Selvinkriminering

I færdselslovens § 65, stk. 1 findes en ældre bestemmelse om, at ejeren af et køretøj er forpligtet til at fortælle politiet, hvem der har kørt i køretøjet på et givent tidspunkt. Bestemmelsen har igennem tiderne haft en rolig tilværelse, idet politiets behov for sådanne oplysninger var ret begrænset; kørte føreren f.eks. for stærkt, kunne […]

I færdselslovens § 65, stk. 1 findes en ældre bestemmelse om, at ejeren af et køretøj er forpligtet til at fortælle politiet, hvem der har kørt i køretøjet på et givent tidspunkt. Bestemmelsen har igennem tiderne haft en rolig tilværelse, idet politiets behov for sådanne oplysninger var ret begrænset; kørte føreren f.eks. for stærkt, kunne man jo blot konstatere, hvem føreren var, når man stoppede bilen.

Teknologien overhalede i 80’erne bestemmelsen, og den fik derved en renæssance; I løbet af de sidste 20 år har politiet i større og større omfang opsat elektroniske og kun delvist menneskeligt betjente fartkontroller eller fartfælder, der fotograferer bilen og føreren af bilen. Bødeansvaret for at køre for stærkt kan ikke pålægges ejeren af bilen, men må rettes mod føreren alene. Men hvad nu, hvis personen på billedet – altså føreren – ikke er ejeren af bilen? § 65, stk. 1 var løsningen; nægter ejeren, at han er føreren på billedet, kan man tvinge ham til at oplyse, hvem føreren så er. Vil han ikke oplyse dette, kan han straffes.

I retsplejelovens § 171 findes reglerne om vidnefritagelse, og i korte træk kan man sige, at man ifølge bestemmelsen ikke kan pålægge en person at vidne, hvis det vil udsætte ham selv eller hans nærmeste for straf.

I den europæiske menneskerettighedskonvention art. 6 findes et forbud mod selvinkriminering. På almindeligt dansk vil det sige, at konventionsstaterne forpligter sig til ikke at indrette lovgivningen således, at borgerne kan tvinges til at fremkomme med oplysninger til myndighederne, der betyder, at de kan straffes (i hvert fald ikke på baggrund af de pågældende oplysninger).

Justitsministeriet har i et notat vedrørende fartfælder og § 65, stk. 1 udtalt, at reglerne i retsplejeloven om vidnefritagelse må anses for ”overrulet” af bestemmelsen i § 65, stk. 1, og at de almindelige principper om vidnefritagelse derfor udtrykkeligt er fravalgt indenfor dette konkrete område. Forholdet til selvinkriminering er der også taget stilling til; ministeriet mener således ikke, at selvinkrimineringsbegrebet kan udstrækkes til også at omfatte et forbud mod at tvinge folk til fremkomme med oplysninger, der kan skade ”de nærmeste”, kun den pågældende selv. Desuden kunne man måske med rette anføre, at menneskerettighedskonventionen som bekendt ikke er indført i den danske forfatning, men alene gennem almindelig lov. Og lov kan jo fraviges ved lov.

Det medfører så den absurde situation, at en person, der er taget i en fartfælde, godt kan påberåbe sig retten til ikke at udtale sig om, hvem der har kørt i bilen, men det kan han kun i én situation; nemlig hvis det er ham selv, der har kørt bilen. Så ved man jo stadig, hvor bøden skal sendes til. Frem og tilbage er som bekendt lige langt.

Man har med rimelighed anfægtet den helt ubegribelige situation, at jeg som bror til en massemorder kan undlade at vidne mod ham, selv om jeg er kronvidne, men at jeg ikke kan fritages for at sige, at jeg lånte min bil ud til min datter i onsdags. En kriminalbetjent fik således for et stykke tid siden en ”fotobøde” og nægtede at betale, da det ikke var ham, der kørte bilen. Han blev derefter pålagt at oplyse, hvem der så havde kørt bilen. Det nægtede han, da det var én af hans nærmeste, han havde lånt bilen ud til. Han fik en både, der blev stadfæstet af Østre Landsret. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse ankede han afgørelsen til Højesteret, der nu har afsagt dom i sagen: Med stemmerne 6-1 stadfæstede Højesteret afgørelsen.

Man må stille sig selv spørgsmålet, om ikke et selvinkrimineringsforbud har sin berettigelse i en ny grundlov, for det er ikke blot på færdselsområdet, selvinkriminering dagligt er et problem for den enkelte borger; især indenfor skattestrafferetten har man efter min opfattelse en ganske uetisk praksis, når man kan straffe folk for blot uagtsomt forkert udfyldelse af selvangivelser, når man samtidig straffer folk for ikke at udfylde den. Særlig grelt er problemet, når man venter til sidste øjeblik med at sende sagen fra særmyndighederne (f.eks. Told & Skat, der ikke er underlagt retsplejelovens forholdsvis skrappe regler om sagsoplysningsmetoder) til anklagemyndigheden.
Staten burde i hvert fald ikke misbruge fraværet af sådanne bestemmelser i Grundloven til at strække friheden til det yderste; frihed for staten betyder i denne sammenhæng i høj grad manglende frihed for borgeren.

PS
Får man en bøde i en fartfælde på f.eks. 1.000 kr. er der stadig en idé i at sige, at det var en anden, der kørte bilen. Man kan godt nok ikke slippe for straffen for ikke at oplyse, hvem føreren så er (jf. ovenfor), men bøden for overtrædelse af § 65, stk. 1 er p.t. kun 500 kr………

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password