Lad os dø i fred

For nogle år siden fik jeg at vide at min mor havde kræft, oven i købet en form for kræft der kun kunne helbredes ved en hjerte- og lungetransplantation – ikke noget en dame i slutningen af halvtredserne ville overleve. Jeg støttede hende selvfølgelig, så godt som jeg kunne, og vi talte en del om […]

For nogle år siden fik jeg at vide at min mor havde kræft, oven i købet en form for kræft der kun kunne helbredes ved en hjerte- og lungetransplantation – ikke noget en dame i slutningen af halvtredserne ville overleve. Jeg støttede hende selvfølgelig, så godt som jeg kunne, og vi talte en del om livet og døden.

Da hun blev mere og mere syg, og kemoterapien ikke så ud til at forlænge hendes liv, men nærmere bare virkede som en form for kemisk tortur, spurgte hun mig om noget, som hun ikke turde at tage op med de andre medlemmer af familien. Hun spurgte mig om jeg ville hjælpe hende med at tage sit eget liv.

Nu har jeg altid haft et afklaret forhold til døden, så jeg sagde, at det var hendes valg, og jeg ville hjælpe hende så godt jeg nu kunne, indenfor lovens rammer forstås. Jeg forskede lidt på Internettet, og fandt frem til nogle oplysninger om, hvordan vi kunne bruge de morfintabletter hun havde, samt hvordan man kunne beskytte sig imod at kaste morfinen op igen ved hjælp af søsyge-tabletter, og så videre.

Min mor var dog meget ængstelig ved situationen, da hun var tvivlede på kilderne til den information jeg havde erhvervet mig, og desuden var hu ikke sikker på, at hun havde nok morfin til at sove stille ind, da hun havde opbygget en vis tolerance i løbet af sit sygdomsforløb.

Så jeg måtte have noget hjælp. At få noget hjælp til dette projekt viste sig at være MEGET svært. Jeg kontaktede læger, kræftens bekæmpelse, diverse andre foreninger og alle mulige mennesker for at få dem til at rådgive mig, men enten turde de ikke, eller også ville de ikke. Det endte med, at min mor på dagen afblæste selvmordet, da hun simpelthen var for bange for at vågne op igen som en grøntsag.

Jeg havde ellers lovet at holde hende i hånden, når hun døde, så hun ikke skulle være alene, når det skete, men pga. manglende rådgivning blev det altså aflyst. Hun døde nogle måneder senere, helt skrumpet ind, ude af stand til at bevæge sig og med lungerne fulde af vand. En ussel og smertefuld død, berøvet for enhver værdighed.

Det har jeg tænkt over mange gange siden. Både over døden som tabu, men mest over at man kan hævde, at vi lever i et frit samfund, når vi ikke engang har lov til at tage vort eget liv. Tusinder af mennesker dør hvert år i lignende situationer og ligger og tigger om, at nogen vil slå dem ihjel i barmhjertighedens navn. Men ingen tør gøre det, og det bedste man kan tilbyde dem er at pumpe dem fulde med morfin i såkaldt ’smertebehandling’, der i virkeligheden er en form for dødshjælp, der dog først gives i de allersidste faser af livet.

Er vi frie mennesker, når staten skal bestemme om vi skal leve eller dø? Statens manglende villighed til at bøje sig på dette område fører til, at dødssyge mennesker er nødt til at eksperimentere med dødsensfarlige stoffer, hvis de er fast besluttede på at slippe for smerterne og det nedværdigende i at dø en langsom og pinefuld død. De må prøve sig frem, og hvis de fejler, risikerer de at vågne op igen, men denne gang bare i endnu værre tilstand end før, med endnu flere smerter.

Det er på tide at vi som individer selv får lov at til bestemme hvad der skal ske med vort eget liv. Mange vil nok være enige med mig, når det drejer sig om mennesker, der har en dødelig sygdom, men jeg kan ikke se, hvorfor man bør stoppe hér. Hvad med alle de andre der gerne vil tage sit eget liv? Hvordan kan vi tillade os at sige, at det er forkert og på den måde tvinge ulykkelige personer til at hoppe ud foran en stakkels togchauffør eller hvad ved jeg og på den måde inddrage helt uvedkommende mennesker?

For mig er der ingen tvivl: kroppen og livet er vores egen ejendom, og ingen andre bør have ret til at bestemme, hvad vi gør med dem. Men ligesom vi har ret til ikke at blive slået ihjel, så har vi også ret til at beslutte, at livet skal være forbi. Man kan kun håbe på, at der bliver gjort op med den forestilling – at døden for en hver pris bør undgås – som jo stadig er voldsomt udbredt på trods af, at det eneste nogle mennesker ønsker er at forlade denne verden.

Det ville ellers give mange nye muligheder. Man ville have mulighed for at vide, hvornår man skulle dø og derved mulighed for at samle alle for at sige ordentligt farvel, man kunne dø på lige den måde, og måske endda i de omgivelser, man helst ville. Det ville også give grobund for helt nye typer virksomheder, der ikke alene kunne rådgive dig omkring dit selvmord, men også kunne tilbyde dig faciliteter, hvor du kunne tage dit eget liv eller måske endda hjælpe dig med at iscenesætte det, hvis du nu havde særlige ønsker om, hvordan det hele skulle se ud, som vi kender det fra brylluper og begravelser.

Man kunne forestille sig at disse ’selvmords-virksomheder’ ikke kun ville konkurrere på pris og selvmordsmetoder, men at visse af dem måske ville tilbyde en række samtaler først, så kunden ville have en chance for at skifte mening, mens andre ikke ville spørge om noget og bare tilbyde at hjælpe folk ud af livet, direkte fra gaden.

Der er ingen tvivl om, at dette er et følsomt spørgsmål, som hvert enkelt individ må overveje meget nøje – både det individ som overvejer selvmord, men også det/de individ(er), som eventuelt skulle hjælpe til og rådgive. Et argument imod at lovliggøre selvmord ville typisk være, at mange gennemgår en depression, men senere får det godt, når de har gennemgået et behandlingsforløb, og hvis de kom ind til en ’selvmords-virksomhed’, så ville de jo dø med det samme og aldrig få den ekstra chance for at få det bedre.

Men fandtes disse virksomheder, ville de jo spekulere i at tjene så meget som muligt, og mange af dem ville måske yde psykologbistand som de ville fange kunder til igennem en slags indledende samtaler eller lignende som nogle firmaer ville kræve inden de ville bistå klienterne med selvmordet.

Således kunne denne slags virksomheder være med til at få fat i folk, som ikke kommer i kontakt med det psykiatriske system i dag, da der jo er flere penge i en levende klient der kommer til terapi igen og igen, end der er i en klient der kommer for at få hjælp til at tage sit liv en enkelt gang. Den paradoksale konsekvens af fremkomsten af hjælp-til-selvmords-virksomheder kunne derfor udmærket være, at færre mennesker begik selvmord, og at færre uskyldige togchauffører og falckreddere skulle udsættes for ubehagelige oplevelser.

Det lyder måske lidt langt ude, men for mig at se er det den naturlige konsekvens af at acceptere at nogle mennesker bare ikke har et godt liv og skal have lov til at dø, hvis de ønsker det. Som det ser ud nu, er der lang vej til, at vi opnår de tilstande, der er beskrevet ovenfor. Bare det at få lov til at afslutte sine lidelser som langtidssyg er ikke legalt endnu. Men det er nok dét der bliver lovliggjort først.

Foreningen En Værdig Død arbejder for, at aktiv dødshjælp bliver en mulighed, som vi kan vælge, skulle vi komme i den svære situation at blive alvorligt syge. Det er første skridt på vejen til, at vi kan gøre krav på den ret, som jeg mener at vi alle bør have; Retten til selvbestemmelse over vor egen krop.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password