Blut und Boden

I forbindelse med diskussionen om, hvordan man kommer omskæring af muslimske piger kvit, er der fremkommet ønske om at ændre straffelovens (strfl.) bestemmelser om lovens geografiske afgrænsning – eller ”stedlige gyldighed”. Forslaget bevæger sig i en totalitær retning, som jeg vil redegøre for i det følgende: Indledningsvis vil jeg selvfølgelig erklære mig stor modstander af […]

I forbindelse med diskussionen om, hvordan man kommer omskæring af muslimske piger kvit, er der fremkommet ønske om at ændre straffelovens (strfl.) bestemmelser om lovens geografiske afgrænsning – eller ”stedlige gyldighed”. Forslaget bevæger sig i en totalitær retning, som jeg vil redegøre for i det følgende:

Indledningsvis vil jeg selvfølgelig erklære mig stor modstander af omskæring af børn, der som individer må have krav på at bestemme over egen krop. Er et barn for lille til at foretage denne selvbestemmelse, må forældrene – der er nærmest – sikre, at barnets fysiske integritet ikke krænkes, før barnet har en alder, hvor der kan samtykkes til overgrebet (f.eks. 12, 15, 16 eller 18 år?). Jeg er også enig i, at en straftrussel (i hvert fald i nogle tilfælde) kan have en præventiv effekt, og at strfl. derved kan være egnet til at beskytte børn – og andre individer – mod overgreb.

Det virker derfor også helt rimeligt, at forældre, der anstifter en omskæring, bør kunne straffes for minimum grov vold (strfl. § 245). Der foreligger næppe formildende omstændigheder, da forældrene netop forsømmer en særlig beskyttelsesforpligtelse overfor barnet. Der må derfor kunne straffes hårdt.

I strfl. findes bestemmelser om, at en dansker, der begår en forbrydelse i udlandet, kan straffes i Danmark. Dette princip kaldes også det ”aktive personalprincip” (i modsætning til det ”passive personalprincip”, der giver adgang til, at danske domstole kan straffe forbrydelser begået mod danskere i udlandet, se nedenfor). Imidlertid hviler dansk (og vestlig) strafferet på det princip, at en dansker kun kan straffes for forbrydelser begået i udlandet, såfremt den pågældende handling er strafbar i såvel Danmark som det pågældende land (strfl. § 7, stk. 1, nr. 2) – princippet om ”dobbelt strafhjemmel” eller det ”snævre aktiv personalprincip”. Desuden må den danske straffebestemmelse ikke være territorielt begrænset (som f.eks. politivedtægten for København).

Det er dette princip, der afskærer danske domstole muligheden for at straffe forældre, der får foretaget omskæring af børn i lande, hvor omskæring ikke er strafbart. Folketinget vil derfor nu have lavet denne bestemmelse om, således at danskere skal følge (og kan straffes efter) dansk lov – lige meget hvor, de befinder sig. SF’s Anne Baastrup vil have lovændringen gennemført inden 1. maj 2003.

Man ønsker altså det snævre princip gjort bredt – alle danskere skal kunne straffes for handlinger, der er lovlige i det land, hvor handlingen bliver begået, men er strafbart hjemme i Danmark.

Det brede personalprincip var stærkt udbredt blandt 1800-tallets politistater, og var begrundet i, at borgerne havde en lydighedspligt overfor deres hersker og var udtryk for ”der Gedanke der Gebundenheit des Einzelnen an Recht, Kultur, Sprache und Sitte seines Volkes”. Nazi-Tyskland var særlig begejstret for princippet, som blev genindført i tysk lov i 1930’erne som led i ”Blut- und Boden”-teorien. Eneste nyere stat, der har benyttet sig af princippet, er DDR.

Det brede personalprincip blev forladt af alle andre lande i starten af 1900-tallet. Man var forinden rendt ind i andre strafferetlige problemstilling, fordi visse situationer var pligtige ved lov i ét land, men var strafbart i hjemlandet. Borgeren kunne herefter ikke undgå at blive straffet – med mindre han aldrig tog hjem igen. Det snævre personalprincip var en åbning for respekt for andre landes retssystem og respekt for, at ikke alle mennesker ønskede at leve som i ”hjemlandet”. Man kan vel ej heller ud fra en liberalistisk synsvinkel forsvare, at visse individer i et land ikke kan udnytte det pågældende lands frihed uden at blive straffet, når de kommer hjem. Individerne er måske netop taget til det pågældende land, fordi den handling, de vil udføre, er lovlig i det pågældende land. Handlingerne kunne jo være handel med vare, der i hjemlandet er forbudsbelagt – det behøver jo ikke at handle om børneporno og lemlæstelse……

Jeg vil derfor mane til ikke at vække det brede personalprincip til live igen, men at man derimod finder andre løsninger, hvis man vil straffe forældre, der omskærer børn i udlandet. Her er fire forslag:

1)
Der findes allerede i dag i en meget begrænset form et bredt personalprincip i strfl. § 8, stk. 1 nr. 2. Der kræves efter denne bestemmelse, at handlingen skal krænke en forpligtelse, som det ifølge (anden) lov påhviler danskeren at iagttage i udlandet. Bestemmelsen er (vist nok) kun brugt om lastbilchauffører, der ikke overholder køre-/hviletidsbestemmelserne.

Ifølge § 1, stk. 2 i lov om forældremyndighed og samvær påhviler det forældre at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling. Der er ingen tvivl om, at loven er gældende uden for Danmarks grænser (f.eks. under en ferie i Tyskland og følgelig også i Somalia), og der er ej heller tvivl om, at omskæring er fysisk vold i lovens forstand.

Man har endnu ikke forsøgt sig med en straffesag med værneting og straffemulighed i Danmark i medfør af denne lovs forpligtelse.

2)
Det følger af strfl. § 9, at der i Danmark tillige er mulighed for at straffe forbrydelser begået i udlandet, såfremt følgen af forbrydelsen indtræffer i Danmark – det såkaldte ”ubiquitetsprincip”. Man kan således straffe en drabsmand i Tyskland, der skyder sit offer i Tyskland, hvis offeret først på den danske side af grænsen dør i ambulancen på vej til et dansk hospital.

Man kan således også argumentere for, at følgerne af en omskæring (underlivsbetændelse eller andre komplikationer) først indtræder, når barnet er hjemvendt til Danmark, og der børe være både værneting og straffemulighed i Danmark.

En sådan sag er heller ikke prøvet.

3)
Ifølge dansk strafferet kan der straffes for forsøg, allerede når der foretages handlinger ”i retning mod fuldbyrdelsen”, såfremt gerningsmanden har forsæt til at fuldbyrde forbrydelsen; en pyroman kan straffes allerede, når han køber tændstikkerne, hvis han på dette tidspunkt har til hensigt at sætte ild til et (konkret) hus. Er der mulighed for at straffe for forsøg i Danmark, kan der også straffes efterfølgende for den fuldbyrdede forbrydelse.

Højesteret har i en sag om en brevbombe, som skulle have været bragt til sprængning i England men blev fundet i Sverige, udtalt, at såfremt der udføres væsentlige forsøgshandlinger i Danmark, er der mulighed for at straffe i Danmark, selvom forbrydelsen ikke er strafbar i det land, hvor der skal ske fuldbyrdelse (at slå folk ihjel med bomber er strafbart i både Sverige og England, men i Sverige er ”putative forsøg” (forsøg på forbrydelser, der ikke kan lykkes) ikke strafbare, og bomben viste sig rent faktisk ikke at virke).

At indgå en aftale med en omskærer i Somalia og i øvrigt købe flybilletter til Somalia er i mine øjne væsentlige forsøgshandlinger, og der burde derfor være mulighed for at straffe i Danmark – også for den fuldbyrdede forbrydelse.

Man har endnu ikke forsøgt.

4)
Endelig kunne man overveje at indføre det passive personalprincip (se ovenfor). Efter dette kunne man straffe alle, der begår forbrydelser mod danskere (inkl. børn) – uanset hvor. Vi har et lignende princip for forbrydelser begået udenfor folkeretligt anerkendte områder (f.eks. Antarktis) i strfl. § 8, stk. 1 nr. 3. Man har f.eks. i Belgien indført dette princip; således kan eksempelvis en belgisk dreng under den seksuelle lavalder beskyttes imod seksuelle overgreb i Nepal (hvor der ikke er seksuel lavalder) – det kræver selvfølgelig, at gerningsmanden kommer til Belgien.

Det virker imidlertid mere i liberalistisk ånd at se strfl. som en lov, der beskytter individer imod andres uberettigede overgreb, end en lov, der pålægger individer ikke at krænke andre. Måske to sider af samme sag, men i tilfældet med børn signaleres, at individers ret til ikke at blive udsat for fysisk vold er ukrænkelig – lige meget hvor i verden. Hvis barnet overlader retten til at straffe for forbrydelser begået imod barnet til Danmark, må barnet også kunne forlange, at denne overladelse ikke begrænser sig til den danske grænse…….

Det passive princip virker derfor mere slugeligt end det aktive.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password