Værdier: Tryghed versus usikkerhed

Hver gang en socialdemokrat hælder vand ud af ørerne i medierne, kan man høre ordet ”tryghed”. Det er en kongstanke i den såkaldte velfærdsstat, at mennesker skal føle sig trygge. De skal vide, at hvis de bliver fyret eller hvis de ved en ulykke mister deres ben, så står staten parat til at hjælpe dem.
Tryghed. Smag på ordet. Hvem ønsker ikke tryghed? Det er vel som med ”retfærdighed” eller ”velfærd” og de andre ord, som politikere og andre kollektivister har annekteret og taget under kær behandling.
Problemet med tryghed er, at den kan lægge sig om folk, som en varm dyne. En varm dyne kan forekomme at være en uovervindelig hindring om morgenen, og den kan medføre, at man kun vanskeligt kommer op i tide og ser sig i stand til at gennemføre dagens gøremål.
Tilsvarende kan Taber-Jørgen fra Høje Taastrup måske ikke overskue at tage et job, når han skal møde fast om morgenen, når han mister sin kontanthjælp, og når diverse andre offentlige overførsler nedgradueres i takt med, at han begynder at tjene penge.
Problemstillingen hedder ”strukturproblemer på arbejdsmarkedet” – og vi kender den alle. Det er nemt at fremstille eller have stereotype forestillinger om den slags; eksempelvis at arbejdsløse blot er dovne mennesker med slet moral. Det er måske hårdt nok at sige, at Taber-Jørgen ikke gider arbejde – men det må være på sin plads at påpege, hvilke effekter den såkaldte tryghed har på diverse lavindkomstgrupper.
Offentlige overførsler ødelægger individuel moral. Da folkepensionen blev indført i Danmark, nægtede mange ældre ganske enkelt at tage imod den, fordi de mente, at det var uværdigt. Den gang var det ikke en uforudset foreteelse at blive gammel, så folk kunne godt finde ud af at spare op af sig selv. De mennesker, som havde klaret sig selv hele livet og sparet op til alderdommen, fandt det unødvendigt, at de skulle modtage folkepension, for der var andre, som trængte mere, og desuden skulle man klare sig selv, hvis man var i stand til det.
Dén holdning har de evigt stigende skatter naturligvis for længst fået bugt med. I dag sørger enhver for at presse staten for enhver mulig krone, og moralske overvejelser er der ingen af. Stoltheden er væk, og det er ikke længere uværdigt ikke at forsørge sig selv (selvom man er i stand til det).
I stedet har vi fået et værdimæssigt race-to-the-bottom. Vi er alle bekendte med Janteloven. Nogle vil påstå, at det er noget, som har gjort sig gældende for dansk mentalitet i mange årtier (Axel Sandemose skrev “En flygtning krydser sit spor” i 1933), men under alle omstændigheder gør den sig kraftigt gældende i dag. Man må ikke klare sig for godt – og der er ingen grund til at strenge sig an mere end højst nødvendigt.
I Danmark er vi begyndt at dyrke middelmådigheden. Man behøver ikke at yde sit bedste – andre bliver jo bare irriteret eller misundelige, fordi det minder dem om deres egen manglende indsats.
Omvendt skal man heller ikke drive den for meget af – vi er vel civiliserede mennesker? Sådan tænker danskerne vel om sig selv.
Hånden på hjertet: hvor mange synes, det var/er hårdt at gå i gymnasiet i Danmark? Hvad med folkeskolen? Der findes jo nærmest skoler, hvor dem som går ud er dummere end dem, som starter!
Hvordan afspejler den slags sig på arbejdspladsen? Danskerne er kendt for at være glade for at gå på arbejde og for at have en selvstændig indstilling. Det er vel egentlig et kulturelt paradoks: i vore uddannelsesinstitutioner nedprioriteres fagligheden, men man lægger stor vægt på at dyrke en selvstændig indstilling til sine omgivelser.
Måske kan man sige, at vi er blevet en nation af selvstændige kollektivister. Dette er årsagen til, at vi i Danmark faktisk oplever en omfattende iværksætterkultur. Men dette sker på trods af trygheden og dyrkelsen af middelmådighed – ikke på grund af den.
Hvordan ville mennesker gebærde sig, hvis de blev udsat for usikkerhed? Hvis det ikke var sikkert, at man fik offentlig understøttelse, når man blev fyret eller havde fuldført sin uddannelse? For det bedre flertal af produktive danskere ville der måske ikke være nogen stor forskel – de ville måske tegne en privat forsikring imod arbejdsløshed hos et forsikringsselskab, som havde en reel interesse i at skaffe kunderne i arbejde igen.
Men for de mennesker, som allerede nu lever af eller potentielt modtager overførsler fra staten, ville usikkerheden anspore dem til at yde en ekstra indsats. Kun ved at lægge en disciplineret indsats for dagen vil man være i stand til at brødføde sig selv og styre sit eget liv.
For samfundets ”bund” af modtagere af overførsler vil det have en kolossal betydning, som ikke kun relaterer sig til rene økonomiske effekter – som lavere arbejdsløshed og besparelser på det offentlige budget. Den største og vigtigste effekt ville være den værdimæssige ændring, disse mennesker ville gennemgå ved at blive selvhjulpne.
En af de ganske få reelle indsigter vi har fået om samfundet fra videnskaben sociologi er, at moralske og faglige værdier går i arv fra forældre til børn. Hvis Danmark i det lange løb skal overleve som en civiliseret/fri nation, er det derfor tvingende nødvendigt, at vi sørger for, at sunde moralske værdier trives ved, at flest mulige mennesker bliver selvhjulpne. Introduktionen af usikkerhed vil være et skridt i den rigtige retning.