Socialisme

Jeg er her i Buenos Aires som gæst hos Institute por la Econonomia Libre. Hvad er economia libre? Hvad betyder dette system af økonomisk frihed? Svaret er enkelt: Det er markedsøkonomien. Det er det system, ved hvilket samarbejdet mellem individer i den sociale arbejdsdeling opnås gennem markedet. Dette marked er ikke et sted; det er […]

Jeg er her i Buenos Aires som gæst hos Institute por la Econonomia Libre. Hvad er economia libre? Hvad betyder dette system af økonomisk frihed? Svaret er enkelt: Det er markedsøkonomien. Det er det system, ved hvilket samarbejdet mellem individer i den sociale arbejdsdeling opnås gennem markedet. Dette marked er ikke et sted; det er en proces. Det er måden, hvorpå de enkelte individer — ved køb og salg, ved produktion og forbrug — yder deres bidrag til samfundets samlede funktion.

Når vi taler om dette system af økonomisk organisation — markedsøkonomien — bruger vi termen „økonomisk frihed“. Folk misforstår meget tit, hvad det betyder, og tror, at økonomisk frihed er noget, der er helt adskilt fra andre friheder, og at disse andre friheder — som de mener er mere betydningsfulde — kan bevares selv under fravær af økonomisk frihed. Betydningen af økonomisk frihed er denne: Det enkelte menneske er sådan stillet, at han kan vælge på hvilken måde, han ønsker at integrere sig i samfundets totalitet. Individet er i stand til at vælge sin karriere. Han er fri til at gøre, hvad han ønsker at gøre.

Dette er selvfølgelig ikke ment på den måde, som så mange fortolker ordet frihed i dag; det er snarere ment i den betydning at mennesket gennem økonomisk frihed bliver frigjort fra sine naturlige betingelser. I naturen er der intet, der kan benævnes frihed. Der er kun de urokkelige naturlove, som mennesket må adlyde, hvis han vil opnå noget.

Når vi bruger termen frihed på menneskelige væsener, tænker vi kun på frihed indenfor samfundet. Men i dag betragter mange mennesker sociale friheder som uafhængige af hverandre. De, som nutildags kalder sig „liberale“ [hvad, der svarer til ”socialliberal” i europæisk forstand, oversætters note], kræver en politik gennemført, som er præcis modsat den, som det nittende århundredes liberale slog til lyd for i deres liberale programmer. De såkaldte liberale af i dag har den meget populære idé, at tale- og tankefrihed, pressefrihed, religionsfrihed og frihed fra fængsling uden dom — at alle disse friheder kan bevares i fravær af, hvad der kaldes økonomisk frihed. De indser ikke, at i et system, hvor der ikke er noget marked, hvor regeringen dirigerer alle ting, er disse andre friheder illusoriske, også selv om de bliver lavet til love og skrevet op i forfatningerne.

Lad os tage en frihed, pressefriheden. Hvis regeringen ejer alle trykpresser, vil den bestemme, hvad der skal trykkes, og hvad der ikke skal trykkes. Og hvis regeringen ejer alle trykpresser og bestemmer, hvad der skal og ikke skal trykkes, så er muligheden for at trykke nogen form for argumenter imod regeringens ideer i praksis ikke eksisterende. Pressefriheden forsvinder.Og det samme gælder alle de andre friheder.

I en markedsøkonomi har individet frihed til at vælge, hvilken karriere han vil forfølge, frihed til at vælge sin egen måde at integrere sig i samfundet på. Men i et socialistisk system er dette ikke tilfældet. Hans karriere bliver bestemt gennem et dekret fra regeringen. Regeringen kan beordre folk, som den ikke kan lide, som den ikke ønsker skal bo i bestemte områder, til at flytte til andre områder og andre steder. Og regeringen er altid således stillet, at den kan retfærdiggøre og forklare en sådan fremgangsmåde ved at erklære, at regeringens plan kræver nærværet af denne fremragende borger otte tusinde kilometer væk fra det sted, hvor han kunne være ubehagelig for magthaverne.

Det er sandt at den frihed, et menneske kan have i en markedsøkonomi, ikke er den fuldkomne frihed fra et metafysisk synspunkt. Men der er ikke sådan en ting som fuldkommen frihed. Frihed betyder kun noget indenfor samfundets rammer. Det attende århundredes forfattere af „naturret“ — fremfor alle Jean Jacques Rousseau — troede, at engang i den fjerne fortid nød mennesket noget kaldet „naturlig“ frihed. Men i den fjerne tidsalder var individerne ikke frie. De var betingelsesløst underkastet alle, som var stærkere end dem. Rousseaus berømte ord: „mennesket er født frit, og overalt er det i lænker“ kan lyde godt, men faktisk er mennesket ikke født frit. Mennesket fødes som et meget svagt diende barn. Uden sine forældres beskyttelse, uden den beskyttelse, som dets forældre får fra samfundet, ville det ikke kunne bevare livet.

Frihed i samfundet betyder, at en mand er lige så afhængig af andre mennesker, som andre mennesker er afhængige af ham. Samfundet under en markedsøkonomi, under „economia libre“s betingelser, betyder en tingenes tilstand, hvor enhver tjener sine medborgere og til gengæld bliver betjent af dem. Folk tror, at der i en markedsøkonomi findes bosser, som er uafhængige af andre menneskers gode vilje og støtte. De tror, at industriens ledere, forretningsfolkene, de selvstændige næringsdrivende, er de virkelige bosser i det økonomiske system. Men det er en illusion. De virkelige bosser i det økonomiske system er forbrugerne. Og hvis forbrugerne holder op med at søge en bestemt forretningsbranche, så er disse forretningsfolk enten tvunget til at forlade deres eminente position i det økonomiske system eller til at indrette deres handlinger efter ønsker og befalinger fra kunderne.

Hvad man ikke ser
En af de bedst kendte fortalere for kommunismen var Lady Passfield under sit pigenavn, Beatrice Potter, og velkendt under sin mands navn, Sidney Webb. Denne dame var datter af en velhavende forretningsmand, og som ung havde hun virket som sin fars sekretær. I sine memoirer skriver hun: „I min fars virksomhed måtte alle adlyde de ordrer, der kom fra min far, der var boss. Han alene gav ordrer, men ingen gav ham nogen ordrer.“ Det er en meget kortsynet indstilling. Ordrer blev givet til hendes far af forbrugerne, køberne. Uheldigvis kunne hun ikke se disse ordrer; hun kunne ikke se, hvad der går for sig i en markedsøkonomi, fordi hun kun var interesseret i de ordrer, som blev afgivet indenfor hendes fars kontor eller i hans fabrik.

Vedrørende alle økonomiske problemer må vi huske på den store franske økonom Frederic Bastiats ord, han som kaldte et af sine brilliante essays: „Ce qu’on voit et ce qu’on ne voit pas“ („Hvad man ser — og hvad man ikke ser“). For at forstå, hvorledes et økonomisk system opererer, må vi beskæftige os ikke alene med, hvad vi kan se, vi må også rette vor opmærksomhed mod ting, der ikke kan opfattes direkte. For eksempel, en ordre givet af bossen til et kontorbud kan høres af alle, der er tilstede i rummet. Hvad der ikke kan høres, er de ordrer, som gives til bossen af hans kunder.

Kendsgerningen er, at under det kapitalistiske system er de ultimative bosser kunderne. Herskeren er ikke staten, det er folket. Og beviset for, at de er suveræne, støttes af den kendsgerning, at de har retten til at opføre sig tåbeligt. Det er suverænens privilegium. Han har retten til at begå fejltagelser, ingen kan hindre han i at begå dem, men selvfølgelig bliver han nødt til at betale for sine fejltagelser. Hvis vi siger, at forbrugeren står øverst, eller at forbrugeren er suveræn, siger vi ikke, at forbrugeren er fri for fejl, eller at forbrugeren altid ved, hvad der er bedst for ham. Forbrugerne køber meget tit ting eller forbruger ting, som de ikke burde købe eller som de ikke burde forbruge.

Men den forestilling, at en kapitalistisk regeringsform kan hindre folk i at skade sig selv ved at kontrollere deres forbrug, er falsk. Ideen om regeringen som faderlig autoritet — som værge for alle og enhver — den hører hjemme hos socialisterne. I de Forenede Stater prøvede regeringen for nogle år siden noget, der blev kaldt „et ædelt eksperiment“. Dette ædle eksperiment var en lov, der gjorde det ulovligt at indtage berusende drikke. Det er visselig sandt, at mange mennesker drikker for megen cognac og whiskey, og at de kan gøre skade på sig selv med det. Nogle myndigheder i USA er endog imod rygning. Visselig er der mange mennesker, som ryger for meget og som ryger til trods for det faktum, at det ville være bedre for dem ikke at ryge. Dette rejser et spørgsmål, som rækker langt ud over økonomisk diskussion: Det viser hvad frihed virkelig betyder.

Indrømmet, at det er godt at holde folk fra at skade sig selv ved at drikke eller ryge for meget. Men når man har indrømmet det, vil andre sige: Er kroppen alt? Er menneskets sind ikke det virkelige menneskelige arvegods, den virkelige menneskelige kvalitet? Hvis man giver regeringen ret til at bestemme det menneskelige legemes forbrug, til at bestemme, om man skal ryge eller ikke ryge, drikke eller ikke drikke, så er der ikke noget godt svar til de mennesker, som siger: „Vigtigere end legemet er sjælen og sindet, og mennesket skader sig selv langt mere ved at læse dårlige bøger, ved at lytte til dårlig musik og se dårlige film. Det er derfor regeringens pligt at forhindre folk i at begå disse fejl.“

Og, som De ved, i mange århundreder har regeringer og autoriteter troet på, at dette virkelig var deres pligt. Og det er ikke bare sket i fjerne tider. For ikke så længe siden var der i Tyskland en regering, som anså det for en regeringspligt at skelne mellem gode og dårlige malerier — hvilket selvfølgelig betød gode eller dårlige efter een mands synpunkt, en mand som i sin ungdom var dumpet ved adgangseksamen til Wiens Kunstakademi, godt eller dårligt fra en postkortmalers synspunkt. Og det blev ulovligt for folk at ytre andre syn på kunst og malerier end dem, der deltes af den allerhøjeste Führer.

Hvis man først begynder at indrømme, at det er regeringens pligt at kontrollere ens forbrug af alkohol, hvad kan man så svare dem, der siger at kontrol af bøger og ideer er langt vigtigere?

Frihed betyder i virkeligheden frihed til at begå fejltagelser.

Det er vi nødt til at erkende. Vi kan være yderst kritiske med hensyn til den måde, hvorpå vore medborgere bruger deres penge og lever deres liv. Vi kan mene at det, de gør, er absolut tåbeligt og forkert. Men i et frit samfund er der mange måder, hvorpå folk kan lufte deres meninger om, hvordan andre burde ændre deres livsførelse. De kan skrive bøger; de kan skrive artikler; de kan holde taler; de kan endog prædike på gadehjørnerne, hvis de vil — og de gør det i mange lande. Men de må ikke agere politi overfor andre mennesker for at hindre dem i at gøre visse ting, simpelthen fordi de ikke synes, at disse andre mennesker skal have lov til at gøre dem.

Det er forskellen mellem slaveri og frihed. Slaven er nødt til at gøre, hvad hans herre beordrer ham til at gøre, men den fri borger — og det er hvad frihed betyder — er i sådan position, at han kan vælge sin egen måde at leve på. Visselig kan dette kapitalistiske system misbruges, og det bliver misbrugt af nogle mennesker. Det er så sandelig muligt at gøre ting, der ikke burde være gjort. Men hvis disse ting gøres af flertallet af folket, har en person, der misbilliger det, altid en måde, hvorpå han kan forsøge at få sine medborgere til at skifte mening. Han kan prøve at overtale dem, at overbevise dem, men han har ikke lov til at tvinge dem ved hjælp af magt, med regeringens politimagt.

Interessernes harmoni
I markedsøkonomien tjener enhver sin medborger ved at tjene sig selv. Det er det, de liberale forfattere i det attende århundrede tænkte på, når de talte om harmonien mellem de forskellige gruppers rigtigt forståede interesser og alle enkeltindividers interesser. Og det var denne doktrin om interessernes harmoni, som socialisterne opponerede imod. De talte om „uløselige interessekonflikter“ mellem forskellige grupper.

Hvad betyder det? Da Karl Marx — i det første kapitel af Det Kommunistiske Manifest, den lille pamflet der indledte hans socialistiske bevægelse — påstod, at der var en uløselig konflikt mellem klasserne, kunne han ikke illustrere sin tese med andre eksempler end dem, han kunne hente i det prækapitalistiske samfund. I de førkapitalistiske tidsaldre var samfundet opdelt i arvelige statusgrupper, som i Indien kaldes „kaster“. I statussamfundet blev en mand for eksempel ikke født som franskmand, han blev født som medlem af det franske aristokrati eller af det franske bourgoisie eller af den franske bondestand. I den største del af middelalderen var han simpelthen livegen. Og livegenskab forsvandt ikke i Frankrig før efter den amerikanske revolution. I andre dele af Europa forsvandt det endog senere. Men den værste form for slaveri, som har eksisteret — og fortsatte med at eksistere selv efter slaveriets afskaffelse — fandtes i Englands oversøiske kolonier. Individet arvede sin status efter sine forældre, og han beholdt den hele sit liv. Han overførte den til sine børn. Hver gruppe havde privilegier og ulemper. De øverste grupper havde kun privilegier, de laveste grupper kun ulemper. Og der var ingen måde, hvorpå en mand kunne frigøre sig fra de lovmæssige ulemper, der var pålagt ham gennem hans status, uden ved at kæmpe en politisk kamp mod andre klasser. Under sådanne omstændigheder kan man sige, at der er en „uløselig interessekonflikt mellem slaveejere og slaver“, thi hvad slaverne ønskede, var at blive fri for deres slaveri, for deres egenskab som værende slaver. Men det betød et tab for ejerne. Derfor var der — indiskutabelt — en uløselig interessekonflikt mellem medlemmer af de forskellige klasser.

Man må ikke glemme, at i de tider — hvor statussamfundet var det fremherskende i Europa, såvel som i de kolonier, som europæerne senere grundlagde i Amerika — anså folk ikke sig selv som sammenhørende på nogen speciel måde med andre klasser indenfor deres egen nation. De følte sig mere som et med medlemmer af deres egen klasse i andre lande. En fransk aristokrat betragtede ikke franskmænd af lavere klasser som sine medborgere; de var „rakkerpak“, som han ikke kunne lide. Han betragtede kun aristokrater i andre lande — dem i Italien, England og Tyskland, for eksempel — som sine ligemænd.

Det mest synlige tegn på denne tingenes tilstand var det faktum, at aristokrater over hele Europa talte samme sprog. Og dette sprog var fransk, et sprog som — udenfor Frankrig — ikke kunne forstås af andre befolkningsgrupper. Middelklassen — bourgeoisiet — havde sit eget sprog, medens de lavere klasser — bondestanden — brugte lokale dialekter, som meget ofte ikke kunne forstås af andre grupper i befolkningen. Det samme var tilfældet med klædedragten. Når man i 1750 rejste fra et land til et andet, fandt man, at de højere klasser — aristokraterne — almindeligvis klædte sig på samme måde overalt i Europa, og man fandt at de lavere klasser klædte sig anderledes. Når man mødte nogen på gaden, kunne man umiddelbart — ud fra den måde han klædte sig på — se i hvilken klasse han hørte til, hvilken status han havde.

Social mobilitet
Det er vanskeligt at forestille sig, hvor forskellige disse forhold var fra nutidens forhold. Når jeg kommer fra USA til Argentina, og jeg ser en mand på gaden, kan jeg ikke vide, hvilken status han har. Jeg kan kun antage, at han er borger i Argentina, og at han ikke er medlem af en eller anden gruppe pålagt lovmæssige ulemper. Det er en af de ting, kapitalismen har ført med sig. Selvfølgelig er der også forskelle indenfor kapitalismen. Der er forskelle i rigdom, forskelle, som marxisterne helt forkert tror, er ækvivalente med de forskelle, som eksisterede mellem mennesker i statussamfundet.

Forskellene indenfor et kapitalistisk samfund er ikke de samme som dem, der findes i et socialistisk samfund. I middelalderen — og i mange lande også senere — kunne en familie være aristokratisk og besidde stor rigdom, den kunne være en familie af hertuger i hundreder og atter hundreder af år, uanset dens kvaliteter, dens talenter eller moral. Men under kapitalistiske betingelser er der, hvad sociologerne teknisk beskriver som „social mobilitet“. Det virkende princip i denne sociale mobilitet er ifølge den italienske sociolog og økonom Vilfredo Pareto „la circulation des elites“ — eliternes kredsløb. Det betyder, at der altid er folk på toppen af den sociale stige, som er velhavende, som er politisk betydningsfulde, men at disse folk — denne elite — hele tiden skifter.

Dette er fuldkommen sandt i et kapitalistisk samfund. Det var ikke sandt i et førkapitalistisk statussamfund. De familier, der blev betragtet som de store aristokratiske familier i Europa, er stadig de samme familier i dag eller, lad os sige, de er efterkommerne af de familier, der var de mest fremtrædende i Europa for 800 eller 1000 år eller længere siden. Capet’erne af Bourbon — som i lang tid regerede her i Argentina — var et kongehus så tidligt som i det tiende århundrede. Disse konger regerede over det territorium, som nu kendes som Ile-de-France, og udstrakte deres regime fra generation til generation. Men i et kapitalistisk samfund er der hele tiden mobilitet. Fattigfolk bliver rige, og efterkommerne af disse rige folk mister deres rigdom og bliver fattige.

I dag så jeg i en boghandel i en af gaderne i det indre Buenos Aires biografien af en forretningsmand, som var så fremtrædende, så betydningsfuld, så karakteristisk for storkapitalen i det nittende århundredes Europa, at selv i dette land så langt væk fra Europa havde en boghandel hans biografi på hylderne. Jeg kender tilfældigvis en sønnesøn af denne mand. Han har det samme navn som sin bedstefar, og han har stadig ret til at bære den adelstitel, som hans bedstefar — der begyndte som grovsmed — modtog for firs år siden. I dag er denne sønnesøn en fattig fotograf i New York.

Andre mennesker, der var fattige den gang, denne fotografs bedstefar blev en af Europas største industrifolk, står i dag i spidsen for industrier. Enhver har frihed til at ændre sin status. Det er forskellen mellem statussystemet og kapitalismens system for økonomisk frihed, hvor enhver kun kan bebrejde sig selv, hvis han ikke når den position, han ønsker at nå.

Den berømteste industrialist i det tyvende århundrede er indtil nu Henry Ford. Han begyndte med nogle få hundrede dollars, han havde lånt af sine venner, og indenfor kort tid havde han udviklet en af de mest betydningsfulde storindustrier i verden. Og man kan finde hundreder af sådanne tilfælde hver eneste dag. Hver dag bringer New York Times lange notitser om folk, der lige er døde. Hvis man læser disse biografier kan man falde over navnet på en fremtrædende forretningsmand,
som startede som avisdreng på et gadehjørne i New York. Eller han startede som kontorbud, og ved sin død var han præsident for det samme bankfirma, hvor han var startet på stigens laveste trin. Selvfølgelig når ikke alle disse positioner. Ikke alle ønsker at nå dem. Der er folk, der er mere interesseret i andre problemer, og for disse mennesker er der i dag andre veje, der står åbne, som ikke var åbne i det feudale samfunds dage, i statussamfundets tidsalder.

Men det socialistiske system forbyder denne fundamentale frihed til at vælge sin egen karriere. Under socialistiske betingelser er der kun een økonomisk myndighed, og den har ret til at bestemme i alle forhold vedrørende produktionen.

Et af de karakteristiske træk ved vore dage er, at folk bruger mange navne for den samme ting. Et synonym for socialisme og kommunisme er „planlægning“. Hvis folk taler om „planlægning“ mener de selvfølgelig central planlægning — een plan som forhindrer planlægning foretaget af nogen anden end regeringen.

En britisk dame, som også er medlem af Overhuset, skrev en bog med titlen Plan eller ikke plan — en bog som var ret populær rundt omkring i verden. Når hun siger „plan“, mener hun kun den slags planer, som Lenin og Stalin og deres efterfølgere så for sig, den slags, der styrer alle aktiviteter for alle folk i nationen. Denne dame mener således en central plan, der udelukker alle personlige planer, som enkeltindividerne måtte have. Hendes bogtitel Plan eller ikke plan er derfor en illusion, en vildledning. Valgmulighederne er ikke en central plan eller ingen plan, det er en centralregerings autoritære totale plan eller frihed for de enkelte til at lave deres egne planer, til at foretage deres egen planlægning. Den enkelte planlægger sit eget liv hver eneste dag og ændrer sine daglige planer når som helst, det passer ham.

Det frie menneske planlægger dagligt for sine behov; han siger for eksempel: „I går planlagde jeg at arbejde hele mit liv i Cordoba.“ Nu har han hørt om de bedre betingelser i Buenos Aires og ændrer sine planer med ordene: „I stedet for at arbejde i Cordoba vil jeg tage til Buenos Aires.“ Og det er, hvad frihed betyder. Det kan være, han tager fejl, det kan være, at hans rejse til Buenos Aires vil vise sig at have været en fejltagelse. Betingelserne havde måske været bedre for ham i Cordoba, men han har selv lagt planerne.

Underlagt regeringsplanlægning er han som en soldat i en hær. Soldaten i hæren har ikke ret til at vælge sin garnison, til at vælge det sted, hvor han skal gøre tjeneste. Han er nødt til at lystre ordre. Og det socialistiske system er — som Karl Marx, Lenin og alle socialistledere vidste og indrømmede — overførelsen af hærens styringsprincip til hele produktionssystemet. Marx talte om „industrielle hære“, og Lenin efterlyste „organiseringen af alting — postkontoret, fabrikken og andre industrier efter hærens model.“

I det socialistiske system afhænger alting derfor af visdommen, talenterne og de medfødte gaver hos de folk, der udgør den øverste autoritet. Det, som den øverste diktator — eller hans komité — ikke ved, bliver der ikke taget hensyn til. Men den viden, som menneskeheden har opsamlet i sin lange historie, kan ikke opnås og indlæres af enhver; vi har opbygget en så enorm mængde af videnskabelig og teknologisk viden gennem århundrederne, at det er menneskeligt umuligt for et individ at vide alle disse ting, selv om der også måtte være tale om et yderst velbegavet menneske.

Og folk er forskellige. De er ulige. Det vil de altid være. Nogle mennesker er mere begavede på et område og mindre på andre. Og der er folk, der har gaver til at finde nye veje, at ændre tendensen i vor viden. I kapitalistiske samfund vindes teknologiske fremskridt og økonomiske fremskridt gennem sådanne mennesker. Hvis en mand har en idé, vil han prøve at finde nogle få mennesker som er intelligente nok til at forstå værdien af hans idé. Nogle kapitalister, som vover at se ind i fremtiden, som indser de mulige konsekvenser af en sådan idé, vil begynde at realisere den. Først vil andre mennesker sige: „De er tossede“; men de vil holde op med at sige det, når de opdager, at et foretagende, som de kaldte tosset, faktisk blomstrer, og at folk gladeligt køber dets produkter.

Idéernes værdi
Under det marxistiske system må det øverste regeringsorgan først overbevises om værdien af sådan en idé, før den kan følges og videreudvikles. Det kan være en meget vanskelig ting at gøre, for kun folkene i toppen — eller den højeste diktator selv — har magt til at træffe beslutninger. Og hvis disse mennesker — på grund af dovenskab eller alderdom, eller fordi de ikke er særlig kloge eller lærde — er ude af stand til at fatte vigtigheden i den nye idé, så vil den ikke blive ført ud i livet.

Vi kan tænke på eksempler fra militærhistorien. Napoleon var så sandelig et geni i militære sager; han havde imidlertid et alvorligt problem, og hans manglende evne til at løse det kulminerede i sidste ende i hans nederlag og eksil til ensomheden på St. Helena. Napoleons problem var: „Hvordan kan man overvinde og erobre England?“ For at gøre dette havde han brug for en flåde til at krydse den Engelske Kanal, og der var folk, som fortalte ham, at de havde en måde til at gennemføre denne overgang. Det var folk som — i sejlskibenes tidsalder — havde fundet på den nye idé med dampskibe. Men Napoleon forstod ikke deres forslag.

Så var der den berømte tyske generalstab. Før Første Verdenskrig blev den tyske generalstab overalt anset for at være uovertruffen i militær visdom. Et lignende ry havde den franske general Fochs stab. Men hverken tyskerne eller franskmændene — som under general Fochs ledelse senere slog Tyskland — indså vigtigheden af flyvning til militære formål. Den tyske generalstab sagde: „Flyvning er bare for fornøjelse. Flyvning er godt for folk med megen fritid. Fra et militært synspunkt er kun Zeppelinerne af vigtighed,“ og den franske generalstab var af samme mening.

Senere, i perioden mellem første og anden Verdenskrig var der en general i USA, som var overbevist om, at flyvning ville blive meget betydningsfuld i den næste krig. Men alle andre eksperter i USA var imod ham. Han kunne ikke overbevise dem. Hvis man skal overbevise en gruppe mennesker, der ikke direkte er afhængige i løsningen på et problem, så vil man aldrig få heldet med sig. Det er også tilfældet med ikke-økonomiske problemer.

Der har været malere, digtere, skribenter, komponister, som har klaget over at offentligheden ikke anerkendte deres arbejde og var skyld i, at de forblev fattige. Offentligheden kan ganske rigtigt have haft en dårlig dømmekraft, men disse kunstnere siger: „Regeringen bør understøtte store kunstnere, malere og forfattere.“ De er helt galt på den. Hvem skulle regeringen betro den opgave at afgøre, om en nytilkommen er en stor maler eller ej? Den ville være henvist til at stole på kritikernes dømmekraft, og på professorer i kunsthistorie, som altid skuer tilbage i fortiden, men som meget sjældent har udvist noget talent for at opdage nye genier. Det er den store forskel mellem et system med „planlægning“ og et system, hvor enhver kan planlægge og handle for sig selv.

Sandt er det, selvfølgelig, at store malere og store forfattere ofte har måttet gennemleve hårde vilkår. Måske lykkes deres kunst for dem, men det er ikke sikkert, at de får penge for det. Van Gogh var så sandelig en stor maler. Han måtte lide under usædvanligt hårde vilkår, og i sidste ende, da han var syvogtredive år gammel, begik han selvmord. I hele sit liv solgte han kun et eneste maleri, og køberen var hans fætter. Bortset fra dette ene salg levede han af penge fra sin bror, som hverken var kunstner eller maler. Men van Goghs bror forstod en malers behov. I dag kan man ikke købe en van Gogh for under et eller to hundrede tusinde dollars.

Under et socialistisk system ville van Goghs skæbne nok have været anderledes. En eller anden regeringsembedsmand ville have spurgt nogle velkendte malere (som van Gogh visselig overhovedet ikke ville have betragtet som kunstnere) om, hvorvidt denne unge mand — halv- eller helskør som han var — virkelig var en maler, der var værdig til understøttelse. Og de ville uden tvivl have svaret: „Nej, han er ikke maler, han er ikke kunstner. Han er bare en mand, som spilder maling til ingen nytte.“ Og han ville være blevet sendt til et mejeri eller til et sindssygehospital. Derfor er al den begejstring for socialismen, som den opvoksende generation af malere, digtere, musikere, journalister og skuespillere udviser, baseret på en illusion. Jeg nævner dette, fordi disse grupper er blandt de mest fanatiske støtter for den socialistiske idé.

Når det kommer dertil, at man skal vælge mellem socialisme og kapitalisme som økonomisk system, er problemet noget anderledes. Socialismens fædre havde aldrig nogen idé om, at moderne industri og alle operationerne i moderne forretning er baseret på kalkulationer. Ingeniører er på ingen måde de eneste, som lægger planer på basis af kalkulationer; forretningsfolk må gøre det samme. Og forretningsfolkenes kalkulationer er alle sammen baseret på den kendsgerning, at i en markedsøkonomi giver pengepriserne ikke alene information til forbrugeren. De giver også vital information til forretningsfolk om produktionsfaktorerne, idet markedets hovedfunktion ikke alene er at bestemme omkostningen ved den sidste del af processen, der omfatter produktion og overførsel af varer til forbrugerens hænder, men tillige at give information om omkostningerne ved alle de stadier, der leder frem til dette. Hele markedssystemet er knyttet til den kendsgerning, at der er en mentalt kalkuleret arbejdsdeling mellem forskellige forretningsfolk, som kappes om at byde
på produktionsfaktorerne — råmaterialerne, maskinerne, instrumenterne — og den menneskelige produktionsfaktor; lønnen, der betales for arbejdet. Den slags kalkulation, som forretningsfolk laver, kan ikke gennemføres uden kendskab til de priser, som opstår på markedet.

I samme øjeblik man afskaffer markedet — hvad socialister gerne vil — gør man alle ingeniørers og teknikeres beregninger og kalkuler ubrugelige. Teknikerne kan tilbyde os et stort antal projekter, som fra naturvidenskabens synspunkt alle er lige brugbare og gennemførlige. Men det er nødvendigt at bruge forretningsmandens markedsbaserede udregninger for at få klargjort, hvilket projekt der er det mest fordelagtige ud fra et økonomisk synspunkt. Det problem, jeg her behandler, er det centrale punkt i kapitalistisk økonomisk kalkule set i modsætning til socialismen. Kendsgerningen er, at økonomisk kalkule — og derfor al teknologisk planlægning — kun er mulig, hvis der findes pengepriser, ikke alene for forbrugsvarer, men tillige for produktionsfaktorer. Det betyder, at der må og skal være et marked for alle råvarer, for alle halvfabrikata, for alle værktøjer og maskiner og for alle slags menneskeligt arbejde og menneskelige tjenesteydelser.

Da denne kendsgerning blev opdaget, vidste socialisterne ikke, hvordan de skulle reagere. For 150 år siden sagde de: „Alle verdens onder stammer fra den kendsgerning, at der er markeder og markedspriser. Vi vil have markedet afskaffet og sammen med det selvfølgelig markedsøkonomien og erstatte det med et system uden priser og uden markeder.“ De ønskede at afskaffe, hvad Marx kaldte „varekarakteren“ af varer og tjenesteydelser.

Stillet overfor dette nye problem havde de socialistiske autoriteter intet svar, men endelig udtalte de: „Vi vil ikke afskaffe markedet helt; vi vil lege marked, som børn leger skole.“ Men vi ved alle, at når børn leger skole, lærer de ikke noget. Det er bare en øvelse, en leg. Og man kan „lege“ så mange ting.

Det er et meget vanskeligt og indviklet problem, og for at behandle det fuldt ud må man have lidt mere tid, end jeg har her. Jeg har forklaret det i detaljer i mine skrifter. På seks forelæsninger kan jeg ikke komme ind på en analyse af alle dets aspekter. Hvis De er interesseret i det fundamentale problem vedrørende umuligheden af kalkulation og planlægning under socialismen må jeg derfor råde Dem til at læse min bog, Human Action.

Men læs også andre bøger som den norske økonom Tryggve Hoffs bog om økonomisk kalkule. Og hvis De ikke vil være ensidig, så vil jeg anbefale, at De læser den højt anskrevne bog om emnet af den udmærkede polske økonom Oscar Lange, som for en tid var professor ved et amerikansk universitet, siden blev polsk ambassadør og senere vendte tilbage til Polen.

Det sovjetiske eksperiment
De vil formentlig spørge: „Hvad med Rusland? Hvordan håndterer russerne det spørgsmål?“ Det ændrer problemet. Russerne opererer med deres socialistiske system i en verden, hvor der er priser på alle produktionsfaktorer, på alle råmaterialer, på alt muligt. Derfor har de mulighed for at bruge de udenlandske priser i deres planlægning. Og fordi der er visse forskelle mellem forholdene i Rusland og i USA, er resultatet meget ofte, at russerne betragter noget som forsvarligt — fra deres økonomiske synspunkt — som amerikanerne overhovedet ikke ville betragte som økonomisk forsvarligt.

Det „sovjetiske eksperiment“, som det blev kaldt, beviser intet som helst. Det siger os ikke noget om socialismens fundamentale problem, prisberegningsproblemet. Men har vi lov til at tale om det som et eksperiment? Jeg tror ikke på, at der findes sådan noget som et videnskabeligt eksperiment på den menneskelige handlings og økonomiens område. Man kan ikke udføre laboratorieeksperimenter på den menneskelige handlings område, fordi et eksperiment kræver, at man kan gøre den samme ting under varierende betingelser, eller at man kan opretholde de samme betingelser, idet man ændrer måske kun een faktor. For eksempel, hvis man giver et kræftsygt dyr en indsprøjtning med et eksperimentelt lægemiddel, kan resultatet blive, at kræften forsvinder. Man kan efterprøve dette med forskellige dyr af samme art, som lider af den samme sygdom. Hvis man behandler nogle af dem med den nye metode og ikke behandler resten, så kan man sammenligne resultaterne. Det kan man ikke gøre indenfor området af menneskelig handling. Der er ingen laboratorieeksperimenter i menneskelig handling.

Det såkaldte sovjetiske „eksperiment“ viser bare, at levestandarden er usammenligneligt lavere i Sovjetrusland, end den er i det land, som hele verden betragter som et mønster på kapitalisme: USA.

Selvfølgelig, hvis De siger sådan noget til en socialist, vil han sige: „Forholdene er vidunderlige i Rusland.“ Så fortæller De ham: „Måske er forholdene vidunderlige, men den gennemsnitlige levestandard er meget lavere.“ Så vil han svare: „Jamen husk på, hvor forfærdeligt det var for russerne under tsarerne, og den forfærdelige krig, vi måtte udkæmpe.“

Jeg har ikke lyst til at gå ind i en diskussion om, hvorvidt dette er en korrekt forklaring, men hvis man benægter, at forholdene var de samme, så benægter man at der er tale om et eksperiment. Så kan man sige (hvilket vil være meget mere korrekt): „Socialismen i Rusland har ikke medført en forbedring af forholdene for gennemsnitsmennesket, som kan sammenlignes med den forbedring af forholdene, som i den samme periode fandt sted i USA.“

I USA hører man om noget nyt, om een eller anden forbedring, næsten hver eneste uge. Det er forbedringer, som forretningslivet har skabt, fordi tusinder og atter tusinder af forretningsfolk dag og nat prøver at finde et eller andet nyt produkt, som tilfredsstiller forbrugeren bedre, eller er mindre bekosteligt at fremstille, eller bedre og mindre bekosteligt, end et eksisterende produkt. Det gør de ikke af altruisme, de gør det, fordi de gerne vil tjene penge. Og virkningen er, at man ser en forbedring af levestandarden i USA, som er næsten mirakuløs, når man sammenligner med de tilstande, som fandtes for halvtreds eller hundrede år siden. Men i Sovjetrusland, hvor man ikke har et sådant system, ser man ikke en tilsvarende forbedring. Så de mennesker, der siger, at vi bør antage det sovjetiske system, tager alvorligt fejl.

Der er noget andet, som bør nævnes. Den amerikanske forbruger — individet — er både køber og herre. Når man går ud af en forretning i Amerika, kan man støde på et skilt, hvor der står: „Tak for handelen, kom snart igen.“ Går man ind i en butik i et totalitært land — uanset om det er i nutidens Rusland eller i Tyskland under Hitlers regime — vil ekspedienten sige: „De skal være taknemlig mod vor store leder, fordi han skænker Dem dette.“

I socialistiske lande er det ikke sælgeren, der skal være taknemlig, det er køberen. Borgeren er ikke herre. Mesteren er centralkomiteen, det centrale kontor. Disse socialistiske komiteer og ledere og diktatorer står over alle andre, og folk har simpelthen at adlyde dem.

Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password