Retorik: "Alting kan ikke gøres op i penge"

Inspireret af Liberators seneste artikler om retorik, vil jeg lige give mit besyv med om et delområde af den kollektivistiske retorik, som tilsyneladende er accepteret langt ind i borgerlige kredse. Gang på gang kan man som liberal få at vide, at “ikke alting kan gøres op i penge”. Dette synspunkt får man ofte slynget i […]

Inspireret af Liberators seneste artikler om retorik, vil jeg lige give mit besyv med om et delområde af den kollektivistiske retorik, som tilsyneladende er accepteret langt ind i borgerlige kredse. Gang på gang kan man som liberal få at vide, at “ikke alting kan gøres op i penge”.

Dette synspunkt får man ofte slynget i hovedet, når man debatterer med en kollektivist – ofte fulgt op af et: ”du er da også så pengefikseret”. Det er paradoksalt at høre dette fra kollektivister eller andre ”do-good’ers”, for er der nogen der går op i penge, så er det dem. Hvem er det, der hele tiden taler om at omfordele penge fra nogen til nogle andre? Hvem er det der går så højt op i, om den økonomiske ulighed er steget eller faldet – uden at se på om de fattigste har fået det bedre eller værre? Hvem er det, der så brændende gerne vil vide hvor meget topdirektører tjener – og hvor meget deres selskaber betaler i skat? (I Norge har man taget konsekvensen af den kollektivistiske penge-fiksering ved at offentliggøre alle individers skatteindbetalinger og indkomst i denne database).

Liberalister går ikke specielt op i penge – men i rettigheder og frihed. Herunder hører selvfølgelig også retten til frugten af sit eget arbejde og friheden til at spendere den, som man vil. Grunden til, at liberalister her i Danmark så ofte diskuterer ”penge” er slet og ret, at det er på dette punkt kollektivisterne oftest bryder folks rettigheder og frihed. Tro mig: hvis politiet foretog summariske henrettelser hver weekend ville vor opmærksomhed i højere grad være rettet imod dette.

Det er vel nærmest venstrefløjens udgangspunkt, at alt vitterlig kan gøres op i penge. Sjældent møder man en kollektivist, som ikke har penge i selve kernen af sin egen moralfilosofi og syn på retfærdighed: som udgangspunkt har vi alle sammen ret til en lige stor del af verdens rigdom, siger de (heldigvis har flere og flere af dem dog forstået, at et sådan system vil dræbe alt initiativ og er derfor – med den nyligt afdøde John Rawls i spidsen – begyndt at tillade økonomisk ulighed, sålænge denne ulighed er med til at sikre at den fattigste ikke stilles ringere i absolutte termer).

Men ”hvorfor så pengefikseret?” kunne man fristes til at spørge? Hvorfor er det lige økonomisk lighed, der skal tilstræbes? Hvad med sex-partnere, f.eks.? Hvorfor er det retfærdigt, at de er så ulige fordelt – både i antal og kvalitet? Eller hvad med handicap? Nu vi er i gang, hvorfor så ikke kræve lighed i lykke – det må da være et krav, at vi i det mindste alle er lykkelige – den ultimative lighed må jo for en kollektivist netop tage udgangspunkt i lykke, idet alting ikke kan gøres op i penge!

Udover disse indledende betragtninger om kollektivisternes retoriske selvmodsigelser kan vi kigge på nogle mere håndfaste forhold af retorikken.

Hvis der af sig selv opstår et marked for et gode, er det et tegn på, at det gode, som handles på markedet tilsyneladende godt kan opgøres i penge – ellers ville der ikke finde nogen handler sted. Dermed er ikke sagt, at den pris som opnås på et marked, er den pris, som er den rigtige for alle individer. Der vil givetvis findes mennesker, som mener, at en pris er for høj til, at de vil købe varen, hvorfor de i stedet vil bruge deres penge på andre goder. Og vice versa. Til gengæld er de frie til med kapitalismes private ejendomsret at bruge deres penge på lige præcis den måde, som de selv finder ønskværdig.

Den private ejendomsret betyder derfor, at det er frivilligt at indgå aftaler på markedet, hvorfor alle transaktioner foretaget på markedet a priori må forventes af deltagerne at gavne dem (hvorfor skulle de ellers handle?). Det er derfor svært at se, hvordan et forbud mod frivillig handel af bestemte varer vil gavne nogen som helst.

Kollektivisterne har desuden næppe forstået, at der altid vil eksistere et marked – forstået i abstrakt forstand – hvadenten staten forbyder handel på det eller ej. Hvis staten forbyder handel af en vare, er det ækvivalent med, at prisen fra politisk hånd blot bliver fastsat til nul. Helt basal økonomisk teori forudsiger derved, at udbuddet også vil blive nul, og at efterspørgslen efter varen vil være uendelig (eller i hvert fald meget stort).

Dette vil medføre et såkaldt dødvægtstab – et nyttetab, som samfundet som helhed lider af pga. de manglende transaktioner. At dødvægtstabet eksisterer, kan indses ved at lade den forbruger med den største betalingsvillighed indgå en handel med den udbyder, som har den laveste omkostning. Hvis de indgår en handel med en pris, som ligger mellem producentens omkostning og forbrugerens betalingsvillighed, bliver de begge stillet bedre – dvs., at de begge har nytte af transaktionen. Et frit og ureguleret marked lader alle udbydere og forbrugere indgå handler, indtil ingen udbydere har omkostninger, som er lavere end en enkelt forbrugers betalingsvillighed. Derfor er markedet velfærdsforbedrende.

Ofte garneres et forbud mod handel af en bestemt vare af en offentlig regulering. Da der ved en pris på nul ikke privat produceres noget af varen, og da efterspørgslen er meget stor ved en pris på nul, hedder det sig, at staten selv må producere godet og sørge for, at dem med størst behov får del i det.

Den kollektivistiske modstand mod handel med visse objekter og ydelser er derved i virkeligheden en insisteren på, at samfundets resurseallokering skal foregå i blinde – uden de signaler, som prissystemet giver os. Den skal i stedet være guidet af offentlige beslutningstageres flygtige fornemmelser for, hvor stor en mængde, der skal udbydes, og hvem der skal have del i denne mængde.

Måske kan man argumentere for, at chimpanser i virkeligheden ville være bureaukrater og politikere overlegne, fordi de ikke ville lade magten korrumpere dem i samme grad, som det i dag er tilfældet med de politikere vi i vores afsky for frivillige transaktioner har givet magten til at producere og fordele de goder som “ikke må gøres op i penge”. Til kamp for chimpansebureaukraten!

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password