Propaganda på Arbejdermuseet

Det første man møder på vej ind til Arbejdermuseet, er en kæmpe Lenin-statue i gården, der oprindeligt blev købt af Sømændenes Forbund i 1985 til Tidens Højskole. Den blev dengang opstillet således, at en nordsjællandsk, konservativ borgmester havde frit udsyn til den fra sin bolig. Man kan næppe forestille sig at have en statue af […]

Det første man møder på vej ind til Arbejdermuseet, er en kæmpe Lenin-statue i gården, der oprindeligt blev købt af Sømændenes Forbund i 1985 til Tidens Højskole. Den blev dengang opstillet således, at en nordsjællandsk, konservativ borgmester havde frit udsyn til den fra sin bolig. Man kan næppe forestille sig at have en statue af en diktator som Saddam Hussein, Mao eller Hitler stående frit i Danmark. Men i 2003 står Lenin uberørt og intakt – kun med få rester af blå maling ved foden – måske fra en tidligere aktion. Der er ikke nogen kommentarer til Lenins rædsler i form af tortur, henrettelser, tvangsforflytninger af det russiske folk. På tavlen står der kun, hvorledes statuen kom til Danmark.

Selve udstillingen på Arbejdermuseet indledes med to udstillingsvinduer med dikotomien ”virkeligheden” og ”drømmen”. ”Virkeligheden” bliver illustreret ved en udstilling af arbejderens krumme ryg forårsaget af hårde arbejdsvilkår og sygdom. ”Drømmen” er derimod illustreret med en plakat for den internationale socialisme, der skulle give arbejderne i hele verden mere frihed og bedre arbejdsvilkår. Dette er drivkraften og begyndelsen på arbejderbevægelsen.

Arbejdermuseet skildrer drømmen og virkeligheden i form af billeder, historiske genstande og korte socialistiske budskaber. I en montre under overskriften ”velfærdsmodeller” er der f.eks. eksempler på, hvad arbejderbevægelsen i ind- og udland har opnået med inspiration fra Marx. Således ligger der i montren flere udgaver af Marx’s værk ”Kapitalen” f.eks. på japansk, kinesisk, portugisisk og dansk. Oven på hver udgave af ”Kapitalen” er der placeret et symbol på velfærden. Bemærk at USA ikke er inkluderet, da landet tilsyneladende antages ikke at generere velfærd for dets borgere.

Oven på den kinesiske udgave af ”Kapitalen” er der en jernskål, som symboliserer, hvorledes den kinesiske stat har sørget for dens arbejdere ved at give dem gratis ris i deres skål. Ikke et ord om hungersnøden mellem 1959-1962 med op mod 20 millioner ofre, der var et resultat af kommunisternes lancering af ”Det store spring fremad” i Kina. Her blev bønderne bl.a. tvunget til at indsamle jern og stål til industrialiseringen i stedet for at passe afgrøderne.

I Danmark er det sygesikringskortet, som symboliserer vores velfærdsmodel. Overskriften på dette er ”1990: Samfundet betaler”. Første linie lyder: Sygesikringskortet er nøglen til fællesskabet. Mere kollektivistisk kan det vel ikke udtrykkes.

Men solidariteten holder ikke længe. For i næste del af udstillingen ser man, hvorledes udbredelsen af den globale kapitalisme har medført, at arbejdspladser flyttes til udlandet. Produktionen af varer i Danmark begrænser sig derfor fortrinsvis til mejeri- og kødprodukter, står der på en planche. Der er også billeder af kinesiske kvinder, der arbejder på skofabrikker med dårlige arbejdsvilkår og børnearbejde. Kampen er derfor ikke slut. Der skal presses på, så vi får arbejdspladser tilbage, der nu ligger i Østen eller Sydeuropa.

Det nærmer sig national socialisme ved, at arbejdere i f.eks. Portugal i udstillingen klandres for at have ”taget” jobs fra de danske arbejdere, og der hentydes til, at kampen skal tages op, så de kan blive lige så gode arbejdere som danskerne. Underforstået er her pointen om, at hvis de portugisiske arbejdere organiserer sig ligesom de danske arbejdere og kræver en højere løn, kan det ikke længere betale sig for danske virksomheder at producere i udlandet. Spørgsmålet er så bare, hvad arbejderne i Portugal skal bruge en tilsvarende større arbejdsløshed til.

Resten af udstillingen er en livagtig gengivelse af udviklingen af danskernes levevilkår. Der er ingen tvivl om, at vi er blevet rigere i Danmark siden industrialiseringen, og de fleste danskere har fået adgang til et væld af materielle goder. Det er klart, at arbejderen har været en forudsætning for at skabe denne vækst. Men det er også klart, at arbejderen ikke ville have opnået bare tilnærmelsesvis denne materielle velstand, hvis det ikke havde været for privat ejendomsret og foretagsomme kapitalister, som har transformeret deres opsparing til kapital, som har forøget arbejdernes produktivitet og dermed også løn. Men udstillingen levner ikke ét ord om opfindelsen af dampmaskinen, samlebåndet eller andre teknologiske fremskridt, som har været generator for væksten og har været selve forudsætningen for den spektakulære vækst i levestandard, som vi har været vidne til de sidste 100 år. Samtidig er det tydeligt, at der på Arbejdermuseet overhovedet ikke er blevet taget stilling til kommunismens konsekvenser. Illusionen om kommunismen og arbejderbevægelsen lever derfor stadigvæk på Arbejdermuseet. Lenin-statuen siger alt.

Læs mere om Arbejdermuseet her.

Redaktionel kommentar:
Selskabet Libertas og Internetmagasinet Liberator vil i den kommende tid arrangere en politisk ukorrekt rundvisning på Arbejdermuseet, hvor nogle af arbejderbevægelsens myter og fordomme vil blive taget under kær behandling. Tilmeld dig mailinglisten for at få invitationen.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password