For det første må vurderingen af, om en aktivitet eller udvikling er bæredygtig, baseres på en tidshorisont: I hvor lang tid er det bæredygtigt at bruge fossile brændsler? Intet er bæredygtigt i al evighed. Selv solen brænder ud på et tidspunkt! Endvidere må en vurdering af bæredygtighed afhænge af en verden i forandring. En given aktivitet kan for eksempel blive mindre bæredygtig efterhånden som verdens befolkning vokser.
For det andet – og afledt af ovenstående – er menneskets aktiviteter ikke enten bæredygtige eller ikke bæredygtige. Bæredygtighed må nødvendigvis gradbøjes. Graden af bæredygtighed afhænger af, hvor lang tid en aktivitet kan fortsætte uden at “bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare” (Citat Gro H. Brundtland).
For det tredje skal graden af bæredygtighed i en given udvikling eller aktivitet baseres på en afbalancering af alle relevante miljømæssige problemstillinger. Hvad der er godt ud fra ét miljømæssigt perspektiv, kan være skidt ud fra et andet. Økonomisk vækst øger på den ene side ressourceforbruget og giver os på den anden side en velstand, som i endnu højere grad gør os i stand til (og interesserede i) at passe på naturen.
For det fjerde bør bæredygtighed – som inddragelsen af en tidshorisont antyder – opfattes som et dynamisk begreb. Bæredygtighed er ikke opnåeligt som tilstand. Opretholdelsen af en høj grad af bæredygtighed kan kun lade sig gøre gennem løbende udvikling. En sådan udvikling kan tænkes på kort sigt mindske graden af bæredygtighed for på langt sigt øge den. Hvis en atlet løfter vægte for at blive stærkere, vil det rent faktisk på kort sigt svække ham. Først når musklerne har hvilet og restitueret opstår den ønskede effekt.
For det femte bør vi opfatte graden af bæredygtighed som en objektiv, teknisk vurdering – ikke som noget normativt. At noget er bæredygtigt er ikke ensbetydende med, at det er ønskeligt. For at tage et lidt ekstremt eksempel til at illustrere dette (overdrivelse fremmer forståelsen), så ville Danmark blive mere bæredygtigt, hvis vi indførte et forbud mod kæledyr, som forbruger ressourcer uden at bidrage positivt til løsningen af problemer. På samme måde kan en udvikling, som gør Danmark mindre bæredygtig tænkes at være ønskelig. Der kan være andre hensyn, som vejer tungere end bæredygtighed. Dette kan især tænkes at være tilfældet i situationer, hvor et facet af vores liv, som i forvejen er meget bæredygtigt gøres en lille smule mindre bæredygtigt. Eller i en situation, hvor menneskers ve og vel står på spil.
Med udgangspunkt i disse fem principper vil jeg gerne knytte nogle få kommentarer til dét at sikre en bæredygtig udvikling.
Det første spørgsmål må være, i hvor høj grad vores nuværende samfund er bæredygtigt. Og svaret på dette spørgsmål er efter min mening, at vi på de fleste områder har en ganske høj grad af bæredygtighed. Der er faktisk ikke mange områder, hvor vi kan forvente, at vores efterkommere vil være ringere stillet end os. Hvis den nuværende udvikling fortsætter vil de for eksempel have renere luft og mere natur. Vores energiforsyning er baseret kul, olie og gas, som med den forventede teknologiske udvikling, kan levere billig energi til os selv og vores efterkommere i mange hundrede år. Forureningen fra moderne kraftværker er meget beskeden.
Jokeren i denne problemstilling er muligheden for, at vores afbrænding af fossile brændsler og den deraf følgende ophobning af CO2 i atmosfære medfører en opvarmning af vores klode. Mediernes dækning af drivhusproblematikken kan give indtryk af, at spørgsmålet om en betydelig menneskeskabt drivhuseffekt er videnskabeligt afgjort. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der er fortsat legitim tvivl om drivhus-hypotesen, hvilket en lang række anerkendte klimaforskere har skrevet under på.
Det er imidlertid fornuftigt at udvise rettidig omhu. Denne består efter min mening først og fremmest i at udvikle nye, billige ikke-fossile energiteknologier. Det kan vi snildt tillade os at bruge 25 år på og herefter 25 år på at indføre dem – uden at jorden går under af den grund.
Jeg vil vove den påstand, at det danske samfund aldrig har været mere bæredygtigt, end det er i dag. Danmarks høje grad af bæredygtighed skyldes velstand og teknologi. Vores forfædre var meget afhængige af nogle få af naturens ressourcer, som de derfor var nødt til at drive rovdrift på. Allerede i vikingetiden havde en meget lille befolkning med et meget beskedent forbrug fældet halvdelen af de danske skove. Sydeuropas skove blev fældet i oldtiden! I dag planter vi skov. Vi har erstattet træ som vores primære energikilde. Træ var endvidere vores forfædres primære materiale til byggeri og redskaber. I dag har vi i tusindvis af nye materialer til vores rådighed. Vi er ikke nært så sårbare. Dét giver mere bæredygtighed.
Vejen til at sikre øget bæredygtighed i fremtiden er økonomisk vækst og ny teknologi. Økonomisk vækst giver os ressourcer og ny teknologi giver os værktøjer og metoder til hele tiden at komme videre til det næste udviklingstrin. Vores forfædres teknologiske udvikling gik for langsomt. Derfor nåede de at drive rovdrift på den primære ressource – træ – i det udviklingstrin, de befandt sig i. Det statiske samfund er bæredygtighedens værste fjende! Det undrer mig, at mange fortalere for bæredygtig udvikling i bedste fald er lunkne overfor ny teknologi.
Jeg undrer mig også over, at mange fortalere for bæredygtighed så ukritisk peger på økologi. Der er fordele og ulemper ved brugen af kunstgødning og pesticider. En klar fordel er et højere udbytte per hektar, hvilket gør det muligt at opdyrke mindre land og dermed få mere natur. På verdensplan kan pesticider og kunstgødning være med til at sikre bevarelsen af regnskov og anden natur. Ulempen ved pesticider er, at de kan være giftige for mennesker og dyr i høje koncentrationer. Pragmatisk afbalancering af fordele og ulemper vil føre til den konklusion, at brug af moderate mængder af pesticider og kunstgødning vil øge graden af bæredygtighed. Hvorfor så holde fast på en dogmatisk nul-grænse i økologiens navn?
Som sagt bør mere bæredygtighed ikke ukritisk betragtes som ønskværdigt. Man kan få for meget bæredygtighed. Tidshorisonten kan blive for lang. Når miljøfolk taler bekymret om forholdene for vores børnebørn og oldebørn dannes der billeder på vore nethinder af hjælpeløse babyer. Men vi skal huske, at om 100 år – når mine oldebørn er voksne – vil danskerne være 4-7 gange rigere, end vi er i dag! De vil have teknologier, som vi knap kan drømme om. De vil se tilbage på os som en flok lavteknologiske fattigrøve. Og de vil more sig lidt over, at vi brugte vores sparsomme ressourcer på at forsøge at beskytte dem.
Fem principper for bæredygtighed
