Det er ok at være kommunist

Så udkom Kommunismens Sortbog på dansk. Bogen udkom på fransk for nogle år siden, og den er skrevet af et hold på 11 forfattere og redigeret af en Stéphane Courtois (en franskmand, der engang var kommunist, og så fik dårlig smag i munden.). Enhver avis med respekt for sig selv har bragt en anmeldelse i […]

Så udkom Kommunismens Sortbog på dansk. Bogen udkom på fransk for nogle år siden, og den er skrevet af et hold på 11 forfattere og redigeret af en Stéphane Courtois (en franskmand, der engang var kommunist, og så fik dårlig smag i munden.). Enhver avis med respekt for sig selv har bragt en anmeldelse i anledning af oversættelsen. Blandt disse aviser findes Information – ”Uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser”. Anmeldelsen er skrevet af Morten Thing med titel af historiker. Han forsvarer i anmeldelsen de grupperinger i Vesten, som har arbejdet for at indføre samme tvang, dehumanisering og ufrihed som befolkningerne i de kommunistiske lande var så uheldige at leve under. Forsvaret er simpelthen: De var uvidende om overgrebene.

Morten Thing er født i 1945 og har bl.a. skrevet ”Intet er umuligt for vorherre og en blikkenslager. Træk af Rør- og blikkenslagernes Fagforening 1873-1998” – han er arbejderhistoriker. (Morten Thing). Under overskriften ”På hvem hviler ansvaret?” erklærer MT 1) Det faktuelle kan ikke anfægtes med de oplysninger, der er til rådighed i dag. 2) Kommunisme er bedre end nationalsocialisme, fordi kommunistiske ledere aldrig har indrømmet at de var ude på gale streger. 3) Således var alle menige kommunister i god tro. I hvert fald dem, der ikke vidste noget, og det er ifølge MT flertallet i Vesten – særligt Frankrig. Man må adskille kommunister i regimerne og dem udenfor, og man må adskille de kommunistiske partiers ledelser fra deres medlemmer. Og 4) det og den daværende samtid har højrefløjen ikke forstået, så de kan ikke vurdere fortiden.

Første del af anmeldelsen er svær at anfægte. MT fortæller, at Sortbogen har 864 sider, og de 250 handler om det ene, de 100 om det andet og de 60 om det tredje, og han kvitterer for bogens relative troværdighed givet det kildemateriale, der er til rådighed i dag.

Derefter kommer det interessante, forsvaret. Hans forsvar er motiveret af debatten i Frankrig, efter bogens udgivelse, om hvorvidt kommunister skulle udelukkes fra politik som nazister bliver det. MT siger: Mens nationalsocialistiske tilhængere var i ond tro, fordi nazismen var en totalitær ideologi og kz-lejrene var kendte, så var kommunistiske tilhængere i god tro i Vesteuropa, fordi kommunismen påstår sig selv demokratisk og Sovjetstyret indsatte store ressourcer til propaganda. Det siger MT. Så vidt jeg er orienteret, havde nazisterne også en propagandaminister, og det var vist ikke fordi der ligefrem i Tyskland blev udgivet bøger om menneskeudryddelserne før 1945. Så argumentet om propaganda gør ikke den menige kommunist bedre end den menige nazist.

Lad os se på nogle uddrag. Først uddybes her med MTs holdning til Courtois’ sammenligning af de nazistiske og kommunistiske lejersystemer, og forskellige grupper kommunisters ansvar for dem.

”Problemet i Courtois’ holdning bliver tydelig, når han skal bevise, at det franske [kommunist-] parti også har del i denne arv [bl.a. slagteriet af kosakker, volgatyskere og kulakker] i egentlig og praktisk forstand. Jeg mener, at man må adskille de forskellige virkeligheder, vi henviser til med begrebet kommunisme. Man må gå ud fra, at en meget stor del af indbyggerne i Sovjet kendte til lejrene. At de kendte til terroren, manglens [på varer] virkelighed osv. De har altså kun modsætningsfyldt, skeptisk eller parodisk kunnet se det som en del af et frigørelsesprojekt, således som vesteuropæiske kommunister kunne. Denne dobbelthed i kommunismen adskiller den fra nazismen.[…] I Sovjet brugtes enorme ressourcer på at sminke systemet i frigørelsens retorik. Nazister i Frankrig eller USA [Hvorfor MT drager USA ind i billedet skal man kende europæisk venstrefløj for at forstå] identificerede deres Utopia med Hitlertyskland. Det er muligt, at de ikke kendte til kz-lejrenes omfang. Men at de eksisterede kunne der ikke være tvivl om.”

Altså, i Sovjet var kommunisme noget andet end i Frankrig, og franske kommunister var i god tro, og nazister var i ond tro, for kommunistisk propaganda var bedre end nazistisk propaganda. Og disse to virkeligheder, de to grupper (franske og russiske kommunister) levede i, må adskilles, ligesom nazister og kommunister i det hele taget må adskilles. MT mener ifølge ovenstående, at kommunister ikke kunne vide noget om kz-lejrene i de kommunistiske regimer. I det følgende siger han, at kommunister ikke tilbeder vold.

”Vi har ingen eksempler på kommunister som lovsynger gulag, ufrihed og lange køer. Vi har derimod facsistiske intellektuelle som lovsynger krigen, tilintegørelsen og totenschlägerens sandhed.”

Der findes ellers en del voldelige citater fra kommunister, der lovsynger død og ødelæggelse over kommunismens modstandere. Personligt har jeg læst et læserbrev i Information, der forklarede Stalins myrderi som selvforsvar overfor fremmede magter og sabotage. Hele kommunist-ideologien hviler på vold som regimets fundament. Ordet ”Sibirien” var alment slang om Gulag kz-lejrene før krigen. Overgrebene var ikke noget der kom frem med murens fald, men var kendt fra Lenins tid og frem. Disse blev bortforklaret af de vestlige kommunistorganer som løgnagtigheder, nødvendigheder eller slet ikke så slemme endda. MT tager således fejl, når han (”Vi”?) fritager kommunister for den slags, men det er vel fordi MT er blind, og så er det jo ikke hans ansvar, at han tager fejl.

Det er lidt dårligt at en historiker (selvom han er arbejderhistoriker) kan skrive sådan uden at påpege den information om overgrebene i Sovjet, Kina m.fl. der kom frem lige fra revolutionen og frem til murens fald. Han har en interessant pointe, når han siger, at de som levede i kommunismen og støttede den, havde et større ansvar end dem, der ikke levede under den. En del kommunister tog dog til både DDR og andre kommunistiske territorier, så noget må de dog alligevel have set. MTs pointe bliver mere tydelig senere. Den er at kommunister i Vest-europa lukkede øjnene for alt, hvad der ikke bekræftede deres tro.

”Da Arne-Munch Petersen i 1937 blev arresteret, havde han boet i Moskva halvandet år.[…] Han blev meget overrasket over at blive udsat for tortur.[…] Han skulle indrømme noget, der var ren fiktion. Det undrede ham så meget at han skrev til Beria og Stalin.[…] Han var kun i stand til at indkapsle oplevelsen som en tilfældighed. Han var immun over for den rationalitet, som lå i hans oplevelser: at han så systemet usminket. Den skelnen mellem de forskellige dele af virkeligheden, som kommunisme henviser til, er af afgørende betydning for at komme videre end til at fordømme den.”

Altså, selv når en kommunist så virkeligheden med egne øjne, kunne han ikke holdes ansvarlig for sine fortsatte holdninger, for han troede jo ikke på det han så. ”Wenn der Führer wusste…” var et almindeligt ordsprog tyskerne brugte, når de så noget grimt om den virklighed de levede i. Alligevel gider jeg ikke tage det i betragtning, når jeg skal dømme folk, der var nazister. Ligeså gider jeg heller ikke tage i betragtning af kommunister ikke ville høre, se eller tale om den virklighed de gennem egne eller andres oplevelser blev bekendtgjort med. De lukkede øjnene for alt hvad der hentydede at deres ideer ville koste liv, frihed eller ejendom for millioner. At folk som Arne Munck-Petersen var for åndssvage til at se, hvilket monster de tilbad, nødvendiggør desuden på ingen måde en skelnen mellem vestlige kommunister og østlige kommunister. Der findes som bekendt idioter overalt i verden (Det er bl.a. derfor vi herfra foreslår at stække eller afskaffe statens magt, så de ikke kan få fingre i den).

Man kan argumentere for at det netop i Vesten, hvor man var fri til ikke at støtte kommunisme, var ekstra latterligt netop at støtte den. Således kan ansvaret for støtten til kommunisme placeres særligt hos dem, der ikke var undertrykt, men som havde mulighed for at besøge og opleve kommunismen og forlade den igen.

Der er en forskel mellem vestlig og østlig kommunisme. Østlig kommunisme var og er et spørgsmål om diktaturets eksistens, og dets selverklærede forvaltningsret over befolkningen. Vestlig kommunisme er lidt pænere, fordi den ikke har den samme magt. Men hvad er den reelle forskel på tilbederne, hvis vestlige kommunister bestandigt har forsvaret og ophøjet østlige diktaturer? Den største forskel er, at i Vesten har kommunister ikke fået frit løb. Jeg overlader det til Morten Thing at producere de detaljerede forskelle. Jeg betvivler den vare, han sælger. Den er dyr.

Og hvad mener manden egentlig, når han siger ”komme videre end at fordømme den.” Hvad er det vi skal? Acceptere den? Finde detaljerede fejl og forsøge at rette dem, ligesom en rytter, der forsøger at tæve en død hest til at løbe videre?

Pointen er vist, at vi skal acceptere den menige kommunist, og ikke fordømme ham, og aldrig komme på den tanke at se hans magt som værende ligeså farlig som nazisters. Hvis det er pointen, må MT lade være med at bede om noget videre end fordømmelse af selve kommunismen, og blot bede om forladelse for medlemmerne af sekten. Det får de ikke her fra, hvor de til stadighed sidestilles med den menige nazist, der også troede det hele var så perfekt. Beklager, der er ingen Lebensraum her. Det er en by i Rusland.

MTs anmeldelse bærer som sagt titlen ”På hvem hviler ansvaret.”. MT mener ikke ansvaret kan placeres på folk ud over de som sad i regimerne. Kommunister har aldrig været fascinerede af Stalinismen angiver han, sådan som nazister var fascineret af nazismen. De troede på noget, de troede var godt. Men nazister troede jo også på noget, de troede var perfekt. Og ansvaret for at støtte kommunismen hviler tungest hos dem der gennem to generationer truede deres relativt friere medborgere med netop kommunismen; ikke hos dem, der var tvunget til at leve under den.

Samlet ser MT reaktionerne på bogen som en indikator for at der er behov for ”fortidstilegnelse” (Der var mange der blev sure over den). Så vidt jeg kan se, mener han, at det er venstrefløjsaktivister, der bør læse bogen, for han slutter af med ordene ”Det er alt for vigtig en ting til, at man kan overlade den til højrefløjen”, hvilket også er Courtois’s pointe.

Socialister og kommunister kan så læse bogen, men jeg er sikker som døden på, at de kun mener, at der skal et par småjusteringer til. Så skal det nok virke. Det er ok at være kommunist, for det er en del af religionen at være i god tro.

Dette er en pointe som MT ikke fanger, men det er til gengæld en pointe som Courtois havde med bogen: At kommunister ligesom nazister ikke må få magt. En af Courtois’s mål med bogen var at stille det spørgsmål om, at når nu nazister ikke må stille op i fransk politik, hvorfor må kommunister så. Og det er en af grundene til at MT’s forsvar er bygget op som det er. Det er vist derfor vi skal videre end at fordømme kommunismen. Vi skal indse den betydelige forskel på nazismen og kommunismen. For kommunister skal da ikke forbydes at stille op bare fordi udfaldet er som under nazisme, eller fordi nazister bliver forbudt det. Det er ok at kommunister får magt, selvom deres regime fører til det samme. For kommunistisk propaganda er så meget bedre. Vi skal alle sammen ud og slå lidt på hesten.

Kom så, alle sammen, tag en kvist og dask.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password