Stop den statslige ”forbrugerbeskyttelse”!

Det værste en liberal kan gøre er at forsøge at opnå kollektivistiske mål på kollektivisternes præmisser, men med liberale værktøj – kapitalisme. De mest skyldige i den kollektivistiske udvikling er såkaldte liberale, som forsøger dette og som dermed reducerer sig selv til en konservativ kollektivist eller en ”me-too’er” som ligger to skridt efter de sociale […]

Det værste en liberal kan gøre er at forsøge at opnå kollektivistiske mål på kollektivisternes præmisser, men med liberale værktøj – kapitalisme. De mest skyldige i den kollektivistiske udvikling er såkaldte liberale, som forsøger dette og som dermed reducerer sig selv til en konservativ kollektivist eller en ”me-too’er” som ligger to skridt efter de sociale kollektivister.

Således findes der i Vesten en klike af ikke-marxistiske, men ikke desto mindre anti-kapitalistiske elitister, som søger at ”hjælpe markedet til at fungere bedre” gennem oprettelsen af statslige institutioner mv., som kan sikre ”ordentlige”, ”sunde” eller ”etiske” produkter til forbrugere. Blandt denne elite findes også mange liberale, som ofte uden at vide det arbejder for at gennemføre et bedre og mere effektivt kollektivistisk samfund. Disse mennesker modarbejder deres egne mål og burde sætte sig ind, hvilken effekt den statslige regulering egentlig har. Ingen statslige institutioner kan ”hjælpe” markedet til at fungere bedre. Det eneste, de kan gøre, er at stå i vejen for og ødelægge kapitalismens produktive og innovative potentiale.

Det at kunne beskytte konsumenter imod uærlige virksomheder har længe været et argument for overhovedet at have en velfærdsstat. Det påstås, at hvis man overlader forretningsfolk til sig selv og det frie marked, vil de med det samme begynde at markedføre og sælge usikre og farlige fødevarer, medikamenter osv. For at beskytte konsumenterne imod forretningsfolkenes grådighed bliver man derfor nødt til at have en sundhedsstyrelse, en levnedsmiddelstyrelse, en finansinspektion osv.

Virksomhedernes omdømme og profitmotiv er den bedste beskyttelse
I denne artikel forklarer jeg, hvorfor det i virkeligheden forholder sig præcis omvendt –nemlig sådan, at det er forretningsmandens grådighed, eller det private profitmotiv, der beskytter konsumenterne, og at den virkelige skurk er staten med alle dens råd og styrelser. Det private profitmotiv er den bedste beskyttelse, en konsument kan få.

I Sovjetunionen kunne forbrugerne nyde de ringeste, usundeste, mest utiltalende, færreste og mindst innovative produkter i hele verden. Omvendt var USA, da laizzes faire-principperne stadig rådede det mindst regulerede land i verden men samtidig uden tvivl det mest innovative og det land, hvorfra de bedste produkter stammede. Alligevel nægter kollektivisterne, at det ligger i alle forretningsfolks interesse at opbygge et godt rygte på markedet, i.e. et rygte, som fortæller om ærlige forretninger, og at de leverer produkter i høj kvalitet.

Markedsværdien for en virksomhed måler man i potentialet til at kunne tjene penge i fremtiden, hvilket forklarer at rygte eller goodwill er lige så værdifuldt eller til og med mere værdifuldt end kapitalapparatet og selve den fysisk fabrik. At tabe eller ødelægge et godt varemærke er noget af det værste, der kan ske for en virksomhed og vil kraftigt reducere virksomhedens markedsværdi.

På et frit marked bliver ”det gode rygte” derfor et af de mest effektive konkurrenceværktøj. For et par år siden blev den da ny-introducerede Mercedes A-klasse prøvekørt på en testbane i Sverige (den senere såkaldte ”Elg-test”). Bilen bestod mod forventning ikke testen, idet den i sving havde nogle uheldige, ustabile egenskaber. Hele denne sag var en enorm fadæse for ingeniørerne i Mercedes-koncernen, som efterfølgende måtte arbejde nærmest dag og nat for at rette op på bilens uheldige egenskaber. A-klassen er kører i dag udmærket, og måske er Mercedes’s varemærkes troværdihed genoprettet. DaimlerChrysler-koncernen kan kun tjene mange penge, hvis deres biler har et godt og sikkert omdømme.

Der kræves mange års konsistent og excellent præstation for at opnå et godt omdømme på markedet og specielt for at kunne etablere dette rygte som et financielt aktiv. Sidenhen kræves der større indsatser for at bevare den opnåede position. En virksomhed, der har opnået et godt rygte, vil aldrig have råd til at reducere kvalitetsstandarden på sine produkter, at markedsføre blot et enkelt dårligt produkt, eller at tage genveje til produkter som potentielt skader sine kunder.

Nye virksomheder vil på denne måde, alt andet lige, have svært ved at komme ind på et marked med etablerede virksomheder, fordi den således må konkurrere med etablerede virksomheder, som allerede har opnået et godt rygte. Nye virksomheder må derfor investere lang tid og store resurser for selv at opbygge et godt omdømme. Denne motivation til et højt samvittighedsniveau fungerer indenfor alle områder af produktion som en indbygget, og iøvrigt den eneste, garanti for konsumenter mod uærlige virksomheder.

Statslig regulering er primitivt og skadeligt
Statslige reguleringer kan aldrig blive en mulighed for beskyttelse af konsumenterne, fordi det ikke kun er kvalitet, forbrugere efterspørger – det er derimod forskellige kombinationer af pris og kvalitet. Statslige institutioner har ingen måde, hvorpå de kan estimere, hvad det rette pris/kvalitets-forhold skal være for en bestemt vare. De kan udelukkende diktere et bestemt forhold som af uransagelige årsager skal gælde for hele markedet. Hvis den dikterede standard er lavere end den reelt efterspurgte kvalitet, vil reguleringen ikke have nogen som helst effekt. Og hvis den dikterede standard er højere end den reelt efterspurgte kvalitet, vil fattige grupper i samfundet typisk være udelukket fra at efterspørge varen i tilstrækkeligt omfang.

Det eneste bidrag, der kommer fra de statslige reguleringer, er det at erstatte positiv motivation i form af det private profitmotiv med et eneste værktøj staten har, trusler, tvang og vold. I fundamentet af alle statslige reguleringer ligger der våbenmagt eller minimum truslen om dette (politi og fængsel).

Resultatet af statslig regulering
Hvad bliver resultatet af at erstatte forretningsmandens positive motivation med statens trusler, tvang og vold? Resultatet bliver at den dårlige beskyttelse driver den gode beskyttelse bort. Når man forsøger at beskytte konsumenten med magt underminerer man den beskyttelse, som konsumenten har i form af forretningsmandens profitmotiv.

Først undermineres værdien af at have et godt rygte ved at placere en virksomhed med en lang historie bag sig med høj præstation på samme niveau som virksomheder med et direkte dårligt rygte. Staten definerer alle virksomheder på markedet som lige mistænkelige, selv de som har en lang historie af produktion med høj niveau af samvittighed bag sig. For det andet giver den statslige regulering en automatisk garanti (selvom man ikke kan få en sådan) til alle produkter fra virksomheder, der opfylder tilfældige standarder. Hvis ikke staten havde blandet sig ville denne ”garanti” i det mindste bygge på en lang periode, hvor konsumenter havde brugt deres individuelle dømmekraft på produkterne fra netop denne virksomhed. Den statslige regulering fortæller på denne måde blot konsumenterne at de ikke behøver at anvende sin dømmekraft og at en virksomheds historie ikke er relevant.

Det næste der sker er, at de minimumstandarder der udgør basis for de statslige reguleringer efter en periode ofte også kommer til at udgøre maximumstandarder. Statens minimumstandarder har ødelagt mekanismen der sørger for den stadige forbedring af produkters kvalitet, fordi der kun findes lille eller ingen profit at hente ved at producere noget, der er bedre. Det sidste der sker er, at produktion af produkter til et niveau tilsvarende minimumstandarden bliver umulige fordi profitmotivet er borte for produkter selv på dette niveau.

De tåbelige journalister
Når niveauet på produkterne endelig er blevet kritisabelt lavt, så sker der det, at en journalist fra DR opdager dette og applicerer sin almindelige kollektivistiske tankegang (fri for virkelighed og logik) og når frem til konklusionen, at man skal beskylde det frie marked for de fejl, som staten har begået. En journalist fra DR når sjældent frem til en anden konklusion, fordi dette ville være ensbetydende med at kritisere sin arbejdsgiver. Dette beskriver ganske godt den onde spiral, vi har været vidne til på alle de markeder i Danmark som i løbet af det sidste århundrede er blevet overregulerede og i takt med denne regulering har reduceret takten i kvalitetsforbedringer. I de få tilfælde, hvor DR er kritiske mod statlig produktion bliver konklusionen altid ”mere skat og mere kontrol”, hvormed de giver den onde spiral et ekstra skub. Dette giver i øvrigt en indikation på, hvorfor tvangsfinancieret media i sig selv er et brud mod ytringfriheden. Dette er dog et selvstændigt kapitel om et af landets markeder som er mest ødelagt af regulering.

Retningslinierne for statslige bureaukrater er at forebygge i stedet for at skabe eller at opfinde. Og det lyder jo godt! Men i virkeligheden kan en bureaukrat aldrig tjene noget på en opfindelse, men kan kun få opmærksomhed ved at indføre forbud. Jeg kender dog ikke til nogen eksempler, hvor man har lykkes at adskille det skabende fra opfindelser og dermed forbedringer, hvorfor et bureaukrati med restriktiv lovstiftning som sit fundament alltid vokser og vokser i takt med at det tilfører mindre og mindre værdi.

Race to the bottom
En minimustandard skal beskytte konsumenten, men det faktum, at man anvender vold og tvang for at få virksomhederne til at opfylde disse minimumstandarder, specielt lang tid efter at teknikken har udviklet sig til et niveau, som er langt bedre får virksomhederne til at fokusere på dette gamle niveau istedet for at fokusere på en ny og bedre kvalitet. Derved medfører minimumsstandarder ofte et kvalitetsmæssig race to the bottom, som forbrugerne ikke kan være tjent med.

Reguleringer som baserer sig på vold og tvang, underminerer dermed det moralske fundament for at lave forretninger. Eksempelvis er der ingenting lettere end at bestikke en bureaukrat end at opfylde en minimumstandard. Intet er lettere for en, der ønsker at snyde end at opfylde alle statens krav og dermed blive ligestillet med alle andre aktører på markedet og med dette udgangspunkt begynde at snyde konsumenter. Men husk, at det var statens indblanding, der gør det muligt at lykkes med snyd i større omfang. På et frit marked ville det minimum kræve mange års god historik for at opnå en ligestillet position, og hvis man endelig efterfølgende søgte at svindle ved at markedsføre tvivlsomme produkter, ville man tabe kapitalværdien af virksomhedens værdifulde goodwill.

Vi når nu frem til konklusionen, at beskyttelse af konsumenterne gennem statslige reguleringer ikke blot er en illusion, men faktisk gør konsumentens gode situation dårlig i og med, at konsumenten istedet for at blive isoleret fra tvivlsomme virksomheder bringes dem nærmere samtidig med, at der sker en gradvis ødelæggelse af den eneste beskyttelse som en konsument har, nemlig det frie markeds konkurrence for et godt rygte.

Indtil videre har vi diskuteret staten og konsumenterne. Staten er skurken og konsumenterne udsættes for fare takket være de statlige indgreb. Dem vi ikke har diskuteret er de virkelige tabere – de ærlige virksomheder.

Ærlige virksomheder opbygger et godt rygte gennem mange års indsats. Et rygte som kun kan opnås gennem ihærdig og konsistent indsats. Disse virksomheder udsættes derefter pludseligt for trusler og tvang, men hvad værre er – de udsættes for trusler og tvang allerede inden at de har gjort noget forkert. Hvis staten skal eksistere burde den begrænse sin virksomhed til at gribe ind efter begåede ulovligheder – dvs. begrænse sin virksomhed til at administrere straffeloven. Straffeloven har længe været under kollektivistisk angreb og har således allerede mistet noget af den ære og værdighed, som tidligere kendetegnede den.

For at føje spot til skade straffer man dermed ikke virksomhederne for noget de gør forkert, men for noget de gør rigtigt i.e. at give konsumenterne de varer de efterspørger!
Dette er en indirekte og avanceret form for ekspropiering af ærlige virksomheders gode rygte i en proces, hvor de trækkes ned på niveau med kriminelle. En ekspropiering som sådanne virksomheder burde kræve erstatning for fra staten!

Nogle eksempler
Hvad har vi af eksempler fra virkeligheden på, at stater på denne vis ekspropierer ærlige virksomheders gode rygte samtidig med at, de dermed udsætter konsumenterne for fare?

Jeg bor i Sverige og så for nylig et program om, at der efter ti års hysteri om salmonella stadig findes salmonella i vores kyllinger. Journalisten stopper ikke op og kontrollerer sine antagelser, men hopper lige ud i konklusionen; ”for få skattepenge til levnedmiddelstyrelsen!” og opbygger derefter en lang historie om, hvor umoralsk det er at tjene penge på kyllinger og hvordan den statlige godhedsindustri får for få penge. Forkert – nedlæg denne styrelse. Jeg har aldrig hørt om et frit marked, der ikke kunne klare et så relativt enkelt problem som kontrol af salmonella i kyllinger på ti år. I forbindelse med reguleringen af det svenske kyllingemarked er der sket en omfordeling fra samvittighedsfulde kyllingefabrikanter til lavprisfabrikanter, fordi de alle så at sige at fået nivelleret deres omdømmer af statslig regulering.

Det kan oven i købet være, at mange af os gerne køber kylling med salmonella, hvis vi kan få den til et lavere pris? Pointen er, at vi ikke ved det, fordi staten har blandet sig og dikteret, at kyllinger skal have en kunstigt høj standard.

Hvad med Thalidomid (et stof, som i 1960’erne utestet blev ordineret gravide kvinder, der efterfølgende fødte omkring 8.000 børn uden arme eller ben eller med andre alvorlige misdannelser, red.)? Havde Celgene nogensinde turde markedføre dette produkt til gravide europæiske kvinder, hvis de ikke på forhånd havde fået det godkendt af de europæiske sundhedsstyrelser? Vi ved det ikke. Thalidimod var måske kommet på markedet under alle omstændigheder og Celgene var kommet til at betale konsumenterne enorme erstatninger. Pointen er, at Sundhedsstyrelsens rolle i denne sammenhæng begrænser sig til noget negativt, nemlig at de blot øgede sandsynligeden for at noget farligt kom på markedet! Nedlæg også denne styrelse!

Hvad med det nylige forlis af olietankeren, ”Prestige”, ud for den spanske kyst? Hvordan reagerer miljøfantasterne i hele Europa på denne historie? De trækker alle olietransportører ned på niveau med de kriminelle og initierer flere reguleringer uden at stoppe op og kontrollere deres antagelser om private virksomheder og miljø. Virkeligheden er, at miljøsvineri altid opstår på områder, hvor der ikke hersker privat ejendomsret. I stedet for at privatisere fiskerettigheder i området, transportrettighederne i området samt privatisere strandene og de rekreative rettigheder, så ejerne af disse rettigheder kan afkræve krænkere deraf massive erstatninger, kommer bureaukraterne rendende med det eneste de kan, nemlig mere regulering (dobbelte skrov), hvilket vil fordyre olietransport og dermed olie for forbrugerne uden at det vil have nogen nævneværdig effekt på miljøet. De sidste årtier er ulykker med olietankere blevet færre og færre og mindre og mindre alvorlige takket være kapitalistisk innovation inden for navigation, skibsproduktion osv. Ingen af bureaukraterne eller miljøfanatikerne forholdt sig i kølvandet på Prestige til spørgsmålet om, hvad de spanske myndigheder egentlig havde foretaget sig. Da besætningen på Prestige så uvejret komme, anmodede de om ly i en spansk havn. Denne tilladelse fik de ikke, da de spanske myndigheder var bange for et forlis. Hvem ved, hvordan historien var endt, hvis myndighederne havde efterkommet ønsket? Nedlæg Miljøministeriet og privatiser havene, strandene og åerne!

Hvad med børsmæglerne? Der findes knap en branche, der er så afhængige af sit gode rygte som dem. De omsætter for milliarder hver dag over telefonen/computeren. Finansinspektionen skal dog alligevel ind og ødelægge dette marked også ved at ligestille sidegadevekselerer med respektable børsmæglere, som potentielle kunder ikke ved, hvem der er værd at henvende sig til. Nedlæg Finansstyrelsen!

Jeg kan blive ved. Pointen er, at vi betaler en masse skattepenge til statslige kontrolinstanser som i stedet for at blot levere et eneste positivt bidrag til de markeder, de prøver at regulerer forårsager reduceret vækst, dårligere kvalitet og højere pris på vores produkter, mere udsatte konsumenter. Men det værste er, at den inkriminerer de mennesker, vi behøver mest i samfundet – de mest produktive. Ikke for noget de gør forkert, men fordi de giver os olie, der holder os varme, fordi de giver os kylling der gør os mætte, medicin der gør os raske og aktieinvesteringer, der kan sikre vores alderdom. Jeg gad godt vide, hvordan verden ser ud når kollektivisterne har fået deres vilje?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password