Brixtofte del 3 – storhedsvanvid

Som venstremand på højrefløjen (vi har altid syntes, Helge var en rød krabat, Red.) har jeg aldrig været betaget af Farummodellen. En ting er, at man velvilligt kunne grine ad postyret om ungdomsboliger i et et fabrikskvarter til ærgrelse for planøkologerne, men den gik jo desværre ikke. Ideen om at sende almindelige pensionister på ferie […]

Som venstremand på højrefløjen (vi har altid syntes, Helge var en rød krabat, Red.) har jeg aldrig været betaget af Farummodellen. En ting er, at man velvilligt kunne grine ad postyret om ungdomsboliger i et et fabrikskvarter til ærgrelse for planøkologerne, men den gik jo desværre ikke.

Ideen om at sende almindelige pensionister på ferie til udlandet for skatteborgernes regning er dybt asocial. Vil man på udlandsture, må man selv spare sammen. Det er i hvert fald ikke den hårdtarbejdende, der skal betale. Han er måske aldrig selv nået længere end fra Struer til Flensborg. Tanken om, at man kan spare inden for det offentlige ved at give flere penge ud, er absurd. Det sparede bliver jo bare brugt til noget andet. Det gælder også på sygehusene. De senge, der tømmes ved hjælp af en fiks spareide, bliver altid fyldt op med nogle syge, der fejler noget andet. Og de nye syge koster som regel endnu mere.

Man kan kun spare ved at holde op med at give penge ud. Derfor også til helvede med “eksperter” og kulturens egoistiske plattenslagere.

Farcen i Farum gives en række psykologiske forklaringer. Og psykologi skal der til for at forklare medløbernes og spytslikkernes griskhed og hæmningsløshed. At venstres gruppe har kunnet holde sammen så længe er fantastisk. Der har ikke bare været egoisme bag. En del af gruppen må være blevet besat af den stærke personligheds absurde domineren.

Rundt omkring har man rystet på hovedet ad Brixtofte. Og man har ikke forstået et kvæk af det hele. Venstres styrelse på Christiansborg og alle andre har troet, at man kunne tale fornuft til de gale i Farum. Argumenter dur bare ikke her.

Lad psykologerne tage sig af de almenmenneskelige svagheder og underlige vaner. Men tro ikke at man kan diskutere med en herre som Brixtofte.

I min bog “Lykkepillen” forsøgte jeg mig med en forklaring på begrebet sindssygdom:

“Patienten lever i en verden, hvor enhver kontakt med virkeligheden er sporadisk og tilfældig. Virkelighedens eksistens er uinteressant. Måske ved man, at den er der. Men det ønsker man ikke at tage sig af. Den bekymrer en så lidt som muligt. Virkeligheden kan jo i høj grad også virke som noget farligt. Den bør afskaffes!
Denne verden kommer ikke mig ved. Jeg er min egen planet og bestemmer efter forgodtbefindende fra sekund til sekund i hvilken udstrækning, tyngdekraften skal være gældende her på stedet. Planeten er i øvrigt oftest fyldt med angst, uro og mørke skyer”.

Farum har været en sådan planet. Hvis ikke det herefter forstås, at man ikke altid bør spilde tid på absurde tanker om “sund fornuft”, men i stedet bør gribe til magt, så se her på et par casuistikker, d.v.s. sygdomsbeskrivelser:

Storhedsvanvid eller bare lidt manisk?
At drikke en enkelt flaske vin til 8000 kr. “i Farum kommunes interesse” kunne være en malplaceret spøg. Men bliver det til den slags vin i spandevis på skatteborgernes regning er der kun én forklaring: Et svært tilfælde af sygdommen mani.

Megalomani er det lægelige udtryk for en alvorlig sygdom. Det folkelige udtryk er
storhedsvanvid. Mere neutralt taler vi læger om den psykiatriske sygdom mani.
Hvornår er en patient kun lidt sløj, hvornår rigtigt syg? Det er ikke altid til at svare på. Vi kender alle mennesker, der bare har fut på. Stemningen er høj. Personen er veltilpas, optimistisk, rask og glad, ordner sagerne med en håndbevægelse – eller måske med en gevaldig indsats en del af tiden. Problemerne bliver simpelthen klaret. Han er udadvendt, får masser af gode ideer, har talrige planer, mange af dem gennemføres med held. Han er vågen, kvik, frisk, charmerende, kan altid slå sig igennem med en kvik bemærkning. Er der noget bedre end at få folk til at smile, le eller grine? Charmetrolden for fuld udblæsning. Der sker noget, godt humør er smittende, de mange gode ideer virker overbevisende, andre sættes i sving. En plusvariant. Men også noget irriterende for de politisk korrekt bekymrede med de nedadvendte mundvige! Personen kaldes SUBMANISK. Sådan en tilstand burde alle prøve at opleve.

Nogle har det sådan hele livet. Men andre skrider før eller siden ud ad tangenten. Tempoet stiger. Det ene indfald afløser det andet. De hurtige tanker bliver til TANKEMYLDER, de falder over hinanden, uden at der er tid til også at tænke over dem. Aktiviteten stiger, bliver til geskæftig rastløshed, den kommende MANISKE SYGDOM viser sig ved, at patienten blander sig i alt, kritiserer, giver uønskede gode råd, taler springende, dominerer totalt, mister selvkritikken, afbryder den politiske modstanders indlæg med korte, monotont gentagne bemærkninger, hurtigere og højere. Er hun kvinde jordes hun brutalt med mandens fysisk stærkere stemmekraft. Der var i TV2s sene nyheder d. 7. februar et kort, blændende klip fra et byrådsmøde i Farum for nogle år siden. Borgmesteren overdøvede totalt sin kritiker. Hvis byrødderne har set en sådan adfærd ret mange gange, burde de have anet uråd. Hæmningerne var jo helt væk. Tankeflugt, pinlige rimerier, dårlige vittigheder og en uendelig ordstrøm er en del af billedet.

Begrebet selvkritik forsvinder. Fra min lærebog citeres: “Han indlader sig på foretagender, som han i rask tilstand ville have holdt sig langt fra: gør urimelige indkøb, stifter gæld, indlader sig i uoverskuelige forretninger, rejser fra sted til sted, indlader sig med hvem som helst, er seksuelt opstemt”. Umådeholdent alkoholforbrug er et hyppigt ledsagefænomen. At man på stamværtshuset har sin private vinreol med dusinvis af rødvinsflasker til 9000 kr. er helt patologisk, når ens formue befinder sig på den forkerte side af de100 millioner. At man sammen med 3-4 andre indtager 3-4 af disse flasker og sender regningen til kommunen, fordi man har “handlet i kommunens interesse” er ikke et udslag af banalt pamperi, som vi kender det fra andre kredse. For 36.000 kr. rødvin i kommunens interesse – hvilken dømmekraft!

BTs chefredaktør oplyste, at borgmesteren totalt havde ændret karakter de sidste år. Dette fuldender billedet af en person med den alvorlige sygdom MANI. Døgnet forud havde medierne givet os indtryk af, at han var gået totalt under jorden. Sygdommen kan pludseligt ændre sig til dyb depression. Selvmord er i den situation en reel risiko. Omsorg, medicin som Lithium, Largactil, epilepsimidler, elektrochok er nogle af mulighederne.

Politikere skal naturligvis gøre, hvad de kan for at nedkæmpe en modstander – med alle midler. Men en person med en alvorlig psykisk lidelse, skal først og fremmest betragtes som et lidende medmenneske, der skal under behandling af lægelige specialister.

Morale: Tro ikke at sund fornuft og argumenter altid er en gangbar vare.

PS: Vil du vide noget om det modsatte: Aggressiv mandlig vinterdepression i Sydfrankrig, så kik ind på www.slagelseinfo.dk og tryk på “Lægens Hjørne” eller “Familie og sundhed”.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password