Moral: Socialdarwinisme versus kannibalisme

Det var den store liberale tænker og individualist, Herbert Spencer, som formulerede socialdarwinismens tanker om samfundet med begrebet ”survival of the fittest”. Men det var Darwin (der først efterfølgende publicerede sine tanker om arternes udvikling) som fik opkaldt disse tanker efter sig. På et samfundsmæssigt plan kan man forstå teoremet om survival of the fittest […]

Det var den store liberale tænker og individualist, Herbert Spencer, som formulerede socialdarwinismens tanker om samfundet med begrebet ”survival of the fittest”. Men det var Darwin (der først efterfølgende publicerede sine tanker om arternes udvikling) som fik opkaldt disse tanker efter sig.

På et samfundsmæssigt plan kan man forstå teoremet om survival of the fittest på to måder; enten som et deskriptivt udsagn eller som et normativt. Dvs. enten som en beskrivelse af, hvordan verden ser ud – eller en beskrivelse af, hvordan den burde se ud.

De fleste vil nok tilslutte sig teorien, hvis den forstås deskriptivt. Mennesker, som er dygtige til at tilpasse sig omgivelserne er generelt mere succesrige end andre mennesker. Det er vel nærmest en tautologi.

Darwinismen er blevet svinet meget til af folkeskolelærere, Politikens læsere og medlemmer af Det Radikale Venstre (som jo alle er identiske). Årsagen er, at de har forstået darwinismen som et normativt udsagn: at det er i orden – eller ligefrem attraktivt – at mennesker med tilpasningsvanskeligheder ligger og dør i rendestenen.

Mon ikke alle vil mene, at darwinisme forstået på denne måde er uattraktivt?

Men hvordan skal man forholde sig til dette; at visse mennesker er mere succesrige end andre?

I et samfund med privat ejendomsret er det kun muligt at være succesrig, hvis man som et minimum lader andre være i fred. Man vil eksempelvis blive straffet, hvis man forsøget at hindre naboen i at bolle sin kæreste i røven eller hvis man søger at tiltvinge sig andres værdier ved anvendelse af vold. Hvis vi er grove og definerer succes som penge, er det endvidere kun muligt at få succes/penge ved at tilgodese andres ønsker og hjælpe dem til at opfylde deres mål i livet. Dette er en attraktiv egenskab.

Et samfund med privat ejendomsret har en anden attraktiv egenskab; fordelingen af samfundets goder er afgrænset på en entydig og (hvad der burde være en) acceptabel måde. Hvis man har byttet sig eller arbejdet sig til et gode, er det ens ejendom. Hvis jeg har forarbejdet en meget fin lerkrukke, er det min og ingen andens. Jeg har krav på den, hvis ingen andre har lidt et ukompenseret tab ved at jeg fremstillede den (eksempelvis hvis jeg ikke har stjålet leret). Følgelig kan jeg bytte den for andre goder eller penge, og disse vil da også være min retmæssige ejendom (hvis den, jeg byttede med, ejede dem retmæssigt). Vold og tvang er udelukkende tilladt for at beskytte egen retmæssig ejendom.

Disse tanker er ligegyldige for kollektivister. For dem findes der ikke retmæssig ejet ejendom. I princippet er alt, hvad der fremstilles og ejes i samfundet til fri disposition for omfordeling efter forgodtbefindende. Derved opstår en uproduktiv rivalisering om samfundets resurser, hvor fordelingen ikke er et resultat af ens indsats for at tilgodese andres behov – men derimod et resultat af vold og tvang. Den, som har magt, bestemmer, hvordan denne fordeling skal være.

Socialister mener, at man kan gøre krav på min lerkrukke, hvis man kan identificere et behov for den hos et andet menneske. I økonomisk henseende er dette selvsagt meget uheldigt, for hvem skal fremstille lerkrukker, når de blot bliver eksproprieret, hvis der er behov for dem? Det er klart, at man i større grad vil lade hånt om menneskelige behov i et samfund med kollektiv ejendomsret, fordi ingen får nogen nytte af at tilgodese disse behov. Men lad os et øjeblik se bort fra dette.

Når der ikke findes retmæssigt ejet ejendom, er det selvfølgelig blot et spørgsmål om at omfordele samfundets resurser for at tilgodese de behov, man kan identificere. Men hvor stort et behov har du for pizza? Hvor meget vil du gerne se nogle nøgne damer fra Hawaii, som slår flik-flak? Hvad er udsigten fra Rundetårn værd? Disse spørgsmål lader sig ikke evaluere uden et marked med priser, som er genereret af frivillige transaktioner. Men lad os også se bort fra dette et øjeblik.

Ifølge den socialistiske moral er det legitimt at anvende vold og tvang for at tilgodese påståede behov. Behov, som vi lige har set ikke kan evalueres på nogen meningsfuld vis, uden privat ejendomsret – men som ikke desto mindre alligevel søges kvantificeret af en omnipotent statsmagt. Kun en tåbe bør derfor tiltro staten evner til at tilgodese almenvellets bedste. Dertil kommer, at kun en tåbe bør tiltro staten motiver til at tilgodese almenvellets bedste.

Kannibalisme
Socialismen er et udtryk for moralsk kannibalisme – den enes nytte, glæde og produktivitet bliver den andens brød. Under den private ejendomsret virker darwinismen til at tilgodese andres behov, men under kollektiv ejendomsret virker den kun til at fremme egoistiske interesser og ignorerer øvrige behov. For darwinismen fungerer også i et socialistisk samfund – her gælder den blot ikke til alles bedste. De mennesker, som bedst tilpasser sig omgivelserne, stiger hurtigst i graderne inden for ”partiet” eller ”systemet”. De finder hurtigst ud af, hvordan og hvem man skal bestikke for at fremme egne interesser. De finder hurtigst ud af at placere sig i stillinger, hvor man nemmest nyder frugterne af andres arbejde.

Moralsk kannibalisme er forkasteligt. Jeg kan umuligt have en fordring på andre mennesker, blot fordi jeg har et behov. Tanken er absurd. Fordringer forekommer kun, dersom man har indgået en aftale eller en kontrakt om en modydelse for et eller andet. Men bumsen på bænken i Sydhavnen har aldrig produceret noget af værdi i sit liv, hvorfor han heller ikke har kunnet få en fordring på noget mentalt velfungerende menneske.

Ved den umoralske omfordeling fra rige mennesker til fattige straffer man samfundsgavnlig adfærd og belønner uproduktiv og umoralsk adfærd. Der lever efterhånden titusindvis af mennesker i Danmark, som gennem hele deres liv stort set har kunnet undgå at bruge deres intellekt og evner til at skabe noget af værdi for andre mennesker.

Det er på tide, at vi genopretter moralen ved at udstyre mennesker med nogle ordentlige og sunde incitamenter. Samfundsborgeren skal hyldes og belønnes – nasseren skal det ikke.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password