Langt højere dværge

Grundtvig var 37 år gammel, da han i 1820 skrev digtet ”Langt højere bjerge”. Seks år forinden havde han og Danmark oplevet det ydmygende nederlag at måtte afstå Norge til Svenskerne. De norske fjelde var de langt højere bjerge, som ikke (længere) var en del af det danske rige. Og digtet er et af de […]

Grundtvig var 37 år gammel, da han i 1820 skrev digtet ”Langt højere bjerge”. Seks år forinden havde han og Danmark oplevet det ydmygende nederlag at måtte afstå Norge til Svenskerne. De norske fjelde var de langt højere bjerge, som ikke (længere) var en del af det danske rige. Og digtet er et af de første eksempler på den besynderlige dyrkelse af middelmådigheden, der skulle blive en dansk specialitet helt frem til vore dage. Som Grundtvig udtrykte det i slutningen af første vers: ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst”. I løbet af de resterende fem vers lykkes det ham at nedgøre det danske landskab, danskernes bedrifter, deres intelligens samt deres sprog. For i samme åndedrag at udråbe deres overlegenhed. Hvilken mesterlig skizofreni!

Der skal dog ikke falde ét ondt ord om Grundtvig selv. Han bearbejdede jo blot sorgen over tabet. Ikke kun over tabet af Norge men over hele den danske nedtur, som begyndte med tabet af Skånelandene under 30-årskrigen tilbage i 1600-tallet og fortsatte med tabet af flåden – det dansk-norske riges stolthed – i 1807 og endelig statsbankerotten i 1813. Grundtvig kunne ikke vide, at nedturen ville fortsætte og kulminere med nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig og Holsten. Selve rigets eksistens var nu i fare, og Grundtvigs sorgarbejde blev i stedet til et kronisk nationalt traume.

Lad os gøre det tankeeksperiment, at gamle Nicolai Frederik Severin ved et mirakel genopstod fra de døde. Jeg formoder, at han ville blive forfærdet over at erfare, at vi den dag i dag, og i hans navn!, fejrer middelmådigheden.

Det er især de sidste to linier i Grundtvigs digt, som vi ynder at citere: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Disse to linier kom til at indfange, og var måske endda med til at forme ideen om lighed i den danske velfærdsstat. Begrebet lighed kom i andre dele af verden til at betyde lighed for loven, lige rettigheder, lige muligheder. Men i Danmark blev idealet om lighed til en stræben efter materiel lighed.

Amerikanerne fandt det naturligt, at når forskellige mennesker forvalter deres (lige) muligheder forskelligt, så fører det til endog meget stor materiel ulighed. Men de grundtvigianske danskere kunne ikke acceptere en sådan materiel ulighed. For at undgå den var det derfor nødvendigt at have ulige rettigheder, så man kunne holde de dygtigste og mest ambitiøse danskere nede.

Den Grundtvigianske dyrkelsen af middelmådigheden både muliggjorde og retfærdiggjorde dette. Den udmøntede sig meget konkret i en sammenspist, korporatistisk og monopollignende erhvervsstruktur, som blev så rammende beskrevet i TV-serien Matador: Korsbæk – inden Mads Skjern kom til byen. Senere udmøntede den sig ligeså konkret i et skattesystem med høje marginalskatter. Den udmøntede sig endvidere i de kollektive overenskomster og de velerhvervede rettigheder. Og mindre konkret – men uden tvivl ligeså effektivt – udmøntede den sig i jantelovens sociale kontrol.

Men den grundtvigianske lighedstanke er i opbrud, fordi den ikke længere giver mening. Grundtvigs referenceramme var et landbrugssamfund, hvor velstand og værdiskabelse primært udsprang af den jord, man dyrkede. Mængden af jord var nu engang begrænset og konstant. Og intet sted var vel dette mere sandt end i Danmark – landet, som fra 1814 til 1864 mister næsten 90 procent af sit areal! Hvad udad tabes skal indad vindes. Lad os dele den smule jord, vi har.

Derfor var det logisk og berettiget, at Grundtvig kunne frygte, at nogle fik for meget, nemlig for meget land på bekostning af nogle andre, som fik for lidt land. Helt anderledes forholdt det sig i Amerika, hvor man blot kunne drage vestpå og tage ny jomfruelig jord i besiddelse. Derfor var opfattelsen her, at ingen kunne få for meget. Der var jo rigeligt med jord til alle.

Grundtvig så velstand som et nulsumspil. Et nulsumspil er ethvert spil, hvor den ene spillers ve og vel er omvendt proportionalt med modspillerens. Eller på ordentligt dansk: Den enes død er den andens brød. Hvis Brøndby scorer er det skidt for FC København og omvendt. Kagens størrelse er konstant, og der er rift om alle stykkerne.

Det traditionelle lighedsideal er i opbrud, fordi værdiskabelsen ikke længere primært udspringer af jorden. I dag udspringer værdiskabelse i stigende grad af viden. Og den opnåelige mængden af viden i samfundet er ikke begrænset. Hvis jeg tilegner mig ny viden, tager jeg den ikke fra andre. Og hvis jeg oven i købet deler denne viden med andre, så er det oftest sådan, at de får gavn af min viden, uden at jeg af den grund har mistet noget. Derfor lever vi i dag ikke i et grundtvigiansk nulsums-samfund. Tværtimod lever vi i et vidensbaseret plussums-samfund, hvor det er til gavn for helheden, når den enkelte klarer sig godt.

Siden Grundtvig skrev ”Langt højere bjerge” er gennemsnitsdanskerens realløn blevet tyvedoblet. Det bliver tydeligt for flere og flere, at materiel velstand ikke er et nulsumspil men et plussumspil. Jo bedre det går de andre, jo bedre er det for mig. Det er vel sagtens også baggrunden for, at stadig flere danskere ifølge bogen (og forskningsprojektet) Danskernes Værdier (Hans Reitzels Forlag, 2002) prioriterer frihed højere end lighed. Blandt de unge er det hele 78 procent, som sætter frihed over lighed.

Opgøret med lighedstanken kan retfærdiggøres af, at vi lever i et plussum samfund, men det drives af individualiseringen, en frigørelsesproces, som med tiltagende styrke har præget de sidste fem århundreder. Den tager sit afsæt i renæssancen med frigørelsen af tanken – en proces, der kulminerede, da Nietzsche kunne erklære Gud for død. Vi fik øget bevægelsesfrihed gennem stavnsbåndets ophævelse og transportrevolutioner skabt af tog, bil og fly. Den frie adgang til information blev forøget med bogtrykkerkunsten, telegrafen, telefonen, radio, tv. Vi fik ytringsfrihed og demokrati. Og i takt med den industrielle revolution voksede vores økonomiske råderum. Ungdomsoprøret og kvindebevægelsen brød med en række sociale normer og skabte dermed nogle nye friheder. Dette gik hånd i hånd med en seksuel frigørelse. Og så videre.

På Grundtvigs tid kunne en dygtig håndværker måske opnå at blive dobbelt så produktiv og dermed dobbelt så værdifuld som en dårlig håndværker. I industrisamfundet blev denne forskel mellem god og dårlig i gennemsnit indsnævret, fordi håndværket netop blev hevet ud af arbejdet. Samlebånd, bureaukrati og faste procedurer lagde op til nogenlunde ens produktivitet.

I dag vokser forskellen mellem god og dårlig igen, fordi samlebåndet, bureaukratiet og de faste procedurer løsnes til fordel for styring ved hjælp af mål, rammer og værdier. Metodefriheden vokser sammen med arbejdets kompleksitet. Udførelsen afhænger i stigende grad af den enkeltes kundskaber og – ikke mindst – motivation.

Hvorfor har vi svært ved at acceptere, at nogle mennesker er 10 eller endog 100 gange mere værd end andre? Årsagen er, at resultaterne af vores arbejde bliver mindre umiddelbart synlige. Hvis vi forestiller os, at én mirakuløst effektiv murer kunne nå at lægge 10 gange så mange fliser som gennemsnittet (uden at gå på kompromis med kvaliteten i håndværket), ville de fleste nok forvente, at denne murer ville tjene i nærheden af 10 gange så meget som gennemsnittet. Men vi har sværere ved at håndtere, at nogle menneskers viden eller kundskaber er ti gange mere værd end andres. I det hele taget har vi svært ved at håndtere, at viden har en værdi – det er derfor, at de fleste mennesker uden skrubler piratkopierer CD’er men aldrig kunne drømme om at stjæle én fra en butik.

Nogle menneskers arbejde bliver værdsat langt over andres, fordi de er enestående dygtige. På et individualiseret arbejdsmarked, hvor viden, ideer, originalitet, inspiration, evner og færdigheder spiller en stadig større rolle, vokser mulighederne for, at enkeltpersoner når langt op over os andre. Men det sker ikke på vores bekostning. Tværtimod.

Så lighedstanken er i opbrud, og som i ethvert opbrud trækker modsatrettede kræfter i forskellige retninger. Stærke kræfter søger at bevare de velerhvervede rettigheder. Vanetænkning og traditioner er deres bedste allierede. Men i længden vil disse kræfter ikke kunne modstå presset fra den dobbelte tidevandsbølge: plussum og individualisering. Vi ser det ske for øjnene af os. Mads Skjern er kommet til byen. Kollektive lønsystemer og velfærdsordninger under pres, private pensioner, private sygeforsikringer og sygehuse, øget pres for at sænke topskatten osv.

Hvad ville en mirakuløst genopstanden Grundtvig sige til alt dette? Jeg vælger at tro, at han – efter at have sat sig ind i, hvordan vores nutid fungerer – ville give os en opsang: ”Hvad udad tabes skal indad vindes!”, ville han buldre. ”I har opdyrket heden, men se om I har opdyrket det mest værdifulde af alt: danskens forstand og brændende hjerte. Lad blot de tjene en halv snes gange mere end andre, som er en halv snes gange mere værd. Thi de mennesker, der skaber mest rigdom til sig, er på samme tid også er dem, der skaber mest rigdom til næsten. Derfor skal vi belønne disse gæve mænd og kvinder samt give dem plads til deres forehavende – thi da får vi flere af dem. Og se, det vil være til gavn for Danmark – og dermed os alle”.

Og hvem ved, måske vil han insistere på, at de sidste to linier i ”Langt højere bjerge” bliver skrevet om til: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når flere får meget og færre får lidt”.

Ovenstående blev bragt som kronik i Information i September 2002.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password