Eksperter i medierne

Fredag den 8. februar udkom bogen “Eksperter i medierne” om dagspressens brug af forskere fra 1961 til 2001. Bogens forfattere (Erik Albæk og Peter Munk Christiansen fra Aalborg Universitet samt Lise Togeby fra Århus Universitet – alle professorer) har talt, hvor mange forskere, der optræder i Jyllandsposten, Politiken og Berlingske Tidende i perioden 15. januar […]

Fredag den 8. februar udkom bogen “Eksperter i medierne” om dagspressens brug af forskere fra 1961 til 2001.

Bogens forfattere (Erik Albæk og Peter Munk Christiansen fra Aalborg Universitet samt Lise Togeby fra Århus Universitet – alle professorer) har talt, hvor mange forskere, der optræder i Jyllandsposten, Politiken og Berlingske Tidende i perioden 15. januar til 14. februar i årene 1961, 1971, 1981, 1991 og 2001.

Deres undersøgelse viser, at mens der i 1961 per avis blev brugt mindre end én forsker per dag, er vi i dag nået op på hele fem forskere hver dag. Dermed har de fleste nok fået bekræftet, hvad de i forvejen havde en anelse om.

Dette resultat er selvfølgelig interessant set i lyset af Anders Fogh Rasmussens udtalelser i sin nytårstale om “ekspertyranni, der risikerer at undertrykke den frie offentlige debat” – en udtalelse, som sammen med udtrykket “smagsdommere” har vakt megen diskussion i medierne.
Nogle af kritikerne har fortolket disse udsagn fra statsministeren sådan, at han skulle være imod ekspertviden – efter min mening en ret tåbelig udlægning.

Som det fremhæves i den nye bog er der i dag faktisk en række problemer med den måde, hvorpå medierne bruger eksperter. Der er en tendens til at journalisterne – som jo ikke må udtrykke deres egen holdning – bruger en ekspert til at levere det ønskede budskab. Og det stiller mange forskere villigt op til, idet de er blevet opmærksomme på dét, som bogen kalder “den offentlige synligheds instrumentelle værdi” – hvad enten det handler om at skaffe penge til et bestemt projekt eller forskningsområde eller at gøre reklame for sig selv som foredragsholder, bestyrelsesmedlem eller andet.

Samtidig er mange forskere begyndt at komme med mere politiske vurderinger, og som Erik Albæk konstaterer i Berlingske Tidende 8. februar: “Det bliver meget svært for folk at skelne mellem, hvornår der er tale om formidling af faktuel viden, og hvornår det er en politisk vurdering”. Man kan med rette kritisere en lang række råd på miljøområdet for at udlægge politiske vurderinger som faktuel viden. Dansk Center for Menneskerettigheder er blevet kritiseret for at begå den samme synd i forbindelse med vurderinger af lovinitiativers overholdelse af internationale konventioner – en anklage, som jeg ikke kan vurdere rigtigheden af.

Efter min mening er den største misere, at ekspertudsagn afløser argumenter. Når der er to minutter (eller mindre) til at behandle et emne, er der simpelthen ikke tid til at gennemgå og afprøve argumenter. I stedet bliver eksperten brugt som et sandhedsvidne. Argumenter er ikke længere nødvendige, eksperten har talt.

Dette virker også den anden vej. Man har ikke en kinamands chance i medierne – selv ikke med de bedste argumenter – hvis man ikke kan påklæbes en merkat som ekspert på området. Paradoksalt nok er vi altså – midt i ekspertvældet – på vej væk fra videnskabelighed, hypoteser og deres afprøvning.
Spørgsmålet om en menneskeskabt drivhuseffekt, er et fremragende eksempel på dette.

Drivhusproblematikken er langt mere speget, end medierne vil lade vide. Det har jeg skrevet og talt om i medierne i mere end fire år. Jeg har henvendt mig til mange journalister, som har viderebragt oplysninger, der simpelthen (ud fra en videnskabelig betragtning) er forkerte. Men jeg er økonom, fremtidsforsker og management konsulent – ikke klimaforsker. Derfor lytter man i medierne ikke til mine argumenter på klimaområdet (andre gør – jeg har holdt mange foredrag om klimaproblematikken). Ikke-klimaforskeres argumenter er per definition ugyldige. (Som “fremtidsforsker” bliver jeg til gengæld bedt om at udtale mig om alt mellem himmel og jord).

Men problemet er, at klimaet er så kompleks en problemstilling, at ingen kan påberåbe sig en generel ekspertviden. Klimaforskning handler om luft- og vandstrømme, om skyers kemi, om luftarters ageren, om temperaturmålinger, om statistik, repræsentativitet og statistisk usikkerhed, om nedbør, om plantebiologi, om gletschere, om plankton, om jordens bane om solen, om kosmisk stråling, om solvind, om computermodeller osv. osv. Ofte bliver forskning og ekspertviden på ét område brugt til at udtale sig om noget helt andet.

Lad mig give et enkelt konkret eksempel.

Med jævne mellemrum er der internationale forhandlinger om klima og begrænsning af CO2-udslip. I vinteren 2000 forhandledes i Haag i Holland. Det er sikkert som amen i kirken, at en række såkaldte nyheder om det globale klima dukker op i pressen i dagene op til og under sådanne internationale forhandlinger.

Denne gang var ingen undtagelse. Med perfekt timing offentliggjorde en europæisk forskergruppe en rapport om betydningen af klimaforandringer for det europæiske kontinent. Den rummede intet nyt om CO2’s indflydelse på klimaet men antog, at fire år gamle modelberegningerne af fremtidens klima ville blive til virkelighed. Der var ingen forskningsmæssig vurdering af denne antagelse. Det forskningsmæssige bidrag bestod i at vurdere konsekvenserne, hvis antagelsen blev til virkelighed.

Alligevel konkluderede store dele af pressen, at nu var der en ny rapport, som bekræftede drivhuseffekten. På DR-online kunne man således læse, at “Jordens klima vil ændre sig drastisk i de næste 20 til 100 år. Det viser en ny rapport…” osv.

Og den danske medforfatter Jørgen E. Olsen fra Danmarks Jordbrugsforskning blev citeret for at sige, at klimaændringer skyldes drivhusgasser, at klimaforandringerne er i gang, og at vi ligeså godt kan forberede os. Ifølge hans eget CV er hans arbejdsområde klimaets indflydelse på planter – ikke menneskets indflydelse på klimaet.

I årtier har der været en tradition for, at den kritiske journalistik var rettet mod politikerne og (i mindre omfang) erhvervslivet. Den kritiske journalistisk bør i fremtiden rette langt mere af sit søgelys mod “eksperterne”: Mod deres argumenter (i højere grad end deres titler), mod deres forskningsmæssige resultater (i stedet for deres udsagn) og mod deres motiver (i ligeså høj grad som deres konklusioner).

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password