25 gode grunde til, at muslimer bør hade USA

Denne artikel er skrevet for at synliggøre den reelle årsag til, at visse dele af det muslimske samfund så inderligt hader USA. Den traditionelle opfattelse er, at muslimer er imod demokrati og vestlige værdier som tolerance, rationalitet og fredelig sameksistens med anderledes tænkende, og at USA som den største og kendeste eksponent for disse værdier […]

Denne artikel er skrevet for at synliggøre den reelle årsag til, at visse dele af det muslimske samfund så inderligt hader USA. Den traditionelle opfattelse er, at muslimer er imod demokrati og vestlige værdier som tolerance, rationalitet og fredelig sameksistens med anderledes tænkende, og at USA som den største og kendeste eksponent for disse værdier har været et naturligt mål for fundamentalistiske muslimers vrede – specielt den 11. september 2001. Der er en anden og mere logisk årsag til, at muslimske samfund ofte er fjendtligt stemt over for USA – nemlig, at USA efter Anden Verdenskrig ganske enkelt har trådt for meget i det internationale muslimske spinatbed.

Efter min vurdering er der intet i den islamiske tro, som skulle være mere i modsætning til de vestlige værdier end i alle mulige andre religioner. Den hjemlige latente insinuering om kvindeundertrykkelse er eksempelvis temmelig misvisende, når man ser på muslimske samfund som Palæstina, Tyrkiet og Malaysia. Ingen af disse steder findes der krav om, at muslimske kvinder skal dække deres hår til. Dette krav er, hvor det praktiseres, et udtryk for kulturelle traditioner frem for en religiøs praksis. Det samme gør sig gældende for omskæringen af kvinder, som primært er en nordafrikansk tradition frem for et religiøst islamisk påbud.

Endvidere har sådanne lande som Bangladesh og Indonesien (med tilsammen over 100 millioner indbyggere) kvindelige statsoverhoveder. Dertil kommer, at Pakistan, som i dag ses som et af de lande i verden med flest ”fundamentalistiske muslimer”, i en længere periode havde en kvindelig premierminister, Benazia Bhutto (1988-90 og 1993-96).

Faktisk har nationer med store muslimske flertal som Syrien og Palæstina før staten Israels oprettelse udtrykt stærke præferencer for et amerikansk mandat i stedet for overherredømme fra den tids kolonimagter, Storbrittanien og Frankrig. Dette fremgår af den amerikanske King-Crane Commission of Inquiry, som arbejdede som mægler for de stridende parter efter det Ottomanske imperiums sammenbrud.

Årsagen til USA’s tidligere goodwill hos muslimske lande stammede fra den kendsgerning, at USA ikke havde en problematisk fortid som kolonimagt. Indtil Første og Anden Verdenskrig havde man husket på The Founding Fathers lærdom om ikke-intervention i udenrigspolitikken. Følgelig blev USA anset som upartisk og et ganske sympatisk og tolerant land.

Specielt efter Anden Verdenskrig gik det dog galt, og en række warmonger-præsidenter fik held til at bryde med tidligere tiders isolationistisk udenrigspolitik. Specielt den stærkt venstreorienterede Franklin D. Roosevelt tegnede det fatale skifte, men et hastigt historisk overblik over det amerikanske udenrigspolitiske engagement vil vise, at stort set alle amerikanske præsidenter har generet muslimske nationer:

1947-1949 [Harry S. Truman]: Staten Israel etableres under voldelige omstændigheder. 700-750.000 palæstinensere flygter. USA har grundet den store jødisk/amerikanske udvandring til Israel en relativt stor indflydelse på omstændighederne, men gør intet for at hjælpe fordrevne palæstinensere med at kunne vende tilbage til deres hjem.

1949 [Harry S. Truman]: USA støtter oberst Husni az-Zaim, som styrter den civile syriske regering. Han bliver hurtigt anti-amerikansk, og Syrien bliver trukket ned af en endeløs række af millitærkup. Syrien har været anti-amerikansk lige siden.

1953 [Dwight D. Eisenhower]: Med hjælp fra USA styrtes den demokratisk valgte iranske regering, som blev ledet af nationalisten Mossadeqh. ”Årsagen” var, at Mossadeqh-regeringen havde nationaliseret nogle af British Petroleums besiddelser. I stedet indsættes diktator-shahen, Mohammed Reza Pahlevi, som med sit amerikansk trænede hemmelige politi, SAVAK, undertrykker sin befolkning et kvart århundrede. Ikke mindst er indsættelsen af shahen med til at bane vejen for den senere islamiske revolution i Iran.

1955 [Dwight D. Eisenhower]: USA forsøger at få Egyptens nationalistleder, Gammal Abdel Nasser likvideret. Nasser allierer sig herefter med Sovjetunionen, som efterfølgende leverer våben til ham. I den forbindelse aflyser USA en lovet hjælp til Aswan-dæmningen, hvilket indirekte provokerer Nasser til at nationalisere Suez-kanalen. Storbrittanien, Frankrig og Israel anvender dette som en indskydelse til at angribe og invadere Egypten. Den arabiske støtte til USA når et midlertidigt højdepunkt, da USA presser de tidligere kolonimagter til at opgive dere forehavende – men det går hurtigt ned ad bakke igen.

1958 [Dwight D. Eisenhower]: USA udstationerer tropper i Libanon for at ”bevare stabiliteten” i området. Desuden hjælper de i Irak oberst Abdul Karim Qassim til magten. Han viser sig senere at blive anti-amerikansk.

1960’erne [John F. Kennedy & Lyndon B. Johnson] USA forsøger gentagne gange at likvidere oberst Qassim.

1963 [John F. Kennedy]: USA udleverer navne på kommunister til det irakiske Baat-parti (som snart efter blivet ledet af Saddam Hussein). Kommunisterne bliver efterfølgende myrdet.

1967 [Lyndon B. Johnson]: USA hjælper med at styrte Sukarno i Indonesien. Horder og den indonesiske hær går agurk og slår omkring en halv million Sukarno-støtter ihjel. Fra 1967 gør USA alt, hvad der står i dets magt for at forhindre, at FN’s sikkerhedsråds resolution 244 (omhandlende Israels tilbagetrækning fra de i seks-dageskrigen besatte områder) i at træde i kraft. Hele tiden støttes Israel ukritisk økonomisk og militært.

1969 [Richard M. Nixon]: USA hjælper en ung officer, Muammar Gadaffi, til magten i Libyen. Flot gjort! Gadaffi viser sig at være en socialistisk psykopat og træner og hjælper senere terroristerne som udfører attentater mod amerikanske mål (heriblandt amerikanske soldater på en berlinsk natklub).

1970 [Richard M. Nixon]: I borgerkrigen mellem PLO og den (pro-amerikanske) jordanske regering truer Israel og USA med at gribe ind til Jordans fordel, hvis Syrien støtter PLO.

1973 [Richard M. Nixon]: USA hjælper Israel militært i krigen mod Syrien og Egypten.

1973-1975 [Richard M. Nixon & Gerald R. Ford]: USA hjælper kurdiske rebeller i Irak mod den anti-amerikanske regering. Iran og Irak når til enighed om at lukke grænserne, og Irak kan uhindret slagte de kurdiske oprører, mens USA nægter dem tilflugt. Senere hjælper USA Saddam Hussein til magten og ansporer ham til at føre krig mod det islamiske styre i Iran, som USA selv har skyld i pga. deres støtte til shahen.

1978-1979 [Jimmy Carter]: Iranere begynder at demonstrere mod den pro-amerikanske diktator, shah Pahlevi. USA giver udtryk for deres ”uforbeholdne støtte” til shahen og ansporer ham til at bruge magt for at blive siddende. Uden held støttes shahen militært i forsøget på at holde ham ved magten, men Ayatollah Khomeini afløser ham efter den ”islamiske revolution”. Iran har været anti-amerikansk lige siden, og det er først for nylig, at man har kunnet observere en opblødning i det stærkt fundamentalistiske islamiske styre.

1979-1988 [Jimmy Carter & Ronald Reagan]: USA begynder at træne mujaheddin-soldater i Afghanistan seks måneder før den sovjetiske invasion. Over et årti modtager de religiøse krigere over 3 mia. dollars i våben og udstyr. En del at de stingermissiler, som blev leveret, har man ikke længere kontrol over, og man frygter, at de kan blive anvendt i terroristaktioner med nedskydningen af civile passagerfly.

1980-1988 [Jimmy Carter & Ronald Reagan]: Irak invaderer på amerikansk foranledning Iran, som med Khomeinis styre har fået en anti-amerikansk regering. I krigen omkommer godt 700.000 mennesker. USA lader indirekte Israel støtte Iran med våben, mens de selv støtter Irak med våben og efterretninger. USA modsætter sig FN’s sikkerhedsråds fordømmelser af Iraks invasion.

1981 [Ronald Reagan]: USA holder flådeøvelser i Libysk territorium med det klare formål at provokere Gadaffi. To libyske fly bliver skudt ned, da de hævder den libyske stats suverænitet.

1982 [Ronald Reagan]: USA giver ”grønt lys” til, at Israel kan invadere Libanon. Desuden ses igennem fingre med, at de af USA leverede våben kun måtte bruges af israelerne til selvforsvar.

1983 [Ronald Reagan]: USA sender ”fredsbevarende” styrker til Libanon, men der er stor opposition mod deres tilstedeværelse, og da de intervenerer i borgerkrigen for at støtte den kristne regering, bombes den amerikanske ambassade med 63 omkomne til følge. Efterfølgende omkommer 240 US marines, da en selvmordsbombe bestående af en benzinlastbil køres ind på en amerikansk flådebase og bringes til sprængning. USA trækker sig herefter ud af Libanon.

1986 [Ronald Reagan]: Igen holder USA flådeøvelse i Libysk territorium. Libyerne svarer igen ved at affyre varselsskud, hvorefter amerikanske fartøjer sænker en libysk patruljebåd og bomber kystinstallationer. 72 libyere omkommer. Som svar på libysk sponsorerede terroraktioner forsøger præsident Reagan at bombe Gadaffi ihjel. Umiddelbart efter eksploderer et PanAm fly over Lockerbie i Skotland, og flere hundreder bliver dræbt. Formentlig Gadaffis svar – i hvert fald har han udleveret to personer, som er blevet tiltalt for angrebet.

1988 [Ronald Reagan]: I det nordlige Irak omkommer tusinder af kurdere. Den politisk korrekte version går ud på, at det er Saddam Hussein, som har beordret et giftgasangreb for at teste kemiske våben. Men det står efter min mening ikke klart, om det var Iran eller Irak, der forestod angrebet på kurderne. Hvadenten det var Iran eller Irak, kan man hævde, at USA indirekte må bære en del af skylden, idet de støttede Saddam Hussein og selv var årsagen til den iranske, islamiske revolution.

1990-1991 [George Bush]: Den amerikanske ambassadør i Irak antyder, at USA er ligeglad med en eventuel irakisk invasion af Kuwait. Men da Irak angriber Kuwait, erklærer USA krig mod Irak og benævner Saddam Hussein ”den nye Hitler”. Til stor irritation for muslimske fundamentalister (herunder ikke mindst Osama Bin Laden) bliver amerikanske styrker permanent udstationeret i det arabiske diktatur, Saudi Arabien, hvor de to mest betydningsfulde islamiske byer, Medina og Mekka er lokaliseret.

En masse irakere (soldater så vel som civilister) bliver dræbt af amerikanske bombninger i Irak. Landets infrastruktur bliver fuldstændigt ødelagt, og en embargo bliver anlagt mod Irak. Foreløbige estimater går på, at op mod en halv million irakere er omkommet som følge af embargoen og amerikanske bombninger. Heraf er mindst 50.000 børn. Forelagt disse oplysninger, svarede Clintons daværende udenrigsminister, Madeleine Albright, at ”it was a price worth paying”. Hvad, må man spørge, er så værdifuldt, så det er en halv million menneskeliv værd?

1992-1993 [George Bush & Bill Clinton]: USA intervenerer i Somalia med den påståede hensigt at sørge for, at humanitær hjælp når frem til nødlidende. Der er nok ingen tvivl om, at denne indsats isoleret redder hundreder, måske tusinder fra sultedøden. Somalia er et ”anarki”, efter at somalierne har smidt den socialistiske psykopat, Mohammed Siad Barre på porten. Landet består af indbyrdes stridende krigsherrer, men amerikanerne bliver i første omgang faktisk budt velkommen af de fleste. Da amerikanerne imidlertid forsøger at fange/likvidere en af de førende krigsherrer, Aidid, slår de utallige somaliere ihjel, og rasende horder går amok på FN-styrker, vestlige journalister og amerikanske soldater. Efter ydmygende optagelser af amerikanske soldater, som trækkes rundt i Mogadishus gade, beordrer Clinton retræte. Onde tunger påstår, at årsagen til, at USA ville Aidid til livs var, at han ikke ville give olieudvindingsrettigheder til USA.

1995 [Bill Clinton]: USA støtter hemmeligt de fundamentalistiske talebanstyrker i deres kamp mod den siddende regering (nu: Nordalliancen), som tidligere var støttet af Sovjetunionen.

1996 [Bill Clinton]: I forsøget på at skabe en kurdisk ministat gennemføres med amerikansk hjælp en række bilbomber og attentater i Irak. Irakiske flygtninge i eksil trænes for at kunne styrte Saddam Hussein. Sympatiserende irakiske officerer overtales til at hoppe af, men hele plottet bliver ødelagt, da Saddam Husseins spioner har infiltreret modstandsbevægelsen. Amerikanske agenter må flygte over hals og hoved og efterlader sig dokumenter og udstyr for millioner af dollars. Væsentlige dele af modstandsbevægelsen i Irak bliver efterfølgende afsløret og likvideret. Udenrigskorrespondenten, Eric Margolis betegner aktionen som ”Clintons Bay of Camels” efter John F. Kennedys ”Bay of Pigs” fiasko.

1998 [Bill Clinton]: Efter bombningen af to amerikanske ambassader i Afrika hævner Clinton-administrationen sig ved at bombe nogle medicinske faciliteter i Sudan, som står for halvdelen af Sudans produktion af medicinske præparater. Faciliteterne blev anklaget for at fremstille kemiske våben, men amerikanske myndigheder erkender senere, at der ikke er nogen beviser for sådanne anklager. Ydermere bombes nogle terroristbaser i Afghanistan.

11. september, 2001: En gruppe af fundamentalistiske muslimer kaprer fire fly i USA. To af flyene styrtes med vilje ind i World Trade Center. Et fly styrtes med vilje ned i Pentagon, og et fly styrter på en mark i Pennsylvania, men det sidste fly havde formentlig et bevidst mål som de andre kaprede fly.

Spørgsmålet er så, om disse muslimer anført af Osama Bin Laden har udført disse handlinger, fordi de hader vestlige værdier, og fordi USA er den mest iøjnefaldende eksponent for disse eller fordi USA i årevis har interveneret i lande med muslimsk flertal, har styrtet talrige demokratiske regeringer (eller i hvert fald regeringer med opbakning fra en relativt stor del af befolkningen), opretholdt undertrykkende diktaturer og derved hindret udvikling og vækst i muslimske nationer samt bombet tusinder og atter tusinder af muslimer ihjel?

Efter min mening er svaret indlysende.

Kilder:

Mickey Kaus: America, The Screw-Up?
Mickey Kaus: What Black Hawk Down Leaves Out
Muqtedar Khan: Memo to Americans
Zafarul-Islam Khan: Why Muslims Hate the US?
Eric Margolis: Spare Afghanistan from US ‘Nation Building’
Stephen R. Shalom: The United States and Middle East: Why Do They Hate Us?
Adam Young: History of Folly
Beirut Memorial Online

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password