Venstrefløjens antisemitisme

[Redaktionel note: Denne artikel blev bragt som kronik i Berlingske Tidende den 17. december 2000 og bringes her med Berlingske Tidendes tilladelse.]
Den 27. juni 1976 blev et Air France-fly på vej fra Paris til Tel Aviv kapret af terrorister. Bag aktionen stod de to tyske venstreekstremistiske terrorister Gabriele Krocher-Tiedemann og Wilfried Bose, som sammen med fem arabiske kolleger havde kapret det franske fly på vej til Israel. De omdirigerede flyet til lufthavnen i Ugandas hovedstad Entebbe, hvor diktatoren Idi Amin lod mad og forsyninger stå parat.
De to tyskere tog kontrollen i lufthavnen og inddelte de 256 gidsler i en gruppe af jøder og en gruppe af ikke-jøder. De gidsler, der ikke var jøder, blev frigivet, mens jøderne blev tilbageholdt – 108 i alt.
Blandt de tilbageværende gidsler i lufthavnsbygningen i Entebbe var der nogle få, der havde været i Hitlers koncentrationslejre. Endnu en gang oplevede de at blive skilt ud – jøder fra ikke-jøder, jøderne udvalgt til at dø. Og endnu en gang blev de beordret rundt af bevæbnede vagter, som råbte, at de skulle bevæge sig hurtigt – Schnell! – denne gang af to tyske venstre-ekstremistiske terrorister, som også mente, det var nødvendigt at slå dem.
Et af gidslerne, som var overlevende fra koncentrationslejren Buchenwald, sagde på et tidspunkt under gidseldramaet til Wilfried Bose: »Dette er, hvad dine fædre gjorde ved mig,« mens han viste Bose sit koncentrationslejr-nummer tatoveret på armen. »Jeg har fortalt mine sønner, at din generation af tyskere er anderledes. Hvordan skal jeg forklare dem, hvad du gør ved mig nu?« Bose, der var medlem af Tysklands Revolutionære Celler og havde deltaget i massakren på 11 israelske olympiade-deltagere i München i 1972, svarede, at det, han stod for, var noget ganske andet end nazisme.
Historien om de tyske venstreekstremisters overgreb på de jødiske passagerer illustrerer et forhold, som få mennesker gør sig klart i dag – nemlig at det 20. århundredes antisemitisme var en politisk tradition på den europæiske venstrefløj. For der er ingen tvivl om, at antisemitismen har dybe rødder på venstrefløjen. Således var for eksempel den tyske nazismes had til jøderne inspireret af socialistiske bevægelser, som eksisterede omkring århundredskiftet i Centraleuropa.
Historikeren Francis L. Carsten har i sin bog The Rise of Fascism (1963) beskrevet, hvorledes antisemitismen som en politisk platform i Tyskland strækker sig tilbage til revolutionære socialistiske partier i sidste halvdel af det 19. århundrede. Ifølge Carsten var det Adolf Stöckers Kristelige Socialistiske Arbejderparti, som første gang effektivt brugte antisemitismen som politisk virkemiddel til at mobilisere den tyske arbejderklasse.
I bogen Det totalitære samfundssystems oprindelse (1948) beskriver Hannah Arendt, hvorledes det finansielle sammenbrud i Tyskland i 1873 gav grobund for antisemitisme blandt det nyligt forenede tyske riges arbejdere og lavere middelklasse. Den venstreorienterede politiker Georg von Schönerer var ifølge Arendt ophavsmanden til den pan-tyske anti-jødiske ideologi, som senere skulle få mere indflydelse på nazismen end nogen anden form for tysk antisemitisme. Schönerer, der i 1873 blev valgt til det tyske parlament, brugte angreb mod den jødiske bankfamilie Rothschild og familiens indflydelse i politik som startpunktet for sin antisemitiske propaganda.
Samme konklusion om antisemitismens slægtskab med socialismen drager den britiske historiker Paul Johnson i en artikel (»The Miracle«) fra 1998 i det amerikansk-jødiske tidsskrift Commentary. Her beskriver han, hvorledes de fleste antisemitiske partier i Europa i slutningen af det 19. århundrede havde ordet »socialistisk« i deres navn. Karl Lueger, den notorisk anti-semitiske borgmester i Wien fra 1897 til 1910, kaldte sig selv socialist. Wilhelm Marr, som i 1879 skabte begrebet antisemitisme, var socialist og anarkist. Således byggede Adolf Hitler videre på et halvt århundredes tradition i centraleuropæisk politik, da han gjorde det tyske arbejderparti til en anti-jødisk organisation.
Venstrefløjens antisemitiske tradition understreges af, at Hitlers allierede i hadet til jøderne var Sovjetunionens leder Josef Stalin. I bogen Anti-Semitism in Stalin’s Russia (1995) redegør Gennadi Kostyrchenko for det kommunistiske regimes omfattende planer for at tvinge de russiske jøder til assimilation, fjerne dem fra alle officielle poster eller helt at udrydde dem. Stalin iværksatte en kampagne for »renhed i russisk kunst«, som reelt var statssponsoreret antisemitisme. Kampagnen spredte sig til det russiske bureaukrati og de frie erhverv, hvor jøder blev fjernet fra deres poster.
Kun Stalins død i 1953 reddede de russiske jøder for en tragedie på niveau med de europæiske jøders skæbne.
I Polen blev kampen mod »zionismen« sat øverst på den politiske dagsorden af de kommunistiske ledere efter Seksdages-krigen i 1967 mellem israelerne og araberne. Embedsmænd fra det polske arbejderparti begyndte at sprede antisemitiske ideer for at skabe en nationalistisk stemning, som kunne få polakkerne til at samles om kommunistpartiet. Den antisemitiske kampagne blev også brugt til at miskreditere studenternes protestbevægelser i 1968.
På den måde gik de polske kommunister forrest i det, der i østblokken kom til at hedde »Anti-semitisme uden jøder« – et begreb der blev brugt til at beskrive de kommunistiske regimers brug af antisemitisk propaganda på trods af, at den engang så store jødiske befolkning var blevet reduceret til ingenting af udryddelserne under nationalsocialisterne.
Men hvorfor skulle den europæiske højre- og venstrefløj forenes i et had til jøderne? Én forklaring er de to fløjes fælles kamp mod liberalismen og kapitalismen. Kampen mod liberalismen var det, der forenede socialister og nationalister i 1920ernes og 1930ernes Tyskland. Både den tyske venstre- og højrefløj betragtede liberalismen og det kapitalistiske system som ærkefjenden, man havde tabt til i Første Verdenskrig. Og da jøderne ofte blev forbundet med pengebesiddelse og handel, blev kampen mod det liberale system hurtigt også til en kamp mod jøderne.
En anden forklaring er, at begge fløje var stærkt forankrede i troen på kollektivismen fremfor individualismen. De forenedes i en fælles forestilling om, at samfundet kan styres via planlægning, organisation, centralisering og kontrol – alt det der siden hen førte til Auschwitz og Gulag. I opposition til dette stod de liberale kræfter i Tyskland og resten af Europa.
Fællesnævneren for både højrefløjen og venstrefløjen var altså en anti-liberalisme, der var kendetegnet ved sin begejstring for den stærke stat, en tendens til at indskrænke borgernes frihed og i yderste konsekvens et knæfald for totalitære politikere som Hitler og Stalin, der brugte had, vold og terror som politiske virkemidler.
Disse to forklaringer antyder, at forskellen mellem kommunisme og fascisme kun er overfladisk – at der i virkeligheden er tale om to politiske systemer, som i bund og grund bygger på de samme moralsk-politiske principper: individets opofrelse i forhold til staten, lederen eller det fælles bedste; ophævelse af den private ejendomsret og andre menneskerettigheder; nationens eller idealets ufejlbarlige storhed; troen på planer, programmer og lederskab – og altså også hadet til jøderne.
I dette efterår [år 2000, red.] har debatten herhjemme sat fokus på antisemitismen blandt de danske venstreorienterede i 1970erne og 1980erne. At danske revolutionære socialister – med blandt andre den tidligere VSer Anne Grete Holmsgaard i spidsen – benyttede sig af voldsretorik og antisemitiske klicheer er ikke nogen overraskelse – det er blot en bekræftelse af, hvad historien viser: at jødehadet er en del af socialismens politiske arvegods.
Det er således vigtigt at understrege, at ikke blot nazismen var inficeret med antisemitisme, men at også den radikale socialisme udnyttede fjendskabet til en minoritet for at nå sine politiske mål. For i sidste ende er der ikke forskel på, om den totalitære ideologi er rød eller sort. Begge retninger fører til samme inhumane endested: mindretallets og menneskets undertrykkelse.
Men den moderne venstreorienterede antisemitisme adskiller sig fra tidligere former for jøde-had ved ikke at være baseret på religiøse fordomme eller opfattelsen af jøden som tilhørende en inferiør race. Hvor nationalsocialisten i 1930erne så jøden som et genetisk defekt menneske, så ser venstreekstremisten jøden som repræsentant for et defekt politisk system. Kommunismens had til kapitalismen bliver således til antisemitisme.
På den måde bliver den moderne antisemitisme udtryk for et generelt fjendskab til jøderne, uanset om man kan lide den enkelte jøde eller ej. Eller mere præcist: venstrefløjens antisemitisme er karakteriseret ved villigheden til at anvende fjendskab til jøderne som politisk redskab til at opnå sine mål.
Det forhold illustreres tydeligt af, at de europæiske socialistpartier i både vest og øst hverken ville eller kunne sætte ind over for de antisemitiske tendenser på venstrefløjen i efterkrigstiden. De fleste socialister, med deres had til kapitalismen, kunne ikke få sig selv til at forsvare jøderne og deres økonomiske aktiviteter. I Danmark såvel som i udlandet accepterede den yderste venstrefløj i stedet med glæde den antisemitiske idé, så længe den var rettet mod hele det kapitalistiske system. Jødernes tilknytning til det imperialistiske og kapitalistiske system blev derfor brugt som undskyldning for at hade ikke bare penge og udbytning, men altså også jøderne selv.