Indvandringen, Liberalisten Og Velfærdsstaten

I denne artikel vendes betragtninger om indvandring fra en liberalistisk synsvinkel. Til at starte med foretages tre definitioner for at mindske forvirringen. Definitioner start 1) Negative rettigheder: Rettigheder der beskytter dig mod overgreb. Fx ejendomsretten – andre må ikke tage fra dig, eller den menneskelige suverænitet – andre må ikke slå dig. 2) Positive rettigheder: […]

I denne artikel vendes betragtninger om indvandring fra en liberalistisk synsvinkel. Til at starte med foretages tre definitioner for at mindske forvirringen.

Definitioner start
1) Negative rettigheder: Rettigheder der beskytter dig mod overgreb. Fx ejendomsretten – andre må ikke tage fra dig, eller den menneskelige suverænitet – andre må ikke slå dig.

2) Positive rettigheder: Rettigheder der medfører overgreb mod andres negative rettigheder. Fx retten til at holde slaver, fordi man skal have bomulden høstet, eller retten til en uddannelse på andres regning.

3) En uddeler: En person der tildeler folk positive rettigheder. Fx en international socialist med politisk magt.
Definitioner slut

Hvis man godtager at der eksisterer en dansk nation, der besidder et territorium, og denne nation har ret til at forsvare sig med våben mod fremmed invasion – hvad er så logikken i fri indvandring? Skal Esterne tillade fri indvandring af Russere? Ville det være det eneste liberale, eller ville det være det samme som at acceptere den internationale socialismes logik? Er fri indvandring liberalt per se?

Frihed fra indvandring er logisk nok, når denne indvandring sker på ens ejendom. Ligesom frihed fra lommetyve og uvelkomne gæster i hjemmet. Derfor har folk lås på døren og det er almindelig anerkendt at de har ret til at have det. Hjemmet er helligt, og andre har ikke fri indvandringsret. Men hvad er Nationens hjem og eksisterer der nationalt territorium, hvor en befolkningsgruppe kan eller ikke kan dele ud af den ”fælles ejendom” og påføre en anden del af befolkningen en belastning? Eksisterer der fælles ejendom ud fra en logisk betragtning?

Hvad med “Nationens” hjem, Danmark? Når der bor flere (en familie) i et hjem, er det ofte sådan at fx datteren slæber sine bekendtskaber med indenfor en gang imellem. Der er nogen, der er imod denne indvandring, men datteren er for. Gæsten har dermed en invitation, og datteren lader gerne faderen betale gildet. Nu kunne faderen jo afkræve datteren at hun betalte gildet. Faktisk burde alle forulempede kræve kompensation, og datteren burde acceptere at hun selv måtte bære omkostningerne ved sine handlinger.

Nogle regeringer (lande) kører med samme princip – en invitation giver indvandringsret. For at komme til Australien, skal man have en invitation, eller bevise overfor regeringen at man er et gode for landet. Og den der har givet denne invitation har det økonomiske ansvar for at man kan klare sig. Man kan komme ind uanset hvor evnesvag man er, når bare den inviterende part kan garantere at man for hans penge kan finansiere en tålelig tilværelse. Den inviterende part har forsørgerpligt.

Som Danmark er i dag, eksisterer der en åben invitation fra staten til alle der kommer fra et skidt miljø, mens alle andre formelt (men ikke reelt) er udelukket gennem det eksisterende “indvandringsstop” uanset om en dansker inviterer dem, og uanset hvor meget de måtte kunne bidrage med. Nogle venstreorienterede politikere – internationalistiske egalitarister; herfra kaldet ”uddelerne” – vil tilsyneladende gerne have så mange på indkomstoverførsel som muligt ind i landet. Det er stemmer lige ned i deres lomme. Derfor ønsker uddelerne en velfærdsstat med åbne grænser. Det er i hvert fald den logiske begrundelse, selvom overfladiske og falske personligheder begrunder det med næstekærlighed [for andres penge] og [tvangs]solidaritet [solidaritet betyder sammenfald af interesser – ikke fri uddeling af naboens ejendom](Hvis de var så næstekærlige, ville de nok ikke bruge statsmagten til at undertrykke og stjæle fra deres næste). Men hvad er uddelernes logik på længere sigt?

Det er velfærdsstatens logik at de betalende ikke må slippe ud og potentielle modtagere fra hele verden ikke må kunne slippe ind. Så længe denne logik bevares kan velfærdsstaten eksistere alt andet lige. Disse betingelser er i vidt omfang opfyldt i dag. Man kan ikke bare komme væltende til Danmark med mindre man kommer fra et skidt miljø, ligesom man som betaler må spørge sig, hvor man dog skulle flygte hen, hvis man da ikke er meget, meget rig og i øvrigt ikke har særlige bånd i landet.

Alternativet til velfærdstatens logik – under fastholdelse af dens eksistens – er at velfærdsstatens betalere bebyrdes med relativt mere og mere. Og det har uddelerne det fint med. For i Danmark betaler naboen og faderen gildet. Uddelerne bærer ikke marginalomkostningen af deres handlinger – den inviterende part skal ikke betale gildet. Og det langsigtede resultat tror jeg, at uddelerne har det rigtig, rigtig godt med. Nemlig den totale indkomstudligning og da gerne også udslettelsen af nationen. Uddelerne hader af en eller anden grund nationen ligeså meget som indkomstforskellen mellem mennesker uanset deres aktivitetsforskel. Uddelerne ønsker tilsyneladende en verden med kun positive rettigheder og ingen pligt til at overholde andres negative rettigheder. Det er fuldstændig lige meget om vi alle sammen bliver fattigere, når bare vi er lige, og ingen af os kan komme ud af sumpen. Vi er inde på det, Krugman skriver om relativ lykke og absolut lykke (http://web.mit.edu/krugman/www/ratrace.html). En middelstandsmand fra 1950 ønsker ikke at leve materielt bedre i 1996, hvis han i 1996 vil blive kategoriseret som fattig. Lykke afhænger af referencegruppens lykke. (Derfor skyder de ensomme sig Juleaften, for hvor er det forfærdeligt at de er ensomme, når alle andre ikke er det.) Uddelernes præferencer er aldeles menneskelige. Men de er også vejen fra civilisation til kaos og fattigdom. I stedet for at lade de menneskelige egenskaber resultere i noget godt (liberalismens velfærd), lader uddeleren dem resultere i noget ondt (socialismens fattigdom).

På grund af den udlignende og magtbevarende(skabende) effekt, er uddeler-politikere måske ikke engang interesseret i at det eksisterende indvandringsforbud ophæves. Forbudet forhindrer borgerlige og betalende stemmer i at indvandre, mens de øvrige er velkomne.

Som Borgerlig (ikke liberalist) er man for nationens eksistens og privatlivets fred. Derfor ønsker man hverken mere udligning eller nationens udslettelse. Men kan måske godt se logikken i den politik der føres i fx Australien.

Men hvad så som liberalist? Som liberalist er man mindre national end som borgerlig – en totalliberalist har ingen følelser for nationen i sig selv. Man ønsker respekten for ejendoms- og frihedsretten, og sætter negative rettigheder over de positive rettigheder. Faktisk kan positive rettigheder ikke begrundes i andet end negationen af de negative – positive rettigheder er ulovlige. Man anerkender kun begrebet ”individet” – ikke begreberne ”danskerne” eller ”samfundet” som oppebærere af disse rettigheder. “Indvandring” er ligeså arbitrært et begreb som nationen og de grænser der er mellem staternes territorium. Men vi ved godt hvad der menes med begreberne, når andre bruger dem.

Holdningen kunne være netop den, der er den logiske følge af ovenstående betragtninger, en liberalist kan have. Indvandreren er endnu et individ. Det er lige meget hvorfra han kommer. Han har samme rettigheder, og skal respektere samme rettigheder som alle andre. Hvis jeg ejer et område, bestemmer jeg hvem der skal ind på det. Hvis jeg ejer en restaurant, bestemmer jeg hvem der må spise der.

Men hvad hvis nu jeg ejer en 5 milliondendedel af et område. Jeg er blevet født der og har fået en andel tildelt. Hvad kan jeg bruge denne andel til? Må de andre andelshavere mindske min andel ved at dele andele ud til flere og flere? Selvfølgelig ikke. Det er klart at der eksisterer fælles ejendom; fx andelsselskaber!, aktieselskaber!, og så Danmark…? Og som dansker kan man ikke bare dele andele ud? eller hvad? Analogien med andele holder ikke, for man kunne ligeså godt tale om andele i Jorden eller solsystemet. Der er ingen der er født til at have andele i et territorium. Det er for arbitrært.

Kan man ud fra liberalistisk betragtning blande sig i hvor kunderne må komme fra i et boligselskab 1, 10 eller 100 km fra hvor man bor? Naturligvis ikke, hvis ikke dette selskab har indgået en aftale med dig om at du skal bestemme den slags.

Fri “indvandring” er således naturligt i en fri verden, for begrebet indvandring har ingen mening.

Men vi lever ikke i en fri verden. Begreberne Stat, regering, statsterritorium, skatteterritorium og nation har en betydning, selvom de ikke kan begrundes logisk, men kun historisk. Derfor har ordet indvandring også en betydning.

Som liberalist eksisterer der ingen anden logisk holdning end den der er konsekvensen af respekten for negative rettigheder og den herskende virkelighed.

Den indvandring, der påtvinger mig og mine medmennesker en yderligere krænkelse af vores negative rettigheder, er jeg naturligvis imod, og jeg eller nogen anden har ingen ret til at promovere indvandring, der har denne krænkende konsekvens. Den indvandring, der ikke krænker vores negative rettigheder, har jeg ikke ret til at begrænse uden ved frivillig kontrakt at kompensere derfor.

Fælles ejendom er ulogisk uden specificerede andele. Man kan ikke dele ud af andres andele, og der er ikke noget liberalt ved fri indvandring under velfærdsstatens rammer. Alligevel eksisterer der de facto fælles ejendom, nemlig nationen. Ligesom ægtefællernes forbrugskonto, og familiens hjem. Og ligesom det er familiens logik, at ikke alle kan vade ind og blive en del af familien, så er det nationens logik, at medlemmer af nationen ikke bare kan dele ud af nationens ejendom.

Liberalisme er en logik med udgangspunkt i de negative rettigheder, ejendomsret og frihedsret – ikke et sæt dogmatiske holdninger uden hold i de eksisterende rammer. Lakmusprøven på om man er liberalist, er om man bruger liberal logik (tager udgangspunkt i de negative rettigheder) og dermed er liberalist, eller dogmatiske subholdninger i sin argumentation (arbitrære holdninger set udfra udgangspunktet) og dermed ikke er liberalist.

Konsekvensen af liberal logik, er at man som liberalist i velfærdsstaten kan være imod indvandring, hvis den pålægger uskyldige mennesker en omkostning. Endvidere kan velfærdsstaten medføre at liberalisten er imod andres rygning, usikker sex, manglende eller overdrevne tandbørstning og alt andet af hvilket konsekvenserne er at uskyldige mennesker pålægges en omkostning.

Samtidig medfører den liberalistiske logik, at liberalisten ikke kan gå på universitet, hospitalet osv. fordi det pålægger hans medmennesker en omkostning, de ikke frivilligt har indvilget i. Ligeså kan liberalisten ikke gå på overførsler i eget eller andet land uden at kompensere sine medmennesker.

Velfærdstaten bliver dermed enten et fængsel, hvor liberalisten ikke kan foretage sig noget, fordi staten har sat sig på centrale dele af økonomien og ingen vil påføre andre en omkostning, eller en slavestat hvor alle er slaver af hinanden, fordi vi alle gør hvad vi gør på hinandens påtvungne bekostning uden frivilligt indgået kompensation. Det er klart at hvis alle borgerne på den første måde – altså fængselstilværelsen – ignorerede staten, ville alternative hospitaler universiteter osv. opstå, hvis staten tillod det.

Det er klart at liberalisten i en kommunistisk stat er nød til at spise statens mad for ikke at dø af sult. Ligeså er liberalisten i velfærdsstaten nød til at lade sig indlægge på de offentlige hospitaler, og han er nød til at gå på statens universiteter. Der er ingen grund til at være mere til grin for sine egne penge end højest nødvendigt.

Det burde nu stå klart for læseren, at man ikke kan opføre sig som liberalist i en velfærdsstat. Man er nød til at tilpasse sig virkeligheden.

Derfor kan man sagtens være liberalist og i velfærdsstaten være imod andres frihed til rygning, graviditet og indvandring der påfører andre en belastning. Man kan også være for, fordi man ikke ønsker et fængsel.

Det er et kompromis mellem frihed og ejendomsret. Men der er ikke tale om frihed i klassisk liberal forstand. Der er tale om frihed i socialistisk forstand – nemlig frihed på andres bekostning – ikke på egen bekostning. Men naboen skal vel have lov at have børn. Det er velfærdsstatens slaveri, der gør det hele så forbandet, og kunne man modsætte sig statens ulovlige overgreb på ejendom og frihed, var der ikke noget problem. Logisk set burde en stat jo kun omfatte, dem der stemte for den.

Det vrider sig i enhver liberalist at skulle gøre op med disse paradokser. Og for nationale statstilhængere er det også svært; en unational stat er det samme som forræderi – det kunne ligeså godt være en besættelsesmagt. For uddeleren er det nemt nok – hans logik, er at alle mennesker skal være økonomisk lige, og naboen skal betale for denne logik.

(Denne artikel er inspireret af Hans Hermann Hoppe, Paul Krugman, Jacob Br., Per H., Kjeld F., Ole B. og Stig M.)

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password