Totalitarismens Ideologi

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at der nu igennem en årrække fra tid til anden har verseret en livlig debat i visse danske medier, om hvorvidt kommunismen nu også var lige så forfærdelig som nazismen. Og om hvorvidt disse to ideologier overhovedet kan sammenlignes. En debat, som også har været ført her på Liberator. For os der har færdes på Københavns Universitet, er denne debat på ingen måde ny – ej heller er forsvaret fra de, som mener at (den gode) kommunisme ikke på nogen måde kan sammenlignes med (den onde) nazisme. Især på venstrefløjen er det en udbredt opfattelse, at mens kommunismen i bund og grund bygger på “gode” filosofiske teorier, så er nazismen selve ondskaben – uden fundament i “rigtige” filosofiske overvejelser over livets rette sammenhæng. Denne forskel, som uhyggeligt mange intellektuelle tilsyneladende mener at kunne spore, blev med al tydelighed illustreret af Jørn Lund, der i Berlingske Tidende (“Skudt forbi”, 06.11.00) skrev om de to ideologier, at de ikke kan sammenlignes, fordi nazismen ikke havde “…et intellektuelt, ideologisk forlæg udviklet helt uafhængigt af Adolf Hitler og det nazistiske Tyskland, sådan som Sovjetkommunismen havde det i Marx´ kommunistiske manifest…”
Men det er forkert – og desto mere skræmmende, at chefredaktøren for Den Store Danske Encyklopædi tilsyneladende ikke ved bedre. Kun de færreste mennesker er onde i deres selvopfattelse, og – nøjagtig som kommunisterne – baserede også nazisterne deres politik på anerkendt videnskab og “humane” filosofiske overvejelser. Med bagklogskabens klare blik er det nemt at se, hvordan disse tanker kunne perverteres og bane vejen for det nazistiske terrorregime. Men i tiden op til 2. verdenskrig var de – ikke mindst i intellektuelle kredse – udtryk for de nyeste landvindinger indenfor filosofi, biologi, sociologi og udviklingslære.
Inden for filosofi var der på denne tid en udbredt dyrkelse af det store menneske, hentet fra bl.a. Nietsche. Dyrkelsen af den store politiske leder var på mange måder et opgør med de negative konsekvenser, man havde set af det unge demokrati: endeløse fastlåste politiske diskussioner, handlingslammede regeringer og politisk ansvarsforflygtigelse. I stedet skulle hver enkelt individ – i politik og i hverdagslivet – selv tage ansvar for sine egne handlinger og stå inde for dem med sit liv. Han skulle have ansvar for sine underordnede og stå til regnskab for sine overordnede. På toppen ville så (i teorien) stå den perfekte leder, villig til at påtage sig ansvaret for sine underordnede, som igen var villige til at stå til regnskab for den overordnede. I dag virker tanken måske skræmmende, men i demokratiets spæde barndom – med enevældige herskere kun få generationer væk – har løsningen virket som et fremskridt. Væk var de arvelige titler og privilegier – erstattet af titler og privilegier til dem der kunne og turde påtage sig ansvaret. Husk på, at mange intellektuelle rundt om i Europa (bl.a. vores egen Kai Munk) i starten beundrede hvordan lederskabet i Tyskland “gjorde noget”. Det er den samme “falden-på-halen” overfor diktaturet, man genfinder i vestlige intellektuelles beskrivelse af Sovjetunionen og udviklingen dér.
En anden vigtig strømning, som kom til at ligge i selve roden af den nazistiske ideologi, var socialdarwinismen. Samtidig med at Darwin i midten af 1800-tallet påviste, at der i naturen altid ville forekomme mutationer, men at kun de egnede ville overleve, arbejdede Spencer med lignende teorier på samfundsplanet. Her fandt han, at vi var ved at forbryde os mod naturens orden, nemlig “survival of the fittest” (et udtryk Spencer – ikke Darwin – er ophavsmand til). Medicinske fremskridt og fattighjælp gjorde nemlig, at “de svage” i samfundet i stigende grad overlevede – stik mod naturens orden. Og da de samtidig formerede sig væsentlig hurtigere end “de stærke”, frygtede man, at det nødvendigvis måtte ende i en generel forringelse af den menneskelige genmasse. At dette i mellemkrigstiden var blevet en almindelig anerkendt måde at betragte tingene på, ses tydeligt af socialpolitikken i Danmark, som på dette tidspunkt indbefattede udbredt tvangssterilisering af åndssvage, kriminelle, alkoholikere eller andre man skønnede dårligt genetisk udrustet. Det skal bemærket, at tvangssterilisering af det genetiske “ukrudt” ikke var en politik, som blev påtvunget underklassen af en ond overklasse. Det var en politik, som blev gennemført og støttet af tidens mest “socialt bevidste”, herunder selvfølgelig socialdemokraterne. Alle havde ret til et anstændigt liv, og de, som ikke selv kunne klare sig, skulle derfor hjælpes af samfundet (og ikke dø hvilket ellers var “det naturlige”). Én ret skulle de dog miste: retten til at formere sig, så problemet ikke blev større…
I nær forbindelse med socialdarwinismen lå også racelæren, som er den sidste vigtige af tidens opfattelser, der lå til grund for nazismen: opfattelsen af nogle menneskeracer som værende på et højere udviklingstrin end andre. Rejsebeskrivelser og observationer fra kolonierne gav europæerne den klare opfattelse, at det hvide menneske var de andre racer genetisk overlegne. Og gennem arkæologien blev det med fundet af Piltdown-manden i England bekræftet, at mennesket (selvfølgelig) stammede fra Europa. Først mange år senere viste fundet sig at være fup. I dag er det svært at betragte en sådan race-opfattelse som “god”. Men på dens tid var der ingen tvivl om teoriens rigtighed, kun hvilke konsekvenser der kunne drages af den? Var det “white mans burden” at opdrage og hjælpe de mindre udviklede menneskeracer? Eller stod det ham frit at udnytte dem som dyr – og frem for alt sørge for ikke at få sit blod forurenet?
Hverken darwinismen, socialdarwinismen, racelæren eller troen på den stærke politiske leder, var i sig selv “onde” teorier, udtænkt af onde mennesker med terror, krig og “endlösung” for øje. Men i en tid med massearbejdsløshed og manglende tiltro til det demokratiske system, viste det sig alt for nemt for magtsyge mennesker at udnytte disse teorier, pervertere dem og føre dem ud i deres ekstremer. Nøjagtig som det i den russiske revolution – og mange gange siden – lykkedes at udnytte de “gode” marxistiske teorier. Således var der i 30’ernes Tyskland, ydmyget og forarmet af verdenskrigen og den efterfølgende krigsskadeserstatning, den perfekte grobund for at Hitler kunne nedsætte sig selv som den stærke führer, der turde samle sit herrefolk, forædle dets gener ved at frasortere de svage og skabe et tusindårsrige i stand til at møde det 20. århundredes udfordringer – udfordringer, som et degenereret, splittet og handlingslammet folk ville stå magtesløs overfor.
To vigtige pointer bør fremhæves. For det første at nazismen ikke var en politik, som blev presset ned over en modvillig eller intetanende befolkning. Nøjagtig som kommunismen, baserede nazismen sig på en udbygget politisk filosofi, almindeligt anerkendt i den brede befolkning såvel som i intellektuelle kredse verden over. For det andet, at denne politiske filosofi (som alle andre politiske filosofier) blev understøttet af et miskmask af (pseudo-)videnskab, samt sociale, økonomiske og politiske observationer – alt sammen med det “gode” for øje: for samfundet, menneskeheden og fremtiden. Glemmer vi dette, har vi ikke lært nok af historien, og den vil have for let ved at gentage sig. I kølvandet på euforien over Murens fald skal det derfor heller ikke glemmes, at også kommunismen er funderet i en “velment” politisk filosofi, der stadig (til trods for dette århundredes uhyrligheder) tilsyneladende formår at appellere til ellers oplyste og intelligente mennesker. Tænk bare på ATTAC.
Både den nazistiske og den kommunistiske ideologi kan – og skal – selvfølgelig angribes på deres uholdbare teoretiske og videnskabelige fundamenter (fx kommunismen på sin økonomi og nazismen på sin racelære). Men på disse ideologiers storhedstider – og stadig den dag i dag – hersker der forskellige opfattelser på disse områder. Man bør derfor fokusere på, hvad begge ideologier har til fælles – og dermed på det der i virkeligheden er hovedårsagen til, at de overhovedet kunne udvikle sig til så forfærdelige terrorregimer, som tilfældet blev. Både nazismen og kommunismen bygger på et kollektivistisk idegrundlag, hvor samfundet opfattes som én samlet organisme, der uden skrupler kan ofre enkelte af sine celler for at overleve. Overfor denne totalitære tanke står troen på det enkelte menneske som et selvstændigt individ med individuelle rettigheder. Et individ, som – hverken af “almenvellet” eller “den store leder” – kan ofres i samfundets navn.