Besparelser i medierne

Den nye regering har foreløbig ikke haft nogen stor betydning. Indtil videre har den kun vist sig at være en bedre administrator af de socialdemokratiske mærkesager end socialdemokratiet (eller socialdemokraterne, som de jo nu hedder efter deres foryngelseskur). Men et egentligt opgør med de talrige uproduktive og umoralske ordninger og overførsler lader vente på sig. […]

Den nye regering har foreløbig ikke haft nogen stor betydning. Indtil videre har den kun vist sig at være en bedre administrator af de socialdemokratiske mærkesager end socialdemokratiet (eller socialdemokraterne, som de jo nu hedder efter deres foryngelseskur). Men et egentligt opgør med de talrige uproduktive og umoralske ordninger og overførsler lader vente på sig.

Lavere skatter kan vi tilsyneladende kun regne med per 1. januar, 2004 – og dette kun i form af ganske ringe skattelettelser. Den lille skattelettelse, som vi måske har i vente, er nok et beskedent resultat af den trods alt tilbageværende samvittighed hos regeringspartierne, efter de vandt det store fire-årige offentlige bestikkelses-show i efteråret 2001.

Det hedder sig, at det økonomiske råderum først skal være til stede, før vi får skattelettelserne. Det lyder jo fornuftigt. Hvem ville da tilbage til det underskudsbudgetterede, socialdemokratiske helvede i 1970’erne? Men råderummet ligger jo lige for.

Talrige af ministerierne og disses mangfoldige organer kan nedlægges over natten. Hvis vi oven i købet skal være flinke ved de ansatte, kunne de få fuld løn i overensstemmelse med deres overenskomst, indtil deres fyringsvarsel var tilgodeset. Herved kunne man på få dage sælge de offentlige bygninger til højest bydende, samtidigt med at man hindrede de offentligt ansatte i at chikanere private næringsdrivende med bureaukratiske indberetningsskemaer og latterlige ligegyldigheder.

Nu vil den skolede økonom nok indvende: Men hvis vi sælger de store offentlige bygninger på en uge eller to, kan vi ikke forvente at få det maksimale for dem. Til det må man svare, at det væsentlige ikke er, om man får store summer for bygningerne, men at de offentlige organisationer ganske enkelt ophører med at eksistere, og at det vil blive en meget stor og dyr opgave at oprette dem igen, hvis/når man igen taber regeringsmagten.

Med salget af offentlige bygninger og aktieposter vil man kunne få skattelettelser allerede det første år (hvis ikke måned) af en regeringsperiode. Der er indlysende årsager til, at dette vil være en vigtig politisk forbedring.

For det første vil det være en pædagogisk/politisk indsigt, som det vil være svært at komme uden om, at den totale nedlæggelse af eksempelvis Arbejdsministeriet ikke har skadet andre end de ansatte samt nogle få meget snævre interessegrupper, mens gevinsten har været kolossale offentlige besparelser.

For det andet vil denne ”kollektive” pædagogiske indsigt tage mange år at underminere, hvorfor det ikke bare vil være ufatteligt omkostningsfuldt at genindføre de skadelige statslige institutioner – det vil også være politisk vanskeligere gennemførligt.

For det tredje vil en graddualistisk afskaffelse af velfærdsstaten være noget nær umulig. Vi må se i øjnene, at venstrefløjens sag er repræsenteret for godt i medier af venstreorienterede journalister, debattører og ”social massegravs”-teoretikere. Men aviser kan fysisk kun rumme en bestemt mængde venstreorienterede ondt-i-maven artikler. Derfor vil et hurtigt salg af offentlige aktiver givetvis bedre kunne svare sig end en løbende proces, som i befolkningens øjne muligvis vil forekomme større og mere betydningsfuld, hvis der hver dag fremkommer nye besparelser og privatiseringer.

For det fjerde vil en hurtig hestekur senere kunne levne plads i medierne til de mange efterfølgende positive sociale og økonomiske konsekvenser. Flere virksomheder vil blive startet, flere vil blive selvforsørgende (specielt hvis der også forekommer besparelser på de såkaldte sociale overførsler), og den sociale mobilitet vil blive styrket.
Desuden vil det være umådeligt underholdende at se det kollektive, venstreorienterede ramaskrig i medierne, hvis nogen forsøgte at nedlægge den fuldstændigt ”uundværlige” institution Kulturministeriet. De beskedne besparelser på kultur-området, som er foranlediget af den nye kulturminister blev straks fremstillet som om, den nye regering var ”imod kultur”. Gad vide, om en nedlæggelse af eller blot en besparelse på Arbejdsministeriet i medierne ville blive fremlagt som om, regeringen var ”imod arbejde”?

Det kan godt være, at den nye regering ikke har givet os nogen skattelettelser endnu. Men de marginale besparelser på Råd & Nævn har affødt så mange ufrivilligt komiske indlæg fra forargede statsforherligere i medierne, at de næsten er at foretrække frem for skattelettelser!

Sandheden er, at Anders Fogh Rasmussen har ramt plet, hvis han ønskede at skade det kollektivistiske smagsdommeri (findes der egentlig andet?). De færreste af besparelserne har ramt fattige og svage grupper – de har derimod ramt rige, velstillede og veluddannede individer, som tilhører den sammenspiste elite af mennesker, som stemmer på det Radikale Venstre og holder Politiken samt lever af andre menneskers arbejde. Og det er endnu en god grund til, at besparelserne var fornuftige.

Jeg glæder mig allerede til at se, hvilke Råd & Nævn, der må lade livet eller blive langsomt udsultet og kørt ud på et sidespor i forbindelse med vedtagelsen af næste finanslov. Lidt har man dog lov til at glæde sig over…?

Se også Død og hævn over råd og nævn.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password