monarkiske alder gradvist faldet til noget i retningen af 2½ pct.. Siden hen er realrenten (den nominelle rente justeret for inflation) steget til omkring 5 pct. [for USA’s vedkommende er den nu faldet og er i begyndelsen af maj ligefrem blevet negativ, DBK] lig det 15. århundredes rente. Lovgivning eksisterede stort set ikke ved slutningen af det 19. århundrede. I dag bliver tusinder af love og reguleringer årligt vedtaget. Opsparingsraten er faldende i stedet for stigende med stigende indkomst, og indikatorer for disintegrationen af familie og kriminalitet bevæger sig konstant opad.
De naturlige eliters skæbne
Mens staten fik bedre vilkår under demokratiet, og mens ”folket” blev meget værre stillet, siden de begyndte at regere over ”sig selv”, hvad skete der så med de naturlige eliter og de intellektuelle? For så vidt angår de første har demokratiseringen lykkedes, hvor konger kun gjorde et beskedent anslag: I den ultimative destruktion af naturlige eliter og adelen. Storartede familiers formuer er forsvundet grundet skatter – gennem livet og ved død. Disse familiers tradition for økonomisk uafhængighed, intellektuel fremsynethed og moralsk og åndeligt lederskab er blevet tabt og glemt.
Rige mænd findes i dag, men oftest skyldes deres formuer direkte eller indirekte staten. Derfor er de ofte mere afhængige af statens fortsatte tjenester end mange mennesker med langt mindre velstand. De er typisk ikke længere overhoveder hos ledende og traditionelle familier, men ”nouveaux riches”. Deres adfærd er ikke længere karakteriseret ved dyd, visdom, hæder og smag, men ved afspejling af den samme kortsynethed, opportunisme og hedonisme, der findes i den proletariske massekultur, som de rige og berømte i dag har til fælles med alle andre. Følgelig – og Gud ske tak og lov for det – tæller deres meninger ikke mere i den offentlige opinion end alle andres.
Demokrati har opnået, hvad Keynes kun drømte om: Aflivningen af rentier-klassen [dvs. mennesker, som kan leve af deres renteindtægter alene, DBK]. Keynes meningstilkendegivelse om, at ”vi i længden alle er døde”, udtrykker præcist vor tids demokratiske ånd: Nutidsorienteret hedonisme. Selvom det er perverst ikke at tænke videre end ens eget liv, er sådan tænkning blevet almindelig. I stedet for at adle proletarer, har demokratiet proletariseret eliterne og systematisk perverteret massernes dømmekraft og tænkning.
De intellektuelles skæbne
Mens de naturlige eliter blev destrueret, tiltog de intellektuelle sig på den anden side en mere og mere prominent og magtfuld position i samfundet. De har i stor grad opnået deres mål og er blevet den herskende klasse ved at kontrollere staten og ved at fungere som monopolistiske dommere.
Dette er ikke at sige, at alle demokratisk valgte politikere er intellektuelle (selvom der bestemt er flere intellektuelle, der i dag bliver præsidenter, end der var intellektuelle, der blev konger). Når alt kommer til alt, kræver det noget anderledes evner at være intellektuel end at have masseappeal og være en succesfuld fund raiser. Men selv de ikke-intellektuelle er et produkt af indoktrinering i skattefinansierede skoler, universiteter og offentligt ansatte intellektuelle, og næsten alle deres rådgivere stammer fra denne pool.
Der er næsten ingen fremtrædende økonomer, filosoffer, historikere eller sociale teoretikere, som er ansat privat af den naturlige elite. Og de få fra den gamle elite, der stadig er tilbage, og som ville have aftaget deres tjenester, har ikke længere råd til det. I stedet er intellektuelle nu typisk offentligt ansatte – selv hvis de arbejder i nominelt private institutioner eller fondsorganisationer. Næsten fuldkomment beskyttet, deres antal dramatisk øget og deres løn er gennemsnitligt langt over deres sande markedsværdi. På samme tid er deres intellektuelle arbejdes kvalitet faldet konstant.
Hvad man vil opdage blandt intellektuelles arbejder er mest irrelevans og meningsløsheder. Hvad der er værre er, hvis vore dages intellektuelle produktion overhovedet er relevant og forståelig, er den ondskabsfuldt statslig. Der er undtagelser, men hvis praktisk taget alle intellektuelle er ansat i staten, burde det ikke komme som en overraskelse, at deres evigt stigende output – enten som bestillingsarbejde eller som arbejde fra egen hånd – er statslig propaganda. Der er i dag flere propagandister for demokratisk styring, end der nogensinde har været fortalere for monarkiet i menneskets historie.
Den tilsyneladende trend mod statsliggørelse er illustreret af den såkaldte Chicagoskoles skæbne: Milton Friedman, hans forgængere og hans tilhængere. I 1930’erne og 1940’erne blev Chicagoskolen stadig opfattet som venstreorienteret, hvilket var helt retfærdigt, når man tager i betragtning, at Friedman advokerede for en centralbank og papirpenge i stedet for en guldstandard. Han foretrak helhjertet principperne i en velfærdsstat med sit forslag om en garanteret minimumsindkomst (negativ indkomstskat), som han ikke kunne sætte en grænse for. Han advokerede for en progressiv indkomstskat for at kunne få opfyldt sine egalitære mål (og han hjalp personligt med at implementere kildeskatten). Friedman understøttede ideen om, at staten kunne foranstalte skatter for at kunne understøtte produktionen af de goder, som havde en positiv naboeffekt, eller de goder, som han troede havde en sådan. Dette indebar selvsagt, at der næsten ikke er noget som helst, som staten ikke kan skattefinansiere!
Tilmed var Friedman og hans tilhængere fortalere for den mest åndsforladte af alle filosofier: Etisk og epistemologisk relativisme. Der er ingen sådan ting som endegyldige moralske sandheder og al vor faktiske, empiriske viden er i bedste fald kun hypotetisk sand. Og alligevel tvivler de aldrig på, at der skal være en stat, og at den skal være demokratisk.
I dag, et halv århundrede senere, er Chicago-Friedman-skolen – uden at have ændret nogen af deres fundamentale meninger – anset for at være højreorienteret og fortalere for et frit marked. Faktisk udgør skolen den grænselinie for respektable meninger på højrefløjen, som kun ekstremister krydser. Så vidtgående er ændringen i den offentlige mening, som de offentligt ansatte har foranstaltet.
Overvej de øvrige indikatorer for statslige misdannelser, som er blevet til på foranledning af de intellektuelle. Hvis man ser på valgstatistik, fremgår det i det store hele, at jo længere tid en person tilbringer i uddannelsesinstitutioner – eksempelvis en med en PhD over for en med en BA – jo mere sandsynligt er det, at vedkommende er ideologisk prostatslig og stemmer på demokraterne. Dertil kommer, at jo højere en uddannelses grad af skattefinansiering er, jo lavere er SAT scores [det amerikanske uddannelsessystems test for elevers kundskaber, DBK] og jo lavere vil tilsvarende målinger af intellektuel formåen falde. Og jeg tror, at jo lavere vil den traditionelle standard for moralsk adfærd og civiliseret opførsel falde.
Eller overvej følgende indikator: I 1994 blev det kaldt en ”revolution”, da Speaker of the House, Newt Gingrich, blev kaldt en ”revolutionær”, fordi han støttede New Deal og Social Security samt hyldede civil rights lovgivning – dvs. positiv særbehandling og tvungen integration, som er skyld i den næsten fuldkomne destruktion af den private ejendomsret og eroderingen af kontraktfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden. Hvilken slags revolution er det, når de revolutionære helhjertet støtter de statslige præmisser og årsager til den nuværende katastrofe? Det er indlysende, at dette kun kan kaldes en revolution i et intellektuelt miljø, der er statsligt i sit inderste.
Historie og ideer
Situationen forekommer håbløs, men den er det ikke. For det første må det indses, at situationen ikke kan fortsætte i det evige. Den demokratiske tidsalder kan næppe være ”slutningen på historien”, som de neokonservative vil have os til at tro, for der er også en økonomisk side af processen.
Markedsinterventioner vil uundgåeligt lede til flere af de problemer, som det er meningen, at de skulle løse, hvilket leder til mere og mere kontrol og regulering, indtil vi til sidst når ren socialisme. Hvis den nuværende trend fortsætter, kan det med sikkerhed forudsiges, at den demokratiske, vestlige velfærdsstat vil kollapse, som også folkerepublikkerne i øst gjorde det i de sene 1980’ere. I flere årtier er realindkomsten i Vesten stagneret eller endda faldet. Statsgælden og omkostningerne til ”social insurance”-ordninger har medført udsigten til et økonomisk sammenbrud. På samme tid er de sociale konflikter øget til farlige højder.
Måske må man vente på et økonomisk kollaps, før den nuværende statslige trend ændrer sig. Men selv ved et kollaps er noget andet nødvendigt. Et sammenbrud vil ikke nødvendigvis resultere i, at staten bliver trængt tilbage. Ting kunne blive værre.
Faktisk har der i nyere vestlig historie kun været to rene eksempler på, at centralregeringers magt er blevet reduceret – selv hvis det kun var midlertidigt – som følge af en katastrofe: I Vesttyskland under Ludwig Erhard og i Chile under general Pinochet. Hvad der er nødvendigt ud over en krise, er ideer – korrekte ideer – og mennesker, som er i stand til at forstå og udføre dem, når muligheden tilbyder sig.
Men hvis historiens gang ikke er uundgåelig – og det er den ikke – så er en katastrofe hverken nødvendig eller uundgåelig. I sidste ende er historiens gang afgjort af ideer, om de så er sande eller falske, og mennesker, som handler på baggrund og lader sig inspirere af sande eller falske ideer. Kun så længe, falske ideer hersker, er en katastrofe uundgåelig. På den anden side kan en katastrofe afværges og behøver slet ikke forekomme, når først de korrekte ideer er implementeret og forbliver i den offentlige opinion – og ideer kan i princippet blive ændret næsten med det samme.
De intellektuelles ansvar
Dette bringer mig til den rolle, som de intellektuelle må spille i den nødvendigt radikale og fundamentale ændring i den offentlige mening, og den rolle, som medlemmer af den naturlige elite – eller hvad der er tilbage af den – også vil have at spille. Kravene på begge sider er høje, men selvom de er høje, vil de være nødt til at acceptere dem som deres naturlige pligt, hvis katastrofen succesfuldt skal forhindres.
Selvom de fleste intellektuelle er blevet korrumperet og i det store hele er skyld i de nuværende perversiteter, er det umuligt at opnå en ideologisk revolution uden deres hjælp. De offentlige intellektuelles hersken kan kun blive brudt af antiintellektuelle intellektuelle. Heldigvis vil ideerne om individuel frihed, privat ejendom, kontraktfrihed, foreningsfrihed, personligt ansvar og erstatningsansvar og staten som den største trussel mod frihed og ejendom ikke dø ud, så længe der er en menneskelig race – fordi disse ideer er sande, og fordi sandheden understøtter sig selv. Endvidere vil bøgerne af tidligere tænkere, som udtrykte disse ideer, ikke forsvinde. Men det er også nødvendigt, at der er levende tænkere, som kan læse sådanne bøger, som kan huske, rekapitulere, genanvende, forstærke og fremhæve disse ideer, og som er villige og i stand til at give dem et personligt udtryk og åbent modsætte sig, angribe og tilbagevise de øvrige intellektuelle.
Af disse to krav – intellektuel kompetence og karakter – er det sidste det vigtigste, specielt i disse tider. Fra et rent intellektuelt standpunkt er sagen relativt let. De fleste af de statslige argumenter, som vi hører dag ind og dag ud, er let tilbagevist som moralsk og økonomisk nonsens. Det er heller ikke svært at finde intellektuelle, som privat ikke tror på, hvad de i offentligheden proklamerer med stor fanfare. Dette er ingen fejl fra deres side. De siger og skriver med fuldt overlæg ting, som de ved er usande. De mangler ikke intellekt; de mangler moral. Dette indebærer, at man ikke bare skal være parat til at bekæmpe usandheder, men også ondskab – og dette er en langt sværere og udfordrende opgave. Tillige med viden kræver det mod.
Som antiintellektuel intellektuel kan man forvente at blive tilbudt korruption – og det er utroligt, hvor let visse mennesker lader sig korrumpere: Nogle få hundrede dollars, en rar ferie, en fotomulighed med de store og magtfulde er alt for ofte nok til at få folk til at sælge ud. Sådanne fristelser må afvises som foragtelige. I kampen mod ondskab må man endvidere kunne acceptere, at man aldrig vil være ”succesfuld”. Der er ingen rigdom i vente, ingen storslåede forfremmelser, ingen professionel prestige. Faktisk bør intellektuel berømmelse anses med største mistænksomhed.
Man vil ikke bare måtte acceptere at blive marginaliseret af det akademiske establishment, men man må også forvente, at ens kolleger vil gøre deres yderste for at ødelægge én. Se bare på Ludwig von Mises og Murray N. Rothbard. De to største økonomer og sociale filosoffer i det 20. århundrede var begge grundlæggende uacceptable af og uansættelige i det akademiske establishment. Og alligevel gik de aldrig i deres liv på kompromis – ikke en tomme. De tabte aldrig deres værdighed, de forblev uforfærdede, ja faktisk opløftede og arbejdede med en utrolig produktivitet. De var tilfredse med at arbejde for sandheden og intet andet.
De naturlige eliters ansvar
Det er her, at det der er tilbage af de naturlige eliter, kommer ind i billedet. Sande intellektuelle som Mises og Rothbard kan ikke gøre, hvad de må gøre, uden de naturlige eliter. Trods alle modsætninger lykkedes det Mises og Rothbard at blive hørt. De var ikke dømt til tavshed. De underviste og udgav stadig. De henvendte sig stadig til publikummer og inspirerede folk med deres indsigter og ideer. Dette ville ikke have kunnet lade sig gøre uden støtten fra andre. Mises havde Lawrence Fertig og William Volker Fund, som betalte hans løn ved New York University, og Rothbard havde Ludwig von Mises Institute, som understøttede ham, hjalp med at udgive og fremme hans bøger og tilvejebragte de internationale rammer, som tillod ham at sige og skriv, det som måtte siges og skrives, og som ikke længere kan siges og skrives inden for akademia og det officielle, statslige establishments medier.
Engang i den præ-demokratiske tidsalder, da egalitarismens ånd endnu ikke havde ødelagt de fleste mænd med uafhængig rigdom, sind og dømmekraft, blev denne opgave med at understøtte upopulære intellektuelle varetaget af individer. Men hvem kan nu til dage alene privat ansætte en intellektuel som sin personlige sekretær, rådgiver eller underviser til sine børn? Og dem, som stadig kan, er oftest involveret i den stadig mere korrupte ”big government-big business”-alliance, og de fremmer det præcist samme vanskabte idioti, som dominerer det statslige akademia. Tænk bare på Rockefeller og Kissinger for et eksempel.
Derfor kan opgaven med at understøtte og opretholde sandheden om privat ejendom, kontraktfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, personligt ansvar og at bekæmpe falskheder og løgne og den ondskabsfulde statsforherligelse, relativisme, moralske korruption og uansvarlighed kun varetages ved at poole resurser kollektivt og understøtte organisationer som Mises Institute, en uafhængig organisation, som er dedikeret til den vestlige civilisations underliggende værdier, og som er kompromisløs og fjernt lokaliseret – selv fysisk – fra magtens korridorer. Dets program med scholarships, undervisning, publikationer og konferencer er intet mindre end ø af moral og intellektuel hæder i et hav af perversion.
For at der ikke skal være nogen tvivl, er det enhver hæderlig persons første ansvar at sørge for sig selv og sin familie. På det frie marked bør han tjene så mange penge som muligt, fordi jo flere penge han tjener, jo mere nyttig er han for andre.
Men dette er ikke nok. En intellektuel må være indstillet på sandheden, om det så i det korte løb betaler sig eller ej. Tilsvarende har de naturlige eliter en forpligtelse, som går langt ud over dem selv og deres familier.
Jo mere succes, de har som forretningsmænd og professionelle, og jo mere andre anerkender dem som succesfulde, jo vigtigere er det, at de er et eksempel for andre: At de higer efter at leve op til den højeste moralske standard og etisk opførsel. Dvs. ved at acceptere som deres pligt, som deres ædle pligt, åbent og stolt og så generøst som muligt at understøtte deres værdier som sande og rigtige.
De modtager til gengæld intellektuel inspiration, næring og styrke tillige med viden, og at deres navn for evigt vil leve som tegn på de enestående individer, som har rejst sig fra masserne og tilvejebragt en holdbar hædersgave til menneskeheden.
Ludwig von Mises Institute kan være en storslået organisation, en model til genindførelsen af ægte uddannelse og indlæring og tæt på at være et universitet for uddannelse og scholarship. Selv hvis vi ikke ser vore ideer triumfere i vor livstid, vil vi vide og være evigt stolte af, at vi gav alt, og at vi gjorde, som enhver hæderlig og ærlig person måtte gøre.
Besøg Ludwig von Mises Institute.
Oversat af David Bakkegaard Karsbøl, 2003.
Naturlige eliter, intellektuelle og staten
