Statsnarkoman eller underholder?

Der går næsten ikke en dag i mit liv, hvor jeg ikke vågner op og tænker på, hvor fedt det kunne være at komme på statens budget med en garanteret høj årlig indkomst. Tænk over det; du er god til et eller andet, og det bliver værdsat så højt, at du faktisk udgør en lille […]

Der går næsten ikke en dag i mit liv, hvor jeg ikke vågner op og tænker på, hvor fedt det kunne være at komme på statens budget med en garanteret høj årlig indkomst. Tænk over det; du er god til et eller andet, og det bliver værdsat så højt, at du faktisk udgør en lille post på finansloven; lyder det ikke besnærende? Det er muligt, jeg er teoretisk liberal, men jeg er også praktisk grådig, ligesom resten af jordens befolkning. Hvis nogen tilbød mig at komme på finansloven mod, at jeg brugte min tid på at producere det, jeg har aller mest lyst til, ville fristelsen være for stor. Jeg ville med rystende grådige fingre række ud efter denne statens nådegave, der sådan værdsætter mine talenter, my precious talents.

Nu vil jeg ikke definere mig selv som kunstner, idet jeg har svært ved at få en tegning til at ligne noget, det menneskelige øje kan genkende, jeg ville ikke kunne ramme en ren tone med vilje, endsige svanse op og ned af et trægulv i et stramtsiddende tricot uden at frembringe latterkramper. Nej, kunstner i en snæver forstand bliver jeg nok aldrig, men hvad er en kunstner egentlig også?
I mange brancher skal der en statslig autorisation til for at få lov til at udøve et erhverv, velfærdsstaten styrer dit liv fra vugge til død via gratisering af aktiviteter som den finder acceptable og velfærdsstatsfremmende. Senere beslutter velfærdsstaten sig for, hvilke erhverv man må udøve. Man må for eksempel godt låne penge ud til høje renter, hvis man kalder sig bank, det må man derimod ikke hvis man lover bank, når man ikke får sine penge til tiden og kalder sig rocker. Sådan er der så meget.

Under alle omstændigheder er de fleste erhverv underlagt en flig af markedets logik, hvilket man lidt sat på spidsen kunne kalde den borgerlige fløjs pris for at tillade den socialistiske velfærdsstat – lidt marked skal der være! Der er dog visse brancher, der ikke accepterer markedets logik, ’branchen-til-forsødelse-af-vores-tilværelse-med-et-overflødighedshorn-af-politisk-korrekt-og-socialistisk-inspireret-kunst’ gør det ikke.

Nu hjælper det ikke, kære læser, at du sidder og ryster på hovedet. For kunstnere er i egne øjne ikke mennesker i den forstand – de er højt hævet over tilværelsens banaliteter såsom selvopholdelsen af egen tilværelse. Disse kadrer, disse vidunderlige og følsomme skabninger er ikke skabt til at få beskidte hænder (med mindre de vælger det i forbindelse med en happening). Deres kunst, deres guddommelige indsigt overgår langt vi jordiske menneskers banale overlevelseskamp. Hvorfor skulle billedhugger X ikke have statsstøtte, bare fordi markedet ikke værdsætter hans selvportræt ”På en gul morgen”? Hvorfor skulle anorektisk balletdanser Y ikke have lov til at danse hver aften for halvtomme huse, bare fordi en EDB-teknikker, en SID’er eller en lignende åndspygmæ ikke værdsætter hendes himmelske dansen i forestillingen ”Sylfidens sidste kvæk”?

Nu er det således, at kunstnere i mange tilfælde får deres uddannelse betalt ligesom vi andre, hvilket de burde være overordentligt taknemmelige for. Men ydelserne stopper ikke dér. Nogle kunstnere får også tildelt direkte støtte til deres værker af andre kunstnere, som har gjort sig fortjent til at dele kunststøtte ud mod betaling ved selv at være nogle yderst kompetente kunstmodtagere (dem kan det godt betale sig at holde sig på god fod med, hvis man selv er kunstner, sådan bare for en sikkerheds skyld, da de ikke kun benytter sig af kunstneriske objektive kriterier, når de deler skatteydernes penge ud (de er jo så følsomme kunstnerne)).

Men, det slutter ikke her. Når man så skal overvære en kunstnerisk udfoldelse, er der naturligvis også støtte til teatret, museet og galleriet. Man skulle jo nødigt udsætte slige sarte sjæle for markedets brutale logik.

Nu skulle man tro, at den almindelige skatteyder havde ydet en del til kunsten og dens kærkomne udøvere. Men, nej da. Skulle en virkelig ypperlig kunstner være så dygtig, at al verden ligger for hendes fødder, kan hun som sagt oven i købet komme på finansloven på evig forsørgelse, oven i alle de andre tillæg.

Man forstår jo godt, at kunstnerne er sure på den borgerlige kulturminister, Brian Mikkelsen. Ikke fordi han så meget som overvejer at fratage disse ”samfundsstøtter” deres adelige privilegier, nej da. Så streng er han da heller ikke. Men onde Brian, og ond det er han – han er jo borgerlig og ikke kulturradikal – forlanger gennemsigtighed, rationelle tildelingsvilkår og afskaffelse af nepotismen i denne indspiste lille verden.

Har han slet ikke forstået noget ham Brian (ja bare navnet indikerer jo tydeligt, at han vist ikke forstår sig på finkultur)? Nu har kunsteliten passet sig selv og taget vare på sine ti milliarder fra Kulturministeriet i årevis under den kyndige ledelse af Fru Hilden og Fru Gerner Nielsen – hvad ligner det så, at en sådan Brian kommer og stiller krav?

Kunstnere er nu engang kunstnere og hvad de producerer kan aldrig klare sig på markedsvilkår, eller kan det? Som antydet i denne artikel er det forfatterens uforbeholdne mening, at statsstøttet kunst er et vildspor. Mennsket kan ikke leve uden underholdning – som de gamle romere sagde: folket skal have cirkus og brød. Markedet for underholdning – af de selvhøjtidelige statsnarkomaner kaldet ”ikke-markedet for kunst”, er sat ud af kraft, hvilket fører til, at der bliver produceret for meget og især for dårlig kunst til en alt for høj pris, fordi markedsmekanismerne er sat ud af kraft.

Hvad kunstnere ikke vil erkende er, at de ved at sætte sig ud over markedets logik totalt underkender det almindelige mennskes rettigheder og indsigt. De vælger i stedet at organisere sig i en art celle-struktur, hvor de ophøjet og afsondret fra verden kan bilde verden ind, at de er hævet over politiske banaliteter og simple efterspørgselsmekanismer. Nogle af dem udnævnes sågar til etiske rødder og lignende i kraft af deres evne til at skabe velfærdsstatslig kunst. På den vis bliver kunstnere til snyltere, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de agerer i velfærdsstatens interesse, for ellers ryger bevillingerne. Ydermere fører det til, at dårlige kunstnere alt andet lige får lov at skabe ”kunst” på bekostning af de dygtige, hvis bare de lærer systemets koder at kende og fedter for de rigtige kunst kommissærer.

Samtidig er statsnarkomanerne, undskyld kunstnerne udmærket klar over, at den implicitte pris for at få mere ”rygeheroin” i form af statslige almisser i morgen, er at skabe en myte om kunstens uovertruffenhed og samtidig sælge deres loyalitet til højestbydende politiske fløj. De liberale kan nok ikke forvente mange stemmer fra denne gruppe af mennesker som benævner sig selv kunstnere, vi ville jo forlange, at de skulle tilpasse deres underholdnig til markedet og rent faktisk gøre underholdningen efterspurgt. Derfor vender de sig alle til hobe til den stemmehungrende venstrefløj, der – i sin evige kamp for at redde arbejderen fra sig selv – lover ham dyr statsstøttet ballet for hans egne penge – velvidende han hellere vil se Rocky på video – nåh ja, Rom blev jo heller ikke bygget på en dag.

Klaus Rifbjerg er den største hofsnog af dem alle. Denne mand som holder taler til Enhedslistens fødselsdag, der altid har et par anti-amerikanske fraser siddende løst i ærmet og som ”bare er så kontroversiel på en lækker måde”, når han ”hudfletter” det danske samfund, der betaler for hans luksustilværelse i dansker-eksil i Spanien. For han foragter faktisk danskerne så meget, at han ikke engang orker at bo blandt de barbarere, der har givet ham alt – inklusive ufortjent hæder. Som man så populært siger: først så urinerer de på os og siden har de den elskværdighed at oplyse os om, at vores odeur ikke er optimal.

Kunstnerne, som de ynder at kalde sig selv, er i alt for lang tid blevet vænnet til at leve på statens nåde. På den måde har de for ussel mammon solgt deres integritet og derved uafhængighed. De har ladet sig købe af staten samtidig med, at de har opbygget to fatale illusioner.
Den ene er, at de ikke er i lommen på deres mæcen og at de ”bare er så samfundskritiske”. Det er en gigantisk selvillusion, en banal løgn. Der findes ikke nogen mere velfærdsstatshungrende og ivrigere apologeter for socialstaten end kunstnere.

Ubevidst, eller nok snarere bevidst erkender de, at prisen for deres afhængighed er, at de fremmer velfærdsstaten – jo mere af den, desto mere støtte til dem. Vi kender alle myten om, at en luder ikke kysser sin kunde fordi det giver hende en illusion om, at det er hende der er herre over sin krop og ikke kunden. På samme måde er jeg sikker på, at kunstnerne bilder sig selv ind, at de ikke er i lommen på staten. Men det er løgn fra ende til anden. For undertegnet er det bevis nok, at 99 ud af 100 kunstnere er røde. Det er muligt de ikke kysser på Mogens L, Holger K, eller Søren S, men går i seng med dem, det gør de!

Den anden fatale illusion følger af den første: Når man først har vænnet sig til evig bistandshjælp, så begynder man at tro på, at man ikke kan klare sig uden og ikke kan klare sig selv i det hele taget. Det er forkert, det er løgn. Der vil altid være et kæmpe marked for dygtige kunstnere. Det eneste de skal gøre er at tænke deres kunst ind i en kommerciel ramme. Jeg er godt klar over, at kunstnere af princip hader markedet, amerikaniseringen og alt hvad der lugter af profit, i hvert fald officielt. Men igen er de galt på den. Enten er der er et marked for kunst, eller også er der ikke.

Et statsligt marked for kunst er bare et reguleret marked hvor diverse kunstkommisærere har fået overladt magten til at afgøre hvad der er god og dårlig kunst; lyder det ikke bekendt? Man ser for sig Stalin siddende på forreste række og klappe bifaldende. Det statslige marked er et, hvor offentligt ansatte bedømmere, som kunstnerne skal slikke røv på for at få almisser, afgør deres kunsts skæbne. Hvorfor frygte det rigtige marked, hvorfor ikke rette sin kunst mod aftagerne, altså borgerne i stedet for mod kulturministeriet, Enhedslisten eller Formand Mao? Der er ufatteligt mange ressourcer i denne verden og en ganske solid del af dem går til underholdning, hvad er de bange for?

Som situationen er nu væmmes man oprigtigt over kunstnerne, når de som en anden flok tiggere kryber op ad kulturministeriets trapper efterladende sig et tykt slimspor og enhver reminiscens af værdighed og selvrespekt. De kommer i deres post-68 gevandter, deres lange fedtede skæg og smisker og smakser og forsøger at italesætte deres egen ophøjethed, deres adelighed, hvilket angiveligt skulle berettige dem til uendeligt mange privilegier, som ingen andre dødelige, uden kunststens indsigt er i deres øjne er værd.

Kunstnere er det bedste eksempel på, hvad der sker når staten ødelægger et marked og oven i købet begynder at subsidiere de af udbyderne som den bedst kan lide; for hvem skal afgøre, hvad der er god kunst? Kunsstøtte er bestemt at sammenligne med statsnarkomani – borset fra, at det er nemmere at sympatisere med de stofafhængige, de har i det mindste levet en barsk tilværelse. Kunstnerne derimod har taget patent på det barske liv og omfortolket det i velfærdsstatens tjeneste på evig statslig forsørgelse og selvhøjtidelighed. Amen.

Se også Sælg eller forsvind – eller hvorfor markedsøkonomi er godt for god kunst og 720.000 kr. til klovnerier.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password