Interventionisme

Et berømt, meget citeret, mundheld lyder: „Den regering regerer bedst, som regerer mindst.“ Jeg tror ikke, at dette er en korrekt beskrivelse af en god regerings funktioner. Regeringen bør gøre alle de ting, for hvilke den behøves, og for hvilke den blev etableret. Regeringen bør beskytte den enkelte indenfor landets grænser mod slynglers voldelige angreb […]

Et berømt, meget citeret, mundheld lyder: „Den regering regerer bedst, som regerer mindst.“ Jeg tror ikke, at dette er en korrekt beskrivelse af en god regerings funktioner. Regeringen bør gøre alle de ting, for hvilke den behøves, og for hvilke den blev etableret. Regeringen bør beskytte den enkelte indenfor landets grænser mod slynglers voldelige angreb og bedrageri, og den bør forsvare landet mod fremmede fjender. Disse er en regerings funktioner indenfor et frit system, indenfor en markedsøkonomi.

Under socialismen er regeringen selvfølgelig totalitær, og der er intet udenfor dens sfære og dens jurisdiktion. Men i markedsøkonomien er regeringens hovedopgave at beskytte markedsøkonomiens gnidningsløse funktion mod bedrageri og fysisk vold udefra og indefra.

Folk, som ikke er enige med mig i denne definition, vil måske sige: „Den mand hader regeringen.“ Intet kunne være fjernere fra sandheden. Hvis jeg skulle finde på at sige, at benzin er en nyttig væske, nyttig til mange formål, men at jeg alligevel ikke vil drikke benzin, fordi det ikke er den rette anvendelse for den, så er jeg ikke nogen fjende af benzin, og jeg hader ikke benzin. Jeg siger blot, at benzin er meget nyttig til visse formål, men ikke egner sig til andre formål. Hvis jeg siger, at det er regeringens pligt at arrestere mordere og andre kriminelle, men ikke dens pligt at drive jernbaner eller at bruge penge på unyttige ting, så hader jeg ikke regeringen ved at erklære, at den er egnet til at gøre visse ting, men ikke egnet til at gøre andre ting.

Blandingsøkonomi

Det er blevet sagt, at under nutidens betingelser har vi ikke længere en fri markedsøkonomi. Under de herskende forhold har vi noget, der kaldes en „blandingsøkonomi“. Og som bevis for denne „blandingsøkonomi“ peger folk på de mange regeringsforetagender, som drives og ejes af regeringen. Økonomien er blandet, siger folk, fordi der i mange lande er visse institutioner — som telefon, telegraf og jernbaner — som ejes og drives af regeringen.

At nogle af disse institutioner og foretagender drives af regeringen er visseligt sandt. Men denne kendsgerning alene ændrer ikke karakteren af vort økonomiske system. Det betyder ikke engang, at der er en „smule socialisme“ indenfor en i andre henseender ikke-socialistisk, fri markedsøkonomi. For regeringen er, når den driver disse foretagender, underkastet markedets overherredømme, hvilket betyder forbrugernes overherredømme. Hvis regeringen for eksempel driver postkontorerne eller jernbanerne, så må den ansætte folk, som skal arbejde i disse foretagender. Den er også nødt til at købe råmaterialer og andre ting, der er nødvendige for at drive disse foretagender. Med andre ord, den „sælger“ disse tjenesteydelser eller varer til offentligheden. Og selvom den driver disse institutioner ved hjælp af det frie økonomiske system, er resultatet alligevel som regel et underskud. Men regeringen er i stand til at finansiere et sådant underskud — i det mindste tror medlemmer af regeringen og det regerende parti, at det forholder sig således.

Det er så sandelig anderledes end for et enkelt individ. Den enkeltes magt til at drive noget med underskud er meget begrænset. Hvis underskuddet ikke snart elimineres, og hvis foretagendet ikke kommer til at give overskud (eller i det mindste viser, at det ikke mere giver underskud og tab), så går den enkelte fallit, og foretagendet ophører med at eksistere.

Men for regeringen er forholdene anderledes. Regeringen kan køre med underskud, fordi den har magt til at beskatte folk. Og hvis skatteyderne er parat til at betale højere skatter for at gøre det muligt for regeringen at køre et foretagende med tab — dvs. på en mindre effektiv måde end det ville blive gjort af en privat institution — og hvis offentligheden vil acceptere dette tab, så vil foretagendet selvfølgelig fortsætte.

I de seneste år har regeringer øget antallet af nationaliserede institutioner og foretagender i et sådant omfang, at underskuddene er vokset langt ud over, hvad der kan opkræves i skatter fra borgerne. Hvad der sker i sådanne tilfælde, er ikke emnet for dagens forelæsning. Det kaldes inflation, og det skal jeg behandle i morgen. Jeg har kun nævnt det, fordi en blandingsøkonomi ikke må forveksles med interventionismens problem, som jeg skal tale om i aften.

Hvad er interventionisme? Interventionisme betyder, at regeringen ikke begrænser sin aktivitet til opretholdelsen af orden eller, som folk sagde for hundrede år siden, „produktion af sikkerhed“. Interventionisme betyder, at regeringen gerne vil gøre mere. Den ønsker at blande sig i markedsfænomenerne.

Hvis nogen vil indvende, at regeringen ikke bør intervenere i erhvervsvirksomhed, så svarer folk tit: „Men regeringen må nødvendigvis intervenere. Hvis der er politi på gaderne, så intervenerer regeringen. Den intervenerer, når den forhindrer en røver i at plyndre en forretning eller en tyv i at stjæle en bil.“ Men når vi behandler interventionisme og vil definere, hvad vi mener med interventionisme, så taler vi om, at regeringen intervenerer i markedet. (At regeringen og politiet
beskytter borgerne, hvilket indbefatter forretningsfolk og selvfølgelig deres ansatte, mod angreb fra indfødte eller udenlandske banditter, er faktisk, hvad man normalt må forvente af enhver regering. En sådan beskyttelse er ikke intervention, for regeringens eneste legitime funktion er lige præcis at producere sikkerhed).

Det, vi tænker på, når vi taler om interventionisme, er regeringens ønske om at gøre mere end at forebygge overfald og bedrageri. Interventionisme betyder, at regeringen ikke alene fejler i sin pligt til at beskytte markedsøkonomiens gnidningsløse funktion, men at den blander sig i de forskellige markedsfænomener. Den blander sig i priser, lønninger, renter og profitter.

Regeringen ønsker at blande sig for at tvinge forretningsfolk til at drive deres forretning på en anden måde, end de ville have valgt at gøre, hvis de kun havde skullet adlyde forbrugerne. Regeringen ønsker at tiltvinge sig den magt eller i det mindste dele af den magt, som i en fri markedsøkonomi er i hænderne på forbrugerne.

Lad os se på et eksempel på interventionisme, som er meget populært i mange lande, og som igen og igen er blevet forsøgt af mange regeringer, særligt i inflationstider. Jeg mener priskontrol.

Regeringer tyr almindeligvis til priskontrol, når de har oppustet pengemængden, og folk er begyndt at klage over de stigende priser, der er et resultat af dette. Der er mange berømte historiske eksempler på, at priskontrolmetoder er slået fejl. Men jeg skal kun henvise til to af dem, fordi regeringerne i begge tilfælde var virkelig energiske med at gennemtvinge eller prøve at gennemtvinge priskontrol.

Det første berømte eksempel er tilfældet med den romerske kejser Diocletian, meget velkendt som den sidste romerske kejser der forfulgte kristne. Den romerske kejser i den anden halvdel af det tredje århundrede havde kun eet finansielt instrument, og det var valutaforringelse. I disse primitive tider før opfindelsen af trykpressen var selv inflation – lad os sige primitiv. Den omfattede forringelse af møntmetallet, specielt sølv. Regeringen blandede mere og mere kobber i sølvet, indtil farven på sølvmønterne ændrede sig, og vægten blev betragteligt reduceret. Resultatet af møntforringelsen og den dertil knyttede forøgelse af pengemængden var prisforhøjelser, fulgt af et dekret om priskontrol. Og romerske kejsere var ikke særligt milde, når de gennemtvang en lov. De betragtede ikke døden som for mild en straf for en mand, der forlangte højere priser. De gennemtvang priskontrol, men det lykkedes ikke for dem at opretholde samfundet. Resultatet var en opsplitning af det romerske imperium og af systemet med arbejdsdeling.

1500 år senere fandt den samme valutaforringelse sted under den franske revolution. Men denne gang brugte man en anden metode. Teknologien til at producere penge var betragteligt forbedret. Det var ikke længere nødvendigt for franskmændene at ty til forringelse af mønterne; de havde trykpressen. Og trykpressen var meget effektiv. Igen var resultatet en ikke tidligere set stigning i priserne. Men under den franske revolution blev maksimalpriserne ikke gennemtvunget med de samme former for dødsstraf, som kejser Diocletian havde brugt. Der var også sket forbedringer i metoderne at slå borgerne ihjel på. I husker alle den berømte Doktor J. I. Guillotin (1738–1814), som opfandt guillotinen.

Men trods guillotinen slog det også fejl med maksimalpriserne i Frankrig. Da Maximilian Robespierre selv blev halet afsted til guillotinen, råbte folk: „Der går det beskidte maksimum.“ Jeg har nævnt dette, fordi folk tit siger: „Det, der er nødvendigt for at gøre priskontrol effektiv og virkningsfuld, er simpelthen mere brutalitet og mere energi.“ Nuvel, Diocletian var så sandelig særdeles brutal, og det var den franske revolution også. Ikke desto mindre mislykkedes priskontrollen i begge tilfælde totalt.

Interventionsdynamikken

Lad os nu analysere årsagerne til, at den mislykkedes. Regeringen hører, at folk klager over at mælkeprisen er steget. Og mælk er så sandelig meget vigtig, særlig for den opvoksende generation, for børnene. Følgelig dekreterer regeringen en maksimalpris på mælk; en maksimalpris der er lavere, end markedsprisen ville være. Nu siger regeringen: „Nu har vi helt bestemt gjort alt, hvad der er nødvendigt for at gøre det muligt for fattige forældre at købe så meget mælk, som de behøver, for at ernære deres børn.“

Men hvad sker? På den ene side øger den lavere pris efterspørgslen efter mælk; folk, som ikke havde råd til at købe mælk til den højere pris, kan nu købe til den lavere pris, som regeringen har dekreteret. På den anden side lider de producenter, som har produceret til de største omkostninger nu tab, fordi den pris, regeringen har fastsat, er lavere end deres omkostninger. Det er en vigtig pointe i markedsøkonomien.

Den private entreprenør, den private producent, kan ikke tåle tab i det lange løb. Og eftersom han ikke kan tåle tab på mælken, begrænser han sin produktion af mælk til markedet. Måske sælger han nogle af sine køer til slagteriet, eller måske sælger han andre mælkeprodukter, såsom creme fraiche, smør eller ost.

Regeringens indblanding i mælkeprisen vil resultere i mindre mælk, end der var før, og samtidig vil der være en større efterspørgsel. Nogle mennesker, der er parate til at betale den regeringsbefalede pris, kan ikke købe noget. Et andet resultat er, at ivrige mennesker vil skynde sig for at være først i butikkerne. De må vente udenfor. De lange køer af ventende mennesker udenfor butikker viser sig altid som et almindeligt fænomen i byer, hvor regeringen har dekreteret maksimalpriser for varer, regeringer betragter som vigtige. Det er sket overalt, hvor mælkeprisen har været kontrolleret. Der er altid blevet forudsagt af økonomerne. Selvfølgelig kun af de velkvalificerede økonomer, og deres antal er ikke særlig stort. Men hvad er resultatet af regeringens priskontrol? Regeringen bliver skuffet. Den ønskede at forøge mælkedrikkernes tilfredshed.

Men i stedet har den gjort dem utilfredse. Før regeringen blandede sig, var mælken dyr, men folk kunne købe den. Nu er der kun en utilstrækkelig mængde til rådighed. Derfor falder det totale mælkeforbrug. Børnene får mindre mælk, ikke mere. Den næste forholdsregel, regeringen griber til, er rationering. Men rationering betyder kun, at visse mennesker er privilegerede og får mælk, medens andre ikke får noget overhovedet. Hvem, der får mælk, og hvem ikke, er naturligvis helt arbitrært bestemt. En befaling kan for eksempel bestemme, at børn under fire år skal have mælk, og at børn over fire år — eller mellem fire og seks — kun skal have halvdelen af, hvad børn under fire år modtager.

Uanset hvad regeringen gør, så bliver den kendsgerning tilbage, at der kun er en mindre mængde mælk til rådighed. Folk er derfor mere utilfredse, end de var før. Nu spørger regeringen så mælkeproducenterne (fordi regeringen ikke har fantasi til at finde ud af det selv): „Hvorfor producerer I ikke den samme mængde mælk, som I gjorde før?“ Regeringen får svaret: „Det kan vi ikke gøre, eftersom produktionsomkostningerne er højere end den maksimalpris, som regeringen har fastsat.“ Så studerer regeringen omkostningerne ved de forskellige dele af produktionen, og den opdager, at en af delene er foder. „Aha“, siger regeringen, „den samme kontrol, som vi lagde på mælken, vil vi nu lægge på foder. Vi vil fastlægge en maksimalpris på foder, og så vil I kunne fodre Jeres køer til en lavere pris, til en lavere samlet udgift. Så vil alt blive i orden. I vil blive i stand til at producere mere mælk, og I vil sælge mere mælk.“

Men hvad sker der nu? Den samme historie gentager sig med foderet. Og, som De vil kunne forstå, af samme grund. Foderproduktionen falder, og regeringen står igen overfor et dilemma. Så stabler regeringen nye høringer på benene for at finde ud af, hvad der er galt med foderproduktionen. Og den får en forklaring, der er præcis lig den, som den fik fra mælkeproducenterne. Så regeringen må gå et skridt videre, eftersom den ikke vil opgive princippet om priskontrol. Den fastsætter maksimalpriser for de produkter, der er nødvendige for at producere foder. Og den samme historie gentager sig endnu engang.

Samtidig begynder regeringen at kontrollere ikke alene mælk, men også æg, kød og andre fornødenheder. Og hver eneste gang får regeringen det samme resultat. Overalt er konsekvensen den samme. Når regeringen en gang har fastsat prisen for en forbrugervare, må den gå tilbage til producentvarer og begrænse prisen for de producentvarer, som der er behov for i produktionen af de priskontrollerede forbrugervarer. Og derfor må regeringen, der begyndte med kun nogle få priskontroller, gå længere og længere tilbage i produktionsprocessen og fastsætte maksimalpriser for alskens producentvarer — herunder prisen på arbejdskraft, fordi regeringens “omkostningskontrol” ville blive meningsløs uden lønkontrol.

Hvad mere er, regeringen kan ikke begrænse sin indblanding i markedet til alene at dreje sig om de ting, den anser for vitale fornødenheder, såsom mælk, smør, æg og kød. Indblandingen må nødvendigvis indbefatte luksusgoder, for hvis man ikke begrænsede deres priser, ville kapital og arbejdskraft forlade produktionen af vitale fornødenheder og vende sig til produktion af de ting, som regeringen betragter som unødvendige luksusgoder. Den isolerede indblanding i een eller nogle
få priser på forbrugsgoder vil altid have følger — det er vigtigt at forstå dette — der er endog mindre tilfredsstillende end de forhold, som herskede før indgrebet. Før regeringen greb ind, var æg og mælk dyre. Efter regeringens indgreb begyndte de at forsvinde fra markedet.

Regeringen anså disse varer for så vigtige, at den greb ind. Den ønskede at øge kvantiteten og forbedre forsyningen. Resultatet var det modsatte: Den enkelte intervention medførte forhold som — set fra regeringens synspunkt — var endnu mindre ønskværdige end den tidligere tingenes tilstand, som regeringen havde ønsket at ændre. Og eftersom regeringen går længere og længere, vil den til sidst ende på et punkt, hvor alle priser, alle lønninger, alle renter, kort sagt alt i hele det økonomiske system bestemmes af regeringen. Og det er helt klart socialisme.

Krigsøkonomi

Det, jeg har fortalt Dem her, denne skematiske og teoretiske forklaring, er præcis, hvad der skete i de lande, hvor regeringen forsøgte at gennemtvinge priskontrol med maksimalpriser, hvor regeringer var tilstrækkeligt stædige til at gå trin for trin til enden. Det skete under første verdenskrig i både Tyskland og England.

Lad os analysere situationen i de to lande. Begge lande oplevede inflation. Priserne gik op, og de to regeringer påtvang landene priskontrol. Begyndende med nogle få priser, begyndende med kun mælk og æg, blev de nødt til at gå længere og længere. Jo længere krigen varede, jo mere inflation blev der skabt. Og efter tre års krig udarbejdede tyskerne — systematiske som altid — en stor plan. De kaldte den Hindenburgplanen: Alt, hvad den tyske regering på den tid mente var godt, blev opkaldt efter Hindenburg.

Hindenburgplanen betød, at hele det tyske økonomiske system skulle kontrolleres af regeringen: priser, lønninger, profitter… alt. Og bureaukratiet begyndte med det samme at føre den ud i livet. Men før de var færdige kom nederlaget. Det tyske imperium brød sammen, hele det bureaukratiske apparat forsvandt, revolutionen bragte sine blodige resultater — alle ting kom til deres ende.

I England begyndte det på samme måde, men efter en tid (i foråret 1917) trådte de Forenede Stater ind i krigen og forsynede briterne med tilstrækkeligt af alt. Dermed blev vejen til socialisme — vejen til slaveri — brudt af.

Før Hitler kom til magten, havde kansler Bruning igen introduceret priskontrol i Tyskland — af de sædvanlige årsager. Hitler gennemtvang den, endog før krigen begyndte. Thi i Hitlers Tyskland var der ingen private foretagender eller privat initiativ. I Hitlers Tyskland var det socialistiske system kun forskelligt fra det russiske, for så vidt som terminologien og etiketterne fra det frie økonomiske system stadig blev brugt. Der eksisterede stadig „private foretagender“, som man kaldte dem. Men ejeren var ikke længere en selvstændig næringsdrivende. Ejeren blev kaldt „bedriftsfører“ (Betriebsführer).

Hele Tyskland var organiseret i et hierarki af „führere“. Der var den højeste Führer, Hitler selvfølgelig, og så var der „führere“ ned til de mange hierarkier af mindre „führere“. Og chefen for et foretagende var Betriebsführer. Og arbejderne i foretagendet blev benævnt med et ord, som i middelalderen brugtes om en feudalherres følge: Gefolgschaft. Og alle disse mennesker måtte adlyde befalingerne, der kom fra en institution, som havde et forfærdeligt langt navn: Reichsführerwirtschaftsministerium, hvis topfigur var en velkendt, medalje- og juvelbehængt tyksak ved navn Göring.

Og fra ministeriet med det lange navn kom alle befalinger til alle foretagender om, hvad der skulle produceres, hvor meget, hvor råmaterialerne skulle komme fra, hvad der skulle betales for dem, hvem produkterne skulle sælges til og til hvilken pris. Arbejderne fik ordre til at arbejde i en bestemt fabrik, og de fik lønninger, som regeringen dekreterede. Hele økonomien var nu reguleret i alle detaljer af regeringen. Betriebsführeren havde ikke ret til at tage overskuddet til sig selv. Han fik, hvad der forstås ved et salær. Og hvis han ville have mere, kunne han for eksempel sige: „Jeg er meget syg, jeg har brug for en øjeblikkelig operation, og den vil koste 500 mark,“ og så måtte han spørge führeren af distriktet (Gauführeren eller Gauleiteren), om han havde ret til at udtage mere end det salær, han fik. Priserne var ikke længere priser, og lønningerne var ikke længere lønninger, de var alle kvantitative termer i et socialistisk system.

Lad mig nu fortælle Dem, hvordan det system brød sammen. Efter årelang kamp ankom de fremmede hære en dag til Tyskland. De prøvede at bevare det regeringsdirigerede økonomiske system, men Hitlers brutalitet ville have været nødvendig for at bevare det, og uden den fungerede den ikke. Og medens dette foregik i Tyskland gjorde Storbritannien — under den Anden Verdenskrig — præcis hvad Tyskland
gjorde: Begyndende med priskontrol på kun enkelte varer, kom den britiske regering trin for trin (på samme måde som Hitler havde gjort det i fredstid — endnu inden krigens start) til at kontrollere mere og mere af økonomien, indtil den ved krigens slutning havde nået noget, der var næsten ren socialisme.

Storbritannien blev ikke ført til socialismen af Labourregeringen, som blev dannet i 1945. Storbritannien blev socialistisk under krigen via en regering hvor Winston Churchill var premierminister. Labour-regeringen beholdt simpelthen det socialistiske system, som Winston Churchills regering allerede havde indført. Og det til trods for stærk modstand fra folket.

Nationaliseringerne i Storbritannien betød ikke særlig meget. Nationaliseringen af Bank of England var kun nominel, al den stund Bank of England allerede var under fuld kontrol af regeringen.

Det samme gjaldt nationaliseringerne af jernbanerne og stålindustrien. „Krigssocialismen“, som man kaldte den — og dermed mente man et system af interventionisme, der skred frem trin for trin — havde allerede praktisk taget nationaliseret systemet.

Forskellen mellem det tyske og det engelske system betød ikke noget, eftersom de folk, der drev dem, var udpeget af regeringen. I begge tilfælde var de tvunget til at adlyde regeringens befalinger i enhver henseende. Som jeg sagde før, så bibeholdt det tyske nazister etiketter og betegnelser fra den frie markedsøkonomi. Men de betød noget helt andet: Der fandtes nu kun regeringsdekreter.

Dette gjaldt også for det britiske system. Da det konservative parti kom tilbage til magten, blev nogle af disse kontrolforanstaltninger fjernet. I Storbritannien har vi nu [1958, red.] på den ene side forsøg på at bibeholde kontrolforanstaltningerne og fra den anden side forsøg på at afskaffe dem. (Men man bør ikke glemme at i England er betingelserne meget forskellige fra betingelserne i Rusland). Det samme gælder for andre lande, som er afhængige af import af fødevarer og råmaterialer, og som derfor er nødt til at eksportere fabriksvarer. Et system med regeringskontrol kan simpelthen ikke fungere for lande, der er svært afhængige af eksporthandel.

Så vidt der stadig er nogen økonomisk frihed tilbage (og der er stadig væsentlig frihed i nogle lande såsom Norge, England og Sverige), eksisterer den således på grund af nødvendigheden af at bibeholde eksporthandlen. Tidligere valgte jeg eksemplet med mælk, ikke fordi jeg har nogen særlig forkærlighed for mælk, men fordi praktisk taget alle regeringer — eller de fleste af dem — har reguleret mælke-, ægge- og smørpriser.

Boligmarkedet

Jeg vil også gerne som eksempel — i få ord — pege på huslejekontrol. Hvis regeringen kontrollerer huslejerne, er et af resultaterne, at folk, der ellers ville have flyttet fra store til små lejligheder, når deres familieforhold ændrede sig, ikke længere vil gøre det. Tænk for eksempel på forældre, hvis børn har forladt hjemmet efter, at de er kommet op i tyverne, har giftet sig eller er flyttet til andre byer for at arbejde. Tidligere udskiftede sådanne forældre deres lejligheder og valgte mindre og billigere boliger. Den nødvendighed forsvandt, da huslejekontrollen blev påtvunget.

I Wien i Østrig i begyndelsen af 1920’erne var huslejekontrollen så veletableret, at det beløb, en husvært modtog for en gennemsnitslejlighed underkastet huslejekontrol, ikke var mere end to gange prisen for en billet til en tur i en af de kommunalt ejede sporvogne. De kan forestille Dem, at folk ikke havde nogen tilskyndelse til at udskifte deres lejligheder. Og på den anden side var der intet nybyggeri. Tilsvarende forhold herskede i de Forenede Stater efter Anden Verdenskrig og fortsætter i mange byer den dag i dag.

En af hovedårsagerne, til at mange byer i de Forenede Stater er i så store finansielle vanskeligheder, er, at de har huslejekontrol med den deraf følgende boligmangel. Derfor har regeringen brugt milliarder til at bygge nye huse. Men hvorfor var der sådan en boligmangel? Boligmanglen udviklede sig af ganske de samme årsager, som bevirkede mælkemangel, da der var priskontrol på mælk. Det vil sige: Når regeringen blander sig i markedet, bliver den drevet længere og længere hen imod socialisme.

Og det er svaret til de mennesker, som siger: „Vi er ikke socialister, vi vil ikke have regeringen til at kontrollere alt muligt. Vi kan godt indse, at det er galt. Men hvorfor kan regeringen ikke blande sig en lille smule i markedet? Hvorfor kan regeringen ikke fjerne nogle ting, som vi ikke kan lide?“

Disse mennesker taler om en „mellemvejs“-politik. Det, de ikke ser, er, at den isolerede indblanding, dvs. indblandingen i bare een lille del af det økonomiske system, medfører en situation, som regeringen selv og de mennesker, som forlanger regeringsindgreb, finder, er værre end de forhold, de ønskede at afskaffe. De mennesker, der forlanger huslejekontrol bliver meget vrede, når de opdager, at der opstår mangel på lejligheder og boligmangel.

Men denne boligmangel blev skabt netop af regeringsindgrebet, af indførelsen af huslejer, som lå lavere end de priser, som folk skulle have betalt på et frit marked.

Den tredje vej

Den idé, at der findes et tredje system mellem socialisme og kapitalisme — som dets tilhængere siger — et system lige så langt fjernet fra socialismen, som det er fra kapitalismen, men som beholder fordelene og undgår ulemperne fra begge, er rent nonsens. Folk, der tror på, at der findes et sådant mytisk system kan blive helt lyriske, når de lovpriser interventionismens lyksaligheder. Man kan kun sige, at de tager fejl. Den regeringsindblanding, som de lovpriser, medfører de forhold, som de selv ikke kan lide.

Et af de problemer, jeg senere skal komme ind på, er protektionismen. Regeringen forsøger at isolere hjemmemarkedet fra verdensmarkedet. Den indfører toldsatser, som hæver hjemmemarkedsprisen på en vare over verdensmarkedsprisen, hvad der gør det muligt for de hjemlige producenter at danne karteller. Kartellerne bliver derefter udsat for regeringens angreb; den angriber kartellerne, idet den erklærer, at „under disse forhold er en antikartellovgivning nødvendig.“

Dette er helt præcist situationen med hensyn til de fleste europæiske regeringer. I de Forenede Stater er der yderligere grunde til antitrustlovgivningen og regeringens kampagne mod monopolets spøgelse.

Det er absurd at se regeringen, der med sine indgreb skaber de betingelser, der gør opståen af hjemmemarkeds-karteller mulig, pege fingre ad forretningsverdenen og sige: „Det er karteldannelse, derfor er regeringsindgreb mod næringslivet en nødvendighed.“ Det ville være meget nemmere at undgå karteller ved at fjerne regeringens indblanding i markedet — den indblanding, som gør karteller mulige.

Den idé, at regeringsindgreb er en „løsning“ på økonomiske problemer, fører i alle lande til forhold, som i det mindste er meget utilfredsstillende og ofte ganske kaotiske. Hvis regeringen ikke standser i tide, vil det medføre socialisme.

Ikke desto mindre er regeringsindgreb overfor næringslivet stadig meget populære. Så snart nogen ser noget ske i verden, som de ikke kan lide, lyder det: „Regeringen burde gøre noget ved det. Hvad har vi en regering til? Regeringen burde gøre det.“ Og dette er et karakteristisk levn fra forgangne tider; fra de tider der gik forud for den moderne frihed, den moderne grundlovsbaserede regeringsform, før repræsentativ regering og moderne republikanisme.

I århundreder var doktrinen — opretholdt og accepteret af alle — at kongen, den salvede konge, var Guds sendebud. Han besad mere visdom end sine undersåtter, og han havde overnaturlige kræfter. Så sent som i begyndelsen af det nittende århundrede forventede folk, der led af visse sygdomme, at blive helbredt ved den kongelige berøring, ved kongens hånd. Læger var almindeligvis bedre, men ikke desto mindre lod de deres patienter forsøge sig med kongen.

Denne doktrin om en faderlig regerings overhøjhed, om arvekongens overnaturlige og overmenneskelige kræfter forsvandt gradvis — det troede vi i det mindste. Men den vendte tilbage. Der var en tysk professor ved navn Werner Sombart (jeg kendte ham særdeles godt), som var kendt over hele verden, som var æresdoktor ved mange universiteter og æresmedlem af the American Economic Association. Denne professor skrev en bog, som fås i engelsk oversættelse, udgivet af Princeton University Press. Den fås også i fransk oversættelse, og sandsynligvis også i spansk — i det mindste håber jeg
det, så kan De kontrollere, hvad jeg fortæller Dem. I denne bog, udgivet i vort århundrede, ikke i den mørke middelalder, skriver „Sir“ Werner Sombart, professor i økonomi, helt enkelt: „Føreren, vor fører“ — han mener selvfølgelig Hitler — „får sine ordrer direkte fra Gud, Universets fører.“

Jeg talte tidligere om dette hierarki af führere, og i dette hierarki nævnte jeg Hitler som den „Allerhøjeste Führer“ … Men der findes ifølge Werner Sombart en endnu højere Führer, Gud, Führeren af Universet. Og Gud giver, skriver han, sine ordrer direkte til Hitler. „Men selvfølgelig“, siger professor Sombart meget beskedent: „Vi ved ikke, hvordan Gud kommunikerer med Føreren. Men kendsgerningen kan ikke benægtes.“

Nuvel, når De hører, at sådan en bog kan udgives på tysk, sproget i en nation, der en gang blev hyldet som en nation af filosoffer og digtere, og når De ser den oversat til engelsk og fransk, kan De vel ikke forbavses over det faktum, at en lille bureaukrat ser sig selv som klogere og bedre end borgerne og gerne vil blande sig i alt, selvom han kun er en sølle lille bureaukrat og ikke den berømte Professor Werner Sombart, æresmedlem af alt mellem himmel og jord.

Er der et middel mod, at sådan noget sker? Jeg vil nok sige ja, der er et sådant middel. Og midlet er borgernes magt; de må og skal forebygge etableringen af et sådant autokratisk regime, som arrogant tilskriver sig selv en højere visdom end den gennemsnitlige borger. Det er den fundamentale forskel mellem frihed og trældom.

De socialistiske nationer har arrogant tillagt sig selv betegnelsen demokrati. Russerne kalder deres eget system et folkedemokrati. De påstår formentlig, at folket er repræsenteret ved diktatoren. Jeg mener at en diktator her i Argentina fik et godt svar. Lad os håbe at alle andre diktatorer i alle andre lande vil få tilsvarende respons.

Se også Seks forelæsninger af Ludwig von Mises og Kapitalisme.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password