Er Grundtvig forældet?

“Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Vi kender alle Grundtvig-citatet, som igennem det 20 århundrede har tjent som en slags vision for velfærdsstaten. Og visionen har såmænd tjent os vel, men nu er den udtjent. Den er forældet. Den forudsætter nemlig, at det […]

“Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt”.

Vi kender alle Grundtvig-citatet, som igennem det 20 århundrede har tjent som en slags vision for velfærdsstaten. Og visionen har såmænd tjent os vel, men nu er den udtjent. Den er forældet. Den forudsætter nemlig, at det nationale fællesskab er et såkaldt “nulsumspil”, at kagen har den størrelse, den nu engang har, og hvis du klarer dig godt, så er det på andres bekostning.

Sådan forholdt det sig nok til dels i det landbrugssamfund, som var Grundtvigs referenceramme. I landbrugssamfundet udsprang velstand primært af den jord, man dyrkede. Derfor lå magten hos dem, der ejede jorden, nemlig godsejerne. Og mængden af jord var nu engang begrænset – især i et land som Danmark, der havde oplevet det ene militær nederlag efter det andet og set sit landområde skrumpe – kulminerende i 1864. Derfor var det logisk og forståeligt, at Grundtvig betragtede velstand som et nulsumspil, hvor nogle kunne få for meget, nemlig for meget land.

Men i dag udspringer værdiskabelse primært af viden. Selv i industriproduktionen udgør viden og kundskaber 70 procent af produkternes værdi – mod kun 20 procent for 50 år siden. Og den opnåelige mængden af viden i samfundet er ikke begrænset på samme måde som mængden af landbrugsjord. Hvis jeg tilegner mig ny viden, tager jeg den ikke fra andre. Og hvis jeg oven i købet deler denne viden med andre, så får de gavn af min viden – uden at jeg af den grund har mistet noget. Derfor lever vi i dag ikke i et grundtvigiansk nulsums-samfund. Tværtimod lever vi i et vidensbaseret plussums-samfund, hvor det er til gavn for helheden, når den enkelte klarer sig godt. Hvor den enes død ikke er den andens brød. Tværtimod.

Vi har lidt svært ved at forstå værdien af viden. De færreste ville bryde ind i en forretning og stjæle en cd med software. Men at piratkopiere en sådan har vi ingen problemer med. Begge handlinger er imidlertid gement tyveri af andres ejendom. Men så snart der ikke er en fysisk cd involveret, har vi svært ved at hidse os op over det.

På samme måde har vi svært ved at forholde os til værdien af vidensarbejde. Hvis vi forestiller os, at én mirakuløst effektiv murer kunne nå at lægge 10 gange så mange fliser som gennemsnittet (selvfølgelig uden at gå på kompromis med kvaliteten i håndværket), ville de fleste nok forvente, at denne murer ville tjene i nærheden af 10 gange så meget som gennemsnittet.

Fordi vidensarbejde er langt mindre synligt, har vi sværere ved at acceptere, at nogle tjener langt mere end andre. Men sådan bør det være. Nogle menneskers arbejde bliver værdsat på grund af, at disse mennesker er enestående dygtige. På et individualiseret arbejdsmarked, hvor viden, færdigheder, originalitet og inspiration spiller en stadig større rolle, vokser mulighederne for, at enkeltpersoner når langt op over os andre. Vi må forvente, at uligheden i samfundet vil vokse i de kommende år, fordi nogle bliver markant mere værd end os andre på arbejdsmarkedet. Men det er ikke et problem. Det sker nemlig ikke på vores bekostning, og vi andre bliver ikke fattigere af den grund. Tværtimod.

Det er derfor vigtigt, at vi indretter samfundet og arbejdsmarkedet sådan, at der er plads til enerne og til den belønning, som de fortjener. Ellers får vi færre af dem. Og det vil ikke alene gøre samfundet fattigere og dermed skade alle os andre. Det vil også – og det er måske når det kommer til stykket det værste – gøre samfundet langt mindre spændende at leve i.

Dette var Enernes Nyhedsbrev nr. 15. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på www.enerne.dk

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password