Three Strikes II

TV2’s morgen TV kunne d. 26/2 2002 byde på et indslag om sportsgrenen Ultimate Fighting. Sprotsgrenen er i bund og grund en sammenblanding af forskellige kampsportstyper, hvor f.eks. en bokser står overfor en judo-kæmper. Det meste er tilladt; dog er f.eks. spark i skridtet og visse typer farlige angreb mod hovedet bandlyst. Man markerer, at […]

TV2’s morgen TV kunne d. 26/2 2002 byde på et indslag om sportsgrenen Ultimate Fighting. Sprotsgrenen er i bund og grund en sammenblanding af forskellige kampsportstyper, hvor f.eks. en bokser står overfor en judo-kæmper. Det meste er tilladt; dog er f.eks. spark i skridtet og visse typer farlige angreb mod hovedet bandlyst. Man markerer, at man giver op, ved at banke i gulvet el.lign. En dommer og en læge sørger for, at kampens regler overholdes.

Med i studiet sad mor Baastrup fra SF – formanden for Folketingets Retsudvalg. Hendes holdning til denne demoraliserende gladiatorkamp var – ikke overraskende – endog yderst negativ. Udtalelser som ”allerhelst så jeg jo, at vi forbød det her….” vidner om kollektivistens evindelige bedrevidenhed, men den angår nu også noget ret centralt; om to mennesker i en boksering skal have lov til at slå på hinanden.

Det juridiske

Hvis vi først anskuer problemstillingen rent juridisk, er der ikke så meget at komme efter for fru Baastrup. Igennem hele straffelovens levetid har det været fast praksis, at man som ”offer” kan vælge at give afkald på den beskyttelse, som straffeloven giver en. F.eks. kan man samtykke til, at byggefirmaet river ens gamle hus ned, så der kan bygges et nyt (selvom det i realiteten er tingsødelæggelse), man kan have en aftale med sin kone om, at hun godt må gå nøgen fra badet og ind i soveværelset (selvom det faktisk er blufærdighedskrænkelse) og man kan samtykke til, at karatetræneren markerer og slår under træning eller kamp (selvom det egentlig er simpel vold) osv.

Der er dog den modifikation, at man ikke kan samtykke til overtrædelse af regler, der er til for at beskytte den person, der netop ikke kan tage vare på sig selv (f.eks. sex med mindreårige), ligesom man ikke kan samtykke til forbrydelser, som man ikke umiddelbart kan overskue konsekvensen af (f.eks. dødsvold). Det sidste er ikke en helt oplagt situationen, som jeg ikke skal berøre nærmere her.

Det moralske

Men disse særligt kvalificerede former for vold er netop også forbudt i Ultimate Fighting. Tilbage står så spørgsmålet, om man ”moralsk” skal have lov til at tilllade folk at slå på sig selv – eller få andre til det. Svaret fra SF er klart ”nej”. Baastrup udtalte sågar, at vi ”ikke skal have et samfund, hvor folk skal have lov til at slå sig selv eller andre til lirekassemænd…” Hvorfor egentlig ikke?

”Offeret” har selv valgt den (potentielle) skade, der påføres. Jeg er sådan set ligeglad med, om min nabo med vilje lader sig falde på trappen, om min underbo kører uden cykelhjelm, eller om min overbo ryger cigaretter. Det eneste hensyn, der er at tage til andre, er en evt. regning fra hospitalerne, som bla. min skat finansierer.

Men hvis det er argumentationen for forbud (hvilket jo nok er tilfældet mht. f.eks. sikkerhedsseletvang og krav om reflekser på cyklen), kunne listen starte her og aldrig ende; forbud mod at gå til boksning, drikke øl, ryge cigaretter, køre i bil, tage på ferie, drikke sodavand, spise for mange æbler, børste tænder mere end tre gange om dagen og mindre end to gange, sidde ned i mere end tre timer ad gangen, kigge mod solen, holde vejret i mere end ét minut………

Og de to-tre Ultimate Fighting-udøvere, som måske i løbet af ti år kommer til skade og skal bruge sundhedsvæsenet, er næppe så stor en belastning for hospitalerne, at det kan begrunde et forbud. Mon ikke snarere der er tale om, at vi her har med nogle folk at gøre, som ikke passer ind i Anne Baastrups opfattelse af, hvordan folk skal tænke? Baastrup ville ikke selv give samtykke til at udsætte sig for risiko for slag, så derfor er det nok bedst, hvis den slags er forbudt.

Løsningen?

Adspurgt hvad SF ville gøre ved ”det her”, sagde Anne Baastrup (næsten som rygmarvsreaktion), at ”vi må have nogle regler”. Når nu forbud er urealistisk (fordi hun denne gang er virkelig langt ude), må vi regulere området; ”det ville være fornuftigt, hvis politimesteren bare kunne slå op i cirkulæret og se, hvad han skulle gøre, næste gang, der kom en ansøgning om et Ultimate Fighting-stævne”.

NEJ! Politimesteren skal ikke bestemme, om folk skal mora sig med at slå på hinanden, hvis de selv har lyst til det. Og han skal heller ikke bestemme, om folk må tjene penge på det. Det ville være fornuftigt at afskaffe alle regler, der begrænser forsamlingsfriheden, og blot holde os til de allerede eksisterende regler om ulovlig tvang og vold. Ikke flere regler, ikke flere cirkulærer, ikke flere moraliserende og umyndiggørende statsautorisationer, og ikke mere Anne Baastrup.

Næste artikel i rækken om stat og straf handler om retten til netop ikke at skade sig selv; selvinkriminering og Told & Skats mindre betryggende opfattelse heraf.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password