Holder socialister af livet og lever de i denne verden?

Tillægget af de sidste to ord – “på arbejde” forvandler den gamle børnesang fra et stykke socialrealisme, der i århundreder er blevet brugt som argument for overførsel gennem tvang til en reflektion af virkeligheden som desværre skræmmer de fleste. Dermed også sagt, at den originale sang og den deraf følgende argumentation for overførsler gennem tvang […]

Tillægget af de sidste to ord – “på arbejde” forvandler den gamle børnesang fra et stykke socialrealisme, der i århundreder er blevet brugt som argument for overførsel gennem tvang til en reflektion af virkeligheden som desværre skræmmer de fleste. Dermed også sagt, at den originale sang og den deraf følgende argumentation for overførsler gennem tvang bygger på en virkelighedsflugt med alle virkelighedsflugtens afskyelige konsekvenser.

Hvad er filosofi?
Lad mig starte her. Jeg er sømand! Jeg klarer at navigere uden at gå på grund takket være en masse hjælpemidler. Hjælpemidler som beskriver virkeligheden. Filosofi er menneskets navigationshjælp, men for at det kan være en hjælp og ikke det modsatte, må filosofien også hvile på et fundament fra virkeligheden. Har man ikke en virkelighedstro filosofi, er det bare tilfældigheder, som afgør, om man går på grund. Mennesker som Copernicus og Galileo har hjulpet os alle ved at risikere livet for at beskrive virkeligheden. Galileo var ham, der indstiftede oplysningstiden og efter ham kom Newton, og siden er det gået stærkt i den naturvidenskabelige verden – desværre meget stærkere end i den politiske verden. Hvorfor kan man spørge sig? Svaret er enkelt; nemlig fraværet af brugen af den naturvidenskabelige metode i den politiske verden. Vi bruger noget så uvidenskabeligt som den offentlige mening.

Metoden er ræson – ræson defineret som det fakultet i den menneskelige hjerne der beskæftiger sig med virkeligheden, d.v.s. vores sanser, de koncepter vi danner fra vores sanseindtryk og sidst men ikke mindst logik. Disse er de tre elementer i menneskets rationelle fakultet som også kan udtrykkes som starten, formen og metoden. Dette betyder, at den eneste måde at udbygge sin viden på er gennem observation, formeringen af koncepter baseret på målbare sammenhænge mellem det konkrete og sidenhen bruge disse koncepter ifølge reglerne for logik – ultimatvt loven om identitet. Viden kan derimod aldrig være et resultat af den offentlige mening eller sine følelser.

Jeg springer hurtigt over det metafysiske og det epistemologiske og går til det relevante for denne artikel, nemlig det sociale og det politiske. Ikke fordi det andet er uinteressant, men fordi man kan læse bedre om dette i litteraturen.

Starten for det sociale er at anerkende, at den ultimative værdi er menneskeligt liv. Værdi her defineret som det man handler for at opnå eller opretholde. Denne definition af værdi bygger selvfølgelig på observation af mennesker og hvad der forårsager målrettet adfærd og er helt knyttet til det moralsk rigtige i rationel egeninteresse (egennytte) som den eneste måde at kunne opretholde sit eget liv. Det modsatte ville være at ofre sine værdier (yderst sit liv) i.e. at være uegennyttig.

Den næste observation vi gør er, at et menneske ikke eksisterer alene, men faktisk at menneskeligt liv bygger på at vi er flere. Vi behøver derfor et moralsk koncept som kan udgøre den logiske transition fra de principper der udgør individets retningslinier for handlinger til de principper der skal udgøre retningslinier for relationer til andre mennesker. Dvs. et koncept der beskytter individets moral i en social sammenhæng.

Lænken mellem individets moral og samfundets legale kode, dvs. lænken mellem etik og politik er de individuelle menneskelige rettigheder – rettigheder som underordner samfundet til en objektiv moralsk lovstiftning (konstitution – hvadenten dette menes i juridisk forstand eller ej).

De fundamentale menneskelige rettigheder er liv, produktion, handel og ejendom (men alle de fundamentale menneskelige rettigheder kan deduceres fra den private ejendomsret). Flere kan nævnes men fælles er, at de alle er det man kalder for de negative menneskelige rettigheder. Negative rettigheder baserer sig på den logiske transition ovenfor og passer desuden perfekt på observation af fredelige og produktive samfund. Ufredelige samfund er altid samfund hvor en eller flere af disse rettigheder ikke respekteres.

Den eneste af de fire basale rettigheder som der af og til sættes spørgsmålstegn ved er ejendomsretten. En argumentation som dog let tilbagevises ved at ingen rettighed kan eksistere uden retten til også at virkeliggøre denne, i.e. at tænke, arbejde og kunne beholde resultaterne, hvilket da er ensbetydende med ejendomsret. Den ufredelige konsekvens af ikke at respektere ejendomsretten forstår man direkte, nemlig at det bliver retten til at stjæle eller eje andre mennesker, hvilket er respektivt tyveri og slaveri.

Et civiliseret samfund defineres således som et samfund underordnet individuelle rettigheder og en objektiv moralsk lovstiftning. En af konsekvenserne af dette er, at en gruppe af mennesker ej heller en enorm majoritet kan få rettigheder som et individ ikke har – i.e. hvis en majoritet i forening bestemmer sig for at omfordele sine ressourcer er det kun OK, hvis man frivilligt kan forlade foreningen (ikke kun fysisk!).

At f.x. et flertal stemmer på socialdemokratiske partier og bestemmer sig for at stjæle folks ejendom gennem skat er derfor en krænkelse af de fundamentale menneskelige rettigheder og er objektivt moralsk forkert – helt uafhængigt af om de udgør en majoritet eller ikke.

Den filosofiske fejl som begås når nogle eksempelvis kommer frem til at skat er moralsk tilladeligt ligger ikke i de gode intentioner eller de ideer de leder til, men i den virkelighedsflugt som opstår, når man definerer samfund som et koncept løsrevet fra de individer der udgør samfundet og dermed fra virkeligheden. Løsrevne koncepter får altid den konsekvens at de ødelægger alt på deres vej både i politiken og i videnskaben. Et godt eksempel fra videnskaben er, da Newton definerede ‘rum’ som et koncept løsrevet fra virkelige fysiske legemer og dermed også fra sine aktuelle referencer til virkeligheden. Newton greb til denne defintion, fordi han trods alt var dybt religiøs og ikke ville ende som Copernicus og Galileo – i konflikt med den offentlige mening og sin tro på et andet løsrevet koncept – nemlig ‘Gud’. Newton’s definition af ’rum’ ødelagde i mange år mulighederne for fremskridt i den teoretiske fysik, og det var i princippet ikke før Einstein indså den definitionsmæssige fejl, at man igen kunne knytte den teoretiske fysik til virkeligheden igen.

Den socialistiske definition af samfund (som i Platon’s, Marx’ og Hitler’s filosofi) gør det på hel analog vis umuligt at knytte politik til virkeligheden, uden at det systematisk leder til krænkelser af de negative menneskelige rettigheder. En anden interessant observation her er, hvordan disse socialistiske ideer har ledt til en forskydning af definitonen af demokrati fra at betyde folkestyre til at betyde en majoritets ret til tyranni!

Hvilket fundament er det da som vi bygger vores livsfilosofi på i dag? Enkelt sagt er manden der har medvirket til at ødelægge det hele en af Newton’s samtidige; Immanuel Kant. Hvad er det for fejl han begår i den filosofi han udviklede? I modsætning til beskrivelsen ovenfor har Kant aldrig hørt tale om ræson (sanser, koncepter og logik).

Et af mest fundamentale spørgsmål man må stille sig selv er, hvad der kom først; eksistens eller bevidsthed. Når spørgsmålet er stillet som her, er svaret ganske enkelt, at universet har eksisteret længe inden noget menneske tænkte sin første tanke, og at eksistensen derfor er det primære, ihvert fald relativt til bevidsthed. Eksistens kan man derfor ikke forklares ved noget som er et resultat af vores bevidsthed og samtidigt løsrevet fra selve eksistensen. Allerede her kollapser hele Kant’s filosofi, fordi han forklarer universet som noget som er skabt af Gud, hvilket da nemt tilbagevises blot ved at stille spørgsmålet hvem skabte da Gud? Hvor eksistensen startede er dog stadig et interessant spørgsmål, som vi ikke har svaret på endnu, men dog ikke relevant – det som er relevant er, at eksistensen eksisterer. Vores sanser fortæller os, at vi er mennesker på en planet i et solsystem… vi eksisterer!

Kant’s filosofi er kollapset allerede inden han er begyndt! Hvad værre er, at Hegel startede, hvor Kant slap – med en social version af bevidstheden-som-primær-filosofi. Den virkelighedsflugt de har som fundament, nemlig at de antager bevidstheden som primær leder dog til, at alle konklusioner bliver non-sense. Desværre har Kant, Hegel og Luther domineret menneskers livsfilosofi i vores del af verden i de sidste tohundrede år – og tilbage til sømanden – uden mulighed for navigation, så går man på grund før eller siden!

Hvis vi fortsætter vores tanker fra ovenfor – at værdier er noget der understøtter menneskeligt liv – så bliver handlinger, der bidrager til noget værdifuldt, definitionen på en dyd. I Kants verden er en dyd derimod synonymt med en pligt. Pligt defineret som noget man skal gøre af ingen anden grund end for at adlyde en højere autoritet – uafhængigt af personlige mål, motiver, ønsker og interesser. På denne måde splitter Kant etikken fra både ræson og værdier. Ifølge Kant skal man gøre sin pligt for at fortjene moralsk kredit. Konsekvensen af at handle af pligt bliver da at ofre sine personlige værdier incl. den ultimative værdi; sit liv.

Vi behøver altså filosofi, men hvis udgangspunktet er en virkelighedsflugt bliver resultatet en afskyelig foragt for liv.

Kender socialister til indholdet af deres egen filosofi?
Virkeligt liv forbliver faktum, og de sanser og observationer vi begyndte med (dvs., at mennesket skal være egennyttigt for at overleve) står stadig fast som faktum, hvorfor vi forstår at truslen om fraværet af en plads i himlen hvis man ikke gør sin pligt, blot er en måde at undertrykke folk der ikke tør/kan tænke selv, men følger flokken ’to play it safe’.

Denne religiøse model er helt analog til den socialistiske model. Socialismen defineret som kollektivets ret over individet (se løsrevne koncepter ovenfor) og virkeliggjort gennem en centralmagt som bestemmer over store dele af samfundet, i nogle fald (de værste) op till 100%.

Socialisme ville kunne lade sig gøre, hvis alle individer i kollektivet har præcis de ønsker som føreren (centralmagten) har. Observationer fra virkeligheden fortæller os dog, at dette aldrig er tilfældet.
I det socialistiske lykkesamfund har individernes egennytte altid været et onde som skal ryddes af vejen. Derfor bygger socialismen på, at menneskers egennytte skal udryddes, hvilket da er kommet til udtryk i mange afskyelige former. Se the Black Book of Communism f.x.

En af de afskyeligste former, som de færreste dog er opmærksomme på, beskrives i bogen ‘Kris i befolkningsfrågan’ skrevet af det fremtrædende socialdemokratiske ægtepar Alva og Gunnar Myrdal i begyndelsen af 1970’erne. Denne bog er et skoleeksempel på, hvordan kollektivisme er selve civilisationens antitese. Det beskrives her indgående, hvordan tvangssterilisering skal bruges for at komme egennytten til livs, samtidig med at den statslige styring af skolevæsen og barneomsorg sættes ind i sin ”rette” sammenhæng. Det var nemlig ikke nok med sterilisering af uduelige mennesker, hvis man skal komme det asociale (egennyttige) til livs. Der kræves ‘andere metoden’ for at skabe den perfekte medborger. Den svenske perversion og katastrofe, Folkhemmet, var resultatet af en systematisk kollektivistisk virkelighedsflugt og forsøg på at etablere et samfund, som stred imod menneskets natur.

Det mest skræmmende her er, at dette foregik i socialdemokratiet på et tidspunkt, efter at vi er blevet født (ihvert fald jeg) og så tæt på som i det ‘fredelige’ og ’civiliserede’ land Sverige.

Al kollektivisme har i sine tankegang ”smukke” intentioner på alle menneskers vegne, hvorfor der kræves en samordning af samfundet – en ensretning, så ingens individuelle interesser kolliderer med almenvældets. Den hviler på ideer, som skal virkeliggøres i en politisk indretning af samfundet. Midlerne kan kategoriseres i følgende grupper:

1) Et stort og omfattende velfærdssystem, hvis støtte alle samfundets medlemmer skal gøre sig fortjent til ved samfundsnyttig adfærd og ikke egennyttig adfærd.
2) Politisk kontrol af kunst, kultur, uddannelse m.m.m.
3) Udryddelse af anderledes tænkende (jøder, kulakker, indvandrere, kapitalister, egoister etc.).
4) En militant organisering af samfundets enheder og politisk kontrol af disse – ned til mindste detalje (oprettelse af ungdomskorps, sportsforeninger, kooporative virksomheder etc.).
5) Afskaffelse af den private ejendomsret eller dramatiske indskrænkninger i dispositionsretten over egen ejendom.

Disse midler har været gennemgående i alle samfund, som har kaldt sig socialistiske eller fascistiske, men de værdier, som er blevet dyrket i kollektivistiske samfund har også slående ligheder, hvadenten de er blevet kaldt socialistiske eller fascistiske. Fælles i disse samfund ligger opfordringen fra lederne eller politikerne til at ofre sig for samfundets skyld og lade hånt om egne behov. Med andre ord: spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land.

En vigtigt kommentar til historien er på sin plads her – vigtigt fordi ikke alle er opmærksomme på at fundamentet for nazisternes succes i Tyskland og fascisternes succes i Italien var en periode præcis som den vi er i nu med den subtile socialistiske undertrykkelse som vi idag kalder for demokrati i Danmark. Forskellene fra Danmark (EU) idag til Tyskland i 1938 er åbenlyse. Lighederne fra Tyskland/Italien i 1920 til DK idag er derimod slående. Pointen er, at en periode hvor socialisme lagde grunden til alle samfundets processer og menneskelige interaktioner også lagde grunden for, at Hitler og Mussolini blev folkevalgte i processer, som vi idag kalder for demokratiske. Hayeks “The Road to Serfdom” er god læsning i denne sammenhæng.

Gentager man historien hvis man ikke forstår den?
Anledning til at det går så galt er fejlen omtalt ovenfor – koncepter defineret løsrevet fra virkeligheden. Vore tiders pendant til fascismen, miljøfanatikerne forstår eksempelvis ikke ’miljø’ som vore ‘omgivelser’, men derimod som noget der retfærdiggør at jeg skal sidde i dagligstuen i minusgrader, hvis jeg ikke vil hugge det brænde som kræves (jeg kan ikke komme definitionen nærmere, hvilket i øvrigt ingen anden kan – slet ikke miljøaktivisterne). Det man glemmer her er, at Europas skove alle blev fældet for 1000 år siden, og at anledningen til at mange gange flere mennesker idag kan sidde og nyde livet i en varm dagligstue er resultaterne af frihed og kapitalisme.

Følgende er et uddrag af Det Tyske Nationalsocialistiske Partis program vedtaget den 24. Februar, 1920 i München:

We ask that the government undertake the obligation above all of providing citizens with adequate opportunity for employment and earning a living. The activities of the individual must not be allowed to clash with the interest of the community, but must take place within its confines and be for the good of all.
Therefore, we demand: -an end to the power of the financial interest. We demand profit sharing in big business. We demand a broad extension of care for the aged.
The government must undertake the improvement of public health – by protecting mother and child, by prohibiting child labor, by the greatest possible support for all clubs concerned with the physical education of the youth. We combat the – materialistic spirit within and without us, and are convinced that a permanent recovery of our people can proceed from within on the foundation of the commen good before the individual good.
[Kilde: Die Nationalsozialistische Dokumente 1933-45; af Walther Hofer. Frankfurt am Main: Fischer Bucherei, 1957 pp 29-31.]

Mon ikke en foruroligende stor del af den danske befolkning kan erklære sig enig i mange af de holdninger, der blev fremsat af nazisterne i deres program i 1920? Jeg kan ihvertfald ikke se nogen principiel forskel på dette og Socialdemokratiets partiprogram i dag. Det skræmmende er at det, vi kalder demokrati i dag, i sit idesæt ligger så tæt op ad et af verdenshistoriens hæsligste regimer. Demokratiet i den socialistiske definition er en de facto afskaffelse af privat ejendomsret. Man kan i et sådant demokratisk samfund stemme om sin nabos ejendom. Demokratiet kræver ligesom nationalsocialismen og kommunismen, at individet underordner sig flertallet. Demokrati er faktisk den mest rendyrkede kollektivisme, fordi man som kollektivist burde være bekendt med problemet med at en diktator ikke med succes kan reflektere flertallets holdninger og præferencer. Det ultimative kollektivistiske samfund bør derfor logisk set kræve, at man hører alle samfundets medlemmer i alle forhold. Dette kan man da også forvisse sig om ved at se på specielt venstreorienteredes religiøse anvendelse af begrebet ”udemokratisk”. De kunne lige så godt anvende udtrykket ”ukollektivistisk”…

Findes der en løsningen?
Det som provokerer mange er, at spørgsmålet ikke er højre eller venstre rent politisk, men et spørgsmål om, hvorvidt mennesket skal kunne leve sit liv efter egne valg eller efter politiske valg. Politik er som vist ovenfor et absolut onde, men også noget man virkelig kan undgå.

Når man diskuterer med folk idag, bliver man altid mødt af udsagnet: ’men alle har ret til en mening!’. Det er selvfølgelig rigtigt, at man har ret til en mening om sit eget liv, men det betyder ikke, at man har ret til at udøve tvang over andres. For at en mening eller for at en handling kan være legitim hvad angår andres liv, bliver man nødt til at holde sig indenfor respekten for de negative menneskelige rettigheder, hvis intentionen er at skabe et samfund, der bedst muligt understøtter menneskeligt liv (den ultimative værdi). At være socialist er defor illegitimt, fordi socialisme i alle sine former bygger på vold og tvang, i.e. systematiske krænkelser af fundamentet for et civiliseret samfund.

Der findes desværre ikke så mange mulige løsninger. Jeg kender egentlig kun til to forslag:
1) en rationelt financieret minimalstat.
2) et anarkokapitalistisk samfund.

Begge løsninger er blevet testet i virkeligheden og er bevisligt helt overlegne alt vi ser idag (1: USA 1776-ca.1900 2: i 300 år på Island samt i Irland indtil ca. 1700 – flere kan nævnes)

Eneste spørgsmål er om processen dertil. Den bliver kort hvis man anvender metoden fra naturvidenskaben og lang og pinefuld, hvis man fortsætter med Kant’s overtro og moral. At det kommer til at gå mod disse samfundsstrukturer er givet fordi menneskets egennytte er en så stærk kraft for menneskets overlevelse, at man ikke kan holde imod den. Derfor kollapsede Sovjet!

Generelt kan man sige, at frihed og kapitalisme er den eneste recept på forbedrede vilkår, specielt for de fattigste, over hele verden. Jeg vil anbefale Johan Norberg’s bog ” “In Defense of Global Capitalism”, som er for friheden, hvad Lomborgs bog er for miljøet.

Det jeg har skrevet her er, at enhver mening om tvungne overførsler for at hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv er et udtryk for de absolut bedste intentioner, men har de fuldkommen modsatte effekter, fordi de bygger på krænkelser af de fundamentale menneskelige rettigheder – de rettigheder som sikrer, at vi kan eksistere som samfund og ikke kun som miliard-vis individder i en myretue. Det værste er, at man krænker dem man behøver mest, nemlig de mest produktive og samtidig sætter de frie processer ud af spil, som leder til at dem der er dårligst stillet får en chance for at udvikle deres situation til det bedre. Desuden bør man stille sig spørgsmålet, ’hvor god en sag kan være, hvis den eneste mulige finansiering er gennem tvang?’.

Enkelt sagt har socialister et statisk verdensbillede. Virkeligheden er dog dynamisk og bevæger sig altid væk fra denne tilstand. Alligevel er eksempelvis polit-studiet stærkt koncentreret omkring netop de statiske analyser. Keynes var den første, der for alvor slog igennem med den slags. Disse modeller er helt konsistente med det uvidenskabelige i induktion og den religiøse/socialistiske måde at konstruere samfund på. Det modsatte af at konstruere er at konstituere, i.e. at skabe fundamentet for et civiliseret samfund (se ovenfor).

Der findes dog private institutter som i stedet for at fokusere på et statisk verdensbillede og inducere matematiske modeller på dette, fokuserer på de processer som træder i kraft når verdens dynamik som følge af ændrede priser, resurseknaphed osv. tilstadighed bringes ud af sin ligevægtstilstand i søgen efter en ny ligevægt. Denne økonomiske skole er den østrigske skole, som primært blev udviklet af Ludwig von Mises. En skole som har økonomisk teori som beskriver virkeligheden gennem ræson og deduktion, helt analogt med det jeg har skrevet ovenfor, i.e. observation af økonomiske agenter på laveste niveau – individer!

Man anvender selvfølgelig logik og matematik i østrigsk økonomisk teori – men på de rigtige steder. Der er klar sammenhæng mellem matematik og den naturvidenskabelige metode – ræson. Mises anvender logikken på virkeligheden og kommer ved deduktion frem til en beskrivelse som passer. Præcis som i Newton’s forsøg startende med, da han bestemte bølgelængden på lys i forskellige farver og som han fortsatte med hele sit liv – dog indtil religionen førte ham til en forkert definition af ‘rum’.

Institutionaliseringen af tvang gennem det statslige voldsmonopol og forfølgelsen af politiske mål, som skal gælde for alle er logisk ækvivalent med at indrømme at menneskeligt liv er noget man hverken værdssætter eller respekterer. Svaret jeg plejer at få på dette er, at ’sådan ser min verden ikke ud’ – et svar, som antyder, at vi lever i parallelle universer. Virkeligheden og logikken er selvfølgelig hårde modstandere, men der findes altså kun en verden! At behøve at acceptere at tyngdeloven gælder for alle er ikke et udtryk for min intolerance. At undlade at gøre det er blot et udtryk for, at man ikke har forstået virkeligheden. Ligeså i den sociale verden. At behøve at acceptere at vi er menesker på jorden og at overlevelse kræver produktion er ikke et udtryk for min intolerance. At undlade at gøre det, i.e. at være irrationel, er en privat sag, men ikke et fundament for at konstituere et samfund. En moralsk konstitution skal bygge på en forståelse af virkeligheden, og ikke en virkelighedsflugt. Og til sidst fik vi da svaret på hvad der er galt med den gamle børnesang. Der skal blot tilføjes ’på arbejde’.

Forståelsen som dette forhåbentlig leder til er, at inkonsistent filosofi leder til selvmodsigelser – og at selvmodsigelser ikke kan eksistere i virkeligheden, hvorfor den eneste løsning, når man møder selvmodsigelser, er at gå tilbage for at kontrollere de forudsætninger/antagelser man har lavet i sin filosofi. At lade som ingenting eskalerer blot fejlen. Dette burde kollektivisterne indse.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password