Liberator i USA

Jeg er lige vendt hjem fra en rejse i Guds eget land. Hvis jeg var Gud, skulle USA også være mit eget land. Selvom ufatteligt mange ting er gået galt i USA, er det stadig et af de frieste og mest velfungerende samfund i verden. Årsagen til min 11 dages visit var, at jeg skulle […]

Jeg er lige vendt hjem fra en rejse i Guds eget land. Hvis jeg var Gud, skulle USA også være mit eget land. Selvom ufatteligt mange ting er gået galt i USA, er det stadig et af de frieste og mest velfungerende samfund i verden.

Årsagen til min 11 dages visit var, at jeg skulle deltage i Ludwig von Mises Institutes (LvMI) Summer University den 4. til den 11. august. Dette vil jeg klart anbefale til læsere med interesse i historie, økonomi og frihed. Forelæserne var meget veloplagte, pædagogiske og indsigtsfulde – i
skarp kontrast til mine 5 års undervisning ved politstudiet i København, hvor indsigterne begrænses til en apatisk og virkelighedsfjern matematisk verden med socialistiske implikationer.

Denne artikel skal imidlertid ikke handle om mit besøg ved LvMI, men derimod om nogle observationer af kulturelle og økonomiske forskelle mellem USA og Danmark.

Udover tiden ved seminaret brugte jeg 4 dage på at rejse rundt på egen hånd – dels i Atlanta, Georgia og Auburn, Alabama, hvor seminaret blev holdt.

Atlanta er en af de byer i USA, hvor der er flest sorte mennesker i forhold til det samlede befolkningstal. Selvom disse grupper udgør de fattigste og ringest stillede i USA, hvad angår sundhed, uddannelse og beboelse, viste en undersøgelse fra det svenske handelskammer for et par måneder siden, at den svenske medianindkomst (dvs., hvad den midterste forbruger tjener, hvis forbrugerne rangordnes efter indkomst) målt i købekraftsparitet (dvs. at indkomsten måles i varer frem dens værdi på valutamarkedet) er lavere end for sorte gruppers vedkommende i USA.

Selvom de sorte i Atlanta betragtet som en samlet gruppe sikkert er de dårligst stillede i hele USA, kunne jeg ikke få venstrefløjens traditionelle skræmmebillede til at passe med den virkelighed, jeg oplevede i Atlanta.

Den traditionelle venstreorienterede kliché lyder, at de fattige i USA kun er i stand til at klare sig igennem hverdagen på et absolut eksistensminimum. For nogle år siden deltog jeg i et foredrag af den venstreorienterede USA-kender og -rejsende, Jacob Holdt, som tidligere blev betalt af KGB for i Europa at vise billeder af og fortælle om mennesker i USA, som var så fattige, at de kun kunne overleve ved at spise ler. Holdts billeder var så vidt jeg husker fra sidst i 1980’erne og primært fra det sydlige USA.

Nu skal jeg ikke slå mig op som den store ernæringsekspert, men jeg vil tro, at næringsindholdet i ler er ret ringe, og at det vil være svært at undervurdere ler tilstrækkeligt for dets kulinariske kvaliteter. Derfor mener jeg, at det er overvejende sandsynligt, at Jacob Holdt er stødt på nogle psykisk syge fattige, siden de ikke tyede til spiser, som ligeledes findes i rigeligt mål og som burde være af højere kulinarisk og ernæringsmæssig karakter. Der findes en del spiselige padder og krybdyr, som burde være tilgængelige de fleste steder på landet. Hvad med fugle og fisk, som på relativt let vis lader sig indfange eller skyde?

Jacob Holdt og venstrefløjen fortæller aldrig, hvorfor de fattige sorte er uden arbejde. Det er de selvfølgelig, fordi USA har en føderalt fastsat mindsteløn, som – selvom den er lav – udelukker præcis de mennesker med de ringeste kvalifikationer i at deltage på arbejdsmarkedet. Selv hvis man
ikke er den skarpeste kniv i skuffen, vil man efter min mening foretrække at arbejde 12 timer om dagen og 7 dage om ugen for at kunne tjene til noget sparsommelig mad i stedet for at være “tvunget til at spise ler”.

I Auburn besøgte jeg en gun store, hvor man kunne købe en pumpgun med ammunition for under 300 dollars. Det er en billig hjælp til at sikre sin ejendom, når det amerikanske politi har travlt med at bruge alle resurser i dets ufatteligt irrationelle og kontraproduktive war-on-drugs. Til forskel fra i Danmark er det i de fleste stater i USA rent faktisk tilladt at skyde en indbrudstyv, og i de stater, hvor skydevåben er mest udbredt, er kriminaliteten i bred forstand signifikant lavere end andre stater.

Leveomkostningerne i USA er ekstremt lave, hvis man gider søge lidt. De fleste steder kan man få et måltid mad med en betydeligt højere ernæringsmæssig og kulinarisk værdi end ler til under 4 dollars (hvilket burde svare til under en times arbejde, selv hvis man aflønnes under mindstelønnen). Benzin koster i USA nogenlunde det samme per gallon, som det i Danmark koster per liter. Biler er latterligt billige, og meget store og lækre. I Walmart kan man få alle (!) daglige fornødenheder til ret lave priser. De huse, jeg så i Georgia og Alabama var relativt til Danmark billige (selvom priserne er steget meget de seneste år) og ret store.

Fra tid til anden bringer Information eller Politiken noget statistik om, hvor stor andelen af fattige er i USA. ”Fattig” defineres politisk efter et eller andet dagligt rådighedsbeløb. Andelen varierer selvsagt efter rådighedsbeløbet og hvor perfide de danske medier er. Normalt havner de omkring en sjettedel af den amerikanske befolkning. Hvad de glemmer at fortælle er, at halvdelen af denne gruppe har to biler, tag over hovedet, en pistol, mad på bordet, mikrobølgeovn og food processor. Det er ikke, hvad man kan sige om de fattige i Etiopien. Her har måske ikke engang den rige elite af europæisk betalte korrupte bureaukrater, undertrykkere og nationødelæggere disse goder. De fattige i USA har ganske enkelt en usammenligneligt højere købekraft end alle mulige andre fattige i verden.

Men hvorfor brokker venstrefløjen sig mere over amerikanske fattige, som er godt stillet, end over afrikanske fattige? Hvor tror venstrefløjen egentlig, at alle de fattige ville flytte hen, hvis man ophævede alle landegrænser? Etiopien? I doubt it! Venstrefløjen nærer en uforklarlig fokus på landegrænser og statistiske mål for indkomstfordelingen inden for disse. Men hvorfor er det værre, at nogle amerikanere er fattige, end at etiopiere er det? I stedet bør der fokuseres på, hvilket institutionelt system, som garanterer den bredeste fremgang og produktivitet. Her vinder kapitalisme entydigt: alfabetisme, sundhed, levealder, kalorieindtag, uddannelse, forskning, udvikling, kultur. Kapitalismen er repræsenteret i alle positive kategorier. Hvor er Etiopien her? Hvad har Etiopien/socialisme/den kollektive ejendomsret skabt for andre lande? Det eneste, de så ud til at kunne dyrke i Sovjetunionen, var vorter i ansigtet.

Servicen i USA er enestående. Hér kommer det virkeligt til udtryk, at USA var – og til dels stadig er – den moderne verdens største eksponent for kapitalisme: forbrugeren er konge, virksomheden er tjener. Kommer man ind i en hvilken som helst amerikansk forretning, café, restaurant eller organisation, bliver man mødt med et opmærksomt ”How are you, Sir?”. Straks har man tjenerens eller ekspedientens udelte opmærksomhed. Dette er et stærkt amerikansk fænomen.

På caféer består en væsentlig del af aflønningen af tjenere i drikkepenge. Det bliver anset for ubehøvlet ikke at give drikkepenge: og med god grund – for stort set ingen steder er der ringe service. Men størrelsen af drikkepengene kan jo i sagens natur variere efter, hvor god servicen opfattes af kunden. I skærende stærk kontrast står den ”europæiske” aflønning af tjenere, hvor drikkepenge i forvejen er inkluderet i afregningen for cafebesøg. Drikkepenge burde derfor kun gives for perfekt betjening.

(Den dag jeg kom tilbage til Danmark, gik min kæreste og jeg ud og spiste på en dansk cafe. Maden var udmærket (hvilket er den primære årsag, til at vi valgte netop dén café), men servicen var i forhold til i USA elendig og ekstremt uopmærksom – som tilfældet er for de fleste danske caféer. Berlingske Tidende bragte i øvrigt for omkring tre uger siden en artikel om servicen på seks tilfældige københavnske caféer. Artiklen kvantificerede ventetider og betjeningens opmærksomhed og nåede ikke overraskende frem til, at servicen på stort set alle måder var elendig. Ja, det tror da Fanden, når tjenerne ikke aflønnes med drikkepenge!!!

Jeg er en relativ flittig cafégænger, og jeg har efterhånden givet mange drikkepenge til tjenere. Men fremover giver jeg kun drikkepenge, når jeg mødes af et amerikansk serviceniveau. Andre burde gøre det samme, hvis de vil hæve serviceniveauet i københavnsk caféliv.)

At dømme på den venstreorienterede myte om forholdene i USA ligger folk og dør i gaderne – uden adgang til mad, drikke eller sundhedsydelser. Jeg så ikke nogen, der lå og døde i rendestenen (og jeg kiggede faktisk efter dem). I Atlantas bymidte – hvor koncentrationen af sorte var meget
høj – blev jeg mødt af tiggere i et ringere omfang end man gør i Københavns bymidte.

Men er det intet galt med USA? Jo, masser;

1) De har alt for høje skatter. I mange stater betaler velstående grupper op mod en tredjedel af deres indkomst. I nogle stater betaler man helt op mod halvdelen af sin indkomst.

2) Der er alt for meget politisk regulering af virksomheder. Politisk korrekt lovgivning tvinger næringslivet til at tage uforholdsmæssigt store hensyn til handikappede og andre minoriteter. Miljølovgivningen er i mange tilfælde præcise lige så hjernedød som i Europa.

3) De bomber for mange muslimer.

4) Det amerikanske politi bruger stort set kun resurser på at jagte harmløse pushere og junkier.

5) Der er offentlige skoler.

[listen er bestemt ikke udtømmende]

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password