Inflation

Hvis verden var lige så rigeligt forsynet med kaviar som med kartofler, så ville prisen på kaviar – det vil sige bytteforholdet mellem kaviar og penge eller mellem kaviar og andre varer – ændres betragteligt. I så fald kunne man skaffe sig kaviar uden at ofre nær så meget, som man må i dag. På […]

Hvis verden var lige så rigeligt forsynet med kaviar som med kartofler, så ville prisen på kaviar – det vil sige bytteforholdet mellem kaviar og penge eller mellem kaviar og andre varer – ændres betragteligt. I så fald kunne man skaffe sig kaviar uden at ofre nær så meget, som man må i dag. På samme måde formindskes købekraften af pengeenheden, hvis mængden af penge øges, og den mængde varer, der kan fås for en pengeenhed, vil også formindskes.

I det sekstende århundrede, da de amerikanske ressourcer af guld og sølv blev opdaget og udnyttet, blev enorme mængder af sjældne metaller transporteret til Europa. Resultatet af denne forøgelse af pengemængden var en almindelig tendens til prisstigning. På samme måde sker det i dag, når en regering forøger mængden af papirpenge. Så er resultatet, at købekraften af den monetære enhed begynder at falde, og så stiger priserne. Det kalder man inflation.

Uheldigvis foretrækker nogle mennesker i såvel de Forenede Stater som i andre lande at placere årsagen til inflationen hos prisstigningerne i stedet for på forøgelsen af pengemængden.

Der har imidlertid aldrig været noget seriøst argument imod den økonomiske fortolkning af forholdet mellem priserne og pengemængden, eller bytteforholdet mellem penge og andre goder, varer og tjenesteydelser. Under nutidens teknologiske forhold er intet lettere end at fremstille papirlapper, hvorpå der er trykt visse pengebeløb. I de Forenede Stater, hvor alle pengesedler er af samme størrelse, koster det ikke regeringen mere at trykke en seddel på tusind dollars, end det koster at trykke en på en dollar. Det er bare en trykkeriproces, som kræver den samme mængde papir og tryksværte.

I det attende århundrede, da man gjorde de første forsøg på at udsende seddelpenge og give disse kraft som lovligt betalingsmiddel (dvs. at de fik tillagt retten til at blive respekteret ved handelstransaktioner på samme måde som guld- og sølvmønter), troede regeringerne og nationerne, at bankfolk havde en hemmelig viden, der satte dem i stand til at frembringe rigdom ud af intet. Når regeringerne i det attende århundrede var i finansielle vanskeligheder, troede de, at alt, hvad de behøvede for at komme ud af deres vanskeligheder, var en smart bankmand som chef for deres finansstyrelse.

Nogle år før den franske revolution, da det franske kongehus var i finansielle vanskeligheder, udsøgte den franske konge sig en sådan smart bankmand og ansatte ham i en høj stilling. Denne mand var i enhver henseende et modstykke til de folk, der hidtil havde regeret Frankrig. For det første var han ikke franskmand, han var en fremmed – fra Geneve. For det andet var han ikke medlem af aristokratiet, han var en simpel borgerlig. Og hvad der talte endnu mere i det attende århundredes Frankrig: han var ikke katolik, men protestant. Og så blev altså Monsieur Necker – faderen til den berømte Madame de Staël – minister af Frankrig, og alle forventede, at han ville løse Frankrigs finansielle problemer. Men til trods for den høje grad af tillid, Monsieur Necker nød, forblev den kongelige pengekasse tom, idet Neckers største fejltagelse var hans forsøg på at finansiere hjælp til de amerikanske kolonister i deres uafhængighedskrig mod England uden at hæve skatterne. Det
var med sikkerhed den forkerte måde at klare Frankrigs finansielle vanskeligheder på.

Der findes ikke nogen hemmelig måde at løse en regerings finansielle problemer på; hvis den har brug for penge, må den skaffe pengene ved at beskatte sine borgere (eller under særlige forhold ved at låne dem fra folk som har pengene). Men mange regeringer – vi kan endog sige de fleste regeringer – tror, at der findes en anden metode til at skaffe de fornødne penge: Simpelthen at trykke dem.

Hvis regeringen ønsker at gøre noget gavnligt – hvis den for eksempel vil bygge et hospital [det er vist et dårligt eksempel, DBK] – så er måden at finde de fornødne penge til projektet på at beskatte borgerne og bygge hospitalet for skatteprovenuet. Så vil der ikke indtræffe nogen særlig “prisrevolution”, thi når regeringen inddriver pengene til opførelse af hospitalet, så bliver de borgere, der har betalt skatterne, tvunget til at reducere deres udgifter. Den individuelle skatteyder bliver tvunget til at begrænse entensit forbrug, sine investeringer eller sin opsparing. Regeringen optræder på markedet som køber i stedet for den individuelle borger: Borgeren køber mindre, men regeringen køber mere. Selvfølgelig køber regeringen ikke altid de samme varer, som borgerne ville have købt, men gennemsnitligt vil der ikke finde nogen prisstigning sted på grund af opførelsen af hospitalet.

Jeg vælger dette eksempel med et hospital, netop fordi folk sommetider siger: “Det gør en forskel om regeringen bruger sine penge til gode eller til dårlige formål.” Jeg ønsker at antage at regeringen altid bruger de penge, den har trykt, til de bedst mulige formål – formål vi alle kan enes om. Thi det er ikke måden, hvorpå pengene bruges, det er måden, hvorpå de skaffes, der fører de konsekvenser med sig, som vi kalder inflation, og som de fleste mennesker i nutidens verden ikke betragter som gavnlige.

For eksempel kunne regeringen uden at skabe inflation bruge de skatteinddrevne penge til at ansætte nye folk eller til at hæve lønningerne for dem, der allerede er ansat ved det offentlige. Så vil de mennesker, hvis løn bliver hævet, blive i stand til at købe mere. Når regeringen beskatter sine borgere og bruger disse penge til højere løn for offentligt ansatte, så har skatteyderne færre penge at give ud, men de regeringsansatte har flere. Generelt vil priserne ikke stige.

Men hvis regeringen ikke bruger skattepenge til dette formål, men frisktrykte penge i stedet, betyder det, at der nu vil være mennesker, der har flere penge, medens alle andre stadigvæk har det samme som før. Så vil de, som har modtaget de frisktrykte penge, være i konkurrence med de mennesker, som før var købere. Og eftersom der ikke er flere varer end tidligere, medens der er flere penge på markedet – og eftersom der nu er folk, der kan købe mere i dag, end de kunne have købt i går – så vil der være en yderligere efterspørgsel efter den samme mængde af varer. Derfor vil priserne have en tendens til at stige. Dette kan ikke undgås, uanset hvordan de nyudsendte penge bliver anvendt.

Og hvad der er yderst vigtigt: Denne tendens til prisstigning vil udvikle sig trinvis. Der er ingen generel opadgående bevægelse af dét, der er blevet kaldt “prisniveauet”. Det metaforiske udtryk “prisniveau” må aldrig bruges.

Når folk taler om et “prisniveau”, så har de for sig et billede af en væskeoverflade, som går op eller ned i takt med en forøgelse eller formindskelse af væskemængden og som altid – som væsken i en beholder – stiger eller falder jævnt over det hele. Men med priser er der ikke sådan noget som et “niveau”. Priserne ændres ikke i samme omfang på samme tid. Der er altid priser, der ændres hurtigere, stiger og falder hurtigere end andre priser. Det er der en grund til.

Tænk på det tilfælde, hvor en offentligt ansat har modtaget de nye penge, der er tilført pengemængden. Folk køber ikke præcis de samme varer i dag og i de samme mængder, som de gjorde i går. De yderligere penge, som regeringen har trykt og indført på markedet, bliver ikke brugt til et køb af alle varer og tjenesteydelser. De bruges til indkøb af nogle af dem, og disses priser vil stige, medens andre stadig bliver på samme pris, som de var, før de nye penge kom ud på markedet. Når inflationen begynder, bliver forskellige grupper af befolkningen derfor påvirket på forskellig måde af denne inflation. De grupper, som først får de nye penge, får en midlertidig fordel.

Når regeringen laver inflation for at føre krig, er den nødt til at købe krigsmateriel, og de første til at få de ekstra penge er våbenindustrien og arbejderne i denne industri. Disse grupper er nu i en meget gunstig position. De har større fortjenester og højere lønninger; deres forretning er i bevægelse. Hvorfor? Fordi de var de første til at få de ekstra penge. Og da de nu har flere penge til rådighed, køber de ind. Og de køber hos andre mennesker, som fabrikerer og sælger de varer, som disse krigsmaterielskabere ønsker.

Disse mennesker udgør en anden gruppe. Og denne gruppe betragter inflation som meget godt for erhvervslivet. Hvorfor ikke? Er det ikke herligt at sælge mere? For eksempel siger ejeren af en restaurant i nærheden af en ammunitionsfabrik: “Er det ikke pragtfuldt? Ammunitionsarbejderne har flere penge; der er mange flere af dem end før; de kommer allesammen til min restaurant; det er da bare herligt!” Han kan ikke se nogen grund til at mene noget andet.

Situationen er som følger: De mennesker, som pengene først kommer til, har nu en højere indkomst, og de kan stadig købe mange varer og tjenesteydelser til priser, som passer til markedets tidligere forhold, den tilstand som eksisterede ved inflationens begyndelse. Derfor er de i en meget fordelagtig position. Og således fortsætter inflationen, trin for trin, fra en gruppe af befolkningen til en anden. Og alle dem, de ekstra penge kommer til i de tidligere stadier i inflationen, får fordele, fordi de køber ting til priser, som stadig passer til det forudgående trin af bytteforholdet mellem penge og varer.

Men der er andre grupper af befolkningen, som de ekstra penge kommer til meget, meget senere. Disse mennesker er i en ufordelagtig position. Før de ekstra penge kommer til dem, er de tvunget til at betale højere priser for nogle – eller praktisk taget alle – varer, som de ønsker at købe, medens deres indkomst er forblevet den samme eller ikke forøget proportionalt med priserne.

Tænk for eksempel på et land som de Forenede Stater under den Anden Verdenskrig. På den ene side gav inflationen krigsindustrien, dens arbejdere osv. fordele. Men på den anden side virkede den imod andre befolkningsgrupper. Og de, der led mest under inflationen, var lærerne og præsterne.

Som De vil vide, er en præst et meget beskedent menneske, som tjener Gud og ikke bør snakke for meget om penge. På tilsvarende måde er lærere idealistiske mennesker, som bør tænke mere på at uddanne de unge end på deres egen aflønning. Som følge heraf var lærerne og præsterne blandt dem, der led mest under inflationen, for de forskellige skoler og kirker var de sidste til at indse, at de måtte hæve lønningerne. Da kirkernes menighedsråd og skolebestyrelserne endelig opdagede, at man blev nødt til at hæve lønnen til disse idealistiske mennesker, så stod de tidligere tab, de havde lidt, stadig tilbage.

Gennem lang tid havde de kunnet købe mindre end før. De havde været tvunget til at nedskære deres forbrug af bedre og dyrere fødevarer og begrænse deres indkøb af tøj, fordi priserne allerede var blevet justeret opad, medens deres indkomst, deres salærer, endnu ikke var blevet forøget. (Denne situation er ændret betragteligt i dag – i det mindste for lærere).

Derfor er der altid forskellige grupper i en befolkning, der påvirkes forskelligt af inflation. For nogen af dem er inflationen ikke så ringe endda. De beder endog til, at den må fortsætte, fordi de er de første, der profiterer af den. I næste forelæsning skal vi se, hvorledes denne ujævnhed i konsekvenserne af inflation på vital måde påvirker den politik, der fører frem til inflation.

Under de forandringer, inflationen har frembragt, har vi grupper, som har fordele, og grupper, der direkte redder sig store profitter. Jeg bruger ikke udtrykket “at redde sig store profitter” som nogen bebrejdelse mod disse mennesker, for hvis nogen skal bebrejdes noget, er det regeringen, som har skabt inflationen. Og der er altid mennesker, som går ind for inflation, fordi de indser, hvad der foregår, hurtigere end andre mennesker. Deres særlige profitter skyldes den kendsgerning, at inflationsprocessen nødvendigvis er ujævn.

Måske tror regeringen at inflation som en metode til at skaffe penge er bedre end beskatning, som altid er upopulær og vanskelig. I mange rige og mægtige nationer har lovgiverne tit og mange gange, måned efter måned, diskuteret de forskellige former for beskatning, der var nødvendige, fordi parlamentet havde besluttet at forøge udgifterne. Efter at have diskuteret de forskellige måder at skaffe penge på, har de endelig bestemt, at det måske var bedre at gøre det gennem inflation.

Men selvfølgelig bliver ordet “inflation” ikke brugt. Den politiker, der har magten, kundgør ikke: “Jeg bevæger mig mod inflation.” De tekniske metoder, som anvendes for at opnå inflation, er så indviklede, at den almindelige borger ikke opdager, at inflationen er begyndt.

Under en af de største inflationer i historien, i det tyske rige efter Første Verdenskrig, var inflationen ikke så voldsom under krigen. Det var inflationen efter krigen, der medførte katastrofen. Regeringen sagde ikke: “Vi bevæger os mod inflation.” Regeringen lånte simpelthen meget indirekte penge fra centralbanken. Regeringen behøvede ikke at spørge, hvordan centralbanken ville finde og levere pengene. Centralbanken trykte dem slet og ret.

I dag er inflationens teknik kompliceret ved, at der er checkhæftepenge. Det drager en anden teknik ind i billedet, men resultatet er det samme. Med et pennestrøg skaber regeringen papirpenge.

Først er regeringen ligeglad med, at nogen bliver tabere. Den er ligeglad med, at priserne stiger. Lovgiverne siger: “Dette er et pragtfuldt system!” Men dette pragtfulde system har een fundamental svaghed: Det kan ikke vare ved. Hvis inflationen kunne fortsætte i al evighed, ville det ikke tjene noget formål at sige til regeringerne, at de ikke skal bruge inflation. Men en sikker kendsgerning ved inflation er, at den før eller senere må slutte. Det er en politik, som ikke kan vare ved.

I det lange løb fører inflationen til valutaens sammenbrud – til en katastrofe, en situation som i Tyskland i 1923. I august 1914 var dollarens værdi fire mark og tyve pfennig. Ni år og tre måneder senere i november 1923 blev dollaren sat til 4,2 milliarder mark. Med andre ord: Marken var intet værd. Den havde ikke længere nogen som helst værdi.

For nogle år siden skrev en berømt forfatter: “I det lange løb er vi allesammen døde.” Det, må jeg med beklagelse indrømme, er visselig sandt. Men spørgsmålet er, hvor langt eller hvor kort dette løb bliver? I det attende århundrede levede en berømt dame, Madame de Pompadour, der har fået tilskrevet ordsproget: “Apres nous, le deluge” (efter os, syndfloden). Madame Pompadour var så heldig at dø i det korte løb. Men hendes efterfølger i embedet, Madame du Barry, overlevede det korte løb og blev halshugget i det lange løb. For mange mennesker bliver “det lange løb” meget hurtigt “det korte løb” – og jo længere inflationen står på, jo hurtigere forløber “det korte løb”.

Hvor længe kan inflationen vare? Hvor længe kan centralbanken fortsætte en inflation? Sandsynligvis så længe som folket tror på, at regeringen før eller senere, men sikkert ikke for sent, vil ophøre med at trykke for mange penge og dermed formindske værdien af den enkelte pengeenhed.

Når folk ikke længere tror på dette, når de indser, at regeringen vil fortsætte i det uendelige uden at have til hensigt at stoppe, så begynder de at indse, at priserne i morgen vil blive højere, end de er i dag. Så begynder de at købe for enhver pris, og dermed stiger priserne til sådanne højder, at pengesystemet bryder sammen.

Jeg henviser til tilfældet Tyskland, som hele verdenvar vidne til. Mange bøger har beskrevet begivenhederne på den tid. (Selvom jeg ikke er tysker, men østriger, så jeg det hele indefra. I Østrig var forholdene ikke så forskellige fra de tyske – eller fra forholdene i mange andre europæiske lande). I adskillige år troede det tyske folk, at deres inflation kun var en midlertidig affære, at den snart ville slutte. Det troede de på i næsten ni år indtil sommeren 1923. Så, endelig, begyndte de at tvivle. Da inflationen fortsatte, fandt folk det klogere at købe alt, hvad der kunne fås, fremfor at beholde pengene i lommen. Endvidere indså de, at man ikke skulle låne penge ud, men at det på den anden side var en meget god idé at være skyldner. På den måde fortsatte inflationen med at nære sig selv.

Og det fortsatte i Tyskland indtil præcis d. 28. august 1923. Masserne havde troet på, at inflationspenge var rigtige penge, men de havde fundet ud af, at forholdene havde ændret sig. Ved slutningen af den tyske inflation i efteråret 1923 betalte de tyske fabrikker deres arbejdere forud hver morgen. Og arbejderne kom til fabrikkerne sammen med deres koner.

Arbejderen overrakte alle millionerne til konen, som øjeblikkelig styrtede til butikkerne for at købe noget, ligegyldigt hvad det var. Hun indså, hvad de fleste vidste den gang, at fra den ene dag til den anden mistede marken 50 pct. af sin købekraft. Som chokolade i en varm ovn smeltede pengene i folks lommer. Denne sidste fase i den tyske inflation varede ikke længe. Efter få dage var mareridtet overstået. Marken var værdiløs, og en ny valuta måtte indføres.

Lord Keynes, den mand som sagde, at vi alle er døde i det lange løb, var en enkelt udaf en lang række af inflationistforfattere i det tyvende århundrede. De skrev alle imod guldstandarden. Når Keynes angreb guldstandarden, kaldte han den “en barbarisk relikt”. Og de fleste mennesker i dag anser det for latterligt at tale om en tilbagevenden til guldstandarden. For eksempel bliver man i de Forenede Stater betragtet som mere eller mindreen drømmer, hvis man siger: “Før eller senere bliver de Forenede Stater nødt til at vende tilbage til guldstandarden.”

Men guldstandarden har een kæmpemæssig fordel: Pengeforsyningens størrelse under en guldstandard er uafhængig af regeringernes politik og af politiske partier. Det er en fordel. Den er en form for beskyttelse mod regeringernes overforbrug. Under en guldstandard er forholdet dette, at når regeringen bliver opfordret til at bruge penge til noget nyt, så kan finansministeren sige: “Og hvor får jeg pengene fra? Fortæl mig først, hvor jeg skal finde pengene til denne ekstra omkostning.”

Under et inflationært system er intet lettere for politikerne end at beordre regeringens trykkeri til at skaffe så mange penge, som de har brug for til deres projekt. Under en guldstandard har en fornuftig regering meget bedre muligheder. Dens ledere kan sige til folket og til politikerne: “Vi kan ikke gøre det, medmindre vi øger skatterne.”

Men under inflationære forhold kommer folk i vane med at se hen til regeringen som en institution med ubegrænsede midler til sin rådighed. Staten, regeringen, kan gøre alt. Hvis for eksempel nationen ønsker et nyt vejsystem, så forventes det at regeringen bygger det. Men hvor får regeringen pengene fra?

Man kunne sige, at i de Forenede Stater i dag – og endnu mere i fortiden, under McKinley – er det Republikanske Parti mere eller mindre positivt indstillet overfor solide penge og en guldstandard, og at det Demokratiske Parti foretrækker inflation. Selvfølgelig ikke papirinflation, men inflation i sølv.

Men det var dog demokraten Præsident Cleveland som i slutningen af 1880erne nedlagde veto mod en kongresbeslutning om at give en lille sum – omkring 10.000 dollars – til hjælp for et lille samfund, der havde været ude for en naturkatastrofe. Og Præsident Cleveland retfærdiggjorde sit veto ved at skrive: “Medens det er borgernes pligt at understøtte regeringen økonomisk, er det ikke regeringens pligt at støtte borgerne.” Det er noget, som enhver statsmand burde skrive på væggen i sit kontor og vise det til folk, der kommer for at bede om penge.

Jeg er temmelig forlegen over nødvendigheden af at forenkle disse problemer. Der er så mange komplekse problemer i det monetære system, og jeg kunne ikke have skrevet bindstærke værker om dem, hvis de havde været så enkle, som jeg beskriver dem her. Men det fundamentale er præcis dette: Hvis man forøger mængden af penge, så sænker man købekraften af den monetære enhed. Det er det som folk, hvis private affærer bliver påvirket på en ubehagelig måde, ikke kan lide. Det er de mennesker, som ikke har fordel af inflationen, der beklager sig.

Hvis inflation er dårligt, og hvis folk indser det, hvorfor er det så næsten blevet en livsstil i nogle lande? Selv nogle af de rigeste lande lider af denne sygdom. De Forenede Stater er i dag helt sikkert det rigeste land i verden, med den højeste levestandard. Men hvis man rejser rundt i de Forenede Stater, så opdager man, at der hele tiden snakkes om inflationen, og om nødvendigheden af at stoppe den. Men det bliver ved snakken, der er ingen handling.

For at give Dem nogle facts: Efter den Første Verdenskrig vendte Storbritannien tilbage til pundets guldparitet. Dvs. at man revaluerede pundet opad. Dette øgede købekraften af alle arbejderes løn. På et uforstyrret marked ville den nominelle pengeløn være faldet for at kompensere for dette og arbejdernes realløn ville ikke være berørt. Men fagforeningerne i Storbritannien var uvillige til at acceptere en justering af lønningerne til den højere købekraft af den monetære enhed. Derfor steg reallønnen betragteligt ved denne monetære forholdsregel. Det var en alvorlig katastrofe, for Storbritannien er overvejende et industriland, som er nødt til at importere sine råmaterialer, halvfabrikata og fødevarer for at overleve, og man må eksportere fabriksvarer for at betale for denne import. Med stigningen af den internationale værdiaf pundet steg prisen på britiske varer på de udenlandske markeder, og salg og eksport faldt. Storbritannien havde faktisk prisforhøjet
sig selv ud af verdensmarkedet.

Fagforeningerne kunne ikke besejres. De kender fagforeningernes magt i dag. De har ret til, ja næsten et privilegium på at ty til vold. Og en fagforeningsordre er derfor ikke mindre betydningsfuld end et regeringsdekret. Et regeringsdekret er en ordre, som regeringens tvangsapparat – politiet – står parat til at bakke op. Man er nødt til at adlyde et regeringsdekret,
ellers får man problemer med politiet. Uheldigvis har vi nu, i næsten alle lande over hele verden, en anden magt som kan bruge tvang: fagforeningerne. Fagforeningerne dikterer lønningerne og etablerer de strejker, der gennemtvinger dem, på samme måde som regeringen kan gennemføre minimumslønninger. Jeg vil ikke diskutere fagforeningsspørgsmålet nu; det skal jeg behandle senere. Jeg vil kun slå fast, at det er fagforeningernes politik at hæve lønningerne over det niveau, de ville have på et uforstyrret marked. Som følge heraf kan en betragtelig del af den potentielle arbejdskraft kun ansættes hos folk eller industrier, der er villige til at lide tab. Og eftersom erhvervsvirksomheder ikke er i stand til at fortsætte med at lide tab, så drejer de nøglen om, og folk bliver arbejdsløse. Fastsættelsen af lønninger væsentligt over det niveau, de ville have på et uforstyrret marked, resulterer altid i arbejdsløshed for en betragtelig del af den potentielle arbejdsstyrke.

I Storbritannien var resultatet af de høje lønninger, der blev gennemtvunget af fagforeningerne, varig arbejdsløshed år efter år. Millioner gik arbejds-løse, produktionstallene faldt. Selv eksperterne var forvirrede. I den situation gjorde regeringen et skaktræk, som betragtes om en uundgåelig nødforanstaltning. Den devaluerede sin valuta.

Resultatet var, at købekraften af den pengeløn, som fagforeningerne havde insisteret på, ikke længere var den samme. Reallønnen, lønnen i varegoder, blev formindsket. Nu kunne arbejderen ikke købe så meget, som han kunne før, selvom de nominelle lønninger forblev de samme. På den måde, troede man, ville reallønnen igen falde til det frie markeds niveau, og arbejdsløsheden ville forsvinde.

Denne forholdsregel – devaluering – blev brugt af forskellige andre lande, af Frankrig, Nederlandene og Belgien. Et land tyede endda to gange til denne forholdsregel indenfor en periode på halvandet år. Det land var Tjekkoslovakiet. Det er en underfundig metode, kan man sige, at trodse fagforeningerne på. Imidlertid kan man ikke kalde den en succes.

Efter nogle få år begyndte folket, arbejderne, ja selv fagforeningerne at forstå, hvad der gik for sig. De kom til at indse, at valutadevalueringen havde formindsket deres realløn. Fagforeningerne havde magt til at gå imod dette. I mange lande fik de indsat en klausul i lønkontrakterne, således at lønningerne skulle stige automatisk, hvis priserne steg. Det kaldes pristalsregulering. Fagforeningerne blev pristalsbevidste. Så denne metode til nedsættelse af arbejdsløshedens som regeringen i Storbritannien begyndte med i 1931 – og som senere blev brugt af næsten alle væsentlige regeringer – denne metode til “løsning af arbejdsløshedsproblemet” virker ikke længere i dag.

I 1936, i sin General Theory of Employment, Interest and Money, ophøjede Lord Keynes uheldigvis denne metode – disse nødforanstaltninger fra perioden mellem 1929 og 1933 – til et princip, til en fundamental politisk metode. Og han retfærdiggjorde dette ved at sige sådan noget som: “Arbejdsløshed er slemt. Hvis I vil have arbejdsløsheden til at forsvinde, må I bruge inflation.”

Han indså udmærket, at lønnen kan være for høj i forhold til markedet, det vil sige for høj til, at det er profitabelt for en arbejdsgiver at forøge sin arbejdsstyrke, og dermed for høj fra den samlede arbejdende befolknings synspunkt. For med lønninger over markedsniveau, påtvunget af fagforeninger, vil kun en del af dem, der gerne vil tjene deres løn, være i stand til at få arbejde.

Og Keynes sagde faktisk: “Selvfølgelig er massearbejdsløshed, fortsat år efter år, en meget utilfredsstillende situation.” Men i stedet for at foreslå, at lønningerne kunne og skulle justeres til markedets forhold, så sagde han faktisk: “Hvis man devaluerer valutaen, og arbejderne ikke er smarte nok til at indse det, så vil de ikke gøre modstand mod et fald i reallønnen, bare den nominelle løn forbliver den samme.” Med andre ord, Lord Keynes sagde, at hvis en mand får det samme antal pund sterling i dag, som han fik før valutaen blev devalueret, så vil han ikke opdage, at han nu faktisk får mindre.

Med en gammeldags sprogbrug, så foreslog Keynes at narre arbejderne. I stedet for åbent at erklære, at lønningerne måtte justeres til markedets betingelser – fordi en del af arbejdsstyrken uundgåeligt måtte, forblive arbejdsløs, hvis det ikke skete – så sagde han i virkeligheden: “Fuld beskæftigelse kan kun opnås, hvis man har inflation. Snyd arbejderne.” Den mest interessante kendsgerning er imidlertid, at da hans GeneralTheory blev publiceret, var det ikke længere muligt at snyde, fordi folk allerede var blevet pristalsbevidste. Men målet, fuld beskæftigelse, stod tilbage.

Hvad betyder “fuld beskæftigelse“? Det har at gøre med det uforstyrrede arbejdsmarked, som ikke manipuleres af fagforeninger eller regering. På dette marked har lønningerne for enhver type arbejde en tendens til at nå et niveau, hvor alle, der ønsker et job, kan få et, og enhver arbejdsgiver kan ansætte så mange arbejdere, som han har brug for. Hvis der sker en forøgelse i efterspørgselen efter arbejdskraft, så vil lønningerne have tendens til at stige, og hvis der er brug for færre arbejdere, har lønnen tendens til at falde.

Den eneste måde, man kan sikre “fuld beskæftigelse” på, er at opretholde et uforstyrret, uhindret arbejdsmarked. Dette gælder for arbejde som for enhver anden vare. Hvad gør en næringsdrivende, som gerne vil sælge en vare for fem dollars pr. enhed? Man siger, at det, der ligger på lager, “koster ikke noget”. Men det gør det faktisk. Den handlende kan ikke beholde tingene, for han er nødt til at købe nyt; moderne ændrer sig. Så han sælger til en lavere pris. Hvis han ikke kan sælge sin
vare til fem dollars, så må han sælge til fire. Hvis han ikke kan sælge til fire, må han sælge til tre. Der er intet valg, hvis han vil forblive i sit erhverv. Måske lider han tab, men disse tab skyldes, at hans forventninger til markedet havde vist sig at være forkerte.

Det er det samme med tusinder og atter tusinder af unge mennesker, der hver dag kommer fra landdistrikterne ind til byen og prøver at tjene penge. Det sker i alle industrialiserede lande. I de Forenede Stater kommer de måske til byen med en idé om, at de vil have 100 dollars om ugen. Måske er det umuligt. Så hvis en mand ikke kan få et job til 100 dollars om ugen, må han prøve at få et til 90 eller 80 dollars, eller måske endda mindre. Men hvis han siger, som fagforeningerne gør, “et hundrede dollars om ugen eller intet“, så forbliver han måske arbejdsløs. (Hvad mange ikke har noget imod, fordi regeringen, ud af særlige skatter – pålagt arbejdsgiverne – betaler en arbejdsløshedsunderstøttelse, der somme tider er næsten lige så høj som den løn, en mand ville tjene ved at arbejde).

Fordi en vis gruppe mennesker tror på, at fuld beskæftigelse kan opnås ved inflation, bliver inflation accepteret i de Forenede Stater. Man diskuterer spørgsmålet: Bør vi have en sund valuta sammen med arbejdsløshed, eller inflation med fuld beskæftigelse? Dette er i realiteten en modbydelig, fordrejet analyse.

For et behandle det problem må vi stille spørgsmålet: Hvordan kan man forbedre forholdene for arbejderne og alle andre grupper af befolkningen? Svaret er: Ved at opretholde et frit og uforstyrret arbejdsmarked og således opnå fuld beskæftigelse. Vort dilemma er, om markedet skal bestemme lønningerne, eller om de skal bestemmes af fagforeningstvang og pression. Dilemmaet er ikke, om vi “skal have inflation eller arbejdsløshed.“

Denne misforståede analyse af problemet hører man diskuteret i England, i de europæiske industrilande og selv i de Forenede Stater. Og nogle mennesker siger: “Jamen se, de Forenede Stater har inflation. Hvorfor skulle vi ikke gøre det samme?”

Disse mennesker skal først og fremmest have følgende svar: “Et af privilegierne ved at være rig er, at man har råd til at opføre sig tåbeligt i længere tid, end den fattige kan.” Det er nemlig situationen i de Forenede Stater. De Forenede Staters finanspolitik er meget dårlig og bliver stadig værre. Men måske har de Forenede Stater råd til at være tåbelige lidt længere tid end nogle andre lande.

Det vigtigste er at huske på, at inflation ikke er nogen handling fra Gud. Inflation er ikke nogen naturkatastrofe eller nogen epidemi. Inflation er en politik– en politik ført af folk, som ved, hvad de gør, men tyr til inflation, fordi de betragter den som et mindre onde end arbejdsløshed. Men faktum er, at i det ikke særlig lange løb kurerer inflation ikke arbejdsløsheden.

Inflation er bevidst politik. Og bevidst politik kan ændres. Derfor er der ingen grund til at give efter for inflation. Hvis man betragter inflation som et onde, så må man standse inflationen. Man må sørge for, at regeringens budget balancerer. Naturligvis må den offentlige mening stå bag dette. De intellektuelle må hjælpe folket til at forstå det. Men hvis de har støtte fra den offentlige mening, er det givetvis muligt for de folkevalgte at stoppe inflationspolitikken.

Vi bør huske på, at i det lange løb er vi visselig alle sammen døde. Men vi bør arrangere vore jordiske affærer på den bedst mulige måde i det korte løb, hvor vi lever. Og en af forholdsreglerne i den retning er at forlade inflationspolitikken.

Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password